YTRINGSFRIHED
Kommentar. Retsforfølgelsen af Orhan Pamuk for "nedsættende udtalelser
om Tyrkiets identitet" er en skandale. Det samme er den østrigske
stats fængsling af David Irving med henvisning til, at han offentligt
har benægtet, at holocaust har fundet sted.
Af
BRENDAN O’NEILL
To europæiske forfattere er for
nylig raget uklar med europæ-
iske regeringer, fordi de har givet
udtryk for deres opfattelse af folke-
drab. Begge trues nu med retsfor-
følgelse og fængsling for noget, de
har sagt eller gjort. Den ene støt-
tes af EUs politikere og litterære
kulturpersonligheder - der har mo-
biliseret sig for at forsvare ham
mod censur og hævde alle forfatte-
res ret til at udtrykke sig frit -
mens den anden er blevet ignore-
ret eller endda har fået at vide, at
han kun har fået straf som for-
skyldt.
Dette er en dårlig nyhed, for
spørgsmålet om ytringsfrihed er
et enten-eller. Enten har man den
eller også har man den ikke. Hvis
vi har ytringsfrihed for den ene for-
fatter, men ikke for den anden, har
vi slet ikke ytringsfrihed.
[)e to forfattere er Orhan Pa-
muk og David Irving. Pamuk
er en tyrkisk romanforfatter, der
bliver retsforfulgt, fordi han har sat
spørgsmålstegn ved den officielle
tyrkiske holdning til Armenien. De
tyrkiske myndigheder hævder, at
drabet på armeniere under Første
Verdenskrig ikke kan kategoriseres
som folkedrab og har taget anstød
af en udtalelse fremsat af Pamuk i
2005:
«En million armeniere og 30.000
kurdere blev dræbt i disse landom-
råder, men ingen andre end jeg tør
tale om det.» Med disse ord har Pa-
muk »fornærmet tyrkiskheden», og
hvis han bliver dømt, risikerer han
tre år i fængsel. Sagen er nu blevet
en international cause célèbre.
Irving, der er brite og historiker,
sidder for tiden fængslet i Wien og
bliver stillet for retten i februar an-
klaget for at have benægtet eksi-
stensen af holocaust. Han blev an-
holdt i november under en fore-
dragsturné i Østrig og anklaget for
at have fremsat nogle udtalelser
sammesteds for femten år siden.
Han skulle dengang have holdt
to foredrag, hvori han benægtede,
at der var bygget tyske gaskamre
under Anden Verdenskrig (han har
åbenbart ændret opfattelse siden da
og erkender nu, at der muligvis har
eksisteret nogle få gaskarnre). Be-
nægtelse af holocaust er en forbry-
delse i Østrig, og hvis Irving bliver
kendt skyldig, risikerer han en
fængselsstraf på op til ti år. Hans
sag er ikke blevet nogen internatio-
nal cause célèbre.
DISSE to forfattere er så for-
skellige som nat og dag. Pa-
muk er en internationalt anerkendt
romanforfatter. Hans bøger er over-
sat til over tyve sprog, og han om-
tales jævnligt som kandidat til No-
belprisen. Hans »forbrydelse« er,
at han har bestridt den herskende
opfattelse i Ankara af det penible
spørgsmål om Armenien.
Irving derimod er en racistisk
særling og historiker, som kun ta-
ges alvorligt af små fascistiske sek-
ter. Han benægter, at holocaust er
en historisk kendsgerning og har
også engang påstået, at »der døde
flere kvinder på bagsædet af Ed-
ward Kennedys bil ved Chappaquid-
dick end i gaskamrene i Auschwitz.
I betragtning af, at Ir-
ving har udnyttet Englands snæver-
synede og udemokratiske injurielov-
givning til at straffe sine kritikere -
deriblandt Deborah Lipstadt, for-
fatter til bogen Denying the Holo-
caust — i forbindelse med en sag,
som han tabte i 2000, har han ikke
det bedste udgangspunkt for at be-
klage sig over, at han bliver berø-
vet sin ytringsfrihed.
DER er imidlertid tale om to
ens sager; de to mænd risike-
rer begge at få en fængselsdom, ik-
ke fordi de har tilføjet et andet
menneske fysisk overlast eller be-
skadiget andres ejendom, men fordi
de har udtalt sig med nogle bestem-
te ord; de berøves med andre ord
deres frihed, fordi de har givet ud-
tryk for meninger, som myndighe-
derne i henholdsvis Tyrkiet og
Østrig har defineret som forkasteli-
ge.
Begge retssagerne imod dem be-
tegner en grov tilsidesættelse af
principperne for ytringsfrihed. Man
kan være enig eller uenig med Pa-
muk, og de fleste tager formodent-
lig stærk afstand fra Irving, Men sa-
gen drejer sig ikke om, hvad den
ene eller den anden har sagt, men
derimod om deres ret til at sige,
hvad de har sagt, og om vores ret
til at høre det. Det ligger i ytrings-
frihedens princip, at den ikke kun
sikrer retten til at lufte meninger,
der er bredt acceptable i det gode
selskab, men også retten til at ud-
trykke forargelige eller forkastelige
synspunkter, kort sagt friheden til
at tale om alt, friheden til at tænke,
sige og skrive, hvad man vil, og al-
le andres frihed til at angribe eller
latterliggøre ens argumenter.
Den omstændighed, at retssager-
ne mod Pamuk og Irving finder
sted på nogenlunde samme tid, sæt-
ter det europæiske forsvar for
ytringsfriheden på en hård prøve.
Og det faktum, at så mange er gået
sammen om at forsvare Pamuk,
mens man ikke har interesseret sig
for Irving eller måske ligefrem stil-
tiende har accepteret hans fængs-
ling, er ensbetydende med, at Euro-
pa ikke har bestået prøven.
I begge tilfælde - både hvad an-
går selve retssagerne og de reaktico-
ner, de har givet anledning til - er
det afgørende spørgsmål ikke så
meget friheden som EU-etiketten;
det drejer sig ikke først og frem-
mest om at forsvare den åbne de-
bat, men snarere om at definere,
hvad det vil sige at være et flinkt
lille EU-land og rette sig efter de
store kanoner i Bruxelles.
Man forsøger at presse Tyrkiet
til at aflyse sagen mod Pamuk og
dermed demonstrere, at landet er
den moderne europæiske stat, som
det påstår at være, og er egnet til
at være medlem af EU, mens
Østrig lykønskes med den hårde
kurs over for holocaustbenægtel-
se, der tages som bevis for, at lan-
det har overvundet sin tvivlsomme
nazistiske fortid som Hitlers føde-
sted og er på vej mod nye horison-
ter. EU-embedsmænd forlan-
ger, at Tyrkiet skal give Pamuk lov
til at udtale sig, hvis det ønsker
blive taget alvorligt som ansøger-
land, samtidig med at Østrig tages
alvorligt, fordi det nægter visse per-
soner retten til at udtale sig. Det
drejer sig med andre ord om retten
til at ytre sig med de rigtige menin-
ger, som defineret i Bruxelles.
NOGLE af de EU-embedmænd,
der stiltiende har accepteret
Østrigs fængsling af Irving, og som
har indskrænket friheden i deres
egne lande, mener ikke desto min-
dre at være i deres gode ret til at
belære Tyrkiet. En af dem er De-
nis MacShane, der er New Labours
parlamentsmedlem for Rotherham i
England og tidligere europamini-
ster. Han er rejst til Tyrkiet for at
overvære sagen mod Pamuk og har
udtalt, at det er »Tyrkiet, der stil-
les for retten,» ikke Pamuk.
»Som det er sket i tidligere år-
hundreder, har statslige myndighe-
der eller religiøse fundamentalister
nu igen lagt sag an mod en forfat-
ter for at forhindre ham i at stille
ubelejlige spørgsmål, men det er
dem selv, der kommer på anklage-
bænken,» har MacShane udtalt.
»Tyrkiet kommer ikke med i EU,
medmindre Voltaire vinder, og aya-
tollaherne - både de verdslige og
de religiøse - taber.»
Hvad bilder MacShane sig ind så-
dan at belære Tyrkiet om ytringsfri-
hed, sætte tyrkiske myndigheder
på »anklagebænken» og bestemme,
hvornår Tyrkiet kan eller ikke kan
blive medlem af EU? Hans egen re-
gering har givet pokker i ytringsfri-
heden, eftersom den for nylig har
fremsat forslag om en ny lov om ra-
cehad og religiøs diskrimination
(The Racial and Religious Hatred
Bill), der i vidt omfang vil ind-
skrænke friheden til at latterliggø-
re religiøs åndsformørkelse og lov-
fæste nye regler, der gør det lov-
stridigt at »forherlige» eller »bifal-
de» terrorhandlinger (eller fremsæt-
te andre udtalelser, der kan udlæg-
ges som et »angreb på Vestens mo-
ralbegreber». for at sige det med
Lord Falconer), og som desuden vil
forbyde visse fænomener, der an-
ses for at være krænkende, hvad
enten det drejer sig om den avis,
der udgives af British National Par-
ty, eller om den musik, der spilles
af visse musikere fra Jamaica; en af
dem blev anholdt sidste år, da han
ankom til England, afhørt af en Ra-
cial and Violent Crime-specialgrup-
pe og udvist.
Burde MacShane i virkeligheden
ikke befinde sig i Østrig og under-
søge sagen mod Irving i stedet for
at spilde tiden i Ankara? Irving er i
det mindste britisk statsborger,
hvilket indebærer, at MacShane
har visse beføjelser til at forhøre
sig om hans velbefindende og juridi-
ske status, hvorimod han ikke har
ret til at tale nedsættende til tyr-
kerne. Men sandsynligvis er Ir-
ving-sagen for indviklet for MacSha-
ne, der åbenbart foretrækker det
populære og letfattelige forsvar af
Pamuk. Eller måske går han lige-
frem ind for, at Irving skal retsfor-
følges og fængsles.
SELVE det faktum, at en repræ-
sentant for en så uliberal rege-
ring som New Labour kan finde på
at irettesætte Tyrkiet i Pamuk-sa-
gen, viser med al ønskelig tydelig-
hed, at sagen kun i ringe omfang
drejer sig om ytringsfrihed. Adskilli-
ge europæiske politikere og EU-bu-
reaukrater, der ikke ved, hvad
ytringsfrihed vil sige, står i kø for
at anklage Tyrkiet.
En af dem har udtalt, at den tyr-
kiske regering opfører sig »som et
diktatorisk regime, ikke som en
moderne europæisk stat.» Samtidig
har anholdelsen af Irving — »i et
land der stadig har problemer med
sin nazistiske fortid» indbragt
Østrig »ros fra stort set hele ver-
den».
I sagerne mod henholdsvis Pa-
muk og irving er argumenterne for
ytringsfriheden blevet overskygget
af kravet om, at både Tyrkiet og
Østrig skal demonstrere deres eg-
nethed som medlemmer af EU til
alverdens (og Denis MacShanes) til-
fredshed - Tyrkiet ved at give en
forfatter lov til at stille ubehagelige
spørgsmål om Armenien, Østrig
ved at gribe ind over for enhver,
der sætter spørgsmålstegn ved
holocaust.
I Østrig skete der noget for fem
år siden, som betyder, at man er
særlig ivrig efter at straffe Irving. I
2000 pådrog den Østrigske befolk-
ning sig EU-ernbedsmændenes vre-
de, fordi den stemte på den højre-
orienterede Jörg Haider. Østrig
blev uformelt suspenderet fra EU
og er nu opsat på at vise, at det er
en moderne og liberal stat ved at
statuere et eksempel med den høj-
reorienterede David Irving.
I sagerne mod Pamuk og Irving
argumenterer EU-embedsmæn-
dene i virkeligheden for retten til
privilegerede, men ikke frie ytrin-
ger; de forsvarer udtalelser, som
de går ind for, og forfattere, som
de beundrer, men har ikke noget
imod, at andre, som de ikke bryder
sig om, bliver spærret inde, når de
giver udtryk for afvigende opfattel-
ser.
Sagen mod Pamuk burde afvises,
og han bør have frihed til at sige
og skrive, hvad han vil. Men hvis
det sker, og Irving bliver ved med
at sidde fængslet i Wien, har vi ik-
ke ytringsfrihed i Europa. Hvis Pa-
muk frit kan stille spørgsmål om
Armenien, mens Irving ikke har
lov til at påstå, at historien om holo-
caust er en overdrivelse, så findes
ytringsfriheden ganske enkelt ikke.
Oversat af Claus Bech.
Brendan O’Neill er assisterende re-
daktør på netmagasinet "spiked" i
London (
www.spiked-online.com)