---

Weekendavisen:

Den usamtidige

Interview. »Hjertet i den europæiske humanisme banker ikke længere for
skolen. Den banker for brandstifterne og uromagerne.« Den franske filosof
Alain Finkielkraut går til modangreb.

MADS P. JUSTSEN

..Finkielkraut er ikke diplomatisk anlagt og kan slet ikke skjule sit
engagement eller for den sags skyld sin vrede. Man fornemmer derfor straks
bekymringen og sorgen over, at Frankrig har bevæget sig ud på en åndelig
katastrofekurs og befinder sig midt i sin alvorligste kulturkrise
nogensinde.

»Urolighederne i forstæderne er ikke den egentlige katastrofe. De er
selvfølgelig meget alvorlige, men vi ved, at vold og ufred desværre kan
opstå. Opgaven bliver så at finde de nødvendige politiske løsninger. Men det
virkelig foruroligende er den skinhellige selvransagelse og troen på, at
Frankrig selv er ude om, at det hele er løbet løbsk.

Over for denne påstand om skyld har vi helt mistet evnen til selvforsvar.
Vi har glemt, hvem vi er, og vi har ikke længere nogen erindring om vores
egen kulturs værdier og indhold. Vi burde have betragtet disse uroligheder
som dybt krænkende. Men der er ikke noget, der længere er os helligt.
Vanhelligelsen er fuldstændig enerådende.

Der bliver sat ild til vores kirker og skoler, som er vigtige
institutioner. De, der står bag disse ugerninger og deres sympatisører,
ville blive meget forargede, hvis franskmænd begyndte at antænde moskeerne,
men denne forargelse ville intet have med krænkelsen af det hellige at gøre.
Derimod ville sådanne begivenheder blive fortolket i et ideologisk
perspektiv, og man ville skynde sig at tale om racisme.

Racismen er det eneste, der endnu kan få sindene i kog blandt de
intellektuelle, journalisterne og dem i underholdningsindustrien, altså
eliten. Kulturen og religionen er allerede gået til grunde, kun antiracismen
er tilbage. Den fungerer som en intolerant og humanistisk afgudsdyrkelse, og
alt tyder på, at antiracismen bliver lige så grusom som kommunismen var i
det 20. århundrede, hvor vi så en generøs idé slå om i ideologisk løgn.

En leder fra en af bevægelserne mod racisme havde den frækhed at omtale
politiets indsats i de parisiske forstæder som etnisk oprydning. Et sådant
udtryk anvendt på franske forhold er udtryk for bevidst manipulation med
sproget. Desværre har disse afsindige løgne fået offentligheden overbevist
om, at ødelæggelsesaktionerne i forstæderne skal forklares som en protest
mod udelukkelse og racisme.«

ALAIN Finkielkraut ved godt, at hans uforfærdede synspunkter giver ham et
omdømme som håbløst antikveret. Han beklager, at en ellers oplyst modernitet
har gjort den reaktionære hjemløs. Han foretrækker prædikatet »usamtidig«
for at markere, at han ikke er tilfreds med at stå udenfor som antimoderne.
Dette filosofiske forbehold får ham dog ikke til at nedtone kritikken af
demokratiets aktuelle tilstand.

.Men den lakaj, der er fanatisk optaget af dogmet om lighed, ser ingen
grund til at gå i dialog med andre. Han inkarnerer nemlig selve demokratiet
og ønsker at komme alle forhindringer mod stigende lighed til livs. Her
sætter arrogancen og totalitarismen ind.

Den demokratiske debat har fået meget trange kår, og det har aldrig været
så slemt som nu. Jeg kan ikke begribe, hvorfor vi er nået så langt ud.
Virkeligheden underlægges censur, og jeg oplever, at vi ikke længere kan
sige, hvad vi mener.

.En sådan kulturrelativisme er den største plage i vor tid og er en absurd
forvrængning af den oplysningsfilosofiske idé om, at mennesker er lige.
Situationen er ekstremt foruroligende. Konsekvensen er, at man ikke længere
kan tillade sig at skelne mellem det gode og det hæslige, og at dømmekraften
er sat helt ud af spillet. I en sådan situation er jeg nødt til at betragte
mig selv som usamtidig. Det er ikke noget originalt valg, men bygger på en
smertefuld indsigt i demokratiets forfald.«

.Man har også forsøgt at pådutte os det synspunkt, at de unge uromagere,
der har hærget Frankrig, ikke skal betragtes som uciviliserede mennesker,
men at de er som os andre, og at deres højeste ønske er at få en bil og have
en bedre privatøkonomi. Men så må jeg spørge: Siden hvornår er Europa
begyndt at definere sig selv ud fra borgerens simple ønske om at erhverve
sig en bil?

Denne logik udbasunerer, at det er meget forståeligt, at de unge i
frustration begynder at brænde biler af i gaderne, når nu skolegangen ikke
afsluttes med levering af en Volvo med nøgler og det hele. En sådan
tankegang kan jeg kun aflæse som de sociale kræfters ultimative sejr over
den europæiske civilisation. Det er intet mindre end en katastrofe for vores
kultur.«

.Selvfølgelig skal menneskerettighederne forsvares de steder, hvor de
bliver overtrådt, men det er ejendommeligt at se, hvordan
menneskerettighedsbevægelserne selv svigter, når det virkelig gælder. Jeg er
lamslået over, at de franske organisationer accepterer polygami her i
landet. Det er et eksempel på, hvordan dogmet om menneskerettigheder er
blevet overtaget af en ideologisk bevægelse, der fanatisk taler
antiracismens sag.«

.Vi har fået en hyperklasse af velstillede og nyrige mennesker, som
manipulerer med vores fælles symboler. Denne kreative klasse lever ikke
længere et jordisk liv, men derimod i en verden uden grænser og afstande. De
er fuldstændig løsrevet fra det materielle livs begrænsninger.

De ved ikke længere, hvad det vil sige at leve et almindeligt liv, men
efter sigende banker deres hjerte for de mange, der ikke har haft held til
at flygte fra de nedre luftlag. Eliten tager mere og mere den falske rolle
på sig som godgørende engle, men det forstærker kun hykleriet.«

.Vi har under optøjerne kunnet se, at de toneangivende mediemanipulatorer
ringeagter politiet, som bliver opfattet som det rene afskum. Til gengæld
omfattes uromagerne og deres grænseoverskridende handlinger med sympati.

Vi er sovset ind i det politiske korrekte, hvor sprogbrugen er unuanceret
og løgnagtig og mere arrogant end nogensinde. Problemerne ses gennem
modsætningsparret oprør og undertrykkelse. Det er en besynderlig logik, for
den siger: Jo mere voldelige optøjerne har været, des mere tydeligt er det
for alle og enhver, at Frankrig er racistisk.

Disse manipulatorer elsker myten om det racistiske Frankrig, for det
placerer dem i rollen som moralsk overlegne og som et modbillede til et
samfund, hvor man besnærende påstår, at det ustandselig pibler frem med
småborgerlig racisme.«..