Hysteri og fans om Darwin
Store debat-slag om evolutionslæren fandt sted allerede i Darwins
levetid. Ved et i 1860 spurgte en bisp om en pro-Darwin-debatør
nedstammede fra aberne på far- eller mor-side, og denne svarede, at
det var hæderligere at nedstamme fra en abe end fra en bisp. Så
mudderkastende var videnskaben dengang - og for at gøre sensationen et
must for alle aviser, var der en pige der faldt besvimet om, da bispen
forhånedes. Det var en tid hvor bevidst og ubevidst hysteri var den
store modesygdom.
Nogle kunne "turn ON/OFF" helt bevidst og Freuds lære opstod af disse
bekvemme programerbare forsøgskaniner.
Darwin var den ideelle videnskabsmand til at skabe respekt om
social-darwinisme, der stødte kristendom ud i kirkemørket,
Briten H. Spencer havde faktisk udviklet den af nazisterne elskede
sociobiologi, kaldet socialdarwinisme, før Darwins skrifter blev
kendt, og i det første (1839) undlod han helt at berøre menneskets
opståen, men da debatten uvægerlig handlede om menneske-abe springet,
så skrev han i 1859 en bog om det. Han var kristen, af præsteslægt og
havde ti børn med sin kone og oplevede ikke modstrid mellem den ny
viden og bibel/tro (hvad heldigvis også mange idag er enig med ham i).
Han blev BRUGT af kirkemodstandere - der trynede Wallace, der egentlig
var kommet først med evolutionslæren, til at udskyde sin bog et år, så
Darwin kunne få al æren. Darwin var så ydmyg og troende, at han var
ideel som samlingspunkt - han undgik debatmøder og var drevet af ren
naturvidenskabelig nysgerrighed incl om planter.
En lang række tyske og franske forskere havde udført langt den
væsentligste del af universisteternes evolutionsforskning, og Darwin
fik uretfærdigt ære og idolstatus, fordi UK-sømagt og handelsmagt
toppede på den tid, næsten med verdensdominans som hvad USA har idag.
"Jeg elsker tossehoveders eksperimenter. Jeg laver dem altid. Charles
Darwin
"In science the credit goes to the man who convinces the world, not to
the man whom the idea first occurs. Darwin 1848 - 1925
Science is organized knowledge. Herbert Spencer
|