To norske fiskeriinspektører er blevet bortført af en russisk
trawler, efter at de havde fundet ulovlige fiskeredskaber om bor på
trawleren.
Den norske kystvagt beordrede den russiske trawler "Electron", som
var på fiskeri ud for Svalbard, i arrest i Tromsø til nærmere
undersøgelse, efter at norske fiskeriinspektører havde fundet
ulovlige fiskeredskaber om bord på trawleren. Blandt andet var der
ikke udstyr til frasortering af småfisk. Den russiske trawlerkaptajn
indvilligede først i at samarbejde, men senere ombestemte han sig og
besluttede sig til at stikke af med kurs sydpå mod russisk
territorialfarvand.
Den russiske trawler, som forfølges af tre norske kystvagtfartøjer,
befinder sig nu ca. 110 sømil fra den russiske territorialgrænse og
et stykke øst for Murmansk. Trawlerkaptajnen skal have truet med at
gå på kollisionskurs med de norske kystvagtfartøjer.
Vejret i Barentshavet er i øjeblikket meget uroligt med 7-8 meter
høje bølger.
Man mener, at den russiske trawler vil forsøge at nå frem til en
gruppe på ca. 50 russiske fiskerbåde 100 sømil længere mod syd for
at forsvinde i mængden.
De to bortførte nordmænd er en 20-årig elev fra Toms og en erfaren
30-årig sømand fra Østlandet. Den norske kystvagt holder løbende
deres familier orienteret om situationen.
Læs nærmer i artiklen:
http://www.vg.no/pub/vgart.hbs?artid=293810
Bent