I dagens Kristeligt Dagblad kan man på:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/artikel:aid=267444
læse et læserbrev af Iben Thranholm, hvor hun bl.a. skriver:
==
I forbindelse med den megen debat om Tyrkiets eventuelle optagelse i EU,
faldt jeg forleden over en rapport fra et tysk menneskerettighedscenter.
Det var rystende læsning. Heri berettedes om, hvordan kristne er både
underpriviligerede og forfulgte i Tyrkiet.
Rapporten fremkom med en række eksempler på hvordan. Det er ikke bare
vanskeligt for kristne at få tilladelse til at bygge nye kirker, men man
venter stadigt også på at få lov til at genåbne et præsteseminarium på
en ø nær Istanbul, som blev lukket i 1971.
Lukningen har betydet, at det er næsten umuligt at uddanne nye præster.
Kristne menigheder er ikke retsmæssigt anerkendte og kan derfor ikke
erhverve sig ejendom eller åbne bankkonti. Kristne jordbesiddelser trues
ofte af konfiskering uden angivelse af grund, kristne præster må ikke
undervise i skolen, kristne kan ikke beklæde højere stillinger i
militæret eller den offentlige administration. Der er ingen kristne i
parlamentet, og kristne bærer nummeret "31" i deres pas, så de er
genkendelige. Rapporten blev udarbejdet i 2004.
==
Ganske vist ingen »jødestjerne«, selv om dhimmier tidligere blev tvunget
til at gå i tøj, der klart afslørede dem som netop 2. rangs mennesker.
Men alligevel en slags jødestjerne i deres pas, som også jøderne fik i
Tysklad efter 1933.
Tænk på hvordan reaktionen havde været især fra Det radikale Venstre,
hvis Danmark indførte en halvmåne i passene for alle muslimer?
==
På en nyhedsside for undertrykte religiøse minoriteteter stødte jeg også
på indberetninger om voldelige overfald på kristne i Istanbul så sent
som i august måned i år. Under overskriften "forfølgelserne bliver
værre, selvom landet søger optagelse i EU" kunne man læse om, hvordan en
protestantisk kristen, som havde uddelt informationsmateriale om
kristendommen på en af Istanbuls hovedgader, var blevet antastet af to
civilklædte betjente. To unge mænd fra mandens menighed, en af Istanbuls
25 tyrkisktalende protestantiske kirker, kom netop fordi og så, hvordan
deres bekendte blev hevet i kinden.
Da de ville komme ham til undsætning, blev den ene af de to tvunget til
jorden, sparket, tævet af betjentene, som altså ikke bar uniform. Til
slut blev han sat i håndjern, og slæbt med på politistationen. Her blev
han konfronteret med det informationsmateriale, som også han havde med i
tasken. Politiet anklagede ham for at være en missionær, som havde til
hensigt "at splitte Tyrkiet". Da han blev løsladt, fik han beskeden om,
at man ikke kunne være både tyrker og kristen.
==
Ih, hvor sekulært Tyrkiet er.
==
...
EU-politikerne synes dog ikke at reagere specifikt på Tyrkiets negative
syn på kristendommen og de kristne kirkers kummerlige kår. I hvert fald
er den åbenlyse undertrykkelse af kristne i Tyrkiet ikke noget, som har
fyldt særligt meget i den hjemlige debat. Det skyldes formodentligt, at
eliten af EU-politikere også selv er ganske kristendomsfjendtlige, som
de netop demonstrede ved ikke at ville indføje en henvisning til
kristendommen i det nye traktatsforslag og i det hele taget at se stort
på, at menneskerettighederne netop er opstået på baggrund af
kristendommen. Europa værner ikke længere om sin kristne identitet.
Tværtimod arbejder mange politikere på, at kulturen helt skal aflægge
sig. Derfor kan man være bekymret for, hvordan vilkårne for at være
kristen i Europa mon er blot 50 år ude i fremtiden. Kirken og
kristendommen er trængt selv inden for egen kulturkreds, og nu vil man
forene sig med et land, som historisk set altid har bekæmpet
kristendommen.
Det begyndte med krigene mod det byzantinske rige og Konstantiopels
fald. Derefter kom Balkan-krigene og den store trussel mod Østrig. Man
glemmer, at selvom regeringerne vedtager, at religion er uden betydning
for staten, så fylder den trods alt meget i de enkelte borgeres liv og
tankesæt. Storpolitikerne har en stærk tendens til - særligt i
EU-sammenhæng - at se bort fra, at mennesker er langt mere bundet og
styret af deres traditioner og arv, særligt den religiøse arv, end man
umiddelbart forestiller sig. Og kan en årtusind lang kulturel og
folkelig modvilje over for kristne forsvinde med en lovændring over 10
år? Og kan europæerne glemme deres egne kristne fortid på en generation?
Bør samlingen af et nyt Europa ikke dreje sig langt mere om identitet
end rettigheder. Historien viser, at mangel på fælles identitet er en af
de allerstørste anledninger til konflikter.
==
Ja, har Europas urbefolkning, os, ikke ret til at bevare vore lande som
/europæiske/? Tilsyneladende ikke.
--
Per Erik Rønne