/ Forside / Interesser / Fritid / Madlavning / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Madlavning
#NavnPoint
Nordsted1 13396
frieda 10657
smuller54 10429
vagnr 9687
pifo 9117
piaskov 8417
ans 7901
mcloud 7316
HelleBirg.. 6846
10  dova 6027
Et ordentligt brød?
Fra : Peter Westh


Dato : 08-06-01 14:01

Er der nogen her på listen der har anskaffet Camilla Plums nye bagebog "et
ordentligt brød", som udkom den 1/6 på Gyldendal?

Og som har nogen kommentarer, anmeldelser, anbefalinger etc?

MVH

Peter



 
 
Peter W. Bosse (10-06-2001)
Kommentar
Fra : Peter W. Bosse


Dato : 10-06-01 08:10

"Peter Westh" <pwesth@hum.ku.dk> skrev i meddelandet...
> Er der nogen her på listen der har anskaffet Camilla Plums nye
> bagebog »et ordentligt brød«, som udkom den 1/6 på Gyldendal?
>
> Og som har nogen kommentarer, anmeldelser, anbefalinger etc?

Hej Peter!
Her videregives artiklen "Det gode brød" fra BT's Week-end tillæg lø.
d.9/6-01, skrevet og anmeldt af Susanne Jørgensen og handler netop om
Camilla Plum's "Et ordentlig brød" 224 sider, 269 kr., Gyldendal.
(BT*****)

-Citeret-
Det kribler i mine fingre, jeg kan næsten ikke vente med at komme i
gang - med at bage. Bare ved at læse Camilla plums bagebog, »Et
ordentligt brød«, kommer trangen til at røre og ælte snigende over én.
Har man besøgt Camilla Plums landsted Fuglebjerggaard i Nordsjælland og
købt et af hendes skønne brød, ved man, at dén kone sandelig kan bage.
Bogen demostrerer hendes omfattende baggrundsviden, og at hun har
eksperimenteret meget for at nå frem til de bedste opskrifter, som hun
nu deler med os andre. Økologi og ordentlig behandling af vore fødevarer
er Camilla Plums hjertesag, og hun giver alt færdigkøbt brød et skud for
boven. Det er for dårligt og for dyrt, så derfor er det smart at bage
selv.
Bogen fortæller grundigt om kornsorter og andre ingredienser, æltning,
hævning, bageudstyr osv. Disse første afsnit må man endelig ikke springe
over i sin iver for at komme til ovnen. Dels fordi de er sprængtfyldte
med nyttige informationer, dels fordi Camilla Plum skriver herligt
underholdende, Fx at man får »baller som velformede polske landbrød,
hvis man ælter ordentligt igennem et par gange om ugen«!
Opskriftdelen omfatter brød af af surdeje, over hverdags- og festbrød
til hvordan man anvender brød i mad og desserter.
Anne-Li Engströms stemningsfyldte billeder understreger bogens hyggelige
tone.
»Et ordentligt brød« er for bage-afficionados - folk der gider, og har
tid til at forsyne familien med alt dagligt brød. Men også for os andre,
der bare gerne vil have et godt resultat, når vi endelig tager os sammen
til at bage.
Her er Camilla Plums opskrift på filone, som man ellers køber i dyre
domme hos bageren:

2 brød:
15 g gær, 6 dl vand, 800 g tipo 00 mel, 200 g kæmpedurum eller durummel,
20 g salt, Halen Mõn eller Maldon, 50 g pastamel - groft durummel, olie.

Rør gæren ud i vandet, tilsæt mel og salt og ælt det til en smidig dej.
Kom dejen i en skål smurt med olie, drej den rundt, så der kommer olie
over det hele. Stil til hævning i køleskabet i seks-otte timer, til
dejen er hævet. Tag dejen ud på et melmestrøet bord og skær den i fire
aflange stykker. Tril dem længere endnu, men så de samtidig bliver
vredet og spidset til i hver ende. Læg dem på bagepapir på to
bageplader. Drys tykt med pastamelet, skær tre-fire slidser i hvert
brød, der flugter med vridningerne. Lad brødene efterhæve lunt til
dobbelt størrelse. Bag ved 250 grader de første 10 min. Smid en kop vand
ind i en bradepande i bunden af ovnen samtidig med at brødene sættes
ind. Sænk varmen og bag dem færdige ved 200 grader.
-Citat slut-
PS: Det medfulgte billede af de duftende lækre brød, -kan jeg af
naturlige årsager ikke kan fremvise her.


NB: Bogen lyder lovende, Petros, - den må vi ud at købe straks


Hope this is to your satisfaction!
--
Mvh.
Peter W. Bosse



Peter W. Bosse (12-06-2001)
Kommentar
Fra : Peter W. Bosse


Dato : 12-06-01 04:29

"Peter Westh" <pwesth@hum.ku.dk> skrev i meddelandet...
> Er der nogen her på listen der har anskaffet Camilla Plums nye bagebog
> "et ordentligt brød", som udkom den 1/6 på Gyldendal?
>
> Og som har nogen kommentarer, anmeldelser, anbefalinger etc?

[2] Her er en anmeldelse mere...

Boganm: Camilla Plum: Et ordentligt brød
(Melede hænder: Langtidsholdbart)

Politiken 3 juni 2001, Liv og Stil side 10

Camilla Plum bager fordi godt brød er en mangelvare - og fordi bagning
også er skaberglæde, meditation, motion og afstressning. Det har hun
skrevet en bog om. Camilla Plum: Et ordentligt brød (Gyldendal, 224
sider, 269 kr.).

Af Thomas Harder
Godt brød er en mangelvare, skriver Camilla Plum, og man må desværre
give hende ret. I betragtning af hvor rigt et samfund vi lever i, og
hvilken overflod af ressourcer det råder over i form af viden, teknik og
adgang til snart sagt alverdens råvarer, forekommer det grotesk, at det
skal være så svært at købe et brød, som er sundt, karakterfuldt,
velsmagende og fremstillet på en måde, der ikke belaster miljøet mere
end allerhøjst nødvendigt.
Men det er svært: tæller man på fingrene, skal der ikke mange hænder til
at opregne de steder i København, hvor man kan købe den slags brød, og
det står ikke bedre til uden for storbyen. Selv det ganske almindelige
franskbrød, som det burde være enhver bagerforretnings mindste kunst at
levere i en ordentlig kvalitet, er alt for mange steder forfaldet til et
sørgeligt kedsommeligt niveau.
Man kan spekulere på, om brød lige som så mange andre fødevarer er
blevet for billigt, altså om forbrugerne efterhånden har vænnet sig til
priser, der er så lave, at de simpelthen gør det umuligt at producere
ordentlige varer, eller om alt for mange forbrugere (og bagere) har
glemt, hvordan brød også kan smage, dufte, se ud og føles.
I alle tilfælde er det godt, at nogle producenter, specialforretninger
og madskribenter er begyndt at missionere for det gode brød - som
købevare, eller som noget man bager selv, af lyst eller nød.

LYST OG LIDENSKAB
Camilla Plum skriver et sted i sin nye kogebog, at hun ikke er sikker
på, at hun ville bage så meget selv, hvis hun overalt kunne købe lige så
godt brød, som man kan i Italien. Man forstår pointen, men tror hende
ikke helt, for det lyser ud af bogen, at hendes hjemmebagning ikke bare
er selvforsvar mod en fødevareindustri og en bagerbranche, der som
helhed ikke leverer, hvad de burde, men at det i allerhøjeste grad også
er et spørgsmål om lyst og lidenskab.
Det fremgår tydeligt, at Camilla Plum elsker at bage. Foruden at være et
middel til at skaffe familien ordentligt brød på bordet er bagning for
hende skaberglæde, undren over naturens forunderligheder og desuden
meditation, motion og afstressning. Alt det fortæller hun levende om,
ind imellem de mængder af oplysninger om kendte og mindre kendte
kornsorter, meltyper, hævemidler, smagsstoffer og deres
ernæringsmæssige og kulinariske egenskaber, som gør hendes bog
til nyttig læsning og til et langtidsholdbart opslagsværk for alle, der
interesserer sig bare lidt for brød.

BEGEJSTRET OG INDÆDT
Bogens op mod 100 opskrifter gælder ikke bare egentlige brød, men også
kager af 'brødfamilien' - for eksempel den italienske julekage panettone
(en alvorlig udfordring, selv for rutinerede hjemmebagere), vandkringle,
kløbenboller m.m. , pizza og retter, hvori brød indgår som croutoner
eller på anden vis (f.eks. gazpacho, diverse supper og bruschetta),
foruden en del retter med korn som ingrediens eller tilbehør (f.eks.
lammebov bagt med korn, abrikoser og safran eller kornsalat til
morgenmad).
Nogle af opskrifterne er for dem, der vil have meget præcise
anvisninger, mens andre er for dem, der går til madlavningen med mere
løs hånd. I alle tilfælde virker de klare og fri for unødige
komplikationer.
Camilla Plum er, som det vil være mange Politiken-læsere bekendt, en
både begejstret og indædt økolog, der går ind for 'oprindelighed'
(hvilket kan være ganske befriende efter de senere års mere eller mindre
hysteriske fusionskøkken) og for, at man skal gøre så meget som muligt
af arbejdet selv: har man ikke en grut, bør man i hvert fald have en
stenkværn, så man kan male sit eget mel af det korn, som man selv har
dyrket på sine egne økologiske marker. Ikke bare fordi det er bedre for
miljøet, men sandelig også fordi de økologiske råvarer, som der
argumenteres grundigt for i de indledende kapitler, er sundere og giver
en bedre smag end de konventionelle produkter.

FORKLARING OG FORNUFT
Har man ikke mulighed for, eller lyst til, at arbejde så meget for
føden, må man ty til Camilla Plums egen gårdbutik, til bageriet Aurion i
Hjørring eller til nærmeste, velassorterede helsekostforretning. Det er
ikke mange af bogens opskrifter, der kan laves udelukkende med
almindelige supermarkedsvarer.
Som mange læsere også vil vide, har Camilla Plum en stil, som nogle
holder af, og som andre har svært ved at tåle. Selv kan jeg godt lide
hendes blanding af teknisk-teoretiske forklaringer og - bogstaveligt
talt - jordnær sund fornuft, men jeg kan på den anden side ikke lade
være med at synes, at den på én gang let pludrende og næsten
demonstrativt djærve facon, der præger en del afsnit, i nogen grad
spænder ben for det gode projekt. Overforbruget af udtryk som
'hyggelig' (for eksempel om saltkrystaller) og 'hard core' og lidt for
megen snak om børns 'æblekinder' og om dej, der er 'spændstig som
barnenumser', trætter og leder opmærksomheden væk fra det egentlige,
gode budskab.

Billedtekst:
Kagekone. Den prægtige kvinde er fransk, og Camilla Plum har gemt på
billedet, siden hun rev det ud af et magasin engang i 1950erne.- Foto
fra bogen

--
Mvh.
Peter W. Bosse

-Intet er umuligt for den,
der ikke skal gøre det selv.



Torben Abildgaard (11-06-2001)
Kommentar
Fra : Torben Abildgaard


Dato : 11-06-01 22:11

Hej Peter

Der er noget, der hedder copyright. Ved du, at et sagsanlæg
fra bemeldte journalister meget vel kan komme til at koste
dig 30 kilo???

vh/Torben





Neta & Peter (13-06-2001)
Kommentar
Fra : Neta & Peter


Dato : 13-06-01 07:14

"Torben Abildgaard" <pialykke@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:czvV6.2926$22.81846@news.get2net.dk...
> Hej Peter
>
> Der er noget, der hedder copyright. Ved du, at et sagsanlæg
> fra bemeldte journalister meget vel kan komme til at koste
> dig 30 kilo???

Vi havde den diskussion for et halvt års tid siden. Et kort citat - let
modificeret, idet jeg har fjernet eder og forbandelser ;) :

Hvordan ophavsretssprøgsmålet vurderes, afhænger i høj grad af tolkningen af
begrebet "god skik" ("Fair use" på engelsk). Se www.ophavsret.dk. Se. f.eks.
paragraf 19 og 22 og 23.

Det er klart at der er tale om en gråzone. Der tages normalt følgende
faktorer i
betragtning (se http://fairuse.stanford.edu/rice.html ):

1) formålet med og karakteren af gengivelsen, herunder om den har et
kommercielt sigte eller ej
2) Det ophavsretsbeskyttede materiales karakter
3) Hvor omfattende gengivelsen er
4) hvilken virkning gengivelsen har på det ophavsretsbeskyttede værks
markedsværdi, dvs. ophavsretsholderens økonomiske interesser.

Her kan man sige at pkt 3) taler foir at det er helt i orden at gengive
anmeldelser, som jo er ganske korte. Jeg postede i sin tid noget med 30
artikler fuldtekst, det var nok en lidt anden sag. Ligeledes taler Pkt 1, 2
og 4 helt klart for, at det er i orden at gengive avismateriale på usenet
(og det var dem jeg forholdt mig til med nævnte artikler)

1) Ingen tjener penge på usenet
2) Avisartikler er i forvejen almindeligt spredt i det offentlige rum, dvs.
de er almindeligt og vederlagsfrit tilgængelige på biblioteker etc. At
citere fra en avis som ikke er udkommet endnu ville selvsagt være en langt
mere alvorlig sag.
4) Politiken mister ikke en klink, fordi jeg gengiver en artikel fra en
gammel avis.

Såøh Torben, jeg tror ikke der er noget at bekymre sig om.

Bare bliv ved Bosse!

MVH

Peter



Torben Abildgaard (12-06-2001)
Kommentar
Fra : Torben Abildgaard


Dato : 12-06-01 07:41

Jeg ville ikke finde mig i at få mine artikler genoptrykt i
et af mig ikke godkendt medie, med mindre der var særlige
omstændigheder.

Det ville betyde, at hvemsomhelst - om det er nazibevægelser
eller multinationale selskaber er ét fedt - vil kunne
anvende mine artikler, hvis de synes det tjener deres
formål. Og det uden vederlag!

Se f.eks.
http://www.computerworld.dk/Vis_artikel.asp?ArticleID=9945

vh/Torben




Neta & Peter (13-06-2001)
Kommentar
Fra : Neta & Peter


Dato : 13-06-01 07:57

"Torben Abildgaard" <pialykke@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:nVDV6.22$DH.2527@news.get2net.dk...
> http://www.computerworld.dk/Vis_artikel.asp?ArticleID=9945

Interessant sag. Men den adskiller sig fra den foreliggende bla ved, at de
nævne artikler ikke var krediteret, samt at mediet var et it-blad, dvs. en
konkurrent til Computerworld.

Er der egentlig nogensinde ført en sager om brud på ophavsretten på Usenet
(som ikke handlede om musik)?

MVH

Peter




Peter Makholm (13-06-2001)
Kommentar
Fra : Peter Makholm


Dato : 13-06-01 07:28

"Torben Abildgaard" <pialykke@get2net.dk> writes:

> Der er noget, der hedder copyright. Ved du, at et sagsanlæg
> fra bemeldte journalister meget vel kan komme til at koste
> dig 30 kilo???

Der er ikke noget der hedder copyright i Danmark. (fut dk.videnskab.jura)

Der kan i Danmark kun ydes erstatning der henfører til et lidt tab. (ditto)

Hvis nu Peter er overvægtig, vil han vel være glad for hurtigt at
kunne komme af med 30 kilo. (fut dk.kultur.sprog)

--
hash-bang-slash-bin-slash-bash

Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177557
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408879
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste