---

Hej

Min far røg akut på sygehuset i går med ekstreme mavesmerter og han svedte
helt vildt. Det viste sig at være et perforeret mavesår som omgående blev
opereret (han vidste ikke han havde mavesår). Han siger det føltes som en
elastik der sprang inde i maven på ham. Jeg har aldrig i mit liv hørt nogen
råbe, skrige og græde som han gjorde i de fire timer som det varede inden
han endelig kom i narkose. Det er helt vildt.
Jeg vil høre om der er andre her inde der har prøvet det samme? så vil jeg
gerne i kontakt med jer. Han fik heldigvis ikke stomi som der ellers var
snak om. Hvor lang tid gik der fra operationen til I kunne spise selv (han
får sonde nu) og til I var friske igen?

Mvh Helle

---

Hej,

Min far prøvede nøjagtigt det samme i en alder af ca. 50 år. - det
ligger dog 30 år tilbage nu. Han kom vaklende ind fra stalden en dag
med helt vanvittige smerter og fuldstændig hvid i hovedet. Temmelig
rystende for min mor og jeg, der aldrig havde set ham syg. Han, der
ellers aldrig ville høre tale om læger, indvilligede efter
forbavsende lidt overtale i, at der blev ringet efter lægen. Han blev
straks indlagt, og samme aften opereret for perforeret mavesår,
vistnok på tolvfingertarmen. Han var meget syg, men kom sig
forbavsende hurtigt, og jeg tror ikke der gik mere end 14 dage før han
var i arbejde igen - det første stykke tid dog meget forsigtigt, da
han ikke måtte anstrenge sig eller løfte noget. Hans mavesæk var i
størrelse blevet reduceret til en trediedel, hvilket betød at han kun
kunne spise ganske lidt ad gangen, men til gengæld måtte spise ofte.
Sygehuet havde lovet ham, at mavesækken ville vokse til omtrent normal
størrelse med tiden. Jeg erindrer ikke at han havde hverken smerter
eller gener før efter nogle år, hvor arvæv omkring operationsstedet
forårsagede en indsnævring der hvor spiserøret munder ud i maven, og
han måtte opereres igen. Også den operation kom han sig hurtigt over.
Jeg har ingen erindring om hvor lang tid der gik inden han kunne spise,
men jeg husker at han i begyndelsen spiste en del øllebrød,
havregrød og den slags. Det er bestemt ikke nogen sjov omgang, men til
gengæld tror jeg at det er en af de sygdomme hvor der er rigtig gode
chancer for at komme sig 100%.

M.v.h.

Andreas

---

<p4751@netscape.net> skrev i en meddelelse
news:1123334449.540262.237060@f14g2000cwb.googlegroups.com...
Hej,

Min far prøvede nøjagtigt det samme i en alder af ca. 50 år. - det
ligger dog 30 år tilbage nu. Han kom vaklende ind fra stalden en dag
med helt vanvittige smerter og fuldstændig hvid i hovedet. Temmelig
rystende for min mor og jeg, der aldrig havde set ham syg. Han, der
ellers aldrig ville høre tale om læger, indvilligede efter
forbavsende lidt overtale i, at der blev ringet efter lægen. Han blev
straks indlagt, og samme aften opereret for perforeret mavesår,
vistnok på tolvfingertarmen. Han var meget syg, men kom sig
forbavsende hurtigt, og jeg tror ikke der gik mere end 14 dage før han
var i arbejde igen - det første stykke tid dog meget forsigtigt, da
han ikke måtte anstrenge sig eller løfte noget. Hans mavesæk var i
størrelse blevet reduceret til en trediedel, hvilket betød at han kun
kunne spise ganske lidt ad gangen, men til gengæld måtte spise ofte.
Sygehuet havde lovet ham, at mavesækken ville vokse til omtrent normal
størrelse med tiden. Jeg erindrer ikke at han havde hverken smerter
eller gener før efter nogle år, hvor arvæv omkring operationsstedet
forårsagede en indsnævring der hvor spiserøret munder ud i maven, og
han måtte opereres igen. Også den operation kom han sig hurtigt over.
Jeg har ingen erindring om hvor lang tid der gik inden han kunne spise,
men jeg husker at han i begyndelsen spiste en del øllebrød,
havregrød og den slags. Det er bestemt ikke nogen sjov omgang, men til
gengæld tror jeg at det er en af de sygdomme hvor der er rigtig gode
chancer for at komme sig 100%.

M.v.h.

Andreas

Ja det er nogle afskyelige smerter og han lå og skreg i 4 timer før han
endelig kom i narkose og blev opereret. Han blev opereret fredag aften og i
dag søndag, har han det meget dårligt. Kaster op, kan næsten ikke snakke og
får sonde og en masse smertestillende.
Det er noget så frygteligt at være pårørende til - man står bare magtesløs
og ville ønske man kunne tage bare nogen af smerterne fra ham og over på sig
selv...