Måske ild og såning af landbrugsafgrøder var opfundet, også i en stenalder
uden krig. Men er det meste naturvidenskab ikke udsprunget af teknik, der
hjalp et folkeslag til at udslette sine naboer?
"Krig er civilisationens far" Heraklit
"Men grow tired of sleep, love, singing and dancing sooner than of war.
Homer
"Der dræbes flere I kro end I krig.Dansk ordsprog
"Under fuldkommen enighed, nøjsomhed, og gensidig kærlighed ville alle
talenter for stedse forblive skjult i deres kim. Hvis menneskene var
godartede, som deres græssende får, ville deres tilværelse næppe skaffe dem
større værdi, end deres husdyr kunne opnå af deres" Immanuel Kant
--------------
I et moderne skuespil om HC Andersens liv optræder følgende passage om varme
pølser der brænder sig fast i huden på et menneske.
HC Andersen skrev om københavnernes grusomheder under jødefejden 1819, hvor
kongen bevidst i flere dage ikke sendte politi til at stoppe, at pøblen
gjorde jødiske handlende til syndebuk for for byens fattigdom efter
Napoleonskrigene. Men dramatikeren har vist peppet episoden op, i forhold
til HCA-brevet om episoden.
Jeg tror aske og trækul kan blive siddende i et brandsår - men hvadenten
pølser er i olie - eller mere sandsynlig varmt vand, som i en pølsebod - så
kan jeg ikke forestille mig en kemisk reaktion, fx proteiners koagulering
ved brandsår, der kan skabe en lim-effekt mellem hud og det varme objekt, i
hvert fald ikke når det er mad - men er der andre ting der kan brænde sig
fast i huden?
" Man havde taget fat i hende.
Og vredet hendes arm om på ryggen.
Og så begyndte spasen.
Man fiskede en række af hendes pølser op af gryden og hængte dem om halsen
på hende.
Og hun skreg, og alle lo fordi de syntes det så så komisk og latterligt ud.
Og man forstod ikke hvorfor hun skreg.
Men senere forstod man det jo.
For pølserne var koghede.
Og så gav man slip på hendes arm, for hun skreg så forfærdeligt, og så hev
og sled hun i pølserne for at få dem væk, men de var koghede.
Havde brændt sig fast.
Sorte blodpølser.
De havde brændt sig helt ind gennem huden.
Og hun sled og skreg for at få dem væk.
Og til sidst holdt folk op med at le, for der blev helt stille.
Per Olov Enquist: "Fra Regnormenes liv"
|