Min kone kalder solsorteungerne i reden ved min haveudgang for "mine
børnebørn" for så skarpt-humoristiske bliver kvinder, incl japanere når de
ikke selv kan få børn.
Farmand futter 10 cm fra min næse til reden med næbet fuld af regnorme, og
pjasker dem i 4 fanatiske unge-næb og synes ligeglad med hvem der evt får
ingen orm denne gang - undertiden samler han lidt op fra den ene
unge-mundhule og æder selv - eller smider ned i en andet ungenæb.
Når mor kommer med ca 4 orme i næbbet - så er hun hysterisk angst for mig og
søger at lokke mig væk og opfører skuespil 4 m væk fra reden - men faren der
kender mig fra sidste sommer da han opfodredes ½ m fra min bærbare, er
ligeglad og mor evner ikke at lære af far. Surt ikke at have godt sprog.
Far er halvt så aktiv som mor med at samle orme til de små - jeg tror han
med sit grimme deforme næb er Don Juan og befrugter andre hunner, og er i
ekstase fordi hans mod mht at fouragere i mit køkken, har gjort ham fed og
børnerig på no time. Der er ikke orme i mit køkken, men brødkrummer fra 30
års ikke-fejning, så han er tredoblet i vægt på 3 mdr.
Tillid betaler sig. Det er påskeevangeliets budskab. Men det gælder kun i
homogent samfund, som Japans og Danmark-før-1983. Den deforme
spasser-solsorte han får 100 afkom ved at have mod til ikke at være
menneskesky. Ligesom de ræve og duer der er trængt ind i byen i seneste
årtier, og som ikke turde tidligere.
Men med helligkrigere er mod en dumhed for danskere. Skepsis og mistillid er
overlevelsesnødvendigt p.t. De fremmede kan aldrig integreres, og de hader
os.
|