Hej
Til Lykke med den kommende familieforøgelse.
Da vi vik vores førstefødte, havde vi en overforkælet cocker spaniel han på
godt 6 år.
Vi var bekymrede over hvordan han ville tage det, men han var vant til at vi
passede andres småbørn.
Dem ignorerede han fuldstændig. Og de skulle jo også bare hjem igen "lige om
lidt".
Da baby og jeg kom hjem, gik jeg først ind til ham alene, så vi kunne hilse
uden der var andet der kunne tage opmærksomheden. Jeg havde jo være væk et
par dage, så det var den helt store gensynglæde, selvom han så ud som om jeg
lugtede mærkeligt ( det gør man jo nok også, med mælk der er løbet til
o.s.v.) Derefter blev han præsenteret for baby. Hun blev lagt på gulvet på
et tæppe og med mig ved siden af. Han gad ikke hilse på hende til at starte
med. Fjumsede bare rundt med sit pivedyr i munden og opfordrede til leg,
fuldstændig døv for mine opfordringer til at komme og kigge. Men til sidst
kom han da... snusede og nussede, især i folderne på halsen lugtede hun
spændende. Logrende snusede han et par minutter og så var hun ikke
interessant mere.
De næste dage gik også glimrende - indtil , ja jeg tror der gik en prås op
for han, at denne her baby nok skulle blive. Og pludselig ville han ikke
snakke med mig, ikke med ud og gå tur - men luskede bare ud på
yndlingspladsen på gæstetoilettet, og der blev han til barnefaderen kom
hjem. Ikke om jeg kunne lokke ham, med hverken ros eller godbidder - niks-
den næste uges tid eller to duede jeg bare slet ikke.
Jeg opfordrede ham ellers til at komme og ligge ved siden af mig når jeg
ammede. Nul om han ville. Han elskede ellers at ligge klistret op ad mig -
men ikke når baby var der.
Vendepunktet kom da en fremmed ville kigge ned i den funklende nye barnevogn
og hunden stod ved siden af - nej det måtte hun godt nok ikke pille ved-
hold da op hvor han gøede og knurrede. Jeg var dybt forundret. Der havde
ellers ikke været for 2 øre vagthund i ham før.
Jeg blev taget til nåde igen og senere blev hunden og barnet de bedste
venner. Da barn nummer to kom et par år senere, var hunden bare verdens
bedste babyalarm.
Så mit råd er slap af, lad hunden være med det han vil. Vis ham at baby
hører til i flokken, at han må være med hvis han passer på. Og så husk der
er ikke nogen der dør af at få et solidt hundekys, jo gu er det ulækkert ,
men det er jo bare kærlighed og babybørn kan godt holde til det
/ Anette