On Thu, 21 Apr 2005 13:04:06 +0200, Grunt <gruntsaver@msn.com> wrote in
dk.videnskab.jura:
>On Thu, 21 Apr 2005 10:12:40 +0200, "Maxtor" <maxtor@maxtor.maxtor> wrote in
>dk.videnskab.jura:
>
>>Hvor mange hunde må man have i (når husordenen tillader hunde, men ikke
>>angiver hvor mange):
>>
>> - Et hus
>> - En ejerlejlighed
>> - En andelslejlighed
>>
>>Nogen der kan pege på et sted i loven?
>
>Næh, det reguleres i private aftaler a.la. lejekontrakter/husorden m.m. og her
>kan klager over støj nok stå i lejeloven/husorden for de forskellige
>boligformer.
>Så det er nok kun støjen/afføring udendørs fra x antal hunde der giver problemer
>med at have hunde/blive boende.
Der er også retsfølger vedrørende ansvarspådragende hændelser.
>>
>>/Max
>>
>>
Der findes en artikkel der omtaler retten til kæledyr/husdyr.
Af fuldmægtig cand. jur. Martin Birk, Århus Kommune
[delcitater]
"Præjudikatsværdien af en enkelt landsretsdom fra 1957 samt fortolkningen af en
række domme, der ikke direkte omhandler spørgsmålet, er i sagens natur
diskutabel. Derfor har jeg valgt at anføre to forhold, som støtter en
deklaratorisk regel, hvor lejeren som udgangspunkt har ret til at have kæledyr.
Det ene argument fremgår af selve lejeforholdets natur: Lejeren opnår en ejers
ret til at bruge det lejede i faktisk henseende. Ingen vil betvivle, at en
(ene-)ejer 7) af fast ejendom har ret til at have et kæledyr uden at spørge
andre. Da en lejer har samme ret til at bruge boligen som en ejer, skal han - i
lighed med ejeren - heller ikke spørge andre om tilladelse hertil. Lejerens ret
er imidlertid afledt fra udlejerens (typisk ejerens) ret, hvorved parterne
konkret kan have aftalt sig frem til at begrænse lejerens ret til at have
kæledyr. Der er jo netop kun tale om en deklaratorisk regel.
Dermed er man fremme ved det andet argument. Kontraktspraksis synes at afspejle,
at parterne har indordnet sig efter ovennævnte retsstilling. Dette ses tydeligst
i lejekontrakter inden for den almennyttige boligsektor, hvor ældre
lejekontrakter i den individuelle del typisk indeholder et - udtrykkeligt -
forbud mod husdyr for de afdelinger, hvor det ikke er tilladt at have hund/kat.
Dermed er disse kontrakter med til at afspejle en undtagelse, der bekræfter en
hovedregel af et modsatrettet indhold, idet der ikke ville være et behov for et
aftalt forbud, såfremt den deklaratoriske regel indeholdte et forbud i sig selv,
jf. i øvrigt nærmere om retsstillingen inden for den almene boligsektor under
pkt. 4.2.2.
Afslutningsvist skal det anføres, at også det følelsesmæssige aspekt, som dette
retsområde bærer præg af, taler til fordel for den anførte retsstilling. Selvom
det ikke er et juridisk argument, vil de fleste lejere føle det som et voldsomt
indgreb i deres rettigheder, hvis de ikke måtte have et kæledyr, uden at de er
blevet gjort opmærksomme herpå i lejekontrakten. Denne situation tror jeg, at de
fleste mennesker har forståelse for - også dommere
Vedr. det følelsesmæssige aspekt kan der som en lille kuriøsitet henvises til et
lovforslag fra 1975 (der ikke blev gennemført) med titlen "Om retten til at
holde mindre husdyr". I forarbejderne til dette forslag, FT 1974-75 2. saml.
tillæg A sp. 1171-1172, udtales følgende: "Det bør anses for en menneskeret at
kunne holde en hund eller en kat eller mindre husdyr." Dette er stærke ord -
også for stærke - da menneskerettigheder som udgangspunkt kun omhandler
forholdet mellem individet og staten og ikke det kontraktsmæssige forhold mellem
to individer (lejer contra udlejer), se i øvrigt Peter Mortensens analyse af
menneskerettigheder og privatretlige forhold i Juristen 2002, s. 201 ff."
|