> Jeg har vundet en auktion på en TomTom GO 700 GPS
Lækker sag
> Sælger oplyser mig at jeg skal indsætte 5.500kr på hans konto, hvilket jeg
> ikke er meget for. Jeg vil hellere afhente på Fyn (Er selv fra Aalborg).
Jeg kan ikke lige se af auktionssiden, om sælger har betinget sig af at
levere til din adresse. Udgangspunktet må vel være købelovens §9: Sælgeren
har at levere salgsgenstanden på det sted, hvor han ved købets afslutning
havde sin bolig. Drev han på dette tidspunkt forretning, og stod salget i
forbindelse dermed, skal levering ske på forretningsstedet.
Stk. 2. Befandt genstanden sig ved købets afslutning på et andet sted end
ovenfor nævnt, og var parterne eller burde de være vidende derom, anses
dette som leveringssted.
> Men GPS'en kommer åbenbart fra USA.
Hvis du ikke burde vide det (ud fra auktionen), så er det ikke dit problem,
hvordan han fremskaffer varen (medmindre han stjæler den).
> Som sælger forklarer det, så sender han pengene til USA, som sender varen
> til et shippingfirma i Esbjerg, der sætter et dansk pakkelabel på pakken,
> og sender den til Aalborg.
>
> Det fremgår ikke af auktionen at den direkte kommer fra USA. Jeg er
> bekymret for om jeg kommer til at hænge på noget moms og told.
Det kan jeg godt forstå, men hvis den omtalte pakke ekspederes på den
angivne måde, så må det være sælger, der importerer varen.
> Sælger er iøvrigt privat-sælger. Han har fremsendt mig en faktura, hvor
> der står at vi er blevet enige om halv betaling nu, og anden halvdel ved
> levering - er det ok?
Det kommer an på, hvad I har aftalt om betalingen. Hvis I ikke har aftalt
noget, er udgangspunktet, at købesum og varer udveksles samtidigt
(købelovens § 14). MEN:
§ 15. Skal genstanden forsendes fra leveringsstedet, kan sælgeren dog ikke i
medfør af bestemmelsen i foregående paragraf undlade at afsende den, men kan
hindre, at den overgives i køberens besiddelse, så længe købesummen ikke er
betalt.
Eller med andre ord: Han kan sende den med en postordreopkrævning.
Bemærk dog, at disse regler kan omgås, hvis I aftaler det. Hvis I ikke har
aftalt det allerede, er sælgers tekst i fakturaen (privat-sælger???)
misvisende. Men hvis den aftale er OK for dig, kan du vel vælge at godtage
det tilbud, der implicit ligger i fakturaens tekst.
Humlen af det hele er...
Danske Lov 5-1-1: Een hver er pligtig at efterkomme hvis hand med Mund,
Haand og Segl, lovet og indgaaet haver.
Aftalelovens §1, 1.pkt.: Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren.
I har indgået en aftale om en handel. Sælger skal levere og du skal betale.
Hvis den ene ikke lever op til sin del af aftalen, kan den anden kræve
erstatning.
Om det er "juridisk muligt at indkræve pengene igen"...
Jo da, men "juridisk muligt" er jo ikke det samme som reelt muligt, for hvis
vi tager sagsomkostninger og al besværet med, så kan det nok blive dyrt at
gå rettens vej.
> Hvordan står man hvis den aldrig kommer frem, eller hvis jeg skal betale
> told og moms?
Du skal ikke betale told og moms. Men sørg lige for, at mail lidt frem og
tilbage med sælger, så du har lidt dokumentation på, at han (adresse i
Danmark) skal levere varen på din adresse (eller en anden adresse i
Danmark). Hvis Told og Skat snupper den og konstaterer, at der ikke er
afregnet told, så bør de (via shippingfirmaet i Esbjerg) rette henvendelse
til sælger i Odense. Du har ikke noget med den pakke at gøre, før den er
nået til overdragelsesstedet. Det "eneste", du oplever, er, at sælger ikke
kan levere.
> Jeg har en faktura fra sælger, samt auktionssiden som jeg linkede til.
Det virker for mig som om, at det er udemærket dokumentation for aftalen, og
forhåbentlig har du også god dokumentation for, hvem du handler med (f.eks.
ligefrem en bankkonto), så han kan spores. Ganske vist er det et
privatretsligt mellemværende, der skal skaffe dig pengene, men svindel er
mig bekendt også en sag for politiet.
Dit problem er de reelle muligheder for at få ret, hvis han viser sig at
være en svindler. Med det danske retssystem er der ikke god mulighed for at
få ret, når det drejer sig om så relativt små beløb.
Men men men... Tænk hellere lidt pragmatisk. Er gutten en svindler? Du kan
jo bede om at få tilsendt dokumentation for hans køb i USA og en kopi af
hans ordre til shippingfirmaet i Esbjerg, om at pakken skal sendes i din
retning.
Og så prøv at sætte dig i hans sted. Han handler jo også med en vildt
fremmed. Hvorfor skulle han stole på dig? Han foreslår, at I deler risikoen
op tidsmæssigt. Når du har betalt første del, har han muligheden for at
r**rende dig, til du har modtaget pakken. Herefter har du mulighed for at
r**rende ham, til du har betalt anden del.
Personligt ville jeg godt turde løbe risikoen. Sælger har tilsyneladende
handlet en del på QXL uden at få en negativ kommentar. Jeg ville ikke gide
tage til Odense fra Aalborg af frygt for risikoen for at miste 2.700 kr..
Men det er bare min ydmyge mening.
Andre er _meget_ velkomne til at kommentere mine betragtninger, hvis de er
uenige.
- M