Ondets rod og det harmoniske alternativ
En splittelse mellem hvad-vi-kan-få og hvad-vi-ønsker kan give misundelse
mod en _konkurrent *der har*_
- fx i stenalderen: har en metode til at skabe ild .
Den klogt-misundelige tænker "jeg har tørt træ - lad mig kopiere metoden".
Børn der gejles op til tro sig jævnbyrdige med voksne, vælger
uklog-misundelse "det er uretfærdigt at far tjener mere end mig".
Der er magt i, at gejle op til sådan rethaveriskhed og forurettethed, og det
er den grundlæggende taktik i jødedom, kristendom og ateisme-versionen:
socialisme.
Splittelsens energi bør trækkes for handlingens vogn, men blokeres det, så
vil mange fortrænge misundelsen og opdigte fjendebilleder, som en bekvem
forklaring på mangel-situationen.
- Øje-for-øje hævnen har stor plads i vort fiktions-univers, hvor helte
smadrer skurke, og god&ond er uden overlap.
Det forstærker nemlig det "resentiment" , altså det fortrængning&omformnings
univers, som holder gejsten oppe for den splittede dagdrømmer og
selvbedrager.
Som en vulkan med overtryk, fortrængte aggressioner eksplodere i vrede.
Anderledes harmonisk er sindet for den, der er ærlig overfor sig selv, og
ser virkeligheden i øjnene, elsker sin skæbne uden at opgive realistiske
håb.
Et sådant "overmennseke" vil gå neutralt FORBI, hvad ikke kan flyttes, og
vil i travlhed tilgive, hvor hævn-justits ikke har fremtidig (dvs
forebyggende) gavn.
Når angst og splittelse fører til fortrængt nag-følelse, er en populær
løsning at overdøve problemet med kærligheds-adfærd, der har smuk facade, -
fx medlidenhed med de svage.
Kærlighed er jo vor kulturs madonna-myte: sød som modermælk og
roman-bladets happy-end.
- På en extremt lyvende og ulykkesskabende måde vil
godhed-udfra-medlidenhed ofte forkrøble modtagerens selvtillid - fx, via
gaver, der skaber afhængighed.
Taknemlighedsgæld kanaliseres ind i selvhadets kristne specialiteter:
samvittighedsnag, skyld-og -skam-følelse og undertrykkende syndsbevidsthed
|