Nu hvor der kun er ni dage til Folketingsvalget er der stadig ikke kommet
gang i debatten om en så gennemgribende reform som strukturreformen
vitterligt er.
Jeg tror at årsagen til at det endnu ikke er blevet et valgkamptema, skyldes
at den vil gå den nuværende regering imod, da den så bliver nød til at
oplyse at det bliver en dyr fornøjelse. Der er nemlig ingen som skal bilde
mig at det ikke koster noget at få omstillet hele den offentlige sektor. Her
har regeringen og Dansk Folkeparti jo lovet at det ikke kommer til at koste
skatteyderne. Det er selvfølgelig godt nok og dog ikke, da de dårligst
stillede i samfundet jo kommer til at betale for hele gildet ved
nedskæringer på det sociale område. Det er først og fremmest ældre,
børnefamilier og andre på overførselsindkomster, jeg her tænker på!
I øvrigt er der efter min mening nok med to regioner i Danmark, en for
Jylland og en for øerne. Disse regioner skal tage sig af sundhed,
handicappede, miljøet og uddannelser efter folkeskolerne. Den kollektive
bustrafik skal kommunerne tage sig af via de nuværende trafikselskaber som
så skal være fælleskommunale. Staten skal så tage sig af administrationen af
al jernbanetrafik.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er modstander af Syddansk
Region, hvilket kun forstærkedes af at fynske borgmestre fra Venstre ikke
kunne holde deres mund. Sandheden var at indenrigsministeren først havde
lovet Fyn at øen skulle være en selvstændig region, men så snart han havde
meldt ud med det så begyndte disse borgmestre at råbe op om hvem de kunne
tænke sig at komme i region med. Jeg har talt med mindst en mand, som mener
ved Syddansk Region frygter han at vi kommer til at blive styret fra Hamburg
i stedet for København. Personligt ville jeg ikke have noget imod at være i
region sammen med Sjælland og Lolland - Falster.
Problemet med strukturreformen som den ser ud nu er at det er noget som er
hastet igennem. Det drejer sig også om for Venstre at få konsolideret sin
magt, så det skal blive ligesom konseilspræsident Estrups provisoriske
regeringsperiode. Der er meget der skal laves om på den reform og det kan
kun lade sig gøre ved det regeringsskifte Danmark trænger til efter valget.
Derfor: Stem på en af Socialdemokraternes Folketingskandidat når du skal
sætte dit kryds den 8. februar!
Tommy Rolf Nielsen
|