Kan penge erstatte omsorg?
Af Lars Richard Rasmussen, folketingskandidat i Frederiksborg Amt
Regeringen og Dansk Folkeparti har i et par omgange givet flere penge til de
ældre i form af en ældre check.
Det er prisværdigt, at der faktisk bliver tænkt på de ældre, men illustrerer
dog kun alt for godt politikernes mentalitet. Giv dem nogle penge, så de
stemmer på os.
Men hvor er det dog fattigt og uigennemtænkt. Som om penge kan erstatte,
hvad mange ældre i virkeligheden mangler, nemlig omsorg, pleje og nogle at
dele deres glæder og sorger med.
Så sent, som i dag, fortalte min mors nabo mig, hvordan hendes hjemmehjælper
ikke ville hjælpe hende med at få skruelåget af en flaske spiseolie. Det
havde hun ikke tid til, og hun kunne i øvrigt heller ikke finde ud af det!
Hvorhenne er vi i dag, når en hjemmehjælper siger sådan. Det er jo
forkasteligt! Hjemmehjælpere er under alt for meget tidspres, og de ældre
får bare lov til at sejle deres egen sø. Det siger noget om det danske
samfund som helhed, og det finder jeg skræmmende.
Vi har så mange arbejdsløse, men i stedet for at uddanne dem til at hjælpe,
tale og tage sig af de ældre, så vil vi heller give de ældre nogle flere,
ubrugelige penge, og give de arbejdsløse understøttelse og sætte dem ud i
hovedløse aktiveringsbudgetter. Jeg fatter det ikke!
Hvad med noget god, gedigen omsorg, pleje og respekt for de ældre? Det er på
høje tid, men desværre lader mange sig forblinde af penge og falske
forhåbninger.
Publiceret d. 24. januar 2005 på
www.centrumdemokraterne.dk