Da "vi" nu fornylig har diskuteret Marx lidt med vores herværende marxist
AHW, så syntes jeg det var i orden at poste noget fra en anmeldelse af en
bog om Marx, skrevet af en "supporter":
"FOR 30 år siden var der ingen tvivl blandt danske venstreintellektuelle.
Karl Marx var ikke bare en af økonomiens konger. Han var økonomiens konge. I
ental. Punktum. Alle andre økonomer var borgerlige vulgærøkonomer, hvis
tænkning blot tjente til at camouflere de faktiske magtforhold i det
senkapitalistiske samfund. Men hér i 2004 kan Jurist- og Økonomforbundet
udgive en bog, hvor forfatteren, professor Hans Aage konstaterer,
at »egentlig videnskabelige opdagelser har Marx ikke gjort inden for
økonomi,« og »om Marx fortjener en plads blandt økonomiens konger i snæver
forstand er måske tvivlsomt, men Marx får toppoint for den kunstneriske
udførelse.« Kongen er død. Leve kongen?
Hvad stiller man op med en ny bog om Karl Marx? Tager man de negative
briller på, fordi Marx ganske enkelt er irrelevant som økonom og snarere
hører med i en idehistorisk oversigt? Eller tager man de positive briller
på, fordi Hans Aage forklarer Marx på en enkel, overskuelig og velvilligt
indstillet måde?
Jeg hælder til det sidste. For Marx har bestemt været relevant som økonom.
Engang. Hans teorier var videnskabelige i og med, at en hel del af dem
rummede præcise forudsigelser, der kunne testes. Men ærgerligt nok for
Marx - og heldigt nok for alle andre - er de væsentligste forudsigelser alle
blevet falsificeret. Arbejderne er ikke blevet fattigere. Klassekampen er
ikke blevet mere forbitret. Profitraten er ikke faldet. Revolutionen er ikke
slået igennem i de mest udviklede kapitalistiske lande. Det konstaterer Hans
Aage, som også giver Marx' pristeori et ordentligt skud for boven. Marx
forsøgte ihærdigt på at definere, hvad en vare virkelig var værd uafhængigt
af værdien for køberen. »Arbejdsværdilæren er simpelt hen dårlig pristeori.«
Men Aage giver Marx ret på et enkelt punkt: »Den er nemlig oplagt som
definition af udbytning, som uretfærdighedskriterium.« Leve kongen, men ikke
den økonomiske konge. Marx er nu gjort til etikkens konge, hvad han næppe
ville have brudt sig om. Marx betragtede det kapitalistiske samfund som
modbydeligt. Og det er som polemiker og samfundsrevser, at han er stærkest.
Men Marx overså helt fundamentalt, at den fattigdom, som han kritiserede i
de nye industrialiserede samfund, var langt at foretrække for den fattigdom,
der tidligere havde hersket. Som en af Marx' kritikere - økonomen F.A.
Hayek - har påpeget: Marx havde ret i, at kapitalismen skabte et
proletariat. Men kun i den betydning, at kapitalismen gjorde det muligt at
overleve uden at eje noget, alene ved sin arbejdskraft.
Også den manglende forståelse for det borgerlige demokrati og ejendomsretten
var katastrofal. Hans Aage konstaterer, at »ud fra en senere tids erfaringer
vil man næppe betegne Marx' tankegang som naiv; den er snarere livsfarlig,
så vist som den har givet anledning til mange sære forestillinger om det
revolutionære partis betydning for opbygningen af den antikapitalistiske
bevidsthed.«
Hans Aage frikender Marx for sovjetkommunismens synder - men kaster sig
derefter helt umotiveret ud i et forsvar for den sovjetiske økonomi. Havde
det alligevel noget med Marx at gøre? Måske. Marx har nemlig sat sit præg på
de industrialiserede samfund. Hans Aage krummer nærmest tæer over, at BBC's
publikum i 1999 kårede Marx som det forgangne årtusinds største tænker foran
Einstein, Newton og Darwin. »Det er jo en uhyrlig proportionsforvrængning.
Det må opfattes som en reminiscens af tidligere tiders blomstrende
arbejderkultur, som altså i det mindste har sat sig dette lille, om end
fuldkommen groteske spor.«
Desværre har Marx' tænkning sat sig flere spor end dem, Hans Aage opregner.
Mange moderne politikere har svært ved at forestille sig, at værdier skulle
være andet end folks snævre egeninteresse i pænt indpakningspapir. Når
socialister og socialdemokrater, som Mogens Lykketoft for eksempel går ud
fra, at terrorisme skyldes fattigdom og desperation snarere end stærke
værdier. Marx' materialistiske lære er nemlig, at menneskene er produkter af
omstændighederne. Mennesket træder ind i nogle produktionsforhold, som
danner samfundets reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og
politisk overbygning. Kort sagt: Det er samfundets skyld. Sådan er den
vigtigste arv, vi har fra Marx - en mand, der ville være
samfundsvidenskabernes Darwin, men endte med at skabe sin egen religion.
Selvom Marx beundrede naturvidenskabernes metode, var han nok en større
profet, end han var samfundsforsker. Hans deterministiske teori om
menneskets historie deler struktur med kristendommens syn på verdens
udvikling. Først et syndefald: indførelsen af ejendomsretten. Så en profet
eller frelser: Marx. Dernæst en kirke: kommunistpartiet. Og endelig en
dommedag: revolutionen. Det hele slutter med Gudsriget: kommunismen. Det har
vi endnu til gode. "
|