Tyvstjålet fra:
http://ekstrabladet.dk/visartikel.iasp?pageID=276570
Efter massiv kritik af lyden under koncerter i Parken har man nu
besluttet at bruge et millionbeløb på forbedringer
Af Erling Tind Larsen - 17:51 - 14. jan. 2005
Efter flere af de koncerter, der er afholdt i Parken, har kritikken af
lydforholdene været voldsomme. Både publikum og musikere har brokket sig
over et meget 'mudret' lydbillede, hvor det er svært at skille de
forskellige lydelementer fra hinanden.
Efter nogle af de mest udskældte lydoplevelser forklarede Flemming
Østergaard, at der skam ikke var noget i vejen med Parken som
koncertsted - der var i stedet tale om dårlige lydfolk med forkerte
lydanlæg.
På trods af det har Parken nu besluttet at investere et millionbeløb,
som skal gøre koncertlyden bedre på det store stadion.
- Parken blev primært bygget til fodbold, og derfor blev der oprindeligt
ikke taget tilstrækkelig højde for akustikken i forbindelse med
koncerter, forklarer Flemming Østergaard i en pressemeddelelse.
Lydforbedringerne sker i samarbejde med Carl Bro Gruppens
Acoustica-afdeling og skal blandt andet resultere i 'kortere
efterklangstid og en mere veldefineret baslyd. Derudover vil lyden komme
til at fremstå mere klar, hvilket forbedrer forståelsen af det talte ord'.