"Bolette Nielsen" <post@bolettes.invalid(rettes til dk)> skrev i en
meddelelse news:cnvc0s$mpn$1@news.cybercity.dk...
> Det har du ret i, men jeg mener bare at man bør støtte hinanden i
hinandens
> valg.
Helst. Og så vidt muligt!
Jeg levede engang sammen med en undervægtig fyr af den ranglede og magre
slags. Hvad han kunne konsumere af slik, chips, popcorn, cola og pizza etc.
var ganske enkelt uhyggeligt. Og han var, forståeligt nok, IKKE til sinds at
ændre på sine spisevaner bare fordi JEG ville slås mod MINE deller.
Og jeg valgte så at se på den som en udmærket træning i også at kunne modstå
den slags.
> Jeg mener ikke kæresten skal gå på kur fordi jeg f.eks vælger at tabe
> mig, men jeg vil da håber han vil bakke mig op omkring det ( det vil min
> kæreste heldigvis ).
Men spørgsmålet er så, HVORDAN han skal bakke op? Skal han ændre sine
spisevaner eller er det nok, hvis han stiltiende accepterer ens valg og
undlader at brokke sig over samme?
> Her i huset har vi en klar aftale om, at jeg laver den
> mad jeg synes jeg må spise, og passer det ikke ham, må han spise rugbrød (
> er endnu ikke sket i de 9 mdr jeg har været på ww
) ( det er bare
sådan
> vi har aftalt det, ikke sagt at andre skal bruge det samme )
God aftale!
> Igen, du har ret, men jeg synes personligt det kan være svært hvis nu ens
> kæreste bare åd flødeboller, kage slik,osv op i hoved på mig, så synes jeg
> måske igen godt man kunne støtte hinanden, og spise det på et andet
> tidspunkt ( bare min holdning )
Jamen det ER svært *G*
Men god træning.
I dag kan jeg eksempelvis udmærket klare at se andre spise sådanne ting
foran mig. Har lige forladt mine forældres spisebord, hvor jeg takkede nej
til de småkager og den flødeis de andre guffede i sig for næsen af mig *S*
Mvh. Lisbeth