Min kæreste købte og overtog et fritidshus d.1/7/2003. På daværende
tidspunkt var huset vurderet til 980.000 kr. Huset er finansieret ved et
obligationslån hos et realkredit institut samt et sælgerpantebrev.
Min kæreste er siden gået hen og blevet arbejdsløs.
Ved den nyeste vurdering er huset så blevet vurderet til 1.300.000 kr. Min
kæreste ønsker at udnytte dette til at omlægge lånet i huset og gøre det
afdragsfrit de næste 5 år, samt få en sum udbetalt, som han ønsker at bruge
til at renovere huset. Huset er 33 år gammelt og trænger til en kærlig
hånd. Samtidig ville det hjælpe min kærestes økonomi indtil han får job at
sidde afdragsfrit i huset.
Så vidt vi har forstået forholder det sig således, at kreditor for
pantebrevet under visse omstændigheder kan gå ind og kræve pantebrevet
nedbetalt med den ekstra sum min kæreste kunne frigøre ved omlægning af
realkreditlånet. Hvis dette er tilfældet skulle det stå i pantebrevet. Men
hverken min kæreste eller jeg er specielt gode til at forstå ordlyden i
pantebrevet. Her er det så vi håber, at nogen af jer kan hjælpe.
I pantebrevet står der noget om en oprykkende panteret. Der står ordret:
"Til sikkerhed for lånet gives oprykkende panteret i ejendommen Matr.nr:
xxxxx"
Er det dette som indikerer, hvorvidt de penge der kan frigøres ved en
omlægning af realkreditlånet alle skal betales til kreditor for pantebrevet?
Mange hilsner
Puk