---

*Med håb om, at der sidder nogle jurister, jurastuderende eller andre
med særlig interesse for konkursret, vil jeg spørge, om den herskende
fortolkning af KL § 30, stk. 1, 2. pkt. virkelig kan være rigtig?*

Konkurslovens § 29 og 30 har følgende ordlyd:

§ 29. Ved afsigelsen af konkursdekretet mister skyldneren retten til at
overdrage eller opgive sine ejendele, modtage betaling og andre ydelser,
modtage opsigelser, reklamationer og lignende erklæringer, stifte
forpligtelser eller på anden måde råde over sin formue med virkning for
boet.

§ 30. Efter udløbet af det døgn, hvori bekendtgørelse i Statstidende om
konkursen har fundet sted, har skyldnerens urådighed virkning over for
enhver. Indtil dette tidspunkt har urådigheden virkning over for den,
som kendte eller burde kende konkursen.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 gælder kun, hvis ikke andet følger af
reglerne om værdipapirer og om tinglysning eller anden registrering.

I det følgende benævnes perioden mellem konkursdekretets afsigelse og
udløbet af det døgn, hvori konkursen bekendtgøres i statstidende, som
*legitimationsperioden*.

Det er almindelig anerkendt i teori og praksis, at omfanget af skyldners
urådighed, der fastlægges i KL § 29 ift. konkursboet, er absolut.
Skyldner kan efter dekretets afsigelse, hverken råde faktisk eller
dispositivt, aktivt eller passivt med virkning for boet.

KL § 30, stk. 1, 2. pkt. er en undtagelse til § 29 og antages at have
samme anvendelsesområde som § 29.
KL § § 30, stk. 1 2. pkt fastslår, at boet må respektere skyldnerens
ellers (ifølge KL § 29) uberettigede råden, hvis det sker indenfor
legitimationsperioden til fordel for tredjemand i god tro konkursen.

I det følgende betragtes kun denne situation:
I *legitimationsperioden* erhverves en rettighed over et aktiv, der
indgår i konkursmassen. Erhvervelsen er sket ved aftale med skyldneren
til fordel for en tredjemand, som er i god tro om konkursboets ret.

I denne situation taler man typisk om, at der foreligger en
prioritetskonflikt mellem boet og tredjemand.
Spørgsmålet er derfor, om aftaleerhververen kan eksstingvere boets ret.
Boet er jo først i tid ved dekretafsigelsen.

Der hvor jeg mener, at herskende fortolkning bliver usikker, er når
følgende antages af flere fremtrædende teoretikere.

Prioritetskonflikter over omsætningsgældsbreve, der opstår i
legitimationsperioden, omfattes også af KL § 30, stk. 1, 2. pkt.
Konsekvensen af dette er, at tredjemand vinder retten over
omsætningsgældsbrevet, uden at gældsbrevet er kommet i hænde.
KL § 30, stk. 1, 2. pkt. kræver jo netop ikke rådighedsberøvelse i
modsætning til GBL § 14, der ellers måtte antages at regulere denne
konflikttype.

I den forbindelse bemærkes det, at omsætningsgældsbreve er
skoleeksemplet på værdipapirer. Antagelsen undrer derfor endnu mere, når
den må siges at være lodret i strid med ordlyden af KL § 30, stk. 2.

Ydermere antages det, at en tilsvarende prioritetskonflikt mellem
rettigheder over fast ejendom ikke omfattes af KL § 30, stk. 1, 2. pkt.
Dvs. her skal der ske tinglysning i god tro, før tredjemand
eksstingverer boets rettighed over den faste ejendom.

At der skulle være denne sondring i relation til KL § 30 mellem
rettigheder over fast ejendom og rettigheder over omsætningsgældsbreve,
forekommer helt absurd når man tænker på, at meningen med både GBL kap
II og Tinglysningsloven er, at fastslå en generel sikringsakt for den
omhandlede aktivtype. I det ene tilfælde er det rådighedsberøvelse, i
det andet er det tinglysning.

Jeg vil meget gerne høre folks begrundede mening om denne forskel, og om
den overhovedet kan være rigtig.

/Rune Wold