/ Forside / Interesser / Dyr / Katte / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Katte
#NavnPoint
dova 9788
akle 7186
Jernladyen 3710
ans 2627
miritdk 2457
Nordsted1 2217
taliskoko 2188
mulberry 1779
cdripper 1530
10  HelleBirg.. 1440
Oliwer - Et forsøg på en livshistorie
Fra : Kate


Dato : 16-04-01 12:48

Bær over med mig, jeg ved ikke hvordan det her bli'r.

Historien starter vel egentligt ved mine forældres første kat Pusser,
som flyttede ind året før jeg flyttede hjemmefra. Ham måtte jeg ikke få
med. Senere fik jeg Freddie som desværre måtte aflives ganske få mdr.
gammel. Nu var hjemmet jo ganske tomt, så jeg takkede ja til at få en
kat hos min dyrlæge. Dette blev til Johan og Sofie. Da jeg flyttede
hertil fik jeg en killing af en nabo, det er her Ludwig kommer ind i
billedet. Han var iøvrigt opkldt efter Van Beethoven af hende der havde
hans mor. Da kattene dengang var udekatte skete det hverken værre eller
bedre at Ludwig forsvandt sporløst, til den dag idag tror jeg han blev
stjålet. Johan blev overfaldet af en lokal terrietorieejer og var
temmeligt skambidt. Kattene blev indekatte. Efter nogen tid opgav jeg at
finde Ludwig. Da Johan og Sofie ikke kunne lege sammen mere savnede
Johan sin legekammerat.
Det er så her jeg beslutter mig for en ny killing. Jeg fandt Oliwer
gennem den blå avis. Da jeg fik ham hjem var han 10 uger gammel, en
lille skid på omkring et kilo vil jeg tro. Samme aften viste han det
karaktertræk som blev vores hilsen alle årene, han gned ansigt med mig.
Sofie hadede ham ved første øjekast, Johan ligesom træk på skuldrene.
"Nå, skal han være her? OK!" Senere viste Oliwer sig jo at være en god
legekammerat, men på intet tidspunkt så god som Ludwig. Hurtigt elskede
Oliwer Johan med en passion som udmøntede sig i at han med jævne
mellemrum skalperede Johan fra ørene ned til øjnene. Johan har heller
ikke haft knurhår i mange mange år. Sofie og Oliwer fik "aftalt" en
våbenhvile, sandsynligvis fordi han anerkendte at hun bestemte.
Han og jeg fik et meget tæt forhold fordi han levede de først måneder
som en anden papegøje på min skulder, når han ikke sad der lå han i arm
f.eks. når jeg sad ved pc'en. Jeg kunne sjældent lægge mig på sofaen
uden at han lå ovenpå mig, når han (eller jeg) blev træt af det lagde
han sig i mine knæhaser. Hvis jeg tog dynen ind i sofaen var Oliwer
altid meget hurtig til at lægge sig under den. Jo ældre han blev jo mere
elskede han at ligge under dynen, med eller uden mig. Men hans vigtigste
karaktertræk var nok hans holdning til mad. Første gang de fik fisk
efter han flyttede ind var han ikke mere en en stor håndfuld, men han
spiste som skulle de være hans sidste måltid. jeg måtte fjerne maden fra
ham ellerser jeg bange for at han ville sprænge sin lille mave. Da der
ikke var mere lagde han sig inde på ryglænet på sofaen med en stenhård
mave og bare lå og bøvsede. Han lærte lidt at holde igen men når han fik
noget lækkert kunne han sluge det på sekunder. Han fulgte mig hvor jeg
gik og stod, mest fordi, tror jeg, at han var bange for at jeg skulle
spise noget uden hans vidende.
Når jeg kom hjem stod han altid forrest ved døren og så når jeg kom ind
vendte han om og gik ud i køkkenet hvor han løftede sig op for at gnide
ansigt med mig, hvorefter jeg tog ham under brystet og kyssede ham
goddag og gned hans mave, helt fast ritual. Det var iøvrigt det eneste
tidspunkt jeg måtte røre hans mave på.
Oliwer hadede forandring og bare jeg tænkte på at støvsuge begyndte han
at hvæse. Hvis jeg gik igennem stuen med en hammer i hånden, kunne han
finde på at hvæse. Da han var yngre kunne han godt være lidt uberegnelig
overfor fremmede specielt børn, som han kunne rive uden grund. Oliwer
var 100% min kat, ingen andre kunne ta' ham op og udefrakommende har
nogen gange set tvivlende ud når jeg har fortalt om hvor kælen han var.
Kattebakken var et kapitel for sig. Formentligt har Sofie da han var
lille fanget ham på bakken, i hvert fald var den ikke en god oplevelse.
Når han skulle tisse sad han med alle fire poter på kanten i det ene
hjørne og når han var færdig forlod han scenen med tegn på væmmelse uden
at dække det til. Han ville overhovedet ikke skide på bakken, det
foregik altid på gulvet, men dog kun i badeværelset. En overgang blev
jeg træt af det og ville lære ham at bruge bakken, men det eneste jeg
fik ud af det var en stresset kat, så jeg valgte at leve med den uvane.
Hans kærlighed opvejede trods alt ulemperne.
Alt i alt kan jeg opsummere hans 8½ år her som dejlige, jeg elskede ham
dybt og savnet er meget stort, men jeg prøver at trøste mig med at han
nu er smertefri, for han må ha' haft det rigtigt skidt i den sidste tid.
Der vil længe være et tomrum efter ham, men jeg er glad for at have
kendt ham.
Oliwer 6/9-'92 - 11/4-'01, alt for kort tid. Tak for at læse så langt.
--
Kate

Visit my home page, it's about rabbits, mostly:
http://home7.inet.tele.dk/oliwer
My address is spam blocked. The real one is oliwer@mail.tele.dk

 
 
Gitte J.L (16-04-2001)
Kommentar
Fra : Gitte J.L


Dato : 16-04-01 13:05

Smukt, og vældig trist. Han har haft det godt hos dig.
Hvor mange mennesker er mon villige til at leve i så mange år med en kat,
som konsekvent afleverer på gulvet i stedet for bakken? Det må være udtryk
for betingelsesløs kærlighed og respekt for katten.....
Det er så trist at han ikke blev ældre.
- Gitte


Kate wrote:

> Bær over med mig, jeg ved ikke hvordan det her bli'r.
>
> Historien starter vel egentligt ved mine forældres første kat Pusser,
> som flyttede ind året før jeg flyttede hjemmefra. Ham måtte jeg ikke få
> med. Senere fik jeg Freddie som desværre måtte aflives ganske få mdr.
> gammel. Nu var hjemmet jo ganske tomt, så jeg takkede ja til at få en
> kat hos min dyrlæge. Dette blev til Johan og Sofie. Da jeg flyttede
> hertil fik jeg en killing af en nabo, det er her Ludwig kommer ind i
> billedet. Han var iøvrigt opkldt efter Van Beethoven af hende der havde
> hans mor. Da kattene dengang var udekatte skete det hverken værre eller
> bedre at Ludwig forsvandt sporløst, til den dag idag tror jeg han blev
> stjålet. Johan blev overfaldet af en lokal terrietorieejer og var
> temmeligt skambidt. Kattene blev indekatte. Efter nogen tid opgav jeg at
> finde Ludwig. Da Johan og Sofie ikke kunne lege sammen mere savnede
> Johan sin legekammerat.
> Det er så her jeg beslutter mig for en ny killing. Jeg fandt Oliwer
> gennem den blå avis. Da jeg fik ham hjem var han 10 uger gammel, en
> lille skid på omkring et kilo vil jeg tro. Samme aften viste han det
> karaktertræk som blev vores hilsen alle årene, han gned ansigt med mig.
> Sofie hadede ham ved første øjekast, Johan ligesom træk på skuldrene.
> "Nå, skal han være her? OK!" Senere viste Oliwer sig jo at være en god
> legekammerat, men på intet tidspunkt så god som Ludwig. Hurtigt elskede
> Oliwer Johan med en passion som udmøntede sig i at han med jævne
> mellemrum skalperede Johan fra ørene ned til øjnene. Johan har heller
> ikke haft knurhår i mange mange år. Sofie og Oliwer fik "aftalt" en
> våbenhvile, sandsynligvis fordi han anerkendte at hun bestemte.
> Han og jeg fik et meget tæt forhold fordi han levede de først måneder
> som en anden papegøje på min skulder, når han ikke sad der lå han i arm
> f.eks. når jeg sad ved pc'en. Jeg kunne sjældent lægge mig på sofaen
> uden at han lå ovenpå mig, når han (eller jeg) blev træt af det lagde
> han sig i mine knæhaser. Hvis jeg tog dynen ind i sofaen var Oliwer
> altid meget hurtig til at lægge sig under den. Jo ældre han blev jo mere
> elskede han at ligge under dynen, med eller uden mig. Men hans vigtigste
> karaktertræk var nok hans holdning til mad. Første gang de fik fisk
> efter han flyttede ind var han ikke mere en en stor håndfuld, men han
> spiste som skulle de være hans sidste måltid. jeg måtte fjerne maden fra
> ham ellerser jeg bange for at han ville sprænge sin lille mave. Da der
> ikke var mere lagde han sig inde på ryglænet på sofaen med en stenhård
> mave og bare lå og bøvsede. Han lærte lidt at holde igen men når han fik
> noget lækkert kunne han sluge det på sekunder. Han fulgte mig hvor jeg
> gik og stod, mest fordi, tror jeg, at han var bange for at jeg skulle
> spise noget uden hans vidende.
> Når jeg kom hjem stod han altid forrest ved døren og så når jeg kom ind
> vendte han om og gik ud i køkkenet hvor han løftede sig op for at gnide
> ansigt med mig, hvorefter jeg tog ham under brystet og kyssede ham
> goddag og gned hans mave, helt fast ritual. Det var iøvrigt det eneste
> tidspunkt jeg måtte røre hans mave på.
> Oliwer hadede forandring og bare jeg tænkte på at støvsuge begyndte han
> at hvæse. Hvis jeg gik igennem stuen med en hammer i hånden, kunne han
> finde på at hvæse. Da han var yngre kunne han godt være lidt uberegnelig
> overfor fremmede specielt børn, som han kunne rive uden grund. Oliwer
> var 100% min kat, ingen andre kunne ta' ham op og udefrakommende har
> nogen gange set tvivlende ud når jeg har fortalt om hvor kælen han var.
> Kattebakken var et kapitel for sig. Formentligt har Sofie da han var
> lille fanget ham på bakken, i hvert fald var den ikke en god oplevelse.
> Når han skulle tisse sad han med alle fire poter på kanten i det ene
> hjørne og når han var færdig forlod han scenen med tegn på væmmelse uden
> at dække det til. Han ville overhovedet ikke skide på bakken, det
> foregik altid på gulvet, men dog kun i badeværelset. En overgang blev
> jeg træt af det og ville lære ham at bruge bakken, men det eneste jeg
> fik ud af det var en stresset kat, så jeg valgte at leve med den uvane.
> Hans kærlighed opvejede trods alt ulemperne.
> Alt i alt kan jeg opsummere hans 8½ år her som dejlige, jeg elskede ham
> dybt og savnet er meget stort, men jeg prøver at trøste mig med at han
> nu er smertefri, for han må ha' haft det rigtigt skidt i den sidste tid.
> Der vil længe være et tomrum efter ham, men jeg er glad for at have
> kendt ham.
> Oliwer 6/9-'92 - 11/4-'01, alt for kort tid. Tak for at læse så langt.
> --
> Kate
>
> Visit my home page, it's about rabbits, mostly:
> http://home7.inet.tele.dk/oliwer
> My address is spam blocked. The real one is oliwer@mail.tele.dk


Kate (17-04-2001)
Kommentar
Fra : Kate


Dato : 17-04-01 19:38

"Gitte J.L" wrote:

> Hvor mange mennesker er mon villige til at leve i så mange år med en kat,
> som konsekvent afleverer på gulvet i stedet for bakken?

Ja, jeg er også ofte blevet mødt med undren når jeg har fortalt at han
havde den dårlige vane, men jeg holdt så uendeligt meget af ham. Det kan
jo godt være at hvis han havde besørget i alle hjørne og kroge, jeg
måske havde mistet tålmodigheden med ham, men jeg så altid sådan på det
at det ikke var hans skyld. Han var jo bare ham. Selvfølgelig var der da
også dage hvor jeg blev irriteret på ham og skældte ud og fortalte ham
at han var et lille svin, men jeg tilgav ham altid når han så kom for at
fedte sig ind.
Jow, savnet er stort og han efterlader et tomrum, men jeg kan også
tænkte på hvor mange gode timer han har givet mig.
--
Kate

Visit my home page, it's about rabbits, mostly:
http://home7.inet.tele.dk/oliwer
My address is spam blocked. The real one is oliwer@mail.tele.dk



Henrik Pedersen (17-04-2001)
Kommentar
Fra : Henrik Pedersen


Dato : 17-04-01 21:57

snøft ::::((:::0

Melissa og jeg sender et STORT SPINBRUM specielt til Johan og dig, i må
gerne dele med resten af familien ;))

Endnu en gang er jeg så glad for denne gruppe, et sted hvor man kan få lov
til at holde af sine misser og få trøst og hjælp når det kniber... Og så er
der endda ikke nogen som synes at man er mærkelig ;))

--
Med venlig hilsen & miauu

Henrik & Melissa



Fie & Christian (16-04-2001)
Kommentar
Fra : Fie & Christian


Dato : 16-04-01 15:22

Kære Kate

Det var dejligt at høre en kats livshistorie, det må også have lettet at
lave et minde for ham i cyberspace

Det er frygtelig trist at du ikke fik mere tid sammen med Oliwer, men
dejligt at han beærede dig med 8½ års dejlige oplevelser og minder, som kan
varme dig nu.

Et ekstra nus til Johan og Sofie herfra

Hilsen
Fie

"Kate" <oliwer@herogder.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3ADADBE2.A9E45456@herogder.tele.dk...
> Bær over med mig, jeg ved ikke hvordan det her bli'r.
>
> Historien starter vel egentligt ved mine forældres første kat Pusser,
> som flyttede ind året før jeg flyttede hjemmefra. Ham måtte jeg ikke få
> med. Senere fik jeg Freddie som desværre måtte aflives ganske få mdr.
> gammel. Nu var hjemmet jo ganske tomt, så jeg takkede ja til at få en
> kat hos min dyrlæge. Dette blev til Johan og Sofie. Da jeg flyttede
> hertil fik jeg en killing af en nabo, det er her Ludwig kommer ind i
> billedet. Han var iøvrigt opkldt efter Van Beethoven af hende der havde
> hans mor. Da kattene dengang var udekatte skete det hverken værre eller
> bedre at Ludwig forsvandt sporløst, til den dag idag tror jeg han blev
> stjålet. Johan blev overfaldet af en lokal terrietorieejer og var
> temmeligt skambidt. Kattene blev indekatte. Efter nogen tid opgav jeg at
> finde Ludwig. Da Johan og Sofie ikke kunne lege sammen mere savnede
> Johan sin legekammerat.
> Det er så her jeg beslutter mig for en ny killing. Jeg fandt Oliwer
> gennem den blå avis. Da jeg fik ham hjem var han 10 uger gammel, en
> lille skid på omkring et kilo vil jeg tro. Samme aften viste han det
> karaktertræk som blev vores hilsen alle årene, han gned ansigt med mig.
> Sofie hadede ham ved første øjekast, Johan ligesom træk på skuldrene.
> "Nå, skal han være her? OK!" Senere viste Oliwer sig jo at være en god
> legekammerat, men på intet tidspunkt så god som Ludwig. Hurtigt elskede
> Oliwer Johan med en passion som udmøntede sig i at han med jævne
> mellemrum skalperede Johan fra ørene ned til øjnene. Johan har heller
> ikke haft knurhår i mange mange år. Sofie og Oliwer fik "aftalt" en
> våbenhvile, sandsynligvis fordi han anerkendte at hun bestemte.
> Han og jeg fik et meget tæt forhold fordi han levede de først måneder
> som en anden papegøje på min skulder, når han ikke sad der lå han i arm
> f.eks. når jeg sad ved pc'en. Jeg kunne sjældent lægge mig på sofaen
> uden at han lå ovenpå mig, når han (eller jeg) blev træt af det lagde
> han sig i mine knæhaser. Hvis jeg tog dynen ind i sofaen var Oliwer
> altid meget hurtig til at lægge sig under den. Jo ældre han blev jo mere
> elskede han at ligge under dynen, med eller uden mig. Men hans vigtigste
> karaktertræk var nok hans holdning til mad. Første gang de fik fisk
> efter han flyttede ind var han ikke mere en en stor håndfuld, men han
> spiste som skulle de være hans sidste måltid. jeg måtte fjerne maden fra
> ham ellerser jeg bange for at han ville sprænge sin lille mave. Da der
> ikke var mere lagde han sig inde på ryglænet på sofaen med en stenhård
> mave og bare lå og bøvsede. Han lærte lidt at holde igen men når han fik
> noget lækkert kunne han sluge det på sekunder. Han fulgte mig hvor jeg
> gik og stod, mest fordi, tror jeg, at han var bange for at jeg skulle
> spise noget uden hans vidende.
> Når jeg kom hjem stod han altid forrest ved døren og så når jeg kom ind
> vendte han om og gik ud i køkkenet hvor han løftede sig op for at gnide
> ansigt med mig, hvorefter jeg tog ham under brystet og kyssede ham
> goddag og gned hans mave, helt fast ritual. Det var iøvrigt det eneste
> tidspunkt jeg måtte røre hans mave på.
> Oliwer hadede forandring og bare jeg tænkte på at støvsuge begyndte han
> at hvæse. Hvis jeg gik igennem stuen med en hammer i hånden, kunne han
> finde på at hvæse. Da han var yngre kunne han godt være lidt uberegnelig
> overfor fremmede specielt børn, som han kunne rive uden grund. Oliwer
> var 100% min kat, ingen andre kunne ta' ham op og udefrakommende har
> nogen gange set tvivlende ud når jeg har fortalt om hvor kælen han var.
> Kattebakken var et kapitel for sig. Formentligt har Sofie da han var
> lille fanget ham på bakken, i hvert fald var den ikke en god oplevelse.
> Når han skulle tisse sad han med alle fire poter på kanten i det ene
> hjørne og når han var færdig forlod han scenen med tegn på væmmelse uden
> at dække det til. Han ville overhovedet ikke skide på bakken, det
> foregik altid på gulvet, men dog kun i badeværelset. En overgang blev
> jeg træt af det og ville lære ham at bruge bakken, men det eneste jeg
> fik ud af det var en stresset kat, så jeg valgte at leve med den uvane.
> Hans kærlighed opvejede trods alt ulemperne.
> Alt i alt kan jeg opsummere hans 8½ år her som dejlige, jeg elskede ham
> dybt og savnet er meget stort, men jeg prøver at trøste mig med at han
> nu er smertefri, for han må ha' haft det rigtigt skidt i den sidste tid.
> Der vil længe være et tomrum efter ham, men jeg er glad for at have
> kendt ham.
> Oliwer 6/9-'92 - 11/4-'01, alt for kort tid. Tak for at læse så langt.
> --
> Kate
>
> Visit my home page, it's about rabbits, mostly:
> http://home7.inet.tele.dk/oliwer
> My address is spam blocked. The real one is oliwer@mail.tele.dk



Kate (17-04-2001)
Kommentar
Fra : Kate


Dato : 17-04-01 20:01

Fie & Christian wrote:

>
> Et ekstra nus til Johan og Sofie herfra
>

Tak, specielt Johan trænger til det. Jeg tror Sofie allerede har glemt
Oliwer pånær lige omkring spisetid hvor hun lige kigger rundt. Da jeg
vaskede skålene forleden aften satte jeg kun to tilbage, det reagerede
hun faktisk på med at gå hen hvor den tredje normalt stod, og snuste til
stedet. Men Johan er mere kælen og om muligt endnu mere snakkende end
han plejer at være. han får selvfølgelig den opmærksomhed han kræver,
selvom mit ansigt og keyboard efterhånden er godt lnghåret af det.
--
Kate

Visit my home page, it's about rabbits, mostly:
http://home7.inet.tele.dk/oliwer
My address is spam blocked. The real one is oliwer@mail.tele.dk



trine (16-04-2001)
Kommentar
Fra : trine


Dato : 16-04-01 16:39

Puha
Jeg får helt gåsehud......jeg føler virkelig med dig!!

Trøstende knus herfra
/Trine

"Kate" <oliwer@herogder.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3ADADBE2.A9E45456@herogder.tele.dk...
> Bær over med mig, jeg ved ikke hvordan det her bli'r.
>
> Historien starter vel egentligt ved mine forældres første kat Pusser,
> som flyttede ind året før jeg flyttede hjemmefra. Ham måtte jeg ikke få
> med. Senere fik jeg Freddie som desværre måtte aflives ganske få mdr.
> gammel. Nu var hjemmet jo ganske tomt, så jeg takkede ja til at få en
> kat hos min dyrlæge. Dette blev til Johan og Sofie. Da jeg flyttede
> hertil fik jeg en killing af en nabo, det er her Ludwig kommer ind i
> billedet. Han var iøvrigt opkldt efter Van Beethoven af hende der havde
> hans mor. Da kattene dengang var udekatte skete det hverken værre eller
> bedre at Ludwig forsvandt sporløst, til den dag idag tror jeg han blev
> stjålet. Johan blev overfaldet af en lokal terrietorieejer og var
> temmeligt skambidt. Kattene blev indekatte. Efter nogen tid opgav jeg at
> finde Ludwig. Da Johan og Sofie ikke kunne lege sammen mere savnede
> Johan sin legekammerat.
> Det er så her jeg beslutter mig for en ny killing. Jeg fandt Oliwer
> gennem den blå avis. Da jeg fik ham hjem var han 10 uger gammel, en
> lille skid på omkring et kilo vil jeg tro. Samme aften viste han det
> karaktertræk som blev vores hilsen alle årene, han gned ansigt med mig.
> Sofie hadede ham ved første øjekast, Johan ligesom træk på skuldrene.
> "Nå, skal han være her? OK!" Senere viste Oliwer sig jo at være en god
> legekammerat, men på intet tidspunkt så god som Ludwig. Hurtigt elskede
> Oliwer Johan med en passion som udmøntede sig i at han med jævne
> mellemrum skalperede Johan fra ørene ned til øjnene. Johan har heller
> ikke haft knurhår i mange mange år. Sofie og Oliwer fik "aftalt" en
> våbenhvile, sandsynligvis fordi han anerkendte at hun bestemte.
> Han og jeg fik et meget tæt forhold fordi han levede de først måneder
> som en anden papegøje på min skulder, når han ikke sad der lå han i arm
> f.eks. når jeg sad ved pc'en. Jeg kunne sjældent lægge mig på sofaen
> uden at han lå ovenpå mig, når han (eller jeg) blev træt af det lagde
> han sig i mine knæhaser. Hvis jeg tog dynen ind i sofaen var Oliwer
> altid meget hurtig til at lægge sig under den. Jo ældre han blev jo mere
> elskede han at ligge under dynen, med eller uden mig. Men hans vigtigste
> karaktertræk var nok hans holdning til mad. Første gang de fik fisk
> efter han flyttede ind var han ikke mere en en stor håndfuld, men han
> spiste som skulle de være hans sidste måltid. jeg måtte fjerne maden fra
> ham ellerser jeg bange for at han ville sprænge sin lille mave. Da der
> ikke var mere lagde han sig inde på ryglænet på sofaen med en stenhård
> mave og bare lå og bøvsede. Han lærte lidt at holde igen men når han fik
> noget lækkert kunne han sluge det på sekunder. Han fulgte mig hvor jeg
> gik og stod, mest fordi, tror jeg, at han var bange for at jeg skulle
> spise noget uden hans vidende.
> Når jeg kom hjem stod han altid forrest ved døren og så når jeg kom ind
> vendte han om og gik ud i køkkenet hvor han løftede sig op for at gnide
> ansigt med mig, hvorefter jeg tog ham under brystet og kyssede ham
> goddag og gned hans mave, helt fast ritual. Det var iøvrigt det eneste
> tidspunkt jeg måtte røre hans mave på.
> Oliwer hadede forandring og bare jeg tænkte på at støvsuge begyndte han
> at hvæse. Hvis jeg gik igennem stuen med en hammer i hånden, kunne han
> finde på at hvæse. Da han var yngre kunne han godt være lidt uberegnelig
> overfor fremmede specielt børn, som han kunne rive uden grund. Oliwer
> var 100% min kat, ingen andre kunne ta' ham op og udefrakommende har
> nogen gange set tvivlende ud når jeg har fortalt om hvor kælen han var.
> Kattebakken var et kapitel for sig. Formentligt har Sofie da han var
> lille fanget ham på bakken, i hvert fald var den ikke en god oplevelse.
> Når han skulle tisse sad han med alle fire poter på kanten i det ene
> hjørne og når han var færdig forlod han scenen med tegn på væmmelse uden
> at dække det til. Han ville overhovedet ikke skide på bakken, det
> foregik altid på gulvet, men dog kun i badeværelset. En overgang blev
> jeg træt af det og ville lære ham at bruge bakken, men det eneste jeg
> fik ud af det var en stresset kat, så jeg valgte at leve med den uvane.
> Hans kærlighed opvejede trods alt ulemperne.
> Alt i alt kan jeg opsummere hans 8½ år her som dejlige, jeg elskede ham
> dybt og savnet er meget stort, men jeg prøver at trøste mig med at han
> nu er smertefri, for han må ha' haft det rigtigt skidt i den sidste tid.
> Der vil længe være et tomrum efter ham, men jeg er glad for at have
> kendt ham.
> Oliwer 6/9-'92 - 11/4-'01, alt for kort tid. Tak for at læse så langt.
> --
> Kate
>
> Visit my home page, it's about rabbits, mostly:
> http://home7.inet.tele.dk/oliwer
> My address is spam blocked. The real one is oliwer@mail.tele.dk



Denise (17-04-2001)
Kommentar
Fra : Denise


Dato : 17-04-01 11:35

Hej Kate
Åh Kate, hvor blev jeg ked af at høre om din elskede Oliwer. Ja, det sætter
jo gang i tankerne,
om alt det man har oplevet med missen, du ved jeg mistede jo Coriander sidst
i november.
En del af de dine kattes reaktioner kan meget vel skyldes, at de kan mærke
på dig der er noget galt,
ligesom den kan mærke hvis man er nervøs når man skal til dyrlægen, og den
selv bliver det,
netop en form for frustation over noget de ikke forstår, som du selv
skriver.
Og det er jo også klart at de i starten mærker han mangler og kommer
farende, men det tror jeg
hurtigt de kommer over, og så har man det altså også med at lægge mærke til
alt og også lægge noget
i alting, det gjorde jeg ihvert tilfælde.
Jeg følte min Molly gik rundt og ledte efter ham, og det gjorde hun nok også
de første par dage,
men hver gang jeg synes hun ledte efter noget, prøvede jeg at aflede hendes
opmærksomhed,
indtil min mand f.eks. sagde, altså sådan gjorde hun også før, og der lå hun
altså
også tit før i tiden o.s.v.. Så man lægger nok mere i deres savn, end det i
virkeligheden er.
Det havde helt sikkert været anderledes, hvis der kun var en kat tilbage,
men bare det,
at der er en anden kat hjælper jo, så jeg tror hurtigt de accepterer, at han
ikke er der.
Og når man er så glade for sine katte, har du ret i, det vil vare længe før
du ikke savner ham,
og du vil altid huske ham. Heldigvis er det kun i starten man tænker på dem
konstant og med sorg,
og det er en periode man skal igennem, som jeg nu selv har prøvet fire
gange, det er lige hårdt hver
gang, dog første gang var nok den værste, jeg tror jeg var konstant
deprimeret og tudede i 3 måneder,
var slet ikke klar over, at noget sådan kunne overgå os.
Hver gang har jeg sagt, det var min ynglingskat, men det er de jo faktisk
alle, på hver deres måde.
Efter et stykke tid går der heldigvis længere og længere tid imellem, og
senere kan man tænke på
dem med glæde, og huske alle de skøre ting som de gjorde da de var raske og
fulde af ballade.
Det er godt du har de andre at fordele din kærlighed til.
Knus Denise


Kate <oliwer@herogder.tele.dk> wrote in message
news:3ADADBE2.A9E45456@herogder.tele.dk...
> Bær over med mig, jeg ved ikke hvordan det her bli'r.
>
> Historien starter vel egentligt ved mine forældres første kat Pusser,
> som flyttede ind året før jeg flyttede hjemmefra. Ham måtte jeg ikke få
> med. Senere fik jeg Freddie som desværre måtte aflives ganske få mdr.
> gammel. Nu var hjemmet jo ganske tomt, så jeg takkede ja til at få en
> kat hos min dyrlæge. Dette blev til Johan og Sofie. Da jeg flyttede
> hertil fik jeg en killing af en nabo, det er her Ludwig kommer ind i
> billedet. Han var iøvrigt opkldt efter Van Beethoven af hende der havde
> hans mor. Da kattene dengang var udekatte skete det hverken værre eller
> bedre at Ludwig forsvandt sporløst, til den dag idag tror jeg han blev
> stjålet. Johan blev overfaldet af en lokal terrietorieejer og var
> temmeligt skambidt. Kattene blev indekatte. Efter nogen tid opgav jeg at
> finde Ludwig. Da Johan og Sofie ikke kunne lege sammen mere savnede
> Johan sin legekammerat.
> Det er så her jeg beslutter mig for en ny killing. Jeg fandt Oliwer
> gennem den blå avis. Da jeg fik ham hjem var han 10 uger gammel, en
> lille skid på omkring et kilo vil jeg tro. Samme aften viste han det
> karaktertræk som blev vores hilsen alle årene, han gned ansigt med mig.
> Sofie hadede ham ved første øjekast, Johan ligesom træk på skuldrene.
> "Nå, skal han være her? OK!" Senere viste Oliwer sig jo at være en god
> legekammerat, men på intet tidspunkt så god som Ludwig. Hurtigt elskede
> Oliwer Johan med en passion som udmøntede sig i at han med jævne
> mellemrum skalperede Johan fra ørene ned til øjnene. Johan har heller
> ikke haft knurhår i mange mange år. Sofie og Oliwer fik "aftalt" en
> våbenhvile, sandsynligvis fordi han anerkendte at hun bestemte.
> Han og jeg fik et meget tæt forhold fordi han levede de først måneder
> som en anden papegøje på min skulder, når han ikke sad der lå han i arm
> f.eks. når jeg sad ved pc'en. Jeg kunne sjældent lægge mig på sofaen
> uden at han lå ovenpå mig, når han (eller jeg) blev træt af det lagde
> han sig i mine knæhaser. Hvis jeg tog dynen ind i sofaen var Oliwer
> altid meget hurtig til at lægge sig under den. Jo ældre han blev jo mere
> elskede han at ligge under dynen, med eller uden mig. Men hans vigtigste
> karaktertræk var nok hans holdning til mad. Første gang de fik fisk
> efter han flyttede ind var han ikke mere en en stor håndfuld, men han
> spiste som skulle de være hans sidste måltid. jeg måtte fjerne maden fra
> ham ellerser jeg bange for at han ville sprænge sin lille mave. Da der
> ikke var mere lagde han sig inde på ryglænet på sofaen med en stenhård
> mave og bare lå og bøvsede. Han lærte lidt at holde igen men når han fik
> noget lækkert kunne han sluge det på sekunder. Han fulgte mig hvor jeg
> gik og stod, mest fordi, tror jeg, at han var bange for at jeg skulle
> spise noget uden hans vidende.
> Når jeg kom hjem stod han altid forrest ved døren og så når jeg kom ind
> vendte han om og gik ud i køkkenet hvor han løftede sig op for at gnide
> ansigt med mig, hvorefter jeg tog ham under brystet og kyssede ham
> goddag og gned hans mave, helt fast ritual. Det var iøvrigt det eneste
> tidspunkt jeg måtte røre hans mave på.
> Oliwer hadede forandring og bare jeg tænkte på at støvsuge begyndte han
> at hvæse. Hvis jeg gik igennem stuen med en hammer i hånden, kunne han
> finde på at hvæse. Da han var yngre kunne han godt være lidt uberegnelig
> overfor fremmede specielt børn, som han kunne rive uden grund. Oliwer
> var 100% min kat, ingen andre kunne ta' ham op og udefrakommende har
> nogen gange set tvivlende ud når jeg har fortalt om hvor kælen han var.
> Kattebakken var et kapitel for sig. Formentligt har Sofie da han var
> lille fanget ham på bakken, i hvert fald var den ikke en god oplevelse.
> Når han skulle tisse sad han med alle fire poter på kanten i det ene
> hjørne og når han var færdig forlod han scenen med tegn på væmmelse uden
> at dække det til. Han ville overhovedet ikke skide på bakken, det
> foregik altid på gulvet, men dog kun i badeværelset. En overgang blev
> jeg træt af det og ville lære ham at bruge bakken, men det eneste jeg
> fik ud af det var en stresset kat, så jeg valgte at leve med den uvane.
> Hans kærlighed opvejede trods alt ulemperne.
> Alt i alt kan jeg opsummere hans 8½ år her som dejlige, jeg elskede ham
> dybt og savnet er meget stort, men jeg prøver at trøste mig med at han
> nu er smertefri, for han må ha' haft det rigtigt skidt i den sidste tid.
> Der vil længe være et tomrum efter ham, men jeg er glad for at have
> kendt ham.
> Oliwer 6/9-'92 - 11/4-'01, alt for kort tid. Tak for at læse så langt.
> --
> Kate
>
> Visit my home page, it's about rabbits, mostly:
> http://home7.inet.tele.dk/oliwer
> My address is spam blocked. The real one is oliwer@mail.tele.dk



Kate (17-04-2001)
Kommentar
Fra : Kate


Dato : 17-04-01 20:28

Denise,

Du pointerer faktisk nogle ting som jeg selv har tænkt. Sofie var meget
mere kælen, specielt i Torsdags, men det regnede jeg også med var at hun
vidste jeg var ked af det. Andre gange jeg har været ked af det har hun
også været den der har reageret mest. Det med at lede efter ham, har jeg
egentligt ikke følt. Jeg har mere følelsen af at det er de bestemte
situationer de reagerer på, for de er jo anderledes.
Som jeg skriver til Trine, så er det Johan der nu reagerer og det er
måske fordi han nu mangler sin legekammerat. Det gør Sofie ikke, nogle
gange tror jeg at hun havde været mest glad hvis hun havde været enekat,
som jeg altid har ment Johan ikke egner sig til.
Jeg talte også med mine forældre om det med kattenes savn. De har pt. 8
katte, for kun et par dage siden blev en killing solgt og mine forældre
sagde at de ikke oplevede at deres katte reagerede når en killing
flyttede hjemmefra. Det satte nok tingene lidt i perspetiv for mig.
Lige nu lader jeg tingene være status quo og ser hvordan Johan takler
det. Altså det jeg frygter er at han begynder at mobbe Sofie igen, men
på den anden side vil jeg heller ikke skabe problemer ved min egoistiske
lyst til at få en killing til at udfylde tomrummet efter Oliwer.
Men som jeg skrev i et tidligere indlæg så hjælper det at tale med nogen
som ved hvordan det er at have dyr og hor hård det er at miste dem.
Selvom folk i min dagligdag spørger til mine dyr, så oplever jeg det som
mere høflighed end egentlig interesse, hvis du forstår.
Idag spurgte en af mine kolleger til Oliwer og så måtte jeg fortælle at
han ikke er mere, jeg tror min kollega blev lidt forlegen for hun blev
først helt tavs, men så fortalte jeg så selv hvad der lå til grund for
aflivningen og så løsnede stemningen sig så. Jeg undrer mig lidt over
vores reaktion ved død, enten det er vores dyr eller nogle mennesker nær
os. Jeg ved selvfølgelig godt at der også ligger det i det at hun var
bange for at gøre mig ked af det, men det har jo ikke noget med nogle
mennesker at gøre.
Jeg kommer jo nok tilbage igen med mine tanker og spørgsmål for som sagt
er dette første gang jeg gennemgår denne situation og hele hjemmet skal
jo lige finde sin rytme igen.
--
Kate

Visit my home page, it's about rabbits, mostly:
http://home7.inet.tele.dk/oliwer
My address is spam blocked. The real one is oliwer@mail.tele.dk



Denise (18-04-2001)
Kommentar
Fra : Denise


Dato : 18-04-01 14:54

Hej Kate

<klip>
> Lige nu lader jeg tingene være status quo og ser hvordan Johan takler
> det.
Det synes jeg er en god ide, det ville jeg også gøre, se tiden an.

> Selvom folk i min dagligdag spørger til mine dyr, så oplever jeg det som
> mere høflighed end egentlig interesse, hvis du forstår.
> Idag spurgte en af mine kolleger til Oliwer og så måtte jeg fortælle at
> han ikke er mere, jeg tror min kollega blev lidt forlegen for hun blev
> først helt tavs, men så fortalte jeg så selv hvad der lå til grund for
> aflivningen og så løsnede stemningen sig så.

Det er også sådan jeg oplever det. Her på min arbejdsplads er de også
flinke til at spørge til kattene, en enkelt har selv kat. Og de har alle
lært
herinde, at hvis mine katte er syge, så kan de hverken regne med mig,
mine arbejdstider, aftaler (julefrokost blev aflyst) m.m. for sådan er det
bare,
så de har lært hvormeget mine katte betyder for mig, men jeg er også helt
sikker på, at de ikke kan forstå det, men dem om det.

> Jeg kommer jo nok tilbage igen med mine tanker og spørgsmål for som sagt
> er dette første gang jeg gennemgår denne situation og hele hjemmet skal
> jo lige finde sin rytme igen.
> --
> Kate
>
Du er velkommen, vi er desværre mange der har været i din triste situation.
Mange hilsner og knus
Denise





Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408893
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste