Kitti Egevang wrote:
> Er der ikke en af jer som har en rigtig god opskrift på en pastasovs??
> Jeg er efterhånden træt af altid at lave den samme.....
> Den må gerne have en masse smag, men skal også kunne spises af vores
> børn
Emnet var oppe for kort tid siden. Prøv at søge på google-groups.
Der er jo den klassiske bolognese, som jeg tidligere har postet
opskriften på. Der er i hvert fald MASSER af smag i. Men den tager en
hel dag at lave. Den er dog absolut besværet værd fra tid til anden.
Kødet kan tilberedes i forvejen. Efter min mening skal det gøres på
denne måde, eller evt. de tidsmæssigt reducerede opskrifter. Sovsekulør
(bruger det *aldrig*), cocktailpølser og gulerødder hører efter min
mening ikke hjemme i en god pastasovs.
Sovs:
1/4 dl olivenolie
4 fed hvidløg
4 dåser tomatpure
3,5 dl vand
4 dåser flåede tomater
8 dl vand (gerne grønsagsboullion)
2 kviste frisk oregano
1 tsk salt
1 håndfuld friske basilikumsblade
1 knivspids chilipulver, gerne knust peperoncino
Hæld olivenolien i en stor, tykbundet gryde ved jævn varme. Skær hvidløg
i tynde skiver og steg det ca et minuts tid, tilsæt tomatpure og lad det
varmes igennem i ca 5 min. under konstant omrøring - det brænder let på.
Rør de 3,5 dl vand i og lad det koge ind i ca. 20 min, til det er
jævnet. Purer imens de 4 dåser flåede tomater gennem en si eller et
dørslag. Tilsæt dem dernæst sammen med de 8 dl vand og resten af
ingredienserne. Bring til kogepunktet og skru derefter så langt ned for
varmen, det er muligt, selvom det stadig skal koge lidt. Læg låg på, der
dog ikke slutter helt til og småkog i 2 timer. Imens kan kødet
tilberedes, hvis det ikke er sket dagen før eller tidligere på dagen (se
længere nede). Efter to timer tilsættes kødet og sovsen simrer under det
ikke tilsluttende låg i 1½ time - rør i det engang imellem. Smag til med
salt og peber og server med din favoritpasta og ligeså vigtigt: Godt
italiensk brød til at dyppe i den guddommelige sovs.
Kød (kan tilberedes dagen før eller tidligere på dagen):
200 gr. skært oksekød skåret i terninger
250 gr. tør, italiensk pølse (mild eller stærk efter behag), skåret i
terninger
Disse to typer kød skal blot brunes få minutter i en pande, inden de
nedsænkes i sovsen på det i opskriften nævnte tidspunkt.
Samt ca. 10 Polpetti (italienske kødboller), som tilberedes på følgende
måde:
Olivenolie
1 lille salatløg
2 fed hvidløg
250 gr. hakket oksekød
250 gr. hakket kalv og flæsk
1 dl frisk brødkrumme (fintsmuldret og let ristet på pande)
1 dl friskrevet Pecorino (tør fåreost, kan evt. erstattes af lignende
oste)
6 kviste bredbladet persille (brug kun bladene)
4 æg størrelse XL
Salt og peber efter smag
Hak løg og hvidløg helt fint og steg det i et par minutter i lidt
olivenolie. Lad det køle af. Bland det i en skål med de øvrige
ingredienser og rør det godt sammen til farsen er lind og luftig. Form
af farsen boller så store som æg (gøres lettest ved at "kaste" en lille
håndfuld fars kraftigt fra hånd til hånd et par gange) og brun dem i
olivenolie på en pande til de er faste og uden fare for at falde fra
hinanden. Nedsænk dem i sovsen på det i opskriften nævnte sted.