/ Forside / Interesser / Fritid / Film / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Film
#NavnPoint
IceCap 9240
tedd 6796
refi 6795
ans 6773
Klaudi 5447
dova 4574
Nordsted1 3973
o.v.n. 3080
ThomasCSR 2881
10  granner01 2400
Thomas Vinterberg: I's all about love (SPO~
Fra : Olav M.J. Christians~


Dato : 09-01-03 20:45

Igår var jeg til forpremiere på Thomas Vinterbergs nye film, "It's all
about love". Den var på forhånd lanceret (bl.a. i stor stil af
Berlingske) som fremtidsfilm, så derfor var jeg som gammel science
fiction fan specielt interesseret i filmen. Der var dog ikke meget
science fiction over den - hvad der heller ikke havde gjort noget, hvis
filmen så bare havde været noget andet (hvad som helst faktisk).

Det store problem med denne film er at den vil være en helt masse ting -
men roder det hele sammen i én stor pærevælling, så man efter at have
set den næsten er mere forvirret end da man kom.

Det positive først:

- Sean Penn har en udmærket rolle, der trækker filmen opad (dog ikke til
mere end en enkelt stjerne ud af seks).
- Der er ind imellem nogle gode stemningsbilleder (specielt til sidst i
filmen), men det bliver desværre ikke udnyttet særlig godt.
- Der er nogle få special effekter der fungerer ganske godt (fordi man
ikke kan se at det er special effekter).

Så de negative sider:

- Alle (og jeg mener ALLE) replikkerne er banale og intetsigende. Det er
mere end tydeligt at det er danskere der har forsøgt sig med at skrive
engelsksprogede replikker. Bare de dog havde anvendt en indfødt
engelsktalende som konsulent eller forfatter.
- Skuespillerne formår (pånær Sean Penn som ovenfor nævnt) ikke at
trække replikkerne op til noget der ligner skuespilkunst. De fleste af
figurerne bliver aldrig til mere end sjælløse figurer. Man fornemmer
ikke at der er mennesker bagved, og på grund af de meget simple
(enstavelses) replikker føler man sig ind imellem hensat til et
engelskkursus på femteklasses niveau (der er naturligvis også
undtagelser, mest i form af de to hovedpersoner spillet af Joaquin
Phoenix og Claire Danes).
- Filmen var lanceret som en fremtidsfilm (hvad instruktøren da også
selv fortalte før filmen), men han har ikke gjort sig nogle særlige
tanker om hvordan man gør den slags. Handlingen foregår hovedsageligt i
New York år 2021, men stort set alle scener i filmen kunne være lavet
når som helst indenfor de sidste 10-15 år. Figurerne går i samme slags
tøj, taler på samme måde, lever på samme måde og kører i de samme biler
som man gør idag (man ser dog et enkelt superjumbojet, men det er
undtagelsen). Hvorfor handlingen skulle være henlagt til 2021 forstår
jeg ikke - man kunne med få ændringer have henlagt den til f.eks. 1980
(eller endda endnu tidligere). Et eksempel på en eklatant anakronisme er
at stort set alle hovedpersonerne er kæderygere - de storryger igennem
hele filmen (også ombord på et fly og på amerikanske hoteller etc!)
- Der er en del surrealistiske elementer i filmen (f.eks. at
tyngekraften af uforklarlige årsager er ophævet i Uganda), men de
elementer er brugt på en meget inkonsekvent måde. Jeg vil tillade mig at
kategorisere dem som malplacerede metaforer, da de egentlig virker mere
forstyrrende end interessante.
- Pointen (hvis man kan tale om det) og det basale plot i historien
siger kort sagt følgende: "Hvis blot kærligheden er stært nok, så gør
det ikke noget at verden er af lave" (bogstaveligt). En meget banal og
egentlig ikke særlig gennemført pointe.
- Der er for meget stilskift i historien. På IMDB
(http://us.imdb.com/Title?0273689) er filmen karakteriseret som hhvs.
Drama / Thriller / Romance / Sci-Fi og jeg kunne sikkert tilføje et par
genrer mere. Hvis blot filmen havde holdt sig lidt mere til én bestemt
genre, så havde den måske været til at holde ud.

Historien kort:

John og Elena har været separeret i lang tid, og skal nu skilles
[romance]. Elena er en succesrig skøjteprinsesse (!) og John ønsker nu
at få underskrevet deres skilsmissepapirer [drama]. Elena er dog rodet
ind i nogle mystiske (!) ting [thriller], der bl.a. involverer nogle
kvinder jeg antager er kloner eller genmanipulerede mennesker [science
fiction] og en mafiaagtig konspiration [thriller / krimi]. I mellemtiden
er verden gået af lave, idet man bl.a. oplever snevejr midt om sommeren
[science fiction / eventyr?], vand der uforklarligt fryser til is på et
ganske bestemt tidspunkt på en ganske bestemt dag [fantasy?] og folk der
svæver rundt over Uganda p.g.a. manglende tyngdekraft [science
fiction/fantasy/eventyr/???]. De to hovedpersoner går grueligt meget
igennem [drama/thriller] inden de ender i hinandens arme igen [romance].

Konklusion

Der er lagt op til en masse gode ideer, men jeg synes ikke at de bliver
brugt til noget som helst. Filmen er ikke spændende nok til at være en
rigtig thriller eller romantisk nok til at være en rigtig romance. Den
er for intetsigende og for dillettantisk til at blive taget seriøs og
for surrealistisk til at være science fiction.

Man burde måske betragte filmen som et (amatøragtigt) forsøg på at lave
en film der er mere poesi end prosa - de underlige surrealistiske
metaforer får den til at fremstå mere som et (meget følelsesladet) digt
end som en film, hvor man skal tage handlingen for pålydende.

Det værste er faktisk at nogle af de ting jeg vil betragte som svipsere
i filmen muligivis er lavet med fuldt overlæg, men min personlige
holdning er at det ikke er særlig vellykket.

Dog vil jeg lige afslutningsvis bemærke at det kvindelige publikum så ud
til at tage filmen til sig i højere grad end det mandlige - muligvis
fordi filmen forsøger at spille meget på romancen og følelserne. Måske
er det bare en 'tøsefilm'?

FUT: dk.kultur.film (alle svar havner der)

--
M.v.h.
Olav



 
 
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177552
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408849
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste