---

Hej alle !

Jeg har hårdt brug for gode råd samt for at høre andres mening, så det håber
jeg, I vil hjælpe mig med.

For at gøre en kort historie lang, så har vi to hunde: Bianca, en Berner
sennen/collie blanding tæve på 9 år og Gina en Hovawarttæve på 6 år.

Vi har også en datter, Sarah, på 13 mdr. og det er her problemet opstår. Vi
var meget spændte på, hvordan vores hunde ville reagere på at vi fik barn
for de var ikke vant til børn. Især var vi spændte på Biancas reaktion, da
hun bestemt ikke kunne lide børn. Det har dog gået utroligt godt, men nu er
det mod forventning Gina, der er blevet problemet for hun har i dag bidt
vores datter dvs. bidt er måske ikke helt korrekt, men hun har i hvert fald
markeret så hårdt, at en hjørnetand er gået igennem. Til alt held var bidet
nærmest oven på Sarahs hoved, så det er i panden, hjørnetanden er gået
igennem - jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis det
havde været i ansigtet.

Situationen opstår i forbindelse med, at Gina var ved at være færdig med at
spise. Vi holder altid Sarah, mens hundene spiser, fordi hun er meget
interesseret og gerne vil hen og se, hvad de har i skålene, men de skal
selvfølgelig have deres mad i fred. Da Gina er ved at være færdig med at
spise, sætter jeg Sarah ned på gulvet for at hælde vand op til hundene.
Sarah kravler hen ved siden af Gina og det er åbenbart for tæt på, for Gina
farer over hende mens hun snerrer og hun har altså også haft tænderne fremme
kan jeg konstatere bagefter. Jeg skælder selvfølgelig Gina ud, men skal
samtidig tage mig at mit grædende barn, så det bliver ikke til så meget.
Gina er dog tydeligvis godt klar over, at hun har gjort noget, der ikke var
så godt.

Jeg ringer til min mand for at fortælle om hændelsen og hans første reaktion
er "så skal Gina væk". Jeg bryder mig jo bestemt heller ikke om, at vi ikke
kan stole på hunden, men i alle andre situationer er hun alletiders i
forhold til Sarah og Sarah kan gøre hvad som helst ved hende (det får hun
selvfølgelig ikke lov til, men Gina accepterer næsten alt). Gina har en
anden gang for nogle måneder siden reageret på samme måde. Den gang tror
jeg, Sarah havde fået lidt hårdt fat i hende og selv om Gina fik besked på,
at sådan gør man ikke, accepterede vi alligevel hendes reaktion, fordi hun
selvfølgelig har lov til at sige fra, hvis det gør ondt - dengang satte hun
dog heller ikke tænderne i.

Jeg tror ikke, at Gina kan finde på at gøre Sarah noget i andre situationer,
men det er jo umuligt at holde øje med dem begge to konstant og hele tiden
og der kan jo hurtigt komme noget spiseligt imellem dem en anden gang. Det
skal siges, at både min mand og jeg sagtens kan tage både mad og tyggeben
mv. fra Gina uden problemer. Den måde hun "overfaldt" Sarah på i dag, er den
samme måde hun et par gange har haft brugt overfor katten, hvis han er
kommet for tæt på, mens hun spiste. Det er bestemt ikke acceptabelt, at hun
overfalder katten, men det er selvfølgelig slet ikke acceptabelt, at hun
overfalder Sarah.

Gina var, da vi fik hende som hvalp, meget dominerende og temperamentsfuld
og havde dengang også tendens til at snerre af os, hvis vi gjorde noget, der
ikke passede hende. Denne opførsel fik Bianca dog pillet ud af hende, for
hun var meget streng ved hende i starten og holdt hende i den grad nede -
først da Gina havde fundet ud af og accepteret, at hendes plads i
rangordenen var under Bianca, begyndte de at lege sammen. Gina har nogle
gange forsøgt at tage magten fra Bianca, men så bliver hun meget hurtigt sat
på plads. Hvis ikke vi havde haft Bianca, tror jeg, vi havde måttet opgive
Gina for længe siden, for vi var slet ikke rustet til at tackle en hund med
det temperament og så stor dominans.

Gina er dog blevet til en utroligt rar familiehund, som er meget social og
elsker at blive nusset. Hun er lettere udiciplineret, hvilket selvfølgelig
er vores egen skyld, fordi vi ikke har gjort nok ud af træningen, men ellers
er hun meget nem at have med at gøre.

Jeg er meget ked af at skulle af med hende, for hun er jo mere end bare en
hund - hun er et familiemedlem, som vi elsker og har været glade for i 6 år.
Det er derfor jeg har brug for gode råd og meninger om sagen.

Er det den eneste løsning at finde et andet hjem til hende ?
Kan træning hjælpe ?
Kan de situationer "overfaldene" er sket i (mad og hårdhændet behandling)
delvist undskylde hendes opførsel ?
Kan vi overhovedet skille vores to hunde ad ? Gina er jo vokset op med
Bianca og vi anskaffede oprindeligt Gina af hensyn til Bianca, så hun ikke
skulle være alene.

Alle kommentarer modtages med glæde. På forhånd tak for hjælpen.

Mange hilsner

Rebekka

---

Hejsa.

Hvis du mener du kan undgå lignende situationer ville jeg give hunden en
chance.
Der er visse situationer hunde SKAL have lov, at få fred for børn, når de
spiser, sover og besørger.
At hunden har madforsvar er for mig et simpelt sted at undgå konflikt.
Du burde nok have ventet med at fylde vand op til hundene var færdige med at
spise.
Kan du / din familie tage og klare de situationer hvor der kan opstå
konflikt indtil i kan forklare Sarah hvor og hvornår hun skal holde sig fra
hundene, så behold hende.( hunden altså hi) Men er I, i tvivl, så er det
risikofyldt for Sarah.
Jeg ville forsøge.
V H Gitte

---

"basse" skrev d. 08-01-03 21:44 dette indlæg :
> Hej alle !
>
> Jeg har hårdt brug for gode råd samt for at høre andres mening, så det
håber
> jeg, I vil hjælpe mig med.
>
> For at gøre en kort historie lang, så har vi to hunde: Bianca, en
Berner
> sennen/collie blanding tæve på 9 år og Gina en Hovawarttæve på 6 år.
>
> Vi har også en datter, Sarah, på 13 mdr. og det er her problemet
opstår. Vi
> var meget spændte på, hvordan vores hunde ville reagere på at vi fik
barn
> for de var ikke vant til børn. Især var vi spændte på Biancas
reaktion, da
> hun bestemt ikke kunne lide børn. Det har dog gået utroligt godt, men
nu er
> det mod forventning Gina, der er blevet problemet for hun har i dag
bidt
> vores datter dvs. bidt er måske ikke helt korrekt, men hun har i hvert
fald
> markeret så hårdt, at en hjørnetand er gået igennem. Til alt held var
bidet
> nærmest oven på Sarahs hoved, så det er i panden, hjørnetanden er gået
> igennem - jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis
det
> havde været i ansigtet.
>
> Situationen opstår i forbindelse med, at Gina var ved at være færdig
med at
> spise. Vi holder altid Sarah, mens hundene spiser, fordi hun er meget
> interesseret og gerne vil hen og se, hvad de har i skålene, men de
skal
> selvfølgelig have deres mad i fred. Da Gina er ved at være færdig med
at
> spise, sætter jeg Sarah ned på gulvet for at hælde vand op til
hundene.
> Sarah kravler hen ved siden af Gina og det er åbenbart for tæt på, for
Gina
> farer over hende mens hun snerrer og hun har altså også haft tænderne
fremme
> kan jeg konstatere bagefter. Jeg skælder selvfølgelig Gina ud, men
skal
> samtidig tage mig at mit grædende barn, så det bliver ikke til så
meget.
> Gina er dog tydeligvis godt klar over, at hun har gjort noget, der
ikke var
> så godt.
>
> Jeg ringer til min mand for at fortælle om hændelsen og hans første
reaktion
> er "så skal Gina væk". Jeg bryder mig jo bestemt heller ikke om, at vi
ikke
> kan stole på hunden, men i alle andre situationer er hun alletiders i
> forhold til Sarah og Sarah kan gøre hvad som helst ved hende (det får
hun
> selvfølgelig ikke lov til, men Gina accepterer næsten alt). Gina har
en
> anden gang for nogle måneder siden reageret på samme måde. Den gang
tror
> jeg, Sarah havde fået lidt hårdt fat i hende og selv om Gina fik
besked på,
> at sådan gør man ikke, accepterede vi alligevel hendes reaktion, fordi
hun
> selvfølgelig har lov til at sige fra, hvis det gør ondt - dengang
satte hun
> dog heller ikke tænderne i.
>
> Jeg tror ikke, at Gina kan finde på at gøre Sarah noget i andre
situationer,
> men det er jo umuligt at holde øje med dem begge to konstant og hele
tiden
> og der kan jo hurtigt komme noget spiseligt imellem dem en anden gang.
Det
> skal siges, at både min mand og jeg sagtens kan tage både mad og
tyggeben
> mv. fra Gina uden problemer. Den måde hun "overfaldt" Sarah på i dag,
er den
> samme måde hun et par gange har haft brugt overfor katten, hvis han er
> kommet for tæt på, mens hun spiste. Det er bestemt ikke acceptabelt,
at hun
> overfalder katten, men det er selvfølgelig slet ikke acceptabelt, at
hun
> overfalder Sarah.
>
> Gina var, da vi fik hende som hvalp, meget dominerende og
temperamentsfuld
> og havde dengang også tendens til at snerre af os, hvis vi gjorde
noget, der
> ikke passede hende. Denne opførsel fik Bianca dog pillet ud af hende,
for
> hun var meget streng ved hende i starten og holdt hende i den grad
nede -
> først da Gina havde fundet ud af og accepteret, at hendes plads i
> rangordenen var under Bianca, begyndte de at lege sammen. Gina har
nogle
> gange forsøgt at tage magten fra Bianca, men så bliver hun meget
hurtigt sat
> på plads. Hvis ikke vi havde haft Bianca, tror jeg, vi havde måttet
opgive
> Gina for længe siden, for vi var slet ikke rustet til at tackle en
hund med
> det temperament og så stor dominans.
>
> Gina er dog blevet til en utroligt rar familiehund, som er meget
social og
> elsker at blive nusset. Hun er lettere udiciplineret, hvilket
selvfølgelig
> er vores egen skyld, fordi vi ikke har gjort nok ud af træningen, men
ellers
> er hun meget nem at have med at gøre.
>
> Jeg er meget ked af at skulle af med hende, for hun er jo mere end
bare en
> hund - hun er et familiemedlem, som vi elsker og har været glade for i
6 år.
> Det er derfor jeg har brug for gode råd og meninger om sagen.
>
> Er det den eneste løsning at finde et andet hjem til hende ?
> Kan træning hjælpe ?
> Kan de situationer "overfaldene" er sket i (mad og hårdhændet
behandling)
> delvist undskylde hendes opførsel ?
> Kan vi overhovedet skille vores to hunde ad ? Gina er jo vokset op med
> Bianca og vi anskaffede oprindeligt Gina af hensyn til Bianca, så hun
ikke
> skulle være alene.
>
> Alle kommentarer modtages med glæde. På forhånd tak for hjælpen.
>
> Mange hilsner
>
> Rebekka
>
Hejsa!
Allerførst: Det lyder som om Gina er vant til at have en bestemt plads i
jeres familie. Og også den plads i flokken, hun bør have, nemlig
nederst. Da baby kom, var der pludselig en "hvalp" i flokken; én der var
under hende. Den adfærd, som Gina udviser, er 100 % naturlig for en
hund, der i forvejen kommunikerer godt med andre hunde, en hund, der er
vant til at blive behandlet som hund og få lov til at være hund! når hun
markerer overfor Sarah som hun gør, så er det hendes måde at
"irettesætte" et yngre medlem af flokken, nøjagtig som Bianca gjorde,
dengang Gina kom til. Det er selvfølgelig ikke heldigt, når tænderne
tages til brug, så der sker skade, men som jeg læser dit brev, så er der
ingen tvivl om, at der ikke er tale om aggressivitet, men om ganske
almindelig hundeadfærd inden for flokkens rammer. Gina er nød til at
forsvare sin plads i flokken, samtidig bliver hun også nødt til hen ad
vejen at acceptere, at hun igen kommer til at ligge nederst i hierakiet
i familien.
Det sværreste for dig ligenu, tror jeg, er at overbevise dem du kender,
om at hundebiddet kan forsvares med naturlig adfærd, de fleste går helt
i sort og glemmer at tænke på hvorfor hunden bidder.
Det næst-sværreste er at bruge det næste års tid på at Sarahs første
"hundetræning". Du siger selv, at I allerede er meget opmærksomme på
det, at hunden skal være i fred, have sin mad i fred o.s.v. Allerede nu
kan Sarah forstå en masse, og min egen erfaring med mine tøser er, at
børn ikke er ret gamle, før de kan kende forskel på ja og nej. Gør det
til en vane ofte at have Sarah på armen, når I sætter jer for at snakke
med Gina(og Bianca), tag Ginas ben et øjeblik, og giv hende det tilbage
igen. Senere kan i lade Sarah holde benet et øjeblik, inden du selv
giver Gina sit ben tilbage. Gina accepterer jo, at både du og din mand
er "over" hende, I får lov til at tage hendes ting fra hende, og hun ved
at hun får det tilbage. Lær Sarah, at hun skal gå stille og roligt hen
til hundene, og at hun ikke må kigge dem lige i øjnene. Ofte udsender
børn i lav højde nogle meget aggresive kropssignaler på hundesprog -
naturligvis uden at børnene selv ved det: Kæmpestort åbent smil og
armene ud til siden, måske larmende. Hunden opfatter smilet som blottede
tænder og ikke som en venlig gæstus, selvom det var sådan ment.
fortsæt med at lære Sarah ordentlige hundemanerer: Hunden skal have ét
sted, hvor den helt sikkert kan være i fred. Et sted, som Sarah ved, at
der er forbudt område. Mindre børn skal ikke kommandere rundt med hunde,
hunde skal have deres mad i fred, ikke blive rykket i hoved og hale, og
alle de andre ting, som vi alle sammen godt ved!
Giv Gina en chance, men vær ekstra opmærksom på at det fra naturens side
er en dominerende hund I har, derfor vil hun måske kæmpe lidt mere for
at bevare sin nuværende plads i flokken. Jeg har selv både børn, voksne,
hunde og katte i flokken. Trøst dig med, at hvis du er i hærdig nok med
dine børns "hundeopdragelse" i deres første par leveår, så har du
bagefter nogle unger, som minimerer deres egen risiko for at blive bidt
af andres hunde også.
Held og lykke, Du, jeg har en firbenet, der er lige ved at tisse i de
bukser, hun ikke har på, så vi tøffer en tur ud i aftenfrosten!
Nat nat, Heidi

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

Hej basse.
Jeg er sikker på du sagtens kan lære hundene at der også plads til børnene
selv om de spiser.
Lav nogle forskellige øvelser. Du kunne starte med at det er børnene der
giver hundene mad og vand, også selv om den ene kun er 13 mdr.
Du kan også lave en rundkreds engang imellem hvor hundene får et lille
kødben af børnene, og imens de gnasker på det kan børnene måske gnaske en
lille is.
En anden lille leg er at du under din hånd har inden en hundekiks eller en
lille vindgummi, og så der kun en af gangen der får. Husk at sige navnet på
den der må spise før du siger værsegod.
Venlig hilsen Annelise.
"basse" <garp@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:H30T9.149$Sh4.5799@news.get2net.dk...
> Hej alle !
>
> Jeg har hårdt brug for gode råd samt for at høre andres mening, så det
håber
> jeg, I vil hjælpe mig med.
>
> For at gøre en kort historie lang, så har vi to hunde: Bianca, en Berner
> sennen/collie blanding tæve på 9 år og Gina en Hovawarttæve på 6 år.
>
> Vi har også en datter, Sarah, på 13 mdr. og det er her problemet opstår.
Vi
> var meget spændte på, hvordan vores hunde ville reagere på at vi fik barn
> for de var ikke vant til børn. Især var vi spændte på Biancas reaktion, da
> hun bestemt ikke kunne lide børn. Det har dog gået utroligt godt, men nu
er
> det mod forventning Gina, der er blevet problemet for hun har i dag bidt
> vores datter dvs. bidt er måske ikke helt korrekt, men hun har i hvert
fald
> markeret så hårdt, at en hjørnetand er gået igennem. Til alt held var
bidet
> nærmest oven på Sarahs hoved, så det er i panden, hjørnetanden er gået
> igennem - jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis det
> havde været i ansigtet.
>
> Situationen opstår i forbindelse med, at Gina var ved at være færdig med
at
> spise. Vi holder altid Sarah, mens hundene spiser, fordi hun er meget
> interesseret og gerne vil hen og se, hvad de har i skålene, men de skal
> selvfølgelig have deres mad i fred. Da Gina er ved at være færdig med at
> spise, sætter jeg Sarah ned på gulvet for at hælde vand op til hundene.
> Sarah kravler hen ved siden af Gina og det er åbenbart for tæt på, for
Gina
> farer over hende mens hun snerrer og hun har altså også haft tænderne
fremme
> kan jeg konstatere bagefter. Jeg skælder selvfølgelig Gina ud, men skal
> samtidig tage mig at mit grædende barn, så det bliver ikke til så meget.
> Gina er dog tydeligvis godt klar over, at hun har gjort noget, der ikke
var
> så godt.
>
> Jeg ringer til min mand for at fortælle om hændelsen og hans første
reaktion
> er "så skal Gina væk". Jeg bryder mig jo bestemt heller ikke om, at vi
ikke
> kan stole på hunden, men i alle andre situationer er hun alletiders i
> forhold til Sarah og Sarah kan gøre hvad som helst ved hende (det får hun
> selvfølgelig ikke lov til, men Gina accepterer næsten alt). Gina har en
> anden gang for nogle måneder siden reageret på samme måde. Den gang tror
> jeg, Sarah havde fået lidt hårdt fat i hende og selv om Gina fik besked
på,
> at sådan gør man ikke, accepterede vi alligevel hendes reaktion, fordi hun
> selvfølgelig har lov til at sige fra, hvis det gør ondt - dengang satte
hun
> dog heller ikke tænderne i.
>
> Jeg tror ikke, at Gina kan finde på at gøre Sarah noget i andre
situationer,
> men det er jo umuligt at holde øje med dem begge to konstant og hele tiden
> og der kan jo hurtigt komme noget spiseligt imellem dem en anden gang. Det
> skal siges, at både min mand og jeg sagtens kan tage både mad og tyggeben
> mv. fra Gina uden problemer. Den måde hun "overfaldt" Sarah på i dag, er
den
> samme måde hun et par gange har haft brugt overfor katten, hvis han er
> kommet for tæt på, mens hun spiste. Det er bestemt ikke acceptabelt, at
hun
> overfalder katten, men det er selvfølgelig slet ikke acceptabelt, at hun
> overfalder Sarah.
>
> Gina var, da vi fik hende som hvalp, meget dominerende og temperamentsfuld
> og havde dengang også tendens til at snerre af os, hvis vi gjorde noget,
der
> ikke passede hende. Denne opførsel fik Bianca dog pillet ud af hende, for
> hun var meget streng ved hende i starten og holdt hende i den grad nede -
> først da Gina havde fundet ud af og accepteret, at hendes plads i
> rangordenen var under Bianca, begyndte de at lege sammen. Gina har nogle
> gange forsøgt at tage magten fra Bianca, men så bliver hun meget hurtigt
sat
> på plads. Hvis ikke vi havde haft Bianca, tror jeg, vi havde måttet opgive
> Gina for længe siden, for vi var slet ikke rustet til at tackle en hund
med
> det temperament og så stor dominans.
>
> Gina er dog blevet til en utroligt rar familiehund, som er meget social og
> elsker at blive nusset. Hun er lettere udiciplineret, hvilket selvfølgelig
> er vores egen skyld, fordi vi ikke har gjort nok ud af træningen, men
ellers
> er hun meget nem at have med at gøre.
>
> Jeg er meget ked af at skulle af med hende, for hun er jo mere end bare en
> hund - hun er et familiemedlem, som vi elsker og har været glade for i 6
år.
> Det er derfor jeg har brug for gode råd og meninger om sagen.
>
> Er det den eneste løsning at finde et andet hjem til hende ?
> Kan træning hjælpe ?
> Kan de situationer "overfaldene" er sket i (mad og hårdhændet behandling)
> delvist undskylde hendes opførsel ?
> Kan vi overhovedet skille vores to hunde ad ? Gina er jo vokset op med
> Bianca og vi anskaffede oprindeligt Gina af hensyn til Bianca, så hun ikke
> skulle være alene.
>
> Alle kommentarer modtages med glæde. På forhånd tak for hjælpen.
>
> Mange hilsner
>
> Rebekka
>
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03

---

Undskyld basse jeg kom vist til at give dig et barm for meget, det var jo
ikke meningen.
Tank så rundhåndet man kan vær.Ha ha.
Men ideen er den samme. Sarah skal være en selvfølge for hundene.
"basse" <garp@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:H30T9.149$Sh4.5799@news.get2net.dk...
> Hej alle !
>
> Jeg har hårdt brug for gode råd samt for at høre andres mening, så det
håber
> jeg, I vil hjælpe mig med.
>
> For at gøre en kort historie lang, så har vi to hunde: Bianca, en Berner
> sennen/collie blanding tæve på 9 år og Gina en Hovawarttæve på 6 år.
>
> Vi har også en datter, Sarah, på 13 mdr. og det er her problemet opstår.
Vi
> var meget spændte på, hvordan vores hunde ville reagere på at vi fik barn
> for de var ikke vant til børn. Især var vi spændte på Biancas reaktion, da
> hun bestemt ikke kunne lide børn. Det har dog gået utroligt godt, men nu
er
> det mod forventning Gina, der er blevet problemet for hun har i dag bidt
> vores datter dvs. bidt er måske ikke helt korrekt, men hun har i hvert
fald
> markeret så hårdt, at en hjørnetand er gået igennem. Til alt held var
bidet
> nærmest oven på Sarahs hoved, så det er i panden, hjørnetanden er gået
> igennem - jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis det
> havde været i ansigtet.
>
> Situationen opstår i forbindelse med, at Gina var ved at være færdig med
at
> spise. Vi holder altid Sarah, mens hundene spiser, fordi hun er meget
> interesseret og gerne vil hen og se, hvad de har i skålene, men de skal
> selvfølgelig have deres mad i fred. Da Gina er ved at være færdig med at
> spise, sætter jeg Sarah ned på gulvet for at hælde vand op til hundene.
> Sarah kravler hen ved siden af Gina og det er åbenbart for tæt på, for
Gina
> farer over hende mens hun snerrer og hun har altså også haft tænderne
fremme
> kan jeg konstatere bagefter. Jeg skælder selvfølgelig Gina ud, men skal
> samtidig tage mig at mit grædende barn, så det bliver ikke til så meget.
> Gina er dog tydeligvis godt klar over, at hun har gjort noget, der ikke
var
> så godt.
>
> Jeg ringer til min mand for at fortælle om hændelsen og hans første
reaktion
> er "så skal Gina væk". Jeg bryder mig jo bestemt heller ikke om, at vi
ikke
> kan stole på hunden, men i alle andre situationer er hun alletiders i
> forhold til Sarah og Sarah kan gøre hvad som helst ved hende (det får hun
> selvfølgelig ikke lov til, men Gina accepterer næsten alt). Gina har en
> anden gang for nogle måneder siden reageret på samme måde. Den gang tror
> jeg, Sarah havde fået lidt hårdt fat i hende og selv om Gina fik besked
på,
> at sådan gør man ikke, accepterede vi alligevel hendes reaktion, fordi hun
> selvfølgelig har lov til at sige fra, hvis det gør ondt - dengang satte
hun
> dog heller ikke tænderne i.
>
> Jeg tror ikke, at Gina kan finde på at gøre Sarah noget i andre
situationer,
> men det er jo umuligt at holde øje med dem begge to konstant og hele tiden
> og der kan jo hurtigt komme noget spiseligt imellem dem en anden gang. Det
> skal siges, at både min mand og jeg sagtens kan tage både mad og tyggeben
> mv. fra Gina uden problemer. Den måde hun "overfaldt" Sarah på i dag, er
den
> samme måde hun et par gange har haft brugt overfor katten, hvis han er
> kommet for tæt på, mens hun spiste. Det er bestemt ikke acceptabelt, at
hun
> overfalder katten, men det er selvfølgelig slet ikke acceptabelt, at hun
> overfalder Sarah.
>
> Gina var, da vi fik hende som hvalp, meget dominerende og temperamentsfuld
> og havde dengang også tendens til at snerre af os, hvis vi gjorde noget,
der
> ikke passede hende. Denne opførsel fik Bianca dog pillet ud af hende, for
> hun var meget streng ved hende i starten og holdt hende i den grad nede -
> først da Gina havde fundet ud af og accepteret, at hendes plads i
> rangordenen var under Bianca, begyndte de at lege sammen. Gina har nogle
> gange forsøgt at tage magten fra Bianca, men så bliver hun meget hurtigt
sat
> på plads. Hvis ikke vi havde haft Bianca, tror jeg, vi havde måttet opgive
> Gina for længe siden, for vi var slet ikke rustet til at tackle en hund
med
> det temperament og så stor dominans.
>
> Gina er dog blevet til en utroligt rar familiehund, som er meget social og
> elsker at blive nusset. Hun er lettere udiciplineret, hvilket selvfølgelig
> er vores egen skyld, fordi vi ikke har gjort nok ud af træningen, men
ellers
> er hun meget nem at have med at gøre.
>
> Jeg er meget ked af at skulle af med hende, for hun er jo mere end bare en
> hund - hun er et familiemedlem, som vi elsker og har været glade for i 6
år.
> Det er derfor jeg har brug for gode råd og meninger om sagen.
>
> Er det den eneste løsning at finde et andet hjem til hende ?
> Kan træning hjælpe ?
> Kan de situationer "overfaldene" er sket i (mad og hårdhændet behandling)
> delvist undskylde hendes opførsel ?
> Kan vi overhovedet skille vores to hunde ad ? Gina er jo vokset op med
> Bianca og vi anskaffede oprindeligt Gina af hensyn til Bianca, så hun ikke
> skulle være alene.
>
> Alle kommentarer modtages med glæde. På forhånd tak for hjælpen.
>
> Mange hilsner
>
> Rebekka
>
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03

---

Hej Rebekka,
Det var dog en uheldig oplevelse du der har haft dig. Jeg vil her komme
med min holdning/råd. Man _skal_ kunne tage maden fra en hund,- det skal
børnene også kunne gøre, derved fastholder du hunden i dens rang. Får
hunden 'lov' til at irettesætte barnet, så duer det ikke, for så er det
netop at hunden på et tidspunkt bliver over barnet i rang. Børn skal,
som der tidligere er blevet nævnt give hunden fred når den sover, spiser
og besørger. - og det SKAL de!
Jeg vil foreslå at du giver din datter en gang træning i at have hund,-
lær hende at madskålen og hundekurven er lige så forbudt som den varme
ovn. Sideløbende med dette, bør du selv træne Gina til at du kan tage
hendes madskål fra hende mens hun spiser, og give hende den igen med
DyyyykTiiii og godbid, når hun accepterer det. Når din datter så er et
par år ældre, bør du lære hende endnu mere om begrebet. Jeg er sikker
på at det her kan gå i orden, uden at i behøver at skille Jer af med
vuffen.
Jeg har skam selv fået et par 'hug' af hunde da jeg var mindre, og den
dag i dag har jeg blot lært at have respekt for dyr, så jeg tror ikke
man tager psykisk skade, og så længe Gina kun har markeret, ville jeg
give hende en chance til.

Al mulig held og lykke herfra ønskes i alle.

--Annette
www.fugle-nettet.dk

On Wed, 08 Jan 2003 21:44:26 +0100, basse wrote:

> Hej alle !
>
> Jeg har hårdt brug for gode råd samt for at høre andres mening, så
> det håber jeg, I vil hjælpe mig med.
>
> For at gøre en kort historie lang, så har vi to hunde: Bianca, en
> Berner sennen/collie blanding tæve på 9 år og Gina en Hovawarttæve
> på 6 år.
>
> Vi har også en datter, Sarah, på 13 mdr. og det er her problemet
> opstår. Vi var meget spændte på, hvordan vores hunde ville reagere
> på at vi fik barn for de var ikke vant til børn. Især var vi spændte
> på Biancas reaktion, da hun bestemt ikke kunne lide børn. Det har dog
> gået utroligt godt, men nu er det mod forventning Gina, der er blevet
> problemet for hun har i dag bidt vores datter dvs. bidt er måske ikke
> helt korrekt, men hun har i hvert fald markeret så hårdt, at en
> hjørnetand er gået igennem. Til alt held var bidet nærmest oven på
> Sarahs hoved, så det er i panden, hjørnetanden er gået igennem - jeg
> tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis det havde
> været i ansigtet.
>
> Situationen opstår i forbindelse med, at Gina var ved at være færdig
> med at spise. Vi holder altid Sarah, mens hundene spiser, fordi hun er
> meget interesseret og gerne vil hen og se, hvad de har i skålene, men
> de skal selvfølgelig have deres mad i fred. Da Gina er ved at være
> færdig med at spise, sætter jeg Sarah ned på gulvet for at hælde
> vand op til hundene. Sarah kravler hen ved siden af Gina og det er
> åbenbart for tæt på, for Gina farer over hende mens hun snerrer og
> hun har altså også haft tænderne fremme kan jeg konstatere bagefter.
> Jeg skælder selvfølgelig Gina ud, men skal samtidig tage mig at mit
> grædende barn, så det bliver ikke til så meget. Gina er dog
> tydeligvis godt klar over, at hun har gjort noget, der ikke var så
> godt.
>
> Jeg ringer til min mand for at fortælle om hændelsen og hans første
> reaktion er "så skal Gina væk". Jeg bryder mig jo bestemt heller ikke
> om, at vi ikke kan stole på hunden, men i alle andre situationer er hun
> alletiders i forhold til Sarah og Sarah kan gøre hvad som helst ved
> hende (det får hun selvfølgelig ikke lov til, men Gina accepterer
> næsten alt). Gina har en anden gang for nogle måneder siden reageret
> på samme måde. Den gang tror jeg, Sarah havde fået lidt hårdt fat i
> hende og selv om Gina fik besked på, at sådan gør man ikke,
> accepterede vi alligevel hendes reaktion, fordi hun selvfølgelig har
> lov til at sige fra, hvis det gør ondt - dengang satte hun dog heller
> ikke tænderne i.
>
> Jeg tror ikke, at Gina kan finde på at gøre Sarah noget i andre
> situationer, men det er jo umuligt at holde øje med dem begge to
> konstant og hele tiden og der kan jo hurtigt komme noget spiseligt
> imellem dem en anden gang. Det skal siges, at både min mand og jeg
> sagtens kan tage både mad og tyggeben mv. fra Gina uden problemer. Den
> måde hun "overfaldt" Sarah på i dag, er den samme måde hun et par
> gange har haft brugt overfor katten, hvis han er kommet for tæt på,
> mens hun spiste. Det er bestemt ikke acceptabelt, at hun overfalder
> katten, men det er selvfølgelig slet ikke acceptabelt, at hun
> overfalder Sarah.
>
> Gina var, da vi fik hende som hvalp, meget dominerende og
> temperamentsfuld og havde dengang også tendens til at snerre af os,
> hvis vi gjorde noget, der ikke passede hende. Denne opførsel fik Bianca
> dog pillet ud af hende, for hun var meget streng ved hende i starten og
> holdt hende i den grad nede - først da Gina havde fundet ud af og
> accepteret, at hendes plads i rangordenen var under Bianca, begyndte de
> at lege sammen. Gina har nogle gange forsøgt at tage magten fra Bianca,
> men så bliver hun meget hurtigt sat på plads. Hvis ikke vi havde haft
> Bianca, tror jeg, vi havde måttet opgive Gina for længe siden, for vi
> var slet ikke rustet til at tackle en hund med det temperament og så
> stor dominans.
>
> Gina er dog blevet til en utroligt rar familiehund, som er meget social
> og elsker at blive nusset. Hun er lettere udiciplineret, hvilket
> selvfølgelig er vores egen skyld, fordi vi ikke har gjort nok ud af
> træningen, men ellers er hun meget nem at have med at gøre.
>
> Jeg er meget ked af at skulle af med hende, for hun er jo mere end bare
> en hund - hun er et familiemedlem, som vi elsker og har været glade for
> i 6 år. Det er derfor jeg har brug for gode råd og meninger om sagen.
>
> Er det den eneste løsning at finde et andet hjem til hende ? Kan
> træning hjælpe ?
> Kan de situationer "overfaldene" er sket i (mad og hårdhændet
> behandling) delvist undskylde hendes opførsel ? Kan vi overhovedet
> skille vores to hunde ad ? Gina er jo vokset op med Bianca og vi
> anskaffede oprindeligt Gina af hensyn til Bianca, så hun ikke skulle
> være alene.
>
> Alle kommentarer modtages med glæde. På forhånd tak for hjælpen.
>
> Mange hilsner
>
> Rebekka

---

"basse" <garp@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:H30T9.149$Sh4.5799@news.get2net.dk...
> Hej alle !
>
> Jeg har hårdt brug for gode råd samt for at høre andres mening, så det
håber
> jeg, I vil hjælpe mig med.
>
Hej Rebekka.

Personligt, hvis min hund havde sat en hjørnetand i mit 13 mdr. barn, ville
jeg få fat på en hundeekspert. Én der kan gå ind med dig og familien og
træne. Jeg synes det er lidt "farligt" selv bare at gå igang, for du ville
aldrig tilgive dig selv hvis det er hele tandsættet næste gang, fordi du
prøvede dig frem..
KH Mallo.

---

Mallo skrev i en meddelelse
[SNIP]

Hej Mallo:c)
Du skal lige stille på uret, din post bliver skubbet bagud i køen...du er en
dag bagud.
Med hygsom hilsen

Ding-Dong

---

"Ding-Dong" <dennishp@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse
news:avkh6p$2dsk$1@news.cybercity.dk...
>
> Mallo skrev i en meddelelse
> [SNIP]
>
> Hej Mallo:c)
> Du skal lige stille på uret, din post bliver skubbet bagud i køen...du er
en
> dag bagud.
> Med hygsom hilsen
>
> Ding-Dong

Tak skal du have, den skulle gerne være klaret nu :)

Mallo

---

Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis det er jers
beslutning så, lad det være det...

MVH. Mette

http://medlem.jubii.dk/spinone/

Synes lige denne passede her...
Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001



Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du
kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"
sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men så
lod du dig formilde og kløede mig på maven.

Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne
blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for
at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du),
og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem
sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere
og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig,
trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig
dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.

Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg
hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede
hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.

Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de
små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af
dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget,
og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et
hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt
en "kærlighedsslave".

Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til
min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund -
tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra
at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
udgifter i forbindelse med mig.

Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til
en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige
beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste
familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til
internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende".
De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt
til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far!
Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og
om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik
mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en
deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to
rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i
forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem
til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"

De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
hverdag tillader.

De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
siden.

I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden
i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare
var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen,
som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at
jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til
et fjernt hjørne og ventede.

Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske,
men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte.
Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer,
vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste,
hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens
en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde,
som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak hun
nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem
min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne
og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog,
for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var
hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig
selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske
sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var
dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig
for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.

Slut

Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i øjnene,
da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør
den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år
dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr
ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for
dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede
dyr.

---

>
>
> Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le.
Du
> kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
> ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"
> sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men
så
> lod du dig formilde og kløede mig på maven.
>
> Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
> havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
> nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
> betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
kunne
> blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind
for
> at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde
du),
> og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme
hjem
> sidst på dagen.
>
> Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
karriere
> og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig,
> trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig
> dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
forelsket.
>
> Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg
> hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
lystrede
> hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
>
> Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af
de
> små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af
> dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
noget,
> og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller
et
> hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
hurtigt
> en "kærlighedsslave".
>
> Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast
til
> min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
> undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
> deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
> forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
> deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
> ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
>
> Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
hund -
> tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
> Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået
fra
> at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
> udgifter i forbindelse med mig.
>
> Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter
til
> en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
rigtige
> beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste
> familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til
> internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
> udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
hende".
> De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt
> til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far!
> Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
> hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar
og
> om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik
> mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en
> deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de
to
> rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder
i
> forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem
> til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
>
> De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
> hverdag tillader.
>
> De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
> siden.
>
> I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
forsiden
> i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare
> var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen,
> som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at
> jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
> egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage
til
> et fjernt hjørne og ventede.
>
> Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
> traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
> rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
> skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
ske,
> men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte.
> Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun
bærer,
> vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste,
> hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens
> en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme
måde,
> som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak
hun
> nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
gennem
> min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige
øjne
> og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog,
> for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det
var
> hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
> blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare
mig
> selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske
> sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
> udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det
var
> dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på
dig
> for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
>
> Slut
>
> Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
øjnene,
> da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør
> den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år
> dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
> udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
> forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
> hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
> opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
kæledyr
> ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
> kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for
> dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
> og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede
> dyr.
>

VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL.. HYYYYYYYYYYYYLLL... PUUUHA.... nej nej nej.. det er
da for barskt!!!!
FUCK en "historie"!!!!!!!!!!!! jeg er fuldstændig færdig. mallo

---

Helt ærligt Mallo hvordan kunne du gøre dette?
Har famillien det ikke svært nok?
Og nu går mit tastatur agurk, det tåler ikke saltvand i de mængder.
Hvad tænker du på ?
Annelise.
"Mallo" <a@b.cd> skrev i en meddelelse
news:3e1f19a2$0$10974$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
>
> >
> >
> > Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le.
> Du
> > kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
> > ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været
"uartig"
> > sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men
> så
> > lod du dig formilde og kløede mig på maven.
> >
> > Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
> > havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
> > nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
> > betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
> kunne
> > blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind
> for
> > at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde
> du),
> > og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme
> hjem
> > sidst på dagen.
> >
> > Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
> karriere
> > og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på
dig,
> > trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for
dårlig
> > dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
> forelsket.
> >
> > Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød
jeg
> > hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
> lystrede
> > hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
> >
> > Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt
af
> de
> > små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig
af
> > dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
> noget,
> > og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse
eller
> et
> > hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
> hurtigt
> > en "kærlighedsslave".
> >
> > Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast
> til
> > min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
> > undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
> > deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
> > forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
> > deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
> > ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
> >
> > Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
> hund -
> > tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
> > Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået
> fra
> > at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
> > udgifter i forbindelse med mig.
> >
> > Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter
> til
> > en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
> rigtige
> > beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det
eneste
> > familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom
til
> > internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
> > udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
> hende".
> > De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> > virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var
nødt
> > til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej,
far!
> > Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
> > hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar
> og
> > om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel,
undgik
> > mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde
en
> > deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de
> to
> > rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning
måneder
> i
> > forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt
hjem
> > til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
> >
> > De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
> > hverdag tillader.
> >
> > De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
> > siden.
> >
> > I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
> forsiden
> > i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele
bare
> > var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være
nogen,
> > som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså,
at
> > jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
> > egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage
> til
> > et fjernt hjørne og ventede.
> >
> > Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
> > traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
> > rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
> > skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
> ske,
> > men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var
talte.
> > Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun
> bærer,
> > vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid
vidste,
> > hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben
mens
> > en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme
> måde,
> > som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak
> hun
> > nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
> gennem
> > min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige
> øjne
> > og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit
hundesprog,
> > for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det
> var
> > hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke
ville
> > blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare
> mig
> > selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette
jordiske
> > sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
> > udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det
> var
> > dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på
> dig
> > for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
> >
> > Slut
> >
> > Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
> øjnene,
> > da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den
udgør
> > den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert
år
> > dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
> > udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
> > forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
> > hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
> > opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
> kæledyr
> > ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
> > kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem
for
> > dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde
råd
> > og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> > aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre
uønskede
> > dyr.
> >
>
> VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL.. HYYYYYYYYYYYYLLL... PUUUHA.... nej nej nej.. det er
> da for barskt!!!!
> FUCK en "historie"!!!!!!!!!!!! jeg er fuldstændig færdig. mallo
>
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03

---

"Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
news:RGGT9.11842$q76.5859@news.get2net.dk...
> Helt ærligt Mallo hvordan kunne du gøre dette?
> Har famillien det ikke svært nok?
> Og nu går mit tastatur agurk, det tåler ikke saltvand i de mængder.
> Hvad tænker du på ?
> Annelise.
> "Mallo" <a@b.

Jeg tror ikke helt jeg forstår?
mallo

---

Måske det bare mig, Jeg fik en god tudetur, da jeg læste din historie.
Så tænkte jeg på den stakkels familie der lige har taget beslutningen om at
de må sende deres hund bort
Hvordan tror du de har det når de læser historien?
forstår du mine tanker?
mvh Annelise.
"Mallo" <a@b.cd> skrev i en meddelelse
news:3e1f3d1a$0$10986$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
>
> "Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
> news:RGGT9.11842$q76.5859@news.get2net.dk...
> > Helt ærligt Mallo hvordan kunne du gøre dette?
> > Har famillien det ikke svært nok?
> > Og nu går mit tastatur agurk, det tåler ikke saltvand i de mængder.
> > Hvad tænker du på ?
> > Annelise.
> > "Mallo" <a@b.
>
> Jeg tror ikke helt jeg forstår?
> mallo
>
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03

---

"Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
news:h8HT9.11844$q76.5980@news.get2net.dk...
> Måske det bare mig, Jeg fik en god tudetur, da jeg læste din historie.
> Så tænkte jeg på den stakkels familie der lige har taget beslutningen
om at
> de må sende deres hund bort

Nej jeg sad også med tårer i øjnene da jeg havde læst "hvordan kunne du"
og det selvom jeg endda har læst den flere gange tidl. og også jeg
tænkte på hvordan familien der havde taget deres beslutning mon ville
have det ved at læse "hvordan kunne du" ..

Et er at vore internater alt alt for tydeligt taler om smidvæk
mentaliteten også når det gælder dyr .. og jeg kan fint følge Mallo i
det budskab hun vil have frem .. men tidspunkt/situation eller tråd er
forkert valgt .. det er næsten som at strø salt i et sår og det behøver
man ikke ..
hejhils fra Ami

---

Ah.. nu forstår jeg.
Annelise, hvis du skal have afleveret noget i forhold til hundehistorien, må
du vist følge op på Mettes tråd istedet for på mit svar. Jeg har siddet og
hylet i en time, og finder det hele lidt malplaceret, eftersom jeg selv
føler at familien da må lide nok i forvejen.
En sand og barsk historie der har fået mig til at vræle ja, men jeg vil
altså ikke have skideballen for et indlæg jeg ikke har lavet. Jeg vil kun
stå inde for mig eget.
Hej igen.
Mallo


"Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
news:RGGT9.11842$q76.5859@news.get2net.dk...
> Helt ærligt Mallo hvordan kunne du gøre dette?
> Har famillien det ikke svært nok?
> Og nu går mit tastatur agurk, det tåler ikke saltvand i de mængder.
> Hvad tænker du på ?
> Annelise.
> "Mallo" <a@b.cd> skrev i en meddelelse
> news:3e1f19a2$0$10974$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> >
> > >
> > >
> > > Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at
le.
> > Du
> > > kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
> > > ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været
> "uartig"
> > > sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?",
men
> > så
> > > lod du dig formilde og kløede mig på maven.
> > >
> > > Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi
du
> > > havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker
de
> > > nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til
dine
> > > betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
> > kunne
> > > blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt
ind
> > for
> > > at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde",
sagde
> > du),
> > > og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme
> > hjem
> > > sidst på dagen.
> > >
> > > Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
> > karriere
> > > og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på
> dig,
> > > trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for
> dårlig
> > > dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
> > forelsket.
> > >
> > > Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød
> jeg
> > > hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
> > lystrede
> > > hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
> > >
> > > Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt
> af
> > de
> > > små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage
mig
> af
> > > dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
> > noget,
> > > og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse
> eller
> > et
> > > hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
> > hurtigt
> > > en "kærlighedsslave".
> > >
> > > Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig
fast
> > til
> > > min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
> > > undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem
og
> > > deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
> > > forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind
i
> > > deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og
sammen
> > > ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
> > >
> > > Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
> > hund -
> > > tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
> > > Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er
gået
> > fra
> > > at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
> > > udgifter i forbindelse med mig.
> > >
> > > Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie
flytter
> > til
> > > en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
> > rigtige
> > > beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det
> eneste
> > > familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom
> til
> > > internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed.
Du
> > > udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
> > hende".
> > > De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> > > virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var
> nødt
> > > til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej,
> far!
> > > Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og
for,
> > > hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og
ansvar
> > og
> > > om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel,
> undgik
> > > mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde
> en
> > > deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde
de
> > to
> > > rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning
> måneder
> > i
> > > forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt
> hjem
> > > til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
> > >
> > > De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres
travle
> > > hverdag tillader.
> > >
> > > De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere
dage
> > > siden.
> > >
> > > I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
> > forsiden
> > > i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele
> bare
> > > var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være
> nogen,
> > > som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså,
> at
> > > jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om
deres
> > > egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig
tilbage
> > til
> > > et fjernt hjørne og ventede.
> > >
> > > Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
> > > traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet
stille
> > > rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg
ikke
> > > skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
> > ske,
> > > men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var
> talte.
> > > Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun
> > bærer,
> > > vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid
> vidste,
> > > hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben
> mens
> > > en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme
> > måde,
> > > som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt
stak
> > hun
> > > nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
> > gennem
> > > min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes
venlige
> > øjne
> > > og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit
> hundesprog,
> > > for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at
det
> > var
> > > hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke
> ville
> > > blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle
klare
> > mig
> > > selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette
> jordiske
> > > sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk
at
> > > udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende.
Det
> > var
> > > dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente
på
> > dig
> > > for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
> > >
> > > Slut
> > >
> > > Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
> > øjnene,
> > > da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den
> udgør
> > > den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som
hvert
> år
> > > dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
> > > udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er
behørigt
> > > forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
> > > hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og
dyrlægekonsultationers
> > > opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
> > kæledyr
> > > ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener
vores
> > > kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem
> for
> > > dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde
> råd
> > > og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> > > aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre
> uønskede
> > > dyr.
> > >
> >
> > VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL.. HYYYYYYYYYYYYLLL... PUUUHA.... nej nej nej.. det
er
> > da for barskt!!!!
> > FUCK en "historie"!!!!!!!!!!!! jeg er fuldstændig færdig. mallo
> >
> >
>
>
> ---
> Outgoing mail is certified Virus Free.
> Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03
>
>

---

Undskyld
Godt ord igen
Det alt det vand i øjnene
mvh Annelise
"Mallo" <a@b.cd> skrev i en meddelelse
news:3e1f3ecc$0$11054$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> Ah.. nu forstår jeg.
> Annelise, hvis du skal have afleveret noget i forhold til hundehistorien,
må
> du vist følge op på Mettes tråd istedet for på mit svar. Jeg har siddet og
> hylet i en time, og finder det hele lidt malplaceret, eftersom jeg selv
> føler at familien da må lide nok i forvejen.
> En sand og barsk historie der har fået mig til at vræle ja, men jeg vil
> altså ikke have skideballen for et indlæg jeg ikke har lavet. Jeg vil kun
> stå inde for mig eget.
> Hej igen.
> Mallo
>
>
> "Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
> news:RGGT9.11842$q76.5859@news.get2net.dk...
> > Helt ærligt Mallo hvordan kunne du gøre dette?
> > Har famillien det ikke svært nok?
> > Og nu går mit tastatur agurk, det tåler ikke saltvand i de mængder.
> > Hvad tænker du på ?
> > Annelise.
> > "Mallo" <a@b.cd> skrev i en meddelelse
> > news:3e1f19a2$0$10974$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> > >
> > > >
> > > >
> > > > Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at
> le.
> > > Du
> > > > kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et
par
> > > > ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været
> > "uartig"
> > > > sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?",
> men
> > > så
> > > > lod du dig formilde og kløede mig på maven.
> > > >
> > > > Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig,
fordi
> du
> > > > havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker
> de
> > > > nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til
> dine
> > > > betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet
ikke
> > > kunne
> > > > blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt
> ind
> > > for
> > > > at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde",
> sagde
> > > du),
> > > > og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle
komme
> > > hjem
> > > > sidst på dagen.
> > > >
> > > > Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
> > > karriere
> > > > og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt
på
> > dig,
> > > > trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for
> > dårlig
> > > > dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
> > > forelsket.
> > > >
> > > > Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel
bød
> > jeg
> > > > hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
> > > lystrede
> > > > hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
> > > >
> > > > Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var
opslugt
> > af
> > > de
> > > > små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage
> mig
> > af
> > > > dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
> > > noget,
> > > > og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse
> > eller
> > > et
> > > > hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
> > > hurtigt
> > > > en "kærlighedsslave".
> > > >
> > > > Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig
> fast
> > > til
> > > > min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine
øjne,
> > > > undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved
dem
> og
> > > > deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville
have
> > > > forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig
ind
> i
> > > > deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og
> sammen
> > > > ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
> > > >
> > > > Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
> > > hund -
> > > > tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om
mig.
> > > > Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er
> gået
> > > fra
> > > > at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at
have
> > > > udgifter i forbindelse med mig.
> > > >
> > > > Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie
> flytter
> > > til
> > > > en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
> > > rigtige
> > > > beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det
> > eneste
> > > > familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi
ankom
> > til
> > > > internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed.
> Du
> > > > udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
> > > hende".
> > > > De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> > > > virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var
> > nødt
> > > > til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg
"Nej,
> > far!
> > > > Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og
> for,
> > > > hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og
> ansvar
> > > og
> > > > om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel,
> > undgik
> > > > mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du
havde
> > en
> > > > deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået,
sagde
> de
> > > to
> > > > rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning
> > måneder
> > > i
> > > > forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet
godt
> > hjem
> > > > til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
> > > >
> > > > De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres
> travle
> > > > hverdag tillader.
> > > >
> > > > De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere
> dage
> > > > siden.
> > > >
> > > > I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
> > > forsiden
> > > > i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det
hele
> > bare
> > > > var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være
> > nogen,
> > > > som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg
indså,
> > at
> > > > jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om
> deres
> > > > egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig
> tilbage
> > > til
> > > > et fjernt hjørne og ventede.
> > > >
> > > > Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og
jeg
> > > > traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet
> stille
> > > > rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg
> ikke
> > > > skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der
skulle
> > > ske,
> > > > men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var
> > talte.
> > > > Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde,
hun
> > > bærer,
> > > > vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid
> > vidste,
> > > > hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit
forben
> > mens
> > > > en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på
samme
> > > måde,
> > > > som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt
> stak
> > > hun
> > > > nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
> > > gennem
> > > > min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes
> venlige
> > > øjne
> > > > og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit
> > hundesprog,
> > > > for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at
> det
> > > var
> > > > hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke
> > ville
> > > > blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle
> klare
> > > mig
> > > > selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette
> > jordiske
> > > > sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et
haledunk
> at
> > > > udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende.
> Det
> > > var
> > > > dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente
> på
> > > dig
> > > > for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
> > > >
> > > > Slut
> > > >
> > > > Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
> > > øjnene,
> > > > da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den
> > udgør
> > > > den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som
> hvert
> > år
> > > > dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til
at
> > > > udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er
> behørigt
> > > > forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på
jeres
> > > > hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og
> dyrlægekonsultationers
> > > > opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
> > > kæledyr
> > > > ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener
> vores
> > > > kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende
hjem
> > for
> > > > dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan
tilbyde
> > råd
> > > > og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> > > > aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre
> > uønskede
> > > > dyr.
> > > >
> > >
> > > VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL.. HYYYYYYYYYYYYLLL... PUUUHA.... nej nej nej..
det
> er
> > > da for barskt!!!!
> > > FUCK en "historie"!!!!!!!!!!!! jeg er fuldstændig færdig. mallo
> > >
> > >
> >
> >
> > ---
> > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03
> >
> >
>
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03

---

"Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
news:0gHT9.11845$q76.5868@news.get2net.dk...
> Undskyld
> Godt ord igen
> Det alt det vand i øjnene
> mvh Annelise

Det er helt OK ;) - og jeg kan kun give dig 100% ret.

Jamen, nu hvor vi er ved den historie, vil jeg gerne poientere, at jeg synes
det er at træde på folks følelser at poste et sådan indlæg! (Historien) Det
kan godt være at jeg bliver haglet ned for at sige det, men det mener jeg!
Jeg ville kunne forstå, at en sådan historie kom på banen, hvis det var et
ufølsomt indlæg fra familiens side af (Familien der desværre skal af med
Gina), men det er min oplevelse at det seriøst er en svær og hård
beslutning. Ikke en spontan "du er i vejen hund" beslutning.
Den tårerfremkaldende historie passer godt til en familie der finder deres
"køter" besværlig, men her drejer det sig om en reel beslutning taget af en
familie, baseret på et bid. Om hvorvidt man er enig eller ej er så én side
af sagen og jeg er sikker på, at en masse mennesker herinde kan komme op med
1000 andre gode forslag fremfor en aflivning, men nu hvor den beslutning ER
taget, er der ingen grund til at kaste sådan en spand kold vand i hovedet -
oven i alt det andet.
Mallo

---

"Mallo" <a@b.cd> skrev i en meddelelse
news:3e1f3ecc$0$11054$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> En sand og barsk historie der har fået mig til at vræle ja, men jeg
vil
> altså ikke have skideballen for et indlæg jeg ikke har lavet. Jeg vil
kun
> stå inde for mig eget.


ups Mallo

Jeg har også lige skrevet et indlæg hvor jeg nævner dit navn i
forbindelse med leveringen af "hvor kunne du" tilgiv mig .. jeg læste
først ovenstående indlæg efter jeg havde postet mit eget indlæg .. vil
bare lige sige undskyld at jeg også tog fejl .. håber du tilgiver
mig

Smil fra Ami

---

"Anne-Marie Prange Madsen" <ampm@ribe.bynet.dk> skrev i en meddelelse
news:avnh84$t3a$1@sunsite.dk...
>
> "Mallo" <a@b.cd> skrev i en meddelelse
> news:3e1f3ecc$0$11054$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
> > En sand og barsk historie der har fået mig til at vræle ja, men jeg
> vil
> > altså ikke have skideballen for et indlæg jeg ikke har lavet. Jeg vil
> kun
> > stå inde for mig eget.
>
>
> ups Mallo
>
> Jeg har også lige skrevet et indlæg hvor jeg nævner dit navn i
> forbindelse med leveringen af "hvor kunne du" tilgiv mig .. jeg læste
> først ovenstående indlæg efter jeg havde postet mit eget indlæg .. vil
> bare lige sige undskyld at jeg også tog fejl .. håber du tilgiver
> mig
>
> Smil fra Ami

Ork.. Helt ok. Jeg havde også nok selv skrevet mit første svar til Annelise
lidt pænere, hvis ikke det var fordi mine følelser sad helt ude.
Hav en god weekend :)
Mallo

---

On Fri, 10 Jan 2003 18:17:52 +0100, "Mette Mejdahl"
<md_mejdahl@yahoo.dk> wrote:

>Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis det er jers
>beslutning så, lad det være det...
>
>MVH. Mette
>
>http://medlem.jubii.dk/spinone/
>
>Synes lige denne passede her...
> Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001
<klipper lang og sørgelig realistisk historie>

Kors hvor er det sandt. alle vil have den nuttede lille hvalp, men når
den så er vokset til og ikke er så nuttet mere, men "bare" er blevet
en stor køter, der fylder alt for meget i dagligdagen, så er den mere
til besvær. *suk*
Tænk hvis vi også smed vores unger ud når de ikke var så nuttede mere!
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

Leyna skriver:

> Kors hvor er det sandt. alle vil have den nuttede lille hvalp, men når
> den så er vokset til og ikke er så nuttet mere, men "bare" er blevet
> en stor køter, der fylder alt for meget i dagligdagen, så er den mere
> til besvær.

Mjaah.... det er nu ikke alle! *smil* Da vi fik vores skt. bernhard hvalp var
han jo sød, blød osv. men helt ærligt, så gik jeg da længe og ventede på at han
skulle blive den store flotte bamse han er nu. Han er bestemt købt med "the end
product" for øje, og hvalpetiden tog vi så med som en lærerig oplevelse *grin*.

Hilsen Dorthe
( - og den flotte fyr:
http://www.megapixel.dk/albums/visbillede.php?id=33415&kode= )

---

Hej Dorthe.
hvor er han bare flot.
sådan en flot fyr kunne jeg godt tænke mig, men jeg bliver hele tiden
advaret mod at
deres levetid er kortere ind newfoundlændernes, og da jeg er helt færdig
hver gang de forlader mig
til fordel for de evige jagtmarker, ja så tør jeg ikke rigtig.
Har du købt ham herhjemme? hvad er din erfaring?
Mange venlige hilsner Annelise.
"Dorthe Prip Lahrmann" <dplahrmann@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3E1F36F1.19B650E2@hotmail.com...
> Leyna skriver:
>
> > Kors hvor er det sandt. alle vil have den nuttede lille hvalp, men når
> > den så er vokset til og ikke er så nuttet mere, men "bare" er blevet
> > en stor køter, der fylder alt for meget i dagligdagen, så er den mere
> > til besvær.
>
> Mjaah.... det er nu ikke alle! *smil* Da vi fik vores skt. bernhard hvalp
var
> han jo sød, blød osv. men helt ærligt, så gik jeg da længe og ventede på
at han
> skulle blive den store flotte bamse han er nu. Han er bestemt købt med
"the end
> product" for øje, og hvalpetiden tog vi så med som en lærerig oplevelse
*grin*.
>
> Hilsen Dorthe
> ( - og den flotte fyr:
> http://www.megapixel.dk/albums/visbillede.php?id=33415&kode= )
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03

---

Annelise Frederiksen skriver:

> Hej Dorthe.
> hvor er han bare flot.
> sådan en flot fyr kunne jeg godt tænke mig, men jeg bliver hele tiden
> advaret mod at
> deres levetid er kortere ind newfoundlændernes, og da jeg er helt færdig
> hver gang de forlader mig
> til fordel for de evige jagtmarker, ja så tør jeg ikke rigtig.
> Har du købt ham herhjemme? hvad er din erfaring?

Hej Annelise!
Ja, de har kortere levetid end de fleste andre racer. Tror man skal vær heldig
hvis de bliver meget ældre end 8-9 år. Jeg har også hørt tilfælde hvor skt.
bernharder kun bliver 5-6 år. Nansen er vores første hund, så jeg har ikke så
meget at sammenligne med. Han er købt i Vestjylland, og jeg havde håbet på han
ville arve sin mors højde og sin fars drøjde. I stedet blev det omvendt, en
lille, ret spinkel hund. Men jeg synes nu stadig han er dejlig, og da vi ikke
har planer om udstilling eller avl, ja så er det jo ikke så vigtigt.

Jeg synes skt. bernharderne er skønne, med det helt rigtige temperament for os.
Håber en dag at få en mere, men Nansen og vores basset Arthur er så gode venner,
at jeg ikke synes der skal introduceres en tredie part lige nu.
http://www.megapixel.dk/albums/visbillede.php?id=21735&kode=

Hilsen Dorthe

---

On Fri, 10 Jan 2003 22:11:13 +0100, Dorthe Prip Lahrmann
<dplahrmann@hotmail.com> wrote:

>Leyna skriver:
>
>> Kors hvor er det sandt. alle vil have den nuttede lille hvalp, men når
>> den så er vokset til og ikke er så nuttet mere, men "bare" er blevet
>> en stor køter, der fylder alt for meget i dagligdagen, så er den mere
>> til besvær.
>
>Mjaah.... det er nu ikke alle! *smil* Da vi fik vores skt. bernhard hvalp var
>han jo sød, blød osv. men helt ærligt, så gik jeg da længe og ventede på at han
>skulle blive den store flotte bamse han er nu. Han er bestemt købt med "the end
>product" for øje, og hvalpetiden tog vi så med som en lærerig oplevelse *grin*.

Jamen vi er da helt enige. Jeg har selv en hvalp på snart 7 mdr. og
han er altså blevet megastor, og jeg synes jo at han er noget af det
yndigste, selvom han nok mere er et skrummel end en yndig hvalp. Jeg
elsker hunde, og så er det helt ligegyldigt om de er store eller små,
men desværre er det ikke alle der har det sådan. Jeg havde ingen
anelse om hvor stor min hvalp ville blive, men det gjorde heller
ingenting. Jeg elsker ham betingelsesløst uanset hvor stor han bliver,
og selv om han ikke længere minder ret meget om en hvalp. I hvert fald
ikke af udseende.
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

Fri, 10 Jan 2003 21:44:12 +0100, Leyna wrote:
>Fri, 10 Jan 2003 18:17:52 +0100, "Mette Mejdahl" wrote:

>>Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis det er jers
>>beslutning så, lad det være det...
>>http://medlem.jubii.dk/spinone/
>>Synes lige denne passede her...
>>Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001

><klipper lang og sørgelig realistisk historie>

>Kors hvor er det sandt. alle vil have den nuttede lille hvalp, men når
>den så er vokset til og ikke er så nuttet mere, men "bare" er blevet
>en stor køter, der fylder alt for meget i dagligdagen, så er den mere
>til besvær. *suk*
>Tænk hvis vi også smed vores unger ud når de ikke var så nuttede mere!

Det gør vi da osse...(Når de er 21) ;-D


--
Mvh Sonja nospam@***sonpet.com http://www.sonpet.com/

Ser alt sort ud, kigger du måske i den forkerte retning.

---

Hej Mette.
Det syntes jeg ikke.
Historien er rigtig god, men hvis jeg var den familie som lige havde taget
beslutning om
at hunden skal væk, og så læser din historie, ville jeg ikke få lukket et
øje i nat.
Syntes du skulle have ventet, og lagt den for sig selv en anden dag.
Bare min mening
mvh Annelise.
"Mette Mejdahl" <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:avmv5q$bmd$1@sunsite.dk...
> Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis det er
jers
> beslutning så, lad det være det...
>
> MVH. Mette
>
> http://medlem.jubii.dk/spinone/
>
> Synes lige denne passede her...
> Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001
>
>
>
> Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le.
Du
> kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
> ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"
> sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men
så
> lod du dig formilde og kløede mig på maven.
>
> Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
> havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
> nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
> betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
kunne
> blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind
for
> at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde
du),
> og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme
hjem
> sidst på dagen.
>
> Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
karriere
> og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig,
> trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig
> dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
forelsket.
>
> Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg
> hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
lystrede
> hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
>
> Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af
de
> små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af
> dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
noget,
> og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller
et
> hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
hurtigt
> en "kærlighedsslave".
>
> Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast
til
> min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
> undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
> deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
> forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
> deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
> ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
>
> Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
hund -
> tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
> Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået
fra
> at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
> udgifter i forbindelse med mig.
>
> Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter
til
> en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
rigtige
> beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste
> familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til
> internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
> udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
hende".
> De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt
> til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far!
> Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
> hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar
og
> om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik
> mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en
> deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de
to
> rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder
i
> forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem
> til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
>
> De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
> hverdag tillader.
>
> De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
> siden.
>
> I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
forsiden
> i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare
> var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen,
> som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at
> jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
> egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage
til
> et fjernt hjørne og ventede.
>
> Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
> traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
> rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
> skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
ske,
> men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte.
> Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun
bærer,
> vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste,
> hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens
> en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme
måde,
> som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak
hun
> nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
gennem
> min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige
øjne
> og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog,
> for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det
var
> hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
> blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare
mig
> selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske
> sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
> udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det
var
> dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på
dig
> for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
>
> Slut
>
> Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
øjnene,
> da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør
> den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år
> dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
> udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
> forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
> hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
> opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
kæledyr
> ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
> kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for
> dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
> og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede
> dyr.
>
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03

---

Hej igen!

Fair nok at I har den mening.

Jeg mener bare at man måske burde overveje tingene mere inden man anskaffer
sig en hund.

I følge (hvad jeg har forstået) er denne families hund, ikke spor unormal,
eller på nogen måde, under normale omstændigheder, en bidsk hund. At den har
markeret én gang overfor et barn, at den ikke vil have at man rører
den/kommer tæt på, under fodring, mener jeg ikke er en gyldig grund til at
afskaffe sig, en ellers normal hund.

Jeg ved godt at det ikke er nemt at lære sine børn (der er så små som i
dette tilfælde) at give hunden fred i visse situationer, men så må man sørge
for selv at være sit ansvar bevidst, og holde barnet væk, til "faren" er
overstået.

Situationen havde jo været en helt anden, hvis hunden havde bidt uden en
egentlig årsag.

Muligt at mit indlæg med historien er malplaseret i nogles øjne, men jeg ser
alt for tit disse situationer og det er altid dyrene det går ud over, selvom
det er en ganske normal adfærd!

Sorry, men det er min mening.

MVH. Mette

---

"Mette Mejdahl" <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:avnmo6$qbs$1@sunsite.dk...
> Hej igen!
> Jeg mener bare at man måske burde overveje tingene mere inden man
anskaffer
> sig en hund.

Ingen er vist uenige med dig om at det at anskaffe sig en hund eller
hvilket som helst andet kæledyr gerne skulle være velovervejet og med
henblik på at beholde dyret dets tid ud ... jeg kan også helt give dig
ret i at hunden har haft en hel normal adfærd og blot markeret at der
gik dens grænse samt at der ikke er tale om en bidsk hund .....men
familien har et eller andet sted ikke været opmærksom på nogle ting og
der er sket en misforståelse mellem hund og barn, der gør at forældrene
ikke tør beholde hunden .. og det er til syvende og sidst deres og kun
deres afgørelse ... den skal og kan vi ikke blande os i .. blot appelere
til at de vælger den for hunden bedste og ikke deres eget bedste løsning
på problemet .... og at de har så megen ansvarsfølelse overfor andre at
de ikke bare lader sorteper gå videre og overlader hunden til en uvis
skæbne ved at videresende den ... At det er gået som det er gået er ikke
hverken hundens eller barnets skyld idet det er op til forældrene at
være den usynlige mur mellem barn og hund osv osv ... og det er så det
....


> Muligt at mit indlæg med historien er malplaseret i nogles øjne, men
jeg ser
> alt for tit disse situationer og det er altid dyrene det går ud over,
selvom
> det er en ganske normal adfærd!

Vi er igen helt enige i ovenstående .. men at sende "hvordan kunne du"
netop i denne tråd er ikke så smart og temmelig malplaceret idet du jo
derved nærmest beskylder forældrene jeg ved ikke hvad .. og det mener
jeg er forkert idet alt i det oprindelige indlæg jo tyder på at man er
glad for hunden ... ellers havde man nok næppe heller prøvet at høre
hvad andre mente om situationen .... og en ting er i al fald helt
sikkert at før man kommer med beskyldninger mod folk er man nødt til at
være sikker i sin sag .. noget helt andet er at det ganske givet er en
svær og hård situation forældrene nu står i ...det ved alle der har
prøvet at sige farvel til en hund.... og så er det i al fald helt
sikkert ikke nødvendigt at strø salt i såret .. og gøre det hele endnu
sværere for den lille familie .. hvodan ville du selv reagere hvis du
fik "hvordan kunne du " præsenteret i forbindelse med at du følte dig
tvunget til at skulle af med din hund??
godnathils fra Ami

> Sorry, men det er min mening.
>
> MVH. Mette
>
>

---

Hej Ami!

Jeg har på ingen måde prøvet på at beskylde nogen for noget og har også
givet udtryk for at det var deres beslutning, hvad endten jeg var enig eller
ej!
I mit indlæg med historien skrev jeg som det første;
"Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis det er
jeres beslutning så, lad det være det..."

Jeg har aldrig stået i en situation, hvor jeg har skullet af med en hund
pga. lign. Men derimod haft en hund som havde bidt, men istedet for at
aflive eller omplasere, beholdte vi hunden og prøvede at arbejde med
problemerne.

Min familie arbejder i øjeblikket med en hund, de har taget til sig, som har
nervøsitets knurren og som også har markeret.
Der kan som regel arbejdes med problemerne, hvis det ellers er en normal
hund.

At det er at strø salt i såret er jo sørgeligt, men jeg ville vel også have
strøet salt, hvis jeg havde lavet en ny tråd, med samme emne. Synes blot at
emnet passede ind, og lavede derfor ikke en ny tråd.

Det var ikke min mening at træde nogen over tæerne, som jeg tilsyneladende
har gjort. Men blot at komme med en historie som jeg mener falder under
emnet.

MVH. Mette

---

On Sat, 11 Jan 2003 04:01:03 +0100, "Anne-Marie Prange Madsen"
<ampm@ribe.bynet.dk> wrote:


>Vi er igen helt enige i ovenstående .. men at sende "hvordan kunne du"
>netop i denne tråd er ikke så smart og temmelig malplaceret idet du jo
>derved nærmest beskylder forældrene jeg ved ikke hvad .. og det mener
>jeg er forkert idet alt i det oprindelige indlæg jo tyder på at man er
>glad for hunden ... ellers havde man nok næppe heller prøvet at høre
>hvad andre mente om situationen .... og en ting er i al fald helt
>sikkert at før man kommer med beskyldninger mod folk er man nødt til at
>være sikker i sin sag .. noget helt andet er at det ganske givet er en
>svær og hård situation forældrene nu står i ...det ved alle der har
>prøvet at sige farvel til en hund.... og så er det i al fald helt
>sikkert ikke nødvendigt at strø salt i såret .. og gøre det hele endnu
>sværere for den lille familie .. hvodan ville du selv reagere hvis du
>fik "hvordan kunne du " præsenteret i forbindelse med at du følte dig
>tvunget til at skulle af med din hund??

Jeg havde ellers tænkt mig fuldstændig at afholde mig fra at
kommentere denne episode, men nu synes jeg altså at jeg er nødt til
det. Du siger at de er "tvunget" til at skille sig af med deres hund
og at forældrene står i en svær situation. Jeg synes at der bliver
overreageret helt vildt.
Først og fremmest så har jeg slet ikke indtrykket af at hunden på
nogen måde har været aggressiv overfor barnet. Hunden har forsvaret
sin madskål, og så er der ved et uheld (går jeg ud fra - da hunden jo
ikke er aggressiv) gået en hjørnetand igennem huden på barnet. Det er
da den slags der sker indtil man har lært både børn og hunde at omgåes
hinanden, og selv dér kan det så stadigvæk ske i leg. Hvis det er de
"småskader" men vil beskytte barnet imod, så må barnet aldrig komme ud
at lege, hverken alene eller sammen med andre børn eller husdyr, for
det kan de altså komme til skade ved. Det er selvfølgeligt firkantet
sat op, men jeg synes at situationen svarer lidt til hvis der var et
større barn i familien. Det mindste barn gør noget som irriterer det
store barn og det store barn skubber måske det mindste barn væk. Den
mindste falder så og slår hovedet så det bløder. Skal det største barn
så sendes i plejefamilie fordi barnet er en risikofaktor overfor den
mindste? Nej, vel?
Historien "Hvordan kunne du?" tager fat på den samme problematik, dog
fra en lidt anden vinkel, da der her mere er tale om at hunden
simpelthen bliver i vejen. Men løsningen er stort set den samme. Man
kasserer hunden som om den var en ting, og ikke et levende væsen.
Man skal altså ikke pakke børn ind i vat og bomuld, men man skal
selvfølgelig heller ikke udsætte dem for unødig fare. Jeg ville aldrig
selv lade et lille barn lege med mit store skrummel af en hundehvalp,
for han (hvalpen) vil være alt, alt for voldsom, men jeg ville da
heller ikke vælge at sende ham væk selvom han i kådhed kom til at lave
hul i et barn. Jeg mener faktisk at han _har_ bidt et barn, men det
var også i leg, og når man leger _kan_ man altså komme til skade. Lige
som man kan det, når man foretager sig noget som hunden ikke bryder
sig om. Som barn blev jeg selv bidt af en hund, bare fordi den ikke
ville have at jeg rørte ved dens smukke øjne! Det var mig der fik lidt
skænd for at prikke hunden i øjnene. Så jeg synes at der bliver
overreageret. Jeg elsker stadigvæk hunde selv om jeg har prøvet at
blive bidt i. Jeg kan også lide katte selv om jeg har prøvet at blive
flået fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere dem, så alt i
alt mener jeg ikke at problemet er så stort. Man skal lige være
opmærksom på at barnet og hunden ikke kommer til at gøre skade på
hinanden, men ellers ser jeg altså ikke det store problem. At skaffe
sig af med hunden synes jeg er helt hen i vejret, og hunden var der jo
faktisk først, men der er jo ingen der overvejer at sende barnet væk,
vel?
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

---

Sat, 11 Jan 2003 12:09:16 +0100, Leyna wrote:

>Jeg havde ellers tænkt mig fuldstændig at afholde mig fra at
>kommentere denne episode, men nu synes jeg altså at jeg er nødt til
>det. Du siger at de er "tvunget" til at skille sig af med deres hund
>og at forældrene står i en svær situation. Jeg synes at der bliver
>overreageret helt vildt.
>Først og fremmest så har jeg slet ikke indtrykket af at hunden på
>nogen måde har været aggressiv overfor barnet. Hunden har forsvaret
>sin madskål, og så er der ved et uheld (går jeg ud fra - da hunden jo
>ikke er aggressiv) gået en hjørnetand igennem huden på barnet. Det er
>da den slags der sker indtil man har lært både børn og hunde at omgåes
>hinanden, og selv dér kan det så stadigvæk ske i leg. Hvis det er de
>"småskader" men vil beskytte barnet imod, så må barnet aldrig komme ud
>at lege, hverken alene eller sammen med andre børn eller husdyr, for
>det kan de altså komme til skade ved. Det er selvfølgeligt firkantet
>sat op, men jeg synes at situationen svarer lidt til hvis der var et
>større barn i familien. Det mindste barn gør noget som irriterer det
>store barn og det store barn skubber måske det mindste barn væk. Den
>mindste falder så og slår hovedet så det bløder. Skal det største barn
>så sendes i plejefamilie fordi barnet er en risikofaktor overfor den
>mindste? Nej, vel?
>Historien "Hvordan kunne du?" tager fat på den samme problematik, dog
>fra en lidt anden vinkel, da der her mere er tale om at hunden
>simpelthen bliver i vejen. Men løsningen er stort set den samme. Man
>kasserer hunden som om den var en ting, og ikke et levende væsen.
>Man skal altså ikke pakke børn ind i vat og bomuld, men man skal
>selvfølgelig heller ikke udsætte dem for unødig fare. Jeg ville aldrig
>selv lade et lille barn lege med mit store skrummel af en hundehvalp,
>for han (hvalpen) vil være alt, alt for voldsom, men jeg ville da
>heller ikke vælge at sende ham væk selvom han i kådhed kom til at lave
>hul i et barn. Jeg mener faktisk at han _har_ bidt et barn, men det
>var også i leg, og når man leger _kan_ man altså komme til skade. Lige
>som man kan det, når man foretager sig noget som hunden ikke bryder
>sig om. Som barn blev jeg selv bidt af en hund, bare fordi den ikke
>ville have at jeg rørte ved dens smukke øjne! Det var mig der fik lidt
>skænd for at prikke hunden i øjnene. Så jeg synes at der bliver
>overreageret. Jeg elsker stadigvæk hunde selv om jeg har prøvet at
>blive bidt i. Jeg kan også lide katte selv om jeg har prøvet at blive
>flået fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere dem, så alt i
>alt mener jeg ikke at problemet er så stort. Man skal lige være
>opmærksom på at barnet og hunden ikke kommer til at gøre skade på
>hinanden, men ellers ser jeg altså ikke det store problem. At skaffe
>sig af med hunden synes jeg er helt hen i vejret, og hunden var der jo
>faktisk først, men der er jo ingen der overvejer at sende barnet væk,
>vel?

Hvor er vi altså bare enige!
Og nu får jeg igen på hattepulden for at la' hele dit indlæg stå!
Ja ikke af dig altså...


--
Mvh Sonja nospam@***sonpet.com http://www.sonpet.com/

Ser alt sort ud, kigger du måske i den forkerte retning.

---

"Leyna" <webmaster@big-girls.dk> skrev i en meddelelse
>Det mindste barn gør noget som irriterer det
> store barn og det store barn skubber måske det mindste barn væk. Den
> mindste falder så og slår hovedet så det bløder. Skal det største barn
> så sendes i plejefamilie fordi barnet er en risikofaktor overfor den
> mindste? Nej, vel?

Jeg er helt enig med dig Leyna, og havde også tænkt på ovenstående eksempel.
Et andet eksempel er, at man heller ikke afliver en kat fordi den har revet
et barn. Det er ligesom lidt noget andet - ikke? Her vil barnet bare få at
vide: "Du kan da også bare lade den være!" Den er jo selvstændig og bla
bla..... (Jeg har ikke selv kat ) Hunden_har_jo_ikke_bidt_for_at_skade!
Det var højst sansynligt en markering, der kom for tæt på. Jeg tror de
fleste herinde er enige om, at der ikke er den store sandsynlighed for at
barnet vil blive skambidt.

Problemet i den omtalte familie, tror jeg, er, at manden er blevet meget
utryg ved hunden, hvor konen, der har skrevet indlægget, var mere indstillet
på at arbejde med problemet. Hvis den ene først er meget utryg, kan det være
meget svært, at overbevise denne part om at beholde hunden. Specielt fordi
det vil kræve en masse ekstra træning, og det er han måske tvivlende om kan
gennemføres. Heldigvis arbejder de såvidt jeg kan læse på at genplacere
hunden, og udfra indlæggene tror jeg ikke de lader "sorteper" gå videre.

Håber de finder et hjem til hende, hvor der er forståelse for
problematikken.

Mange hilsner
Therese
www.elverdalen.dk

---

Hej Mette.
Takker vor Herre for, at der er flere af denne mening.
DU er en SAND hundeven!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!1
Fortsat en god dag til dig.
Mange venlige hundehilsner fra
Susanne, Coco og Xawier.
"Mette Mejdahl" <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
news:avnmo6$qbs$1@sunsite.dk...
> Hej igen!
>
> Fair nok at I har den mening.
>
> Jeg mener bare at man måske burde overveje tingene mere inden man
anskaffer
> sig en hund.
>
> I følge (hvad jeg har forstået) er denne families hund, ikke spor unormal,
> eller på nogen måde, under normale omstændigheder, en bidsk hund. At den
har
> markeret én gang overfor et barn, at den ikke vil have at man rører
> den/kommer tæt på, under fodring, mener jeg ikke er en gyldig grund til at
> afskaffe sig, en ellers normal hund.
>
> Jeg ved godt at det ikke er nemt at lære sine børn (der er så små som i
> dette tilfælde) at give hunden fred i visse situationer, men så må man
sørge
> for selv at være sit ansvar bevidst, og holde barnet væk, til "faren" er
> overstået.
>
> Situationen havde jo været en helt anden, hvis hunden havde bidt uden en
> egentlig årsag.
>
> Muligt at mit indlæg med historien er malplaseret i nogles øjne, men jeg
ser
> alt for tit disse situationer og det er altid dyrene det går ud over,
selvom
> det er en ganske normal adfærd!
>
> Sorry, men det er min mening.
>
> MVH. Mette
>
>

---

Hej Annelise og NG.
Hvorfor skulle hun vente??? Ja, jeg forstår det ikke!!
Den eneste der er fuldstændig uskyldig, er den arme hund som skal
omplaceres, fordi der ikke bliver tænkt!!
Det er da lige nøjagtigt hvad der er retfærdigt, hvis du har hund på hundens
præmisser. Ví har hver især, vores måde at, appellerer til at, den
beslutning der er truffet, forhåbentlig, for hundens skyld, ikke bliver ført
ud i livet.

En anden skriver at, hun er uenig, men respektere deres beslutning. Hvordan
kan man det??? Jeg er dybt uenig, og har absolut INGEN respekt, for
mennesker som lader hånt med en hunds liv, ve og vel!!!
MVH Susanne, Coco og Xawier. Med en bøn fra hjertet om at, den hund bliver
hos dem som, for hunden er familien.

"Annelise Frederiksen" skrev;
> Hej Mette.
> Det syntes jeg ikke.
> Historien er rigtig god, men hvis jeg var den familie som lige havde taget
> beslutning om
> at hunden skal væk, og så læser din historie, ville jeg ikke få lukket et
> øje i nat.
> Syntes du skulle have ventet, og lagt den for sig selv en anden dag.
> Bare min mening
> mvh Annelise.
> "Mette Mejdahl" <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
> news:avmv5q$bmd$1@sunsite.dk...
> > Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis det er
> jers
> > beslutning så, lad det være det...
> >
> > MVH. Mette
> >
> > http://medlem.jubii.dk/spinone/
> >
> > Synes lige denne passede her...
> > Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001
> >
> >
> >
> > Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le.
> Du
> > kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
> > ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været
"uartig"
> > sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men
> så
> > lod du dig formilde og kløede mig på maven.
> >
> > Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
> > havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
> > nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
> > betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
> kunne
> > blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind
> for
> > at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde
> du),
> > og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme
> hjem
> > sidst på dagen.
> >
> > Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
> karriere
> > og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på
dig,
> > trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for
dårlig
> > dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
> forelsket.
> >
> > Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød
jeg
> > hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
> lystrede
> > hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
> >
> > Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt
af
> de
> > små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig
af
> > dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
> noget,
> > og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse
eller
> et
> > hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
> hurtigt
> > en "kærlighedsslave".
> >
> > Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast
> til
> > min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
> > undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
> > deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
> > forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
> > deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
> > ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
> >
> > Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
> hund -
> > tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
> > Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået
> fra
> > at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
> > udgifter i forbindelse med mig.
> >
> > Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter
> til
> > en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
> rigtige
> > beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det
eneste
> > familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom
til
> > internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
> > udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
> hende".
> > De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> > virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var
nødt
> > til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej,
far!
> > Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
> > hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar
> og
> > om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel,
undgik
> > mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde
en
> > deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de
> to
> > rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning
måneder
> i
> > forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt
hjem
> > til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
> >
> > De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
> > hverdag tillader.
> >
> > De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
> > siden.
> >
> > I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
> forsiden
> > i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele
bare
> > var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være
nogen,
> > som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså,
at
> > jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
> > egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage
> til
> > et fjernt hjørne og ventede.
> >
> > Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
> > traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
> > rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
> > skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
> ske,
> > men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var
talte.
> > Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun
> bærer,
> > vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid
vidste,
> > hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben
mens
> > en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme
> måde,
> > som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak
> hun
> > nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
> gennem
> > min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige
> øjne
> > og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit
hundesprog,
> > for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det
> var
> > hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke
ville
> > blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare
> mig
> > selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette
jordiske
> > sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
> > udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det
> var
> > dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på
> dig
> > for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
> >
> > Slut
> >
> > Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
> øjnene,
> > da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den
udgør
> > den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert
år
> > dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
> > udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
> > forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
> > hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
> > opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
> kæledyr
> > ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
> > kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem
for
> > dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde
råd
> > og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> > aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre
uønskede
> > dyr.
> >
> >
>
>
> ---
> Outgoing mail is certified Virus Free.
> Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03
>
>

---

Hej Rene
Jeg gav selv familien råd til at lave øvelser, og tror også på at de sagtens
kunne få det til at gå.
Men de valgte en anden beslutning, og da vi ikke kender familien og deres
hunde privat, kan vi ikke sige de ikke har taget den rigtige beslutning. Og
derfor må man også respektere deres valg.
Jeg mener det et hårdt valg, og hvis de har det lige så slemt som jeg ville
have det hvis det var mig der skulle af med en hund, så har de det virkelig
slemt, Og så syntes jeg historien virkede som en anklage der ikke helt var
på sin plads efter min mening.
Ikke alle har lige stærk psyke, og det da ikke til at leve med at gå og være
bange i sit eget hjem.
Jeg tror ikke på at da de anskaffet sig hunden, at de har haft det i
tankerne at hvis det gik galt kunne de jo bare skaffe sig af med den.
Jeg syntes historien skulle have ventet, og det fordi , hvis det havde været
mig ville føle mig anklaget for at være en lidt ligegyldig, hurtigopgivende
person, og det tror jeg somsakt ikke på familien er.
mvh Annelise.
"René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
news:F1xU9.34812$Hl6.3918183@news010.worldonline.dk...
> Hej Annelise og NG.
> Hvorfor skulle hun vente??? Ja, jeg forstår det ikke!!
> Den eneste der er fuldstændig uskyldig, er den arme hund som skal
> omplaceres, fordi der ikke bliver tænkt!!
> Det er da lige nøjagtigt hvad der er retfærdigt, hvis du har hund på
hundens
> præmisser. Ví har hver især, vores måde at, appellerer til at, den
> beslutning der er truffet, forhåbentlig, for hundens skyld, ikke bliver
ført
> ud i livet.
>
> En anden skriver at, hun er uenig, men respektere deres beslutning.
Hvordan
> kan man det??? Jeg er dybt uenig, og har absolut INGEN respekt, for
> mennesker som lader hånt med en hunds liv, ve og vel!!!
> MVH Susanne, Coco og Xawier. Med en bøn fra hjertet om at, den hund bliver
> hos dem som, for hunden er familien.
>
> "Annelise Frederiksen" skrev;
> > Hej Mette.
> > Det syntes jeg ikke.
> > Historien er rigtig god, men hvis jeg var den familie som lige havde
taget
> > beslutning om
> > at hunden skal væk, og så læser din historie, ville jeg ikke få lukket
et
> > øje i nat.
> > Syntes du skulle have ventet, og lagt den for sig selv en anden dag.
> > Bare min mening
> > mvh Annelise.
> > "Mette Mejdahl" <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
> > news:avmv5q$bmd$1@sunsite.dk...
> > > Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis det er
> > jers
> > > beslutning så, lad det være det...
> > >
> > > MVH. Mette
> > >
> > > http://medlem.jubii.dk/spinone/
> > >
> > > Synes lige denne passede her...
> > > Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001
> > >
> > >
> > >
> > > Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at
le.
> > Du
> > > kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
> > > ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været
> "uartig"
> > > sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?",
men
> > så
> > > lod du dig formilde og kløede mig på maven.
> > >
> > > Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi
du
> > > havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker
de
> > > nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til
dine
> > > betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
> > kunne
> > > blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt
ind
> > for
> > > at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde",
sagde
> > du),
> > > og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme
> > hjem
> > > sidst på dagen.
> > >
> > > Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
> > karriere
> > > og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på
> dig,
> > > trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for
> dårlig
> > > dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
> > forelsket.
> > >
> > > Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød
> jeg
> > > hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
> > lystrede
> > > hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
> > >
> > > Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt
> af
> > de
> > > små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage
mig
> af
> > > dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
> > noget,
> > > og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse
> eller
> > et
> > > hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
> > hurtigt
> > > en "kærlighedsslave".
> > >
> > > Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig
fast
> > til
> > > min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
> > > undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem
og
> > > deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
> > > forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind
i
> > > deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og
sammen
> > > ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
> > >
> > > Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
> > hund -
> > > tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
> > > Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er
gået
> > fra
> > > at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
> > > udgifter i forbindelse med mig.
> > >
> > > Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie
flytter
> > til
> > > en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
> > rigtige
> > > beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det
> eneste
> > > familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom
> til
> > > internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed.
Du
> > > udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
> > hende".
> > > De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> > > virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var
> nødt
> > > til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej,
> far!
> > > Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og
for,
> > > hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og
ansvar
> > og
> > > om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel,
> undgik
> > > mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde
> en
> > > deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde
de
> > to
> > > rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning
> måneder
> > i
> > > forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt
> hjem
> > > til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
> > >
> > > De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres
travle
> > > hverdag tillader.
> > >
> > > De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere
dage
> > > siden.
> > >
> > > I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
> > forsiden
> > > i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele
> bare
> > > var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være
> nogen,
> > > som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså,
> at
> > > jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om
deres
> > > egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig
tilbage
> > til
> > > et fjernt hjørne og ventede.
> > >
> > > Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
> > > traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet
stille
> > > rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg
ikke
> > > skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
> > ske,
> > > men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var
> talte.
> > > Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun
> > bærer,
> > > vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid
> vidste,
> > > hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben
> mens
> > > en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme
> > måde,
> > > som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt
stak
> > hun
> > > nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
> > gennem
> > > min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes
venlige
> > øjne
> > > og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit
> hundesprog,
> > > for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at
det
> > var
> > > hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke
> ville
> > > blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle
klare
> > mig
> > > selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette
> jordiske
> > > sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk
at
> > > udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende.
Det
> > var
> > > dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente
på
> > dig
> > > for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
> > >
> > > Slut
> > >
> > > Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
> > øjnene,
> > > da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den
> udgør
> > > den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som
hvert
> år
> > > dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
> > > udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er
behørigt
> > > forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
> > > hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og
dyrlægekonsultationers
> > > opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
> > kæledyr
> > > ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener
vores
> > > kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem
> for
> > > dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde
> råd
> > > og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> > > aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre
> uønskede
> > > dyr.
> > >
> > >
> >
> >
> > ---
> > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03
> >
> >
>
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03

---

Hej Annelise.
Nogle mener det er hårdt at, dømme dem, men de gør det ikke i hundens
interesse.
Som man kan læse andetsteds i tråden, har hunden ikke bidt, men kun
markeret. Et øjebliks uopmærksomhed
ender med at, hunden forvises fra det den kender som sit hjem, det trygge
sted, hvor alt er lykke.
Hvad nu hvis den anden hund heller ikke vil finde sig i det??
Hvad hvis barnet trækker den i halen, når det skal lære at, gå, og det gør
ondt på hunden, og den ikke har andre muligheder, for at, sige fra?? Så skal
den også væk!!
Børn, alle børn, det være sig menneske og dyr, har en forunderlig evne til
at, rejse sig og ryste oplevelsen af sig, og bøvle vidre derudaf.
Det er en svær beslutning at, skille sig af med et dyr. Har selv prøvet det
flere gange med heste. De blev syge, og deres liv var slut for altid, hvis
de skulle leve efter deres oprindelige livsbetingelser. Det gjorde forbandet
ondt, og jeg har stadig sår på sjælen (lidt i økonomien), men jeg gjorde
hvad der for dyret var det bedste, og tog ikke beslutningen efter mit eget
forgodt befindende, men i samråd med en dyrlæge.
Det er der "hunden" ligger begravet!! En egoistisk beslutning, taget hen
over hovedet på et uskyldigt og normalt reagerende dyr!!!!
Var hunden dødsyg og de for alt i verden ville beholde den,for deres egen
skyld, ville jeg råde og be til at, de ville aflive den.
Jeg mener at, beslutningen skal tages ud fra dyrets velfærd, og ikke fordi
de i travlt øjeblik mister overblikket eller laver en tanketorsk.
Ligegyldigt hvor meget eller hvor grimt man anklager dem, kan deres
beslutning aldrig retfærdiggøres.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at, de har det dårligt med at, skulle af
med hunden, men historien fik dem forhåbentlig til at, tænke sig om en extra
gang eller to.
Hvor ked af det bliver en sand dyreven ikke, når der på forsiden af diverse
aviser / blade skrives om dyremishandling??
Dette er også en form af det, da der ikke er taget udgangspunkt i hundens ve
og vel.
Jeg har personligt ikke problemer med at, være en ÆRLIG led møgkælling, der
siger sin mening, der sikkert får mange verbale tæsk pga mine indlæg. Men
jeg troede essensen af denne nyhedsgruppe bestod af kærlighed til dyr,
specielt hunden, et debatforum, hvor man kunne lufte sine meninger, med
hundens velfærd som største priortet.
Undskyld det lange indlæg, og udøsning af mine meninger. Jeg vil gerne
pointerer at, dette indlæg ikke kun er til dem der har startet tråden, men
til alle som, beslutter sig for at, enten skille sig af med et
velfungerende dyr, eller holde dyr i live, som var/er bedst tjent med at, få
fred. Tænk på hunden, den tænker ikke på andet end DIG!!!
Mange ærlige hundehilsner fra
Susanne, Coco og Xawier.
"Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
news:QJzU9.15$%j4.6@news.get2net.dk...
> Hej Rene
> Jeg gav selv familien råd til at lave øvelser, og tror også på at de
sagtens
> kunne få det til at gå.
> Men de valgte en anden beslutning, og da vi ikke kender familien og deres
> hunde privat, kan vi ikke sige de ikke har taget den rigtige beslutning.
Og
> derfor må man også respektere deres valg.
> Jeg mener det et hårdt valg, og hvis de har det lige så slemt som jeg
ville
> have det hvis det var mig der skulle af med en hund, så har de det
virkelig
> slemt, Og så syntes jeg historien virkede som en anklage der ikke helt var
> på sin plads efter min mening.
> Ikke alle har lige stærk psyke, og det da ikke til at leve med at gå og
være
> bange i sit eget hjem.
> Jeg tror ikke på at da de anskaffet sig hunden, at de har haft det i
> tankerne at hvis det gik galt kunne de jo bare skaffe sig af med den.
> Jeg syntes historien skulle have ventet, og det fordi , hvis det havde
været
> mig ville føle mig anklaget for at være en lidt ligegyldig,
hurtigopgivende
> person, og det tror jeg somsakt ikke på familien er.
> mvh Annelise.
> "René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
> news:F1xU9.34812$Hl6.3918183@news010.worldonline.dk...
> > Hej Annelise og NG.
> > Hvorfor skulle hun vente??? Ja, jeg forstår det ikke!!
> > Den eneste der er fuldstændig uskyldig, er den arme hund som skal
> > omplaceres, fordi der ikke bliver tænkt!!
> > Det er da lige nøjagtigt hvad der er retfærdigt, hvis du har hund på
> hundens
> > præmisser. Ví har hver især, vores måde at, appellerer til at, den
> > beslutning der er truffet, forhåbentlig, for hundens skyld, ikke bliver
> ført
> > ud i livet.
> >
> > En anden skriver at, hun er uenig, men respektere deres beslutning.
> Hvordan
> > kan man det??? Jeg er dybt uenig, og har absolut INGEN respekt, for
> > mennesker som lader hånt med en hunds liv, ve og vel!!!
> > MVH Susanne, Coco og Xawier. Med en bøn fra hjertet om at, den hund
bliver
> > hos dem som, for hunden er familien.
> >
> > "Annelise Frederiksen" skrev;
> > > Hej Mette.
> > > Det syntes jeg ikke.
> > > Historien er rigtig god, men hvis jeg var den familie som lige havde
> taget
> > > beslutning om
> > > at hunden skal væk, og så læser din historie, ville jeg ikke få lukket
> et
> > > øje i nat.
> > > Syntes du skulle have ventet, og lagt den for sig selv en anden dag.
> > > Bare min mening
> > > mvh Annelise.
> > > "Mette Mejdahl" <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
> > > news:avmv5q$bmd$1@sunsite.dk...
> > > > Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis det
er
> > > jers
> > > > beslutning så, lad det være det...
> > > >
> > > > MVH. Mette
> > > >
> > > > http://medlem.jubii.dk/spinone/
> > > >
> > > > Synes lige denne passede her...
> > > > Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001
> > > >
> > > >
> > > >
> > > > Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at
> le.
> > > Du
> > > > kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et
par
> > > > ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været
> > "uartig"
> > > > sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?",
> men
> > > så
> > > > lod du dig formilde og kløede mig på maven.
> > > >
> > > > Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig,
fordi
> du
> > > > havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker
> de
> > > > nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til
> dine
> > > > betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet
ikke
> > > kunne
> > > > blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt
> ind
> > > for
> > > > at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde",
> sagde
> > > du),
> > > > og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle
komme
> > > hjem
> > > > sidst på dagen.
> > > >
> > > > Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
> > > karriere
> > > > og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt
på
> > dig,
> > > > trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for
> > dårlig
> > > > dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
> > > forelsket.
> > > >
> > > > Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel
bød
> > jeg
> > > > hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
> > > lystrede
> > > > hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
> > > >
> > > > Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var
opslugt
> > af
> > > de
> > > > små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage
> mig
> > af
> > > > dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
> > > noget,
> > > > og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse
> > eller
> > > et
> > > > hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
> > > hurtigt
> > > > en "kærlighedsslave".
> > > >
> > > > Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig
> fast
> > > til
> > > > min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine
øjne,
> > > > undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved
dem
> og
> > > > deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville
have
> > > > forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig
ind
> i
> > > > deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og
> sammen
> > > > ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
> > > >
> > > > Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
> > > hund -
> > > > tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om
mig.
> > > > Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er
> gået
> > > fra
> > > > at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at
have
> > > > udgifter i forbindelse med mig.
> > > >
> > > > Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie
> flytter
> > > til
> > > > en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
> > > rigtige
> > > > beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det
> > eneste
> > > > familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi
ankom
> > til
> > > > internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed.
> Du
> > > > udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
> > > hende".
> > > > De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> > > > virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var
> > nødt
> > > > til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg
"Nej,
> > far!
> > > > Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og
> for,
> > > > hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og
> ansvar
> > > og
> > > > om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel,
> > undgik
> > > > mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du
havde
> > en
> > > > deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået,
sagde
> de
> > > to
> > > > rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning
> > måneder
> > > i
> > > > forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet
godt
> > hjem
> > > > til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
> > > >
> > > > De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres
> travle
> > > > hverdag tillader.
> > > >
> > > > De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere
> dage
> > > > siden.
> > > >
> > > > I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
> > > forsiden
> > > > i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det
hele
> > bare
> > > > var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være
> > nogen,
> > > > som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg
indså,
> > at
> > > > jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om
> deres
> > > > egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig
> tilbage
> > > til
> > > > et fjernt hjørne og ventede.
> > > >
> > > > Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og
jeg
> > > > traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet
> stille
> > > > rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg
> ikke
> > > > skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der
skulle
> > > ske,
> > > > men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var
> > talte.
> > > > Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde,
hun
> > > bærer,
> > > > vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid
> > vidste,
> > > > hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit
forben
> > mens
> > > > en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på
samme
> > > måde,
> > > > som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt
> stak
> > > hun
> > > > nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
> > > gennem
> > > > min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes
> venlige
> > > øjne
> > > > og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit
> > hundesprog,
> > > > for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at
> det
> > > var
> > > > hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke
> > ville
> > > > blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle
> klare
> > > mig
> > > > selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette
> > jordiske
> > > > sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et
haledunk
> at
> > > > udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende.
> Det
> > > var
> > > > dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente
> på
> > > dig
> > > > for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
> > > >
> > > > Slut
> > > >
> > > > Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
> > > øjnene,
> > > > da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den
> > udgør
> > > > den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som
> hvert
> > år
> > > > dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til
at
> > > > udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er
> behørigt
> > > > forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på
jeres
> > > > hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og
> dyrlægekonsultationers
> > > > opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
> > > kæledyr
> > > > ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener
> vores
> > > > kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende
hjem
> > for
> > > > dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan
tilbyde
> > råd
> > > > og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> > > > aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre
> > uønskede
> > > > dyr.
> > > >
> > > >
> > >
> > >
> > > ---
> > > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > > Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03
> > >
> > >
> >
> >
>
>
> ---
> Outgoing mail is certified Virus Free.
> Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03
>
>

---

Hej Susanne
Jeg syntes aldeles ikke du skal undskylde dit lange indslag.
Og et eller andet sted er vores meningsforskelle jo det der lære os noget og
grunden til
at vi har noget at skrive om.
Du har ret i at den der er død savner og lider ikke.
Men når man nu en gang er født, har man vil også retten til at leve færdig.
Men hvad er det lige du siger?
Skulle familien have været forudseende og valgt at vente med af få barn? De
viste jo godt at deres hund ikke er helt vild med børn.
mvh Annelise
"René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
news:d9BU9.34927$Hl6.3945646@news010.worldonline.dk...
> Hej Annelise.
> Nogle mener det er hårdt at, dømme dem, men de gør det ikke i hundens
> interesse.
> Som man kan læse andetsteds i tråden, har hunden ikke bidt, men kun
> markeret. Et øjebliks uopmærksomhed
> ender med at, hunden forvises fra det den kender som sit hjem, det trygge
> sted, hvor alt er lykke.
> Hvad nu hvis den anden hund heller ikke vil finde sig i det??
> Hvad hvis barnet trækker den i halen, når det skal lære at, gå, og det gør
> ondt på hunden, og den ikke har andre muligheder, for at, sige fra?? Så
skal
> den også væk!!
> Børn, alle børn, det være sig menneske og dyr, har en forunderlig evne til
> at, rejse sig og ryste oplevelsen af sig, og bøvle vidre derudaf.
> Det er en svær beslutning at, skille sig af med et dyr. Har selv prøvet
det
> flere gange med heste. De blev syge, og deres liv var slut for altid, hvis
> de skulle leve efter deres oprindelige livsbetingelser. Det gjorde
forbandet
> ondt, og jeg har stadig sår på sjælen (lidt i økonomien), men jeg gjorde
> hvad der for dyret var det bedste, og tog ikke beslutningen efter mit eget
> forgodt befindende, men i samråd med en dyrlæge.
> Det er der "hunden" ligger begravet!! En egoistisk beslutning, taget hen
> over hovedet på et uskyldigt og normalt reagerende dyr!!!!
> Var hunden dødsyg og de for alt i verden ville beholde den,for deres egen
> skyld, ville jeg råde og be til at, de ville aflive den.
> Jeg mener at, beslutningen skal tages ud fra dyrets velfærd, og ikke fordi
> de i travlt øjeblik mister overblikket eller laver en tanketorsk.
> Ligegyldigt hvor meget eller hvor grimt man anklager dem, kan deres
> beslutning aldrig retfærdiggøres.
> Jeg er ikke et sekund i tvivl om at, de har det dårligt med at, skulle af
> med hunden, men historien fik dem forhåbentlig til at, tænke sig om en
extra
> gang eller to.
> Hvor ked af det bliver en sand dyreven ikke, når der på forsiden af
diverse
> aviser / blade skrives om dyremishandling??
> Dette er også en form af det, da der ikke er taget udgangspunkt i hundens
ve
> og vel.
> Jeg har personligt ikke problemer med at, være en ÆRLIG led møgkælling,
der
> siger sin mening, der sikkert får mange verbale tæsk pga mine indlæg. Men
> jeg troede essensen af denne nyhedsgruppe bestod af kærlighed til dyr,
> specielt hunden, et debatforum, hvor man kunne lufte sine meninger, med
> hundens velfærd som største priortet.
> Undskyld det lange indlæg, og udøsning af mine meninger. Jeg vil gerne
> pointerer at, dette indlæg ikke kun er til dem der har startet tråden, men
> til alle som, beslutter sig for at, enten skille sig af med et
> velfungerende dyr, eller holde dyr i live, som var/er bedst tjent med at,
få
> fred. Tænk på hunden, den tænker ikke på andet end DIG!!!
> Mange ærlige hundehilsner fra
> Susanne, Coco og Xawier.
> "Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
> news:QJzU9.15$%j4.6@news.get2net.dk...
> > Hej Rene
> > Jeg gav selv familien råd til at lave øvelser, og tror også på at de
> sagtens
> > kunne få det til at gå.
> > Men de valgte en anden beslutning, og da vi ikke kender familien og
deres
> > hunde privat, kan vi ikke sige de ikke har taget den rigtige beslutning.
> Og
> > derfor må man også respektere deres valg.
> > Jeg mener det et hårdt valg, og hvis de har det lige så slemt som jeg
> ville
> > have det hvis det var mig der skulle af med en hund, så har de det
> virkelig
> > slemt, Og så syntes jeg historien virkede som en anklage der ikke helt
var
> > på sin plads efter min mening.
> > Ikke alle har lige stærk psyke, og det da ikke til at leve med at gå og
> være
> > bange i sit eget hjem.
> > Jeg tror ikke på at da de anskaffet sig hunden, at de har haft det i
> > tankerne at hvis det gik galt kunne de jo bare skaffe sig af med den.
> > Jeg syntes historien skulle have ventet, og det fordi , hvis det havde
> været
> > mig ville føle mig anklaget for at være en lidt ligegyldig,
> hurtigopgivende
> > person, og det tror jeg somsakt ikke på familien er.
> > mvh Annelise.
> > "René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
> > news:F1xU9.34812$Hl6.3918183@news010.worldonline.dk...
> > > Hej Annelise og NG.
> > > Hvorfor skulle hun vente??? Ja, jeg forstår det ikke!!
> > > Den eneste der er fuldstændig uskyldig, er den arme hund som skal
> > > omplaceres, fordi der ikke bliver tænkt!!
> > > Det er da lige nøjagtigt hvad der er retfærdigt, hvis du har hund på
> > hundens
> > > præmisser. Ví har hver især, vores måde at, appellerer til at, den
> > > beslutning der er truffet, forhåbentlig, for hundens skyld, ikke
bliver
> > ført
> > > ud i livet.
> > >
> > > En anden skriver at, hun er uenig, men respektere deres beslutning.
> > Hvordan
> > > kan man det??? Jeg er dybt uenig, og har absolut INGEN respekt, for
> > > mennesker som lader hånt med en hunds liv, ve og vel!!!
> > > MVH Susanne, Coco og Xawier. Med en bøn fra hjertet om at, den hund
> bliver
> > > hos dem som, for hunden er familien.
> > >
> > > "Annelise Frederiksen" skrev;
> > > > Hej Mette.
> > > > Det syntes jeg ikke.
> > > > Historien er rigtig god, men hvis jeg var den familie som lige havde
> > taget
> > > > beslutning om
> > > > at hunden skal væk, og så læser din historie, ville jeg ikke få
lukket
> > et
> > > > øje i nat.
> > > > Syntes du skulle have ventet, og lagt den for sig selv en anden dag.
> > > > Bare min mening
> > > > mvh Annelise.
> > > > "Mette Mejdahl" <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
> > > > news:avmv5q$bmd$1@sunsite.dk...
> > > > > Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis
det
> er
> > > > jers
> > > > > beslutning så, lad det være det...
> > > > >
> > > > > MVH. Mette
> > > > >
> > > > > http://medlem.jubii.dk/spinone/
> > > > >
> > > > > Synes lige denne passede her...
> > > > > Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001
> > > > >
> > > > >
> > > > >
> > > > > Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til
at
> > le.
> > > > Du
> > > > > kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et
> par
> > > > > ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været
> > > "uartig"
> > > > > sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre
det?",
> > men
> > > > så
> > > > > lod du dig formilde og kløede mig på maven.
> > > > >
> > > > > Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig,
> fordi
> > du
> > > > > havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg
husker
> > de
> > > > > nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede
til
> > dine
> > > > > betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet
> ikke
> > > > kunne
> > > > > blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og
holdt
> > ind
> > > > for
> > > > > at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde",
> > sagde
> > > > du),
> > > > > og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle
> komme
> > > > hjem
> > > > > sidst på dagen.
> > > > >
> > > > > Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og
din
> > > > karriere
> > > > > og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt
> på
> > > dig,
> > > > > trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud
for
> > > dårlig
> > > > > dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
> > > > forelsket.
> > > > >
> > > > > Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel
> bød
> > > jeg
> > > > > hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
> > > > lystrede
> > > > > hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
> > > > >
> > > > > Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var
> opslugt
> > > af
> > > > de
> > > > > små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også
tage
> > mig
> > > af
> > > > > dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre
dem
> > > > noget,
> > > > > og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet
værelse
> > > eller
> > > > et
> > > > > hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg
blev
> > > > hurtigt
> > > > > en "kærlighedsslave".
> > > > >
> > > > > Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig
> > fast
> > > > til
> > > > > min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine
> øjne,
> > > > > undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved
> dem
> > og
> > > > > deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville
> have
> > > > > forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig
> ind
> > i
> > > > > deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og
> > sammen
> > > > > ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
> > > > >
> > > > > Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du
havde
> > > > hund -
> > > > > tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om
> mig.
> > > > > Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg
er
> > gået
> > > > fra
> > > > > at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at
> have
> > > > > udgifter i forbindelse med mig.
> > > > >
> > > > > Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie
> > flytter
> > > > til
> > > > > en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet
den
> > > > rigtige
> > > > > beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det
> > > eneste
> > > > > familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi
> ankom
> > > til
> > > > > internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af
håbløshed.
> > Du
> > > > > udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem
til
> > > > hende".
> > > > > De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> > > > > virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du
var
> > > nødt
> > > > > til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg
> "Nej,
> > > far!
> > > > > Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham
og
> > for,
> > > > > hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og
> > ansvar
> > > > og
> > > > > om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel,
> > > undgik
> > > > > mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du
> havde
> > > en
> > > > > deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået,
> sagde
> > de
> > > > to
> > > > > rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning
> > > måneder
> > > > i
> > > > > forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet
> godt
> > > hjem
> > > > > til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre
det?"
> > > > >
> > > > > De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres
> > travle
> > > > > hverdag tillader.
> > > > >
> > > > > De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere
> > dage
> > > > > siden.
> > > > >
> > > > > I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen
til
> > > > forsiden
> > > > > i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det
> hele
> > > bare
> > > > > var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville
være
> > > nogen,
> > > > > som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg
> indså,
> > > at
> > > > > jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om

> > deres
> > > > > egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig
> > tilbage
> > > > til
> > > > > et fjernt hjørne og ventede.
> > > > >
> > > > > Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og
> jeg
> > > > > traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet
> > stille
> > > > > rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at
jeg
> > ikke
> > > > > skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der
> skulle
> > > > ske,
> > > > > men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage
var
> > > talte.
> > > > > Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde,
> hun
> > > > bærer,
> > > > > vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid
> > > vidste,
> > > > > hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit
> forben
> > > mens
> > > > > en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på
> samme
> > > > måde,
> > > > > som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt
> > stak
> > > > hun
> > > > > nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske
løbe
> > > > gennem
> > > > > min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes
> > venlige
> > > > øjne
> > > > > og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit
> > > hundesprog,
> > > > > for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt,
at
> > det
> > > > var
> > > > > hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg
ikke
> > > ville
> > > > > blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle
> > klare
> > > > mig
> > > > > selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette
> > > jordiske
> > > > > sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et
> haledunk
> > at
> > > > > udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på
hende.
> > Det
> > > > var
> > > > > dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og
vente
> > på
> > > > dig
> > > > > for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
> > > > >
> > > > > Slut
> > > > >
> > > > > Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer
i
> > > > øjnene,
> > > > > da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi
den
> > > udgør
> > > > > den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som
> > hvert
> > > år
> > > > > dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til
> at
> > > > > udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er
> > behørigt
> > > > > forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på
> jeres
> > > > > hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og
> > dyrlægekonsultationers
> > > > > opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe
et
> > > > kæledyr
> > > > > ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener
> > vores
> > > > > kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende
> hjem
> > > for
> > > > > dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan
> tilbyde
> > > råd
> > > > > og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> > > > > aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre
> > > uønskede
> > > > > dyr.
> > > > >
> > > > >
> > > >
> > > >
> > > > ---
> > > > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > > > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > > > Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03
> > > >
> > > >
> > >
> > >
> >
> >
> > ---
> > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03
> >
> >
>
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03

---

Hej Annelise.
UPS, der er lige noget der er smuttet for mig. Har ikke lige læst at, hunden
ikke brød sig om børn.
Om ikke andet, så burde det have gjort dem endnu mere vågne!!
-Og nej selvfølgelig skal man ikke vente med at, få børn.
Det virker bare som om at, det nemmeste er at, skille sig af med hunden,
istedet for at, kæmpe.
Som vi har læst andetsteds, en anden tråd, er hunde mange gange de små børns
bedste venner.
Vi kan sagtens tage maden fra den store hund(gamle 4½ år), også andre voksne
kan gøre det, men et barn tror jeg ikke skal gøre det, Og jeg er tryg og
rolig, for sker der noget er det ikke hundens skyld, men barnets egen( alt
efter alder) eller forældrenes.
Ham den lille, som er større end Labben, tror jeg ikke andre end jeg og min
mand skal tage foderet fra ham, ikke at, vi har gjort det, men jeg skal
kunne gøre det!!
Jeg har det princip at, der er ingen der får lov at, hilse på mine hunde med
mindre de spørger. Ikke fordi de gør noget, men mere respekten for dyret.
Det kunne jo være at, det var en hund som ikke kan lide børn, og ve den arme
hund der siger fra, opbundet uden for en butik, hvis den skulle forsvare
sig.
Så er den jo straks stemplet som farlig hund, selv den sødeste lille
dværgpuddel!!!
Håber ikke at, jeg har trådt dig over tæerne, det var i så fald ikke min
mening. Jeg synes bare at, der var nogen som skulle tale for hunden.
Mange hundehilsner fra
Susanne, Coco og Xawier.

"Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
news:HIBU9.26$gf5.5@news.get2net.dk...
> Hej Susanne
> Jeg syntes aldeles ikke du skal undskylde dit lange indslag.
> Og et eller andet sted er vores meningsforskelle jo det der lære os noget
og
> grunden til
> at vi har noget at skrive om.
> Du har ret i at den der er død savner og lider ikke.
> Men når man nu en gang er født, har man vil også retten til at leve
færdig.
> Men hvad er det lige du siger?
> Skulle familien have været forudseende og valgt at vente med af få barn?
De
> viste jo godt at deres hund ikke er helt vild med børn.
> mvh Annelise
> "René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
> news:d9BU9.34927$Hl6.3945646@news010.worldonline.dk...
> > Hej Annelise.
> > Nogle mener det er hårdt at, dømme dem, men de gør det ikke i hundens
> > interesse.
> > Som man kan læse andetsteds i tråden, har hunden ikke bidt, men kun
> > markeret. Et øjebliks uopmærksomhed
> > ender med at, hunden forvises fra det den kender som sit hjem, det
trygge
> > sted, hvor alt er lykke.
> > Hvad nu hvis den anden hund heller ikke vil finde sig i det??
> > Hvad hvis barnet trækker den i halen, når det skal lære at, gå, og det
gør
> > ondt på hunden, og den ikke har andre muligheder, for at, sige fra?? Så
> skal
> > den også væk!!
> > Børn, alle børn, det være sig menneske og dyr, har en forunderlig evne
til
> > at, rejse sig og ryste oplevelsen af sig, og bøvle vidre derudaf.
> > Det er en svær beslutning at, skille sig af med et dyr. Har selv prøvet
> det
> > flere gange med heste. De blev syge, og deres liv var slut for altid,
hvis
> > de skulle leve efter deres oprindelige livsbetingelser. Det gjorde
> forbandet
> > ondt, og jeg har stadig sår på sjælen (lidt i økonomien), men jeg gjorde
> > hvad der for dyret var det bedste, og tog ikke beslutningen efter mit
eget
> > forgodt befindende, men i samråd med en dyrlæge.
> > Det er der "hunden" ligger begravet!! En egoistisk beslutning, taget hen
> > over hovedet på et uskyldigt og normalt reagerende dyr!!!!
> > Var hunden dødsyg og de for alt i verden ville beholde den,for deres
egen
> > skyld, ville jeg råde og be til at, de ville aflive den.
> > Jeg mener at, beslutningen skal tages ud fra dyrets velfærd, og ikke
fordi
> > de i travlt øjeblik mister overblikket eller laver en tanketorsk.
> > Ligegyldigt hvor meget eller hvor grimt man anklager dem, kan deres
> > beslutning aldrig retfærdiggøres.
> > Jeg er ikke et sekund i tvivl om at, de har det dårligt med at, skulle
af
> > med hunden, men historien fik dem forhåbentlig til at, tænke sig om en
> extra
> > gang eller to.
> > Hvor ked af det bliver en sand dyreven ikke, når der på forsiden af
> diverse
> > aviser / blade skrives om dyremishandling??
> > Dette er også en form af det, da der ikke er taget udgangspunkt i
hundens
> ve
> > og vel.
> > Jeg har personligt ikke problemer med at, være en ÆRLIG led møgkælling,
> der
> > siger sin mening, der sikkert får mange verbale tæsk pga mine indlæg.
Men
> > jeg troede essensen af denne nyhedsgruppe bestod af kærlighed til dyr,
> > specielt hunden, et debatforum, hvor man kunne lufte sine meninger, med
> > hundens velfærd som største priortet.
> > Undskyld det lange indlæg, og udøsning af mine meninger. Jeg vil gerne
> > pointerer at, dette indlæg ikke kun er til dem der har startet tråden,
men
> > til alle som, beslutter sig for at, enten skille sig af med et
> > velfungerende dyr, eller holde dyr i live, som var/er bedst tjent med
at,
> få
> > fred. Tænk på hunden, den tænker ikke på andet end DIG!!!
> > Mange ærlige hundehilsner fra
> > Susanne, Coco og Xawier.
> > "Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
> > news:QJzU9.15$%j4.6@news.get2net.dk...
> > > Hej Rene
> > > Jeg gav selv familien råd til at lave øvelser, og tror også på at de
> > sagtens
> > > kunne få det til at gå.
> > > Men de valgte en anden beslutning, og da vi ikke kender familien og
> deres
> > > hunde privat, kan vi ikke sige de ikke har taget den rigtige
beslutning.
> > Og
> > > derfor må man også respektere deres valg.
> > > Jeg mener det et hårdt valg, og hvis de har det lige så slemt som jeg
> > ville
> > > have det hvis det var mig der skulle af med en hund, så har de det
> > virkelig
> > > slemt, Og så syntes jeg historien virkede som en anklage der ikke helt
> var
> > > på sin plads efter min mening.
> > > Ikke alle har lige stærk psyke, og det da ikke til at leve med at gå
og
> > være
> > > bange i sit eget hjem.
> > > Jeg tror ikke på at da de anskaffet sig hunden, at de har haft det i
> > > tankerne at hvis det gik galt kunne de jo bare skaffe sig af med den.
> > > Jeg syntes historien skulle have ventet, og det fordi , hvis det havde
> > været
> > > mig ville føle mig anklaget for at være en lidt ligegyldig,
> > hurtigopgivende
> > > person, og det tror jeg somsakt ikke på familien er.
> > > mvh Annelise.
> > > "René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
> > > news:F1xU9.34812$Hl6.3918183@news010.worldonline.dk...
> > > > Hej Annelise og NG.
> > > > Hvorfor skulle hun vente??? Ja, jeg forstår det ikke!!
> > > > Den eneste der er fuldstændig uskyldig, er den arme hund som skal
> > > > omplaceres, fordi der ikke bliver tænkt!!
> > > > Det er da lige nøjagtigt hvad der er retfærdigt, hvis du har hund på
> > > hundens
> > > > præmisser. Ví har hver især, vores måde at, appellerer til at, den
> > > > beslutning der er truffet, forhåbentlig, for hundens skyld, ikke
> bliver
> > > ført
> > > > ud i livet.
> > > >
> > > > En anden skriver at, hun er uenig, men respektere deres beslutning.
> > > Hvordan
> > > > kan man det??? Jeg er dybt uenig, og har absolut INGEN respekt, for
> > > > mennesker som lader hånt med en hunds liv, ve og vel!!!
> > > > MVH Susanne, Coco og Xawier. Med en bøn fra hjertet om at, den hund
> > bliver
> > > > hos dem som, for hunden er familien.
> > > >
> > > > "Annelise Frederiksen" skrev;
> > > > > Hej Mette.
> > > > > Det syntes jeg ikke.
> > > > > Historien er rigtig god, men hvis jeg var den familie som lige
havde
> > > taget
> > > > > beslutning om
> > > > > at hunden skal væk, og så læser din historie, ville jeg ikke få
> lukket
> > > et
> > > > > øje i nat.
> > > > > Syntes du skulle have ventet, og lagt den for sig selv en anden
dag.
> > > > > Bare min mening
> > > > > mvh Annelise.
> > > > > "Mette Mejdahl" <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
> > > > > news:avmv5q$bmd$1@sunsite.dk...
> > > > > > Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis
> det
> > er
> > > > > jers
> > > > > > beslutning så, lad det være det...
> > > > > >
> > > > > > MVH. Mette
> > > > > >
> > > > > > http://medlem.jubii.dk/spinone/
> > > > > >
> > > > > > Synes lige denne passede her...
> > > > > > Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001
> > > > > >
> > > > > >
> > > > > >
> > > > > > Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig
til
> at
> > > le.
> > > > > Du
> > > > > > kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og
et
> > par
> > > > > > ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været
> > > > "uartig"
> > > > > > sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre
> det?",
> > > men
> > > > > så
> > > > > > lod du dig formilde og kløede mig på maven.
> > > > > >
> > > > > > Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig,
> > fordi
> > > du
> > > > > > havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg
> husker
> > > de
> > > > > > nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede
> til
> > > dine
> > > > > > betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at
livet
> > ikke
> > > > > kunne
> > > > > > blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og
> holdt
> > > ind
> > > > > for
> > > > > > at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for
hunde",
> > > sagde
> > > > > du),
> > > > > > og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle
> > komme
> > > > > hjem
> > > > > > sidst på dagen.
> > > > > >
> > > > > > Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og
> din
> > > > > karriere
> > > > > > og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede
tålmodigt
> > på
> > > > dig,
> > > > > > trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud
> for
> > > > dårlig
> > > > > > dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
> > > > > forelsket.
> > > > > >
> > > > > > Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" -
alligevel
> > bød
> > > > jeg
> > > > > > hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed
og
> > > > > lystrede
> > > > > > hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
> > > > > >
> > > > > > Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var
> > opslugt
> > > > af
> > > > > de
> > > > > > små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også
> tage
> > > mig
> > > > af
> > > > > > dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre
> dem
> > > > > noget,
> > > > > > og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet
> værelse
> > > > eller
> > > > > et
> > > > > > hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg
> blev
> > > > > hurtigt
> > > > > > en "kærlighedsslave".
> > > > > >
> > > > > > Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede
sig
> > > fast
> > > > > til
> > > > > > min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine
> > øjne,
> > > > > > undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt
ved
> > dem
> > > og
> > > > > > deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg
ville
> > have
> > > > > > forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste
mig
> > ind
> > > i
> > > > > > deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og
> > > sammen
> > > > > > ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
> > > > > >
> > > > > > Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du
> havde
> > > > > hund -
> > > > > > tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier
om
> > mig.
> > > > > > Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg
> er
> > > gået
> > > > > fra
> > > > > > at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at
> > have
> > > > > > udgifter i forbindelse med mig.
> > > > > >
> > > > > > Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie
> > > flytter
> > > > > til
> > > > > > en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet
> den
> > > > > rigtige
> > > > > > beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var
det
> > > > eneste
> > > > > > familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi
> > ankom
> > > > til
> > > > > > internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af
> håbløshed.
> > > Du
> > > > > > udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem
> til
> > > > > hende".
> > > > > > De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> > > > > > virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du
> var
> > > > nødt
> > > > > > til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg
> > "Nej,
> > > > far!
> > > > > > Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham
> og
> > > for,
> > > > > > hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed
og
> > > ansvar
> > > > > og
> > > > > > om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til
farvel,
> > > > undgik
> > > > > > mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du
> > havde
> > > > en
> > > > > > deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået,
> > sagde
> > > de
> > > > > to
> > > > > > rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående
flytning
> > > > måneder
> > > > > i
> > > > > > forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet
> > godt
> > > > hjem
> > > > > > til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre
> det?"
> > > > > >
> > > > > > De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres
> > > travle
> > > > > > hverdag tillader.
> > > > > >
> > > > > > De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for
flere
> > > dage
> > > > > > siden.
> > > > > >
> > > > > > I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen
> til
> > > > > forsiden
> > > > > > i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det
> > hele
> > > > bare
> > > > > > var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville
> være
> > > > nogen,
> > > > > > som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg
> > indså,
> > > > at
> > > > > > jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende
om
>
> > > deres
> > > > > > egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig
> > > tilbage
> > > > > til
> > > > > > et fjernt hjørne og ventede.
> > > > > >
> > > > > > Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen,
og
> > jeg
> > > > > > traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et
velsignet
> > > stille
> > > > > > rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at
> jeg
> > > ikke
> > > > > > skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der
> > skulle
> > > > > ske,
> > > > > > men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage
> var
> > > > talte.
> > > > > > Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den
byrde,
> > hun
> > > > > bærer,
> > > > > > vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg
altid
> > > > vidste,
> > > > > > hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit
> > forben
> > > > mens
> > > > > > en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på
> > samme
> > > > > måde,
> > > > > > som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.
Professionelt
> > > stak
> > > > > hun
> > > > > > nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske
> løbe
> > > > > gennem
> > > > > > min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes
> > > venlige
> > > > > øjne
> > > > > > og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit
> > > > hundesprog,
> > > > > > for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede
hastigt,
> at
> > > det
> > > > > var
> > > > > > hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg
> ikke
> > > > ville
> > > > > > blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville
skulle
> > > klare
> > > > > mig
> > > > > > selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end
dette
> > > > jordiske
> > > > > > sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et
> > haledunk
> > > at
> > > > > > udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på
> hende.
> > > Det
> > > > > var
> > > > > > dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og
> vente
> > > på
> > > > > dig
> > > > > > for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
> > > > > >
> > > > > > Slut
> > > > > >
> > > > > > Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig
tårer
> i
> > > > > øjnene,
> > > > > > da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi
> den
> > > > udgør
> > > > > > den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr,
som
> > > hvert
> > > > år
> > > > > > dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen
til
> > at
> > > > > > udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er
> > > behørigt
> > > > > > forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på
> > jeres
> > > > > > hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og
> > > dyrlægekonsultationers
> > > > > > opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at
bringe
> et
> > > > > kæledyr
> > > > > > ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr
fortjener
> > > vores
> > > > > > kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet
passende
> > hjem
> > > > for
> > > > > > dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan
> > tilbyde
> > > > råd
> > > > > > og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at
standse
> > > > > > aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at
forhindre
> > > > uønskede
> > > > > > dyr.
> > > > > >
> > > > > >
> > > > >
> > > > >
> > > > > ---
> > > > > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > > > > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > > > > Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03
> > > > >
> > > > >
> > > >
> > > >
> > >
> > >
> > > ---
> > > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > > Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03
> > >
> > >
> >
> >
>
>
> ---
> Outgoing mail is certified Virus Free.
> Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03
>
>

---

Hej igen
Du har ikke trådt mig over tærene, Men jeg er ny her og vil gerne lige se
hvem jeg taler med.
Jeg kan se at der er mange der har en anden mening ind jeg har, og jeg
syntes det her er spændende.
Jeg har ikke selv børn og mine hunde er mine børn, men til gengæld forlanger
jeg at alle slags børn kan færdes i mit hjem uden at jeg skal tænke på
hvordan mine hunde reagerer.
Når mine hunde står ude foran en forretning kan de mindste opne deres mund
og stikke hele hovedet ind i den. Hundenes reaktion er blot at prøve at
spytte hovedet ud igen. Og sådan syntes jeg det skal være.
mvh Annelise
"René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
news:SIDU9.35035$Hl6.3972453@news010.worldonline.dk...
> Hej Annelise.
> UPS, der er lige noget der er smuttet for mig. Har ikke lige læst at,
hunden
> ikke brød sig om børn.
> Om ikke andet, så burde det have gjort dem endnu mere vågne!!
> -Og nej selvfølgelig skal man ikke vente med at, få børn.
> Det virker bare som om at, det nemmeste er at, skille sig af med hunden,
> istedet for at, kæmpe.
> Som vi har læst andetsteds, en anden tråd, er hunde mange gange de små
børns
> bedste venner.
> Vi kan sagtens tage maden fra den store hund(gamle 4½ år), også andre
voksne
> kan gøre det, men et barn tror jeg ikke skal gøre det, Og jeg er tryg og
> rolig, for sker der noget er det ikke hundens skyld, men barnets egen( alt
> efter alder) eller forældrenes.
> Ham den lille, som er større end Labben, tror jeg ikke andre end jeg og
min
> mand skal tage foderet fra ham, ikke at, vi har gjort det, men jeg skal
> kunne gøre det!!
> Jeg har det princip at, der er ingen der får lov at, hilse på mine hunde
med
> mindre de spørger. Ikke fordi de gør noget, men mere respekten for dyret.
> Det kunne jo være at, det var en hund som ikke kan lide børn, og ve den
arme
> hund der siger fra, opbundet uden for en butik, hvis den skulle forsvare
> sig.
> Så er den jo straks stemplet som farlig hund, selv den sødeste lille
> dværgpuddel!!!
> Håber ikke at, jeg har trådt dig over tæerne, det var i så fald ikke min
> mening. Jeg synes bare at, der var nogen som skulle tale for hunden.
> Mange hundehilsner fra
> Susanne, Coco og Xawier.
>
> "Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
> news:HIBU9.26$gf5.5@news.get2net.dk...
> > Hej Susanne
> > Jeg syntes aldeles ikke du skal undskylde dit lange indslag.
> > Og et eller andet sted er vores meningsforskelle jo det der lære os
noget
> og
> > grunden til
> > at vi har noget at skrive om.
> > Du har ret i at den der er død savner og lider ikke.
> > Men når man nu en gang er født, har man vil også retten til at leve
> færdig.
> > Men hvad er det lige du siger?
> > Skulle familien have været forudseende og valgt at vente med af få barn?
> De
> > viste jo godt at deres hund ikke er helt vild med børn.
> > mvh Annelise
> > "René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
> > news:d9BU9.34927$Hl6.3945646@news010.worldonline.dk...
> > > Hej Annelise.
> > > Nogle mener det er hårdt at, dømme dem, men de gør det ikke i hundens
> > > interesse.
> > > Som man kan læse andetsteds i tråden, har hunden ikke bidt, men kun
> > > markeret. Et øjebliks uopmærksomhed
> > > ender med at, hunden forvises fra det den kender som sit hjem, det
> trygge
> > > sted, hvor alt er lykke.
> > > Hvad nu hvis den anden hund heller ikke vil finde sig i det??
> > > Hvad hvis barnet trækker den i halen, når det skal lære at, gå, og det
> gør
> > > ondt på hunden, og den ikke har andre muligheder, for at, sige fra??
Så
> > skal
> > > den også væk!!
> > > Børn, alle børn, det være sig menneske og dyr, har en forunderlig evne
> til
> > > at, rejse sig og ryste oplevelsen af sig, og bøvle vidre derudaf.
> > > Det er en svær beslutning at, skille sig af med et dyr. Har selv
prøvet
> > det
> > > flere gange med heste. De blev syge, og deres liv var slut for altid,
> hvis
> > > de skulle leve efter deres oprindelige livsbetingelser. Det gjorde
> > forbandet
> > > ondt, og jeg har stadig sår på sjælen (lidt i økonomien), men jeg
gjorde
> > > hvad der for dyret var det bedste, og tog ikke beslutningen efter mit
> eget
> > > forgodt befindende, men i samråd med en dyrlæge.
> > > Det er der "hunden" ligger begravet!! En egoistisk beslutning, taget
hen
> > > over hovedet på et uskyldigt og normalt reagerende dyr!!!!
> > > Var hunden dødsyg og de for alt i verden ville beholde den,for deres
> egen
> > > skyld, ville jeg råde og be til at, de ville aflive den.
> > > Jeg mener at, beslutningen skal tages ud fra dyrets velfærd, og ikke
> fordi
> > > de i travlt øjeblik mister overblikket eller laver en tanketorsk.
> > > Ligegyldigt hvor meget eller hvor grimt man anklager dem, kan deres
> > > beslutning aldrig retfærdiggøres.
> > > Jeg er ikke et sekund i tvivl om at, de har det dårligt med at, skulle
> af
> > > med hunden, men historien fik dem forhåbentlig til at, tænke sig om en
> > extra
> > > gang eller to.
> > > Hvor ked af det bliver en sand dyreven ikke, når der på forsiden af
> > diverse
> > > aviser / blade skrives om dyremishandling??
> > > Dette er også en form af det, da der ikke er taget udgangspunkt i
> hundens
> > ve
> > > og vel.
> > > Jeg har personligt ikke problemer med at, være en ÆRLIG led
møgkælling,
> > der
> > > siger sin mening, der sikkert får mange verbale tæsk pga mine indlæg.
> Men
> > > jeg troede essensen af denne nyhedsgruppe bestod af kærlighed til dyr,
> > > specielt hunden, et debatforum, hvor man kunne lufte sine meninger,
med
> > > hundens velfærd som største priortet.
> > > Undskyld det lange indlæg, og udøsning af mine meninger. Jeg vil gerne
> > > pointerer at, dette indlæg ikke kun er til dem der har startet tråden,
> men
> > > til alle som, beslutter sig for at, enten skille sig af med et
> > > velfungerende dyr, eller holde dyr i live, som var/er bedst tjent med
> at,
> > få
> > > fred. Tænk på hunden, den tænker ikke på andet end DIG!!!
> > > Mange ærlige hundehilsner fra
> > > Susanne, Coco og Xawier.
> > > "Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en
meddelelse
> > > news:QJzU9.15$%j4.6@news.get2net.dk...
> > > > Hej Rene
> > > > Jeg gav selv familien råd til at lave øvelser, og tror også på at de
> > > sagtens
> > > > kunne få det til at gå.
> > > > Men de valgte en anden beslutning, og da vi ikke kender familien og
> > deres
> > > > hunde privat, kan vi ikke sige de ikke har taget den rigtige
> beslutning.
> > > Og
> > > > derfor må man også respektere deres valg.
> > > > Jeg mener det et hårdt valg, og hvis de har det lige så slemt som
jeg
> > > ville
> > > > have det hvis det var mig der skulle af med en hund, så har de det
> > > virkelig
> > > > slemt, Og så syntes jeg historien virkede som en anklage der ikke
helt
> > var
> > > > på sin plads efter min mening.
> > > > Ikke alle har lige stærk psyke, og det da ikke til at leve med at gå
> og
> > > være
> > > > bange i sit eget hjem.
> > > > Jeg tror ikke på at da de anskaffet sig hunden, at de har haft det i
> > > > tankerne at hvis det gik galt kunne de jo bare skaffe sig af med
den.
> > > > Jeg syntes historien skulle have ventet, og det fordi , hvis det
havde
> > > været
> > > > mig ville føle mig anklaget for at være en lidt ligegyldig,
> > > hurtigopgivende
> > > > person, og det tror jeg somsakt ikke på familien er.
> > > > mvh Annelise.
> > > > "René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
> > > > news:F1xU9.34812$Hl6.3918183@news010.worldonline.dk...
> > > > > Hej Annelise og NG.
> > > > > Hvorfor skulle hun vente??? Ja, jeg forstår det ikke!!
> > > > > Den eneste der er fuldstændig uskyldig, er den arme hund som skal
> > > > > omplaceres, fordi der ikke bliver tænkt!!
> > > > > Det er da lige nøjagtigt hvad der er retfærdigt, hvis du har hund
på
> > > > hundens
> > > > > præmisser. Ví har hver især, vores måde at, appellerer til at, den
> > > > > beslutning der er truffet, forhåbentlig, for hundens skyld, ikke
> > bliver
> > > > ført
> > > > > ud i livet.
> > > > >
> > > > > En anden skriver at, hun er uenig, men respektere deres
beslutning.
> > > > Hvordan
> > > > > kan man det??? Jeg er dybt uenig, og har absolut INGEN respekt,
for
> > > > > mennesker som lader hånt med en hunds liv, ve og vel!!!
> > > > > MVH Susanne, Coco og Xawier. Med en bøn fra hjertet om at, den
hund
> > > bliver
> > > > > hos dem som, for hunden er familien.
> > > > >
> > > > > "Annelise Frederiksen" skrev;
> > > > > > Hej Mette.
> > > > > > Det syntes jeg ikke.
> > > > > > Historien er rigtig god, men hvis jeg var den familie som lige
> havde
> > > > taget
> > > > > > beslutning om
> > > > > > at hunden skal væk, og så læser din historie, ville jeg ikke få
> > lukket
> > > > et
> > > > > > øje i nat.
> > > > > > Syntes du skulle have ventet, og lagt den for sig selv en anden
> dag.
> > > > > > Bare min mening
> > > > > > mvh Annelise.
> > > > > > "Mette Mejdahl" <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
> > > > > > news:avmv5q$bmd$1@sunsite.dk...
> > > > > > > Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men
hvis
> > det
> > > er
> > > > > > jers
> > > > > > > beslutning så, lad det være det...
> > > > > > >
> > > > > > > MVH. Mette
> > > > > > >
> > > > > > > http://medlem.jubii.dk/spinone/
> > > > > > >
> > > > > > > Synes lige denne passede her...
> > > > > > > Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001
> > > > > > >
> > > > > > >
> > > > > > >
> > > > > > > Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig
> til
> > at
> > > > le.
> > > > > > Du
> > > > > > > kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko
og
> et
> > > par
> > > > > > > ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde
været
> > > > > "uartig"
> > > > > > > sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre
> > det?",
> > > > men
> > > > > > så
> > > > > > > lod du dig formilde og kløede mig på maven.
> > > > > > >
> > > > > > > Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive
renlig,
> > > fordi
> > > > du
> > > > > > > havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg
> > husker
> > > > de
> > > > > > > nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og
lyttede
> > til
> > > > dine
> > > > > > > betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at
> livet
> > > ikke
> > > > > > kunne
> > > > > > > blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og
> > holdt
> > > > ind
> > > > > > for
> > > > > > > at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for
> hunde",
> > > > sagde
> > > > > > du),
> > > > > > > og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du
skulle
> > > komme
> > > > > > hjem
> > > > > > > sidst på dagen.
> > > > > > >
> > > > > > > Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde
og
> > din
> > > > > > karriere
> > > > > > > og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede
> tålmodigt
> > > på
> > > > > dig,
> > > > > > > trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig
ud
> > for
> > > > > dårlig
> > > > > > > dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du
blev
> > > > > > forelsket.
> > > > > > >
> > > > > > > Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" -
> alligevel
> > > bød
> > > > > jeg
> > > > > > > hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende
hengivenhed
> og
> > > > > > lystrede
> > > > > > > hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
> > > > > > >
> > > > > > > Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var
> > > opslugt
> > > > > af
> > > > > > de
> > > > > > > små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også
> > tage
> > > > mig
> > > > > af
> > > > > > > dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at
gøre
> > dem
> > > > > > noget,
> > > > > > > og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet
> > værelse
> > > > > eller
> > > > > > et
> > > > > > > hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg
> > blev
> > > > > > hurtigt
> > > > > > > en "kærlighedsslave".
> > > > > > >
> > > > > > > Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede
> sig
> > > > fast
> > > > > > til
> > > > > > > min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i
mine
> > > øjne,
> > > > > > > undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt
> ved
> > > dem
> > > > og
> > > > > > > deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg
> ville
> > > have
> > > > > > > forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste
> mig
> > > ind
> > > > i
> > > > > > > deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker,
og
> > > > sammen
> > > > > > > ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
> > > > > > >
> > > > > > > Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du
> > havde
> > > > > > hund -
> > > > > > > tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier
> om
> > > mig.
> > > > > > > Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne.
Jeg
> > er
> > > > gået
> > > > > > fra
> > > > > > > at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om
at
> > > have
> > > > > > > udgifter i forbindelse med mig.
> > > > > > >
> > > > > > > Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din
familie
> > > > flytter
> > > > > > til
> > > > > > > en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har
truffet
> > den
> > > > > > rigtige
> > > > > > > beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var
> det
> > > > > eneste
> > > > > > > familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil
vi
> > > ankom
> > > > > til
> > > > > > > internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af
> > håbløshed.
> > > > Du
> > > > > > > udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt
hjem
> > til
> > > > > > hende".
> > > > > > > De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De
kendte
> > > > > > > virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer".
Du
> > var
> > > > > nødt
> > > > > > > til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han
skreg
> > > "Nej,
> > > > > far!
> > > > > > > Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for
ham
> > og
> > > > for,
> > > > > > > hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed
> og
> > > > ansvar
> > > > > > og
> > > > > > > om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til
> farvel,
> > > > > undgik
> > > > > > > mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med.
Du
> > > havde
> > > > > en
> > > > > > > deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var
gået,
> > > sagde
> > > > de
> > > > > > to
> > > > > > > rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående
> flytning
> > > > > måneder
> > > > > > i
> > > > > > > forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et
andet
> > > godt
> > > > > hjem
> > > > > > > til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre
> > det?"
> > > > > > >
> > > > > > > De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som
deres
> > > > travle
> > > > > > > hverdag tillader.
> > > > > > >
> > > > > > > De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for
> flere
> > > > dage
> > > > > > > siden.
> > > > > > >
> > > > > > > I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg
hen
> > til
> > > > > > forsiden
> > > > > > > i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at
det
> > > hele
> > > > > bare
> > > > > > > var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville
> > være
> > > > > nogen,
> > > > > > > som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da
jeg
> > > indså,
> > > > > at
> > > > > > > jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der -
uvidende
> om
> >
> > > > deres
> > > > > > > egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg
mig
> > > > tilbage
> > > > > > til
> > > > > > > et fjernt hjørne og ventede.
> > > > > > >
> > > > > > > Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen,
> og
> > > jeg
> > > > > > > traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et
> velsignet
> > > > stille
> > > > > > > rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde,
at
> > jeg
> > > > ikke
> > > > > > > skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det,
der
> > > skulle
> > > > > > ske,
> > > > > > > men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens
dage
> > var
> > > > > talte.
> > > > > > > Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den
> byrde,
> > > hun
> > > > > > bærer,
> > > > > > > vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg
> altid
> > > > > vidste,
> > > > > > > hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit
> > > forben
> > > > > mens
> > > > > > > en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden
på
> > > samme
> > > > > > måde,
> > > > > > > som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.
> Professionelt
> > > > stak
> > > > > > hun
> > > > > > > nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige
væske
> > løbe
> > > > > > gennem
> > > > > > > min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i
hendes
> > > > venlige
> > > > > > øjne
> > > > > > > og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit
> > > > > hundesprog,
> > > > > > > for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede
> hastigt,
> > at
> > > > det
> > > > > > var
> > > > > > > hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor
jeg
> > ikke
> > > > > ville
> > > > > > > blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville
> skulle
> > > > klare
> > > > > > mig
> > > > > > > selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end
> dette
> > > > > jordiske
> > > > > > > sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et
> > > haledunk
> > > > at
> > > > > > > udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på
> > hende.
> > > > Det
> > > > > > var
> > > > > > > dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og
> > vente
> > > > på
> > > > > > dig
> > > > > > > for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
> > > > > > >
> > > > > > > Slut
> > > > > > >
> > > > > > > Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig
> tårer
> > i
> > > > > > øjnene,
> > > > > > > da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det
fordi
> > den
> > > > > udgør
> > > > > > > den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr,
> som
> > > > hvert
> > > > > år
> > > > > > > dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen
> til
> > > at
> > > > > > > udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er
> > > > behørigt
> > > > > > > forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål,
på
> > > jeres
> > > > > > > hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og
> > > > dyrlægekonsultationers
> > > > > > > opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at
> bringe
> > et
> > > > > > kæledyr
> > > > > > > ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr
> fortjener
> > > > vores
> > > > > > > kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet
> passende
> > > hjem
> > > > > for
> > > > > > > dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan
> > > tilbyde
> > > > > råd
> > > > > > > og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at
> standse
> > > > > > > aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at
> forhindre
> > > > > uønskede
> > > > > > > dyr.
> > > > > > >
> > > > > > >
> > > > > >
> > > > > >
> > > > > > ---
> > > > > > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > > > > > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > > > > > Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date: 06-01-03
> > > > > >
> > > > > >
> > > > >
> > > > >
> > > >
> > > >
> > > > ---
> > > > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > > > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > > > Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03
> > > >
> > > >
> > >
> > >
> >
> >
> > ---
> > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03
> >
> >
>
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03

---

Hej igen igen, Annelise.
Jeg tror ikke der er nogen, hverken voksne eller børn der stikker hovedet i
munden på mine hunde!! Den gamle går, hvis den overhovedet er kommet i
nærheden af børn. Det eneste de kan bruges til er mad!!!, og til at, kaste
bolde/ pinde/ pivdyr. -Og det er jo evigt sjovt når de så løber efter hende,
for det gør mor jo ikke, hun løber sin vej, hvis det ikke bliver afleveret!!
Jeg ville aldrig have de mindste bekymringer ved at, få børn sammen med at,
vi har hende. Hun er en meget "sart" hund. (ved ikke lige hvilket ord jeg
ellers skal bruge). Hun har altid været meget reserveret over for fremmede.
Hun er vant til børn, fra tiden hvor hun var med på rideskolen hver dag, men
hun gider dem ikke hvis de ikke har mad !!! Man er ikke lab.blanding for
ingenting!!Hun er meget "ops" på mig. Går jeg, går hun også. Folk må lokke
med mad, det snupper hun, inden de kan nå at, røre hende. Hun er ikke bange,
hun har bare nok i mig.
Ham den "lille" store schæferhvalp, bliver så glad når man kigger venligt på
ham, at han hyler og piver, så børn bliver ofte skræmt over det. Men det er
der ikke noget at, gøre ved. Jeg vil ikke ændre på hans glædesadfærd. Han er
lidt voldsom, når man kommer tæt på. Han ved ikke at, han vejer 32 kg, og
kan slet ikke styre sine ben ordentlig endnu. Han er bare "Leif Lalleglad".
Han går til alle, unge gamle, tykke, tynde, store og små. Bare de ser ham og
vil nusse ham lidt. På hans egen hvalpede måde. (læs: tænder i hånden,
slikken i hovedet.)
Nå nok om det, ellers kommer jeg ikke i seng i nat!!!
Håber at, alle må få et godt år, med mange gode hundedage.
Mange venlige godnathilsner fra
Susanne, Coco og Xawier.

"Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
news:5lEU9.52$4Z5.37@news.get2net.dk...
> Hej igen
> Du har ikke trådt mig over tærene, Men jeg er ny her og vil gerne lige se
> hvem jeg taler med.
> Jeg kan se at der er mange der har en anden mening ind jeg har, og jeg
> syntes det her er spændende.
> Jeg har ikke selv børn og mine hunde er mine børn, men til gengæld
forlanger
> jeg at alle slags børn kan færdes i mit hjem uden at jeg skal tænke på
> hvordan mine hunde reagerer.
> Når mine hunde står ude foran en forretning kan de mindste opne deres mund
> og stikke hele hovedet ind i den. Hundenes reaktion er blot at prøve at
> spytte hovedet ud igen. Og sådan syntes jeg det skal være.
> mvh Annelise
> "René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
> news:SIDU9.35035$Hl6.3972453@news010.worldonline.dk...
> > Hej Annelise.
> > UPS, der er lige noget der er smuttet for mig. Har ikke lige læst at,
> hunden
> > ikke brød sig om børn.
> > Om ikke andet, så burde det have gjort dem endnu mere vågne!!
> > -Og nej selvfølgelig skal man ikke vente med at, få børn.
> > Det virker bare som om at, det nemmeste er at, skille sig af med hunden,
> > istedet for at, kæmpe.
> > Som vi har læst andetsteds, en anden tråd, er hunde mange gange de små
> børns
> > bedste venner.
> > Vi kan sagtens tage maden fra den store hund(gamle 4½ år), også andre
> voksne
> > kan gøre det, men et barn tror jeg ikke skal gøre det, Og jeg er tryg og
> > rolig, for sker der noget er det ikke hundens skyld, men barnets egen(
alt
> > efter alder) eller forældrenes.
> > Ham den lille, som er større end Labben, tror jeg ikke andre end jeg og
> min
> > mand skal tage foderet fra ham, ikke at, vi har gjort det, men jeg skal
> > kunne gøre det!!
> > Jeg har det princip at, der er ingen der får lov at, hilse på mine hunde
> med
> > mindre de spørger. Ikke fordi de gør noget, men mere respekten for
dyret.
> > Det kunne jo være at, det var en hund som ikke kan lide børn, og ve den
> arme
> > hund der siger fra, opbundet uden for en butik, hvis den skulle forsvare
> > sig.
> > Så er den jo straks stemplet som farlig hund, selv den sødeste lille
> > dværgpuddel!!!
> > Håber ikke at, jeg har trådt dig over tæerne, det var i så fald ikke min
> > mening. Jeg synes bare at, der var nogen som skulle tale for hunden.
> > Mange hundehilsner fra
> > Susanne, Coco og Xawier.
> >
> > "Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en meddelelse
> > news:HIBU9.26$gf5.5@news.get2net.dk...
> > > Hej Susanne
> > > Jeg syntes aldeles ikke du skal undskylde dit lange indslag.
> > > Og et eller andet sted er vores meningsforskelle jo det der lære os
> noget
> > og
> > > grunden til
> > > at vi har noget at skrive om.
> > > Du har ret i at den der er død savner og lider ikke.
> > > Men når man nu en gang er født, har man vil også retten til at leve
> > færdig.
> > > Men hvad er det lige du siger?
> > > Skulle familien have været forudseende og valgt at vente med af få
barn?
> > De
> > > viste jo godt at deres hund ikke er helt vild med børn.
> > > mvh Annelise
> > > "René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
> > > news:d9BU9.34927$Hl6.3945646@news010.worldonline.dk...
> > > > Hej Annelise.
> > > > Nogle mener det er hårdt at, dømme dem, men de gør det ikke i
hundens
> > > > interesse.
> > > > Som man kan læse andetsteds i tråden, har hunden ikke bidt, men kun
> > > > markeret. Et øjebliks uopmærksomhed
> > > > ender med at, hunden forvises fra det den kender som sit hjem, det
> > trygge
> > > > sted, hvor alt er lykke.
> > > > Hvad nu hvis den anden hund heller ikke vil finde sig i det??
> > > > Hvad hvis barnet trækker den i halen, når det skal lære at, gå, og
det
> > gør
> > > > ondt på hunden, og den ikke har andre muligheder, for at, sige fra??
> Så
> > > skal
> > > > den også væk!!
> > > > Børn, alle børn, det være sig menneske og dyr, har en forunderlig
evne
> > til
> > > > at, rejse sig og ryste oplevelsen af sig, og bøvle vidre derudaf.
> > > > Det er en svær beslutning at, skille sig af med et dyr. Har selv
> prøvet
> > > det
> > > > flere gange med heste. De blev syge, og deres liv var slut for
altid,
> > hvis
> > > > de skulle leve efter deres oprindelige livsbetingelser. Det gjorde
> > > forbandet
> > > > ondt, og jeg har stadig sår på sjælen (lidt i økonomien), men jeg
> gjorde
> > > > hvad der for dyret var det bedste, og tog ikke beslutningen efter
mit
> > eget
> > > > forgodt befindende, men i samråd med en dyrlæge.
> > > > Det er der "hunden" ligger begravet!! En egoistisk beslutning, taget
> hen
> > > > over hovedet på et uskyldigt og normalt reagerende dyr!!!!
> > > > Var hunden dødsyg og de for alt i verden ville beholde den,for deres
> > egen
> > > > skyld, ville jeg råde og be til at, de ville aflive den.
> > > > Jeg mener at, beslutningen skal tages ud fra dyrets velfærd, og ikke
> > fordi
> > > > de i travlt øjeblik mister overblikket eller laver en tanketorsk.
> > > > Ligegyldigt hvor meget eller hvor grimt man anklager dem, kan deres
> > > > beslutning aldrig retfærdiggøres.
> > > > Jeg er ikke et sekund i tvivl om at, de har det dårligt med at,
skulle
> > af
> > > > med hunden, men historien fik dem forhåbentlig til at, tænke sig om
en
> > > extra
> > > > gang eller to.
> > > > Hvor ked af det bliver en sand dyreven ikke, når der på forsiden af
> > > diverse
> > > > aviser / blade skrives om dyremishandling??
> > > > Dette er også en form af det, da der ikke er taget udgangspunkt i
> > hundens
> > > ve
> > > > og vel.
> > > > Jeg har personligt ikke problemer med at, være en ÆRLIG led
> møgkælling,
> > > der
> > > > siger sin mening, der sikkert får mange verbale tæsk pga mine
indlæg.
> > Men
> > > > jeg troede essensen af denne nyhedsgruppe bestod af kærlighed til
dyr,
> > > > specielt hunden, et debatforum, hvor man kunne lufte sine meninger,
> med
> > > > hundens velfærd som største priortet.
> > > > Undskyld det lange indlæg, og udøsning af mine meninger. Jeg vil
gerne
> > > > pointerer at, dette indlæg ikke kun er til dem der har startet
tråden,
> > men
> > > > til alle som, beslutter sig for at, enten skille sig af med et
> > > > velfungerende dyr, eller holde dyr i live, som var/er bedst tjent
med
> > at,
> > > få
> > > > fred. Tænk på hunden, den tænker ikke på andet end DIG!!!
> > > > Mange ærlige hundehilsner fra
> > > > Susanne, Coco og Xawier.
> > > > "Annelise Frederiksen" <annelise@anneliselars.dk> skrev i en
> meddelelse
> > > > news:QJzU9.15$%j4.6@news.get2net.dk...
> > > > > Hej Rene
> > > > > Jeg gav selv familien råd til at lave øvelser, og tror også på at
de
> > > > sagtens
> > > > > kunne få det til at gå.
> > > > > Men de valgte en anden beslutning, og da vi ikke kender familien
og
> > > deres
> > > > > hunde privat, kan vi ikke sige de ikke har taget den rigtige
> > beslutning.
> > > > Og
> > > > > derfor må man også respektere deres valg.
> > > > > Jeg mener det et hårdt valg, og hvis de har det lige så slemt som
> jeg
> > > > ville
> > > > > have det hvis det var mig der skulle af med en hund, så har de det
> > > > virkelig
> > > > > slemt, Og så syntes jeg historien virkede som en anklage der ikke
> helt
> > > var
> > > > > på sin plads efter min mening.
> > > > > Ikke alle har lige stærk psyke, og det da ikke til at leve med at
gå
> > og
> > > > være
> > > > > bange i sit eget hjem.
> > > > > Jeg tror ikke på at da de anskaffet sig hunden, at de har haft det
i
> > > > > tankerne at hvis det gik galt kunne de jo bare skaffe sig af med
> den.
> > > > > Jeg syntes historien skulle have ventet, og det fordi , hvis det
> havde
> > > > været
> > > > > mig ville føle mig anklaget for at være en lidt ligegyldig,
> > > > hurtigopgivende
> > > > > person, og det tror jeg somsakt ikke på familien er.
> > > > > mvh Annelise.
> > > > > "René Kofoed" <r-kofoed@image.dk> skrev i en meddelelse
> > > > > news:F1xU9.34812$Hl6.3918183@news010.worldonline.dk...
> > > > > > Hej Annelise og NG.
> > > > > > Hvorfor skulle hun vente??? Ja, jeg forstår det ikke!!
> > > > > > Den eneste der er fuldstændig uskyldig, er den arme hund som
skal
> > > > > > omplaceres, fordi der ikke bliver tænkt!!
> > > > > > Det er da lige nøjagtigt hvad der er retfærdigt, hvis du har
hund
> på
> > > > > hundens
> > > > > > præmisser. Ví har hver især, vores måde at, appellerer til at,
den
> > > > > > beslutning der er truffet, forhåbentlig, for hundens skyld, ikke
> > > bliver
> > > > > ført
> > > > > > ud i livet.
> > > > > >
> > > > > > En anden skriver at, hun er uenig, men respektere deres
> beslutning.
> > > > > Hvordan
> > > > > > kan man det??? Jeg er dybt uenig, og har absolut INGEN respekt,
> for
> > > > > > mennesker som lader hånt med en hunds liv, ve og vel!!!
> > > > > > MVH Susanne, Coco og Xawier. Med en bøn fra hjertet om at, den
> hund
> > > > bliver
> > > > > > hos dem som, for hunden er familien.
> > > > > >
> > > > > > "Annelise Frederiksen" skrev;
> > > > > > > Hej Mette.
> > > > > > > Det syntes jeg ikke.
> > > > > > > Historien er rigtig god, men hvis jeg var den familie som lige
> > havde
> > > > > taget
> > > > > > > beslutning om
> > > > > > > at hunden skal væk, og så læser din historie, ville jeg ikke
få
> > > lukket
> > > > > et
> > > > > > > øje i nat.
> > > > > > > Syntes du skulle have ventet, og lagt den for sig selv en
anden
> > dag.
> > > > > > > Bare min mening
> > > > > > > mvh Annelise.
> > > > > > > "Mette Mejdahl" <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en meddelelse
> > > > > > > news:avmv5q$bmd$1@sunsite.dk...
> > > > > > > > Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men
> hvis
> > > det
> > > > er
> > > > > > > jers
> > > > > > > > beslutning så, lad det være det...
> > > > > > > >
> > > > > > > > MVH. Mette
> > > > > > > >
> > > > > > > > http://medlem.jubii.dk/spinone/
> > > > > > > >
> > > > > > > > Synes lige denne passede her...
> > > > > > > > Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001
> > > > > > > >
> > > > > > > >
> > > > > > > >
> > > > > > > > Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik
dig
> > til
> > > at
> > > > > le.
> > > > > > > Du
> > > > > > > > kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko
> og
> > et
> > > > par
> > > > > > > > ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde
> været
> > > > > > "uartig"
> > > > > > > > sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du
gøre
> > > det?",
> > > > > men
> > > > > > > så
> > > > > > > > lod du dig formilde og kløede mig på maven.
> > > > > > > >
> > > > > > > > Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive
> renlig,
> > > > fordi
> > > > > du
> > > > > > > > havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen.
Jeg
> > > husker
> > > > > de
> > > > > > > > nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og
> lyttede
> > > til
> > > > > dine
> > > > > > > > betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at
> > livet
> > > > ikke
> > > > > > > kunne
> > > > > > > > blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil
og
> > > holdt
> > > > > ind
> > > > > > > for
> > > > > > > > at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for
> > hunde",
> > > > > sagde
> > > > > > > du),
> > > > > > > > og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du
> skulle
> > > > komme
> > > > > > > hjem
> > > > > > > > sidst på dagen.
> > > > > > > >
> > > > > > > > Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde
> og
> > > din
> > > > > > > karriere
> > > > > > > > og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede
> > tålmodigt
> > > > på
> > > > > > dig,
> > > > > > > > trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig
> ud
> > > for
> > > > > > dårlig
> > > > > > > > dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du
> blev
> > > > > > > forelsket.
> > > > > > > >
> > > > > > > > Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" -
> > alligevel
> > > > bød
> > > > > > jeg
> > > > > > > > hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende
> hengivenhed
> > og
> > > > > > > lystrede
> > > > > > > > hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
> > > > > > > >
> > > > > > > > Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg
var
> > > > opslugt
> > > > > > af
> > > > > > > de
> > > > > > > > små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne
også
> > > tage
> > > > > mig
> > > > > > af
> > > > > > > > dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at
> gøre
> > > dem
> > > > > > > noget,
> > > > > > > > og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet
> > > værelse
> > > > > > eller
> > > > > > > et
> > > > > > > > hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men
jeg
> > > blev
> > > > > > > hurtigt
> > > > > > > > en "kærlighedsslave".
> > > > > > > >
> > > > > > > > Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De
klyngede
> > sig
> > > > > fast
> > > > > > > til
> > > > > > > > min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i
> mine
> > > > øjne,
> > > > > > > > undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede
alt
> > ved
> > > > dem
> > > > > og
> > > > > > > > deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg
> > ville
> > > > have
> > > > > > > > forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at
liste
> > mig
> > > > ind
> > > > > i
> > > > > > > > deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste
tanker,
> og
> > > > > sammen
> > > > > > > > ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
> > > > > > > >
> > > > > > > > Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om
du
> > > havde
> > > > > > > hund -
> > > > > > > > tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem
historier
> > om
> > > > mig.
> > > > > > > > Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne.
> Jeg
> > > er
> > > > > gået
> > > > > > > fra
> > > > > > > > at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke
om
> at
> > > > have
> > > > > > > > udgifter i forbindelse med mig.
> > > > > > > >
> > > > > > > > Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din
> familie
> > > > > flytter
> > > > > > > til
> > > > > > > > en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har
> truffet
> > > den
> > > > > > > rigtige
> > > > > > > > beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg
var
> > det
> > > > > > eneste
> > > > > > > > familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil
> vi
> > > > ankom
> > > > > > til
> > > > > > > > internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af
> > > håbløshed.
> > > > > Du
> > > > > > > > udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt
> hjem
> > > til
> > > > > > > hende".
> > > > > > > > De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De
> kendte
> > > > > > > > virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med
"papirer".
> Du
> > > var
> > > > > > nødt
> > > > > > > > til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han
> skreg
> > > > "Nej,
> > > > > > far!
> > > > > > > > Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for
> ham
> > > og
> > > > > for,
> > > > > > > > hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om
kærlighed
> > og
> > > > > ansvar
> > > > > > > og
> > > > > > > > om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til
> > farvel,
> > > > > > undgik
> > > > > > > > mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line
med.
> Du
> > > > havde
> > > > > > en
> > > > > > > > deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var
> gået,
> > > > sagde
> > > > > de
> > > > > > > to
> > > > > > > > rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående
> > flytning
> > > > > > måneder
> > > > > > > i
> > > > > > > > forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et
> andet
> > > > godt
> > > > > > hjem
> > > > > > > > til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du
gøre
> > > det?"
> > > > > > > >
> > > > > > > > De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som
> deres
> > > > > travle
> > > > > > > > hverdag tillader.
> > > > > > > >
> > > > > > > > De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for
> > flere
> > > > > dage
> > > > > > > > siden.
> > > > > > > >
> > > > > > > > I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg
> hen
> > > til
> > > > > > > forsiden
> > > > > > > > i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at
> det
> > > > hele
> > > > > > bare
> > > > > > > > var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste
ville
> > > være
> > > > > > nogen,
> > > > > > > > som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da
> jeg
> > > > indså,
> > > > > > at
> > > > > > > > jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der -
> uvidende
> > om
> > >
> > > > > deres
> > > > > > > > egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg
> mig
> > > > > tilbage
> > > > > > > til
> > > > > > > > et fjernt hjørne og ventede.
> > > > > > > >
> > > > > > > > Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på
dagen,
> > og
> > > > jeg
> > > > > > > > traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et
> > velsignet
> > > > > stille
> > > > > > > > rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde,
> at
> > > jeg
> > > > > ikke
> > > > > > > > skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det,
> der
> > > > skulle
> > > > > > > ske,
> > > > > > > > men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens
> dage
> > > var
> > > > > > talte.
> > > > > > > > Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den
> > byrde,
> > > > hun
> > > > > > > bærer,
> > > > > > > > vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg
> > altid
> > > > > > vidste,
> > > > > > > > hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om
mit
> > > > forben
> > > > > > mens
> > > > > > > > en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden
> på
> > > > samme
> > > > > > > måde,
> > > > > > > > som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden.
> > Professionelt
> > > > > stak
> > > > > > > hun
> > > > > > > > nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige
> væske
> > > løbe
> > > > > > > gennem
> > > > > > > > min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i
> hendes
> > > > > venlige
> > > > > > > øjne
> > > > > > > > og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun
mit
> > > > > > hundesprog,
> > > > > > > > for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede
> > hastigt,
> > > at
> > > > > det
> > > > > > > var
> > > > > > > > hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor
> jeg
> > > ikke
> > > > > > ville
> > > > > > > > blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville
> > skulle
> > > > > klare
> > > > > > > mig
> > > > > > > > selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end
> > dette
> > > > > > jordiske
> > > > > > > > sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et
> > > > haledunk
> > > > > at
> > > > > > > > udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet
på
> > > hende.
> > > > > Det
> > > > > > > var
> > > > > > > > dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig
og
> > > vente
> > > > > på
> > > > > > > dig
> > > > > > > > for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor
loyalitet.
> > > > > > > >
> > > > > > > > Slut
> > > > > > > >
> > > > > > > > Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig
> > tårer
> > > i
> > > > > > > øjnene,
> > > > > > > > da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det
> fordi
> > > den
> > > > > > udgør
> > > > > > > > den fælles historie for millioner af tidligere ejede
kæledyr,
> > som
> > > > > hvert
> > > > > > år
> > > > > > > > dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er
velkommen
> > til
> > > > at
> > > > > > > > udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den
er
> > > > > behørigt
> > > > > > > > forsynet med copyright noten. Brug den til
uddannelsesformål,
> på
> > > > jeres
> > > > > > > > hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og
> > > > > dyrlægekonsultationers
> > > > > > > > opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at
> > bringe
> > > et
> > > > > > > kæledyr
> > > > > > > > ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr
> > fortjener
> > > > > vores
> > > > > > > > kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet
> > passende
> > > > hjem
> > > > > > for
> > > > > > > > dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation
kan
> > > > tilbyde
> > > > > > råd
> > > > > > > > og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at
> > standse
> > > > > > > > aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at
> > forhindre
> > > > > > uønskede
> > > > > > > > dyr.
> > > > > > > >
> > > > > > > >
> > > > > > >
> > > > > > >
> > > > > > > ---
> > > > > > > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > > > > > > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > > > > > > Version: 6.0.437 / Virus Database: 245 - Release Date:
06-01-03
> > > > > > >
> > > > > > >
> > > > > >
> > > > > >
> > > > >
> > > > >
> > > > > ---
> > > > > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > > > > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > > > > Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03
> > > > >
> > > > >
> > > >
> > > >
> > >
> > >
> > > ---
> > > Outgoing mail is certified Virus Free.
> > > Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> > > Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03
> > >
> > >
> >
> >
>
>
> ---
> Outgoing mail is certified Virus Free.
> Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
> Version: 6.0.443 / Virus Database: 248 - Release Date: 10-01-03
>
>

---

Mon, 13 Jan 2003 16:43:59 +0100, René Kofoed wrote:

>Jeg har personligt ikke problemer med at, være en ÆRLIG led møgkælling, der
>siger sin mening, der sikkert får mange verbale tæsk pga mine indlæg. Men
>jeg troede essensen af denne nyhedsgruppe bestod af kærlighed til dyr,
>specielt hunden, et debatforum, hvor man kunne lufte sine meninger, med
>hundens velfærd som største priortet.

Sådan!

>Undskyld det lange indlæg, og udøsning af mine meninger. Jeg vil gerne
>pointerer at, dette indlæg ikke kun er til dem der har startet tråden, men
>til alle som, beslutter sig for at, enten skille sig af med et
>velfungerende dyr, eller holde dyr i live, som var/er bedst tjent med at, få
>fred. Tænk på hunden, den tænker ikke på andet end DIG!!!


--
Mvh Sonja nospam@***sonpet.com http://www.sonpet.com/

Ser alt sort ud, kigger du måske i den forkerte retning.

---

Hejsa,
jeg syntes ikke fler tallet er ret søde mod den familie som står i den
vanskelige situration.

Husk: hunden er vant til at være familie hund, den er ikke vokset op med
børn og det kræver tilvæning, jeg har selv en datter på 13 mdr.
Mener i måske den skal "væk" fra barnet indtil den bliver 100% stabil over
for børn, hvem stiller børn til rådighed??? jeg gør ikke!!!!
Det vil sige, den skal trænes og i bur, trænes og i bur osv osv. ind til man
kan stole på den.

Hvis familien skal være 100% sikker på der ikke sker mere med datteren skal
hunden lukkes væk når datteren er vågen, hvor fedt er det for hunden?
Husk lige at moren/ faren skal kunne gå på toilet, tage telefonen, åbne
døren osv. uden at risikere at hunden "føler" sig truet af barnet, for hvem
af jer kan sige, når den nu føler sig over barnet, at den ikke bider næste
gang hun rejser sig op ved den, falder ind i den, giver den en mys..... osv
osv. Det er IKKE jer der skal leve med en enøjet datter, skamferet barn
eller deslige fordi hunden har følt sig trådt over tærene...

Det skulle lige være en af mine som gjorde det, jeg havde personligt slået
hunden ihjel inden den kunne nå at slippe mit barn!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Da ganske simpelt, mit barn ikke er en trusel, men et højere medlem af
familien. Som også kan give hundene godbidder og deslige. De får dog først
mad når hun er lagt i seng, men det bliver ikke noget problem når hun en
gang bliver gammel nok til at give dem det.

Jeg mener 100% at familien gør det RIGTIGE at finde EN ny familie til den,
uden små børn og evt. med en anden hund så der er en at lege med.

Venlig Hilsen Anette og Bordeauxerne.


Mette Mejdahl <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:avmv5q$bmd$1@sunsite.dk...
> Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis det er
jers
> beslutning så, lad det være det...
>
> MVH. Mette
>
> http://medlem.jubii.dk/spinone/
>
> Synes lige denne passede her...
> Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001
>
>
>
> Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le.
Du
> kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
> ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"
> sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men
så
> lod du dig formilde og kløede mig på maven.
>
> Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
> havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
> nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
> betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
kunne
> blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind
for
> at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde
du),
> og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme
hjem
> sidst på dagen.
>
> Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
karriere
> og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig,
> trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig
> dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
forelsket.
>
> Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg
> hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
lystrede
> hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
>
> Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af
de
> små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af
> dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
noget,
> og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller
et
> hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
hurtigt
> en "kærlighedsslave".
>
> Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast
til
> min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
> undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
> deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
> forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
> deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
> ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
>
> Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
hund -
> tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
> Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået
fra
> at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
> udgifter i forbindelse med mig.
>
> Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter
til
> en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
rigtige
> beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste
> familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til
> internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
> udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
hende".
> De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt
> til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far!
> Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
> hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar
og
> om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik
> mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en
> deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de
to
> rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder
i
> forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem
> til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
>
> De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
> hverdag tillader.
>
> De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
> siden.
>
> I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
forsiden
> i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare
> var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen,
> som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at
> jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
> egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage
til
> et fjernt hjørne og ventede.
>
> Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
> traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
> rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
> skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
ske,
> men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte.
> Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun
bærer,
> vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste,
> hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens
> en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme
måde,
> som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak
hun
> nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
gennem
> min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige
øjne
> og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog,
> for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det
var
> hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
> blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare
mig
> selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske
> sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
> udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det
var
> dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på
dig
> for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
>
> Slut
>
> Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
øjnene,
> da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør
> den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år
> dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
> udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
> forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
> hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
> opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
kæledyr
> ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
> kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for
> dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd
> og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede
> dyr.
>
>

---

Hej.
PUHA, hvor dit indlæg sætter mit temorament i kog.
Du burde skamme dig!!
Gjorde et af dine børn noget mod mine hunde, ville jeg lærer dem at, LØBE.
Meget stærkt. Ikke fordi hundene ville gøre noget, men jeg ville blive så
edderflint rasende på børnene.
Men men, godt ord igen. Kan læse at, du tager dine ansvarsbevidste
forholdsregler, og ikke giver hverken børn eller hunde muligheden for at,
noget sådant kan opstå. Respekt for det.
Hvis alle hundeejere der også er forældre var lige så ansvarsbevidste som
dig, ville denne tråd aldrig være skrevet!!!
Fortsat en god dag.
MVH Susanne.

"Toft Stryhn" <s-toft@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3e1f4327$0$223$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Hejsa,
> jeg syntes ikke fler tallet er ret søde mod den familie som står i den
> vanskelige situration.
>
> Husk: hunden er vant til at være familie hund, den er ikke vokset op med
> børn og det kræver tilvæning, jeg har selv en datter på 13 mdr.
> Mener i måske den skal "væk" fra barnet indtil den bliver 100% stabil over
> for børn, hvem stiller børn til rådighed??? jeg gør ikke!!!!
> Det vil sige, den skal trænes og i bur, trænes og i bur osv osv. ind til
man
> kan stole på den.
>
> Hvis familien skal være 100% sikker på der ikke sker mere med datteren
skal
> hunden lukkes væk når datteren er vågen, hvor fedt er det for hunden?
> Husk lige at moren/ faren skal kunne gå på toilet, tage telefonen, åbne
> døren osv. uden at risikere at hunden "føler" sig truet af barnet, for
hvem
> af jer kan sige, når den nu føler sig over barnet, at den ikke bider næste
> gang hun rejser sig op ved den, falder ind i den, giver den en mys.....
osv
> osv. Det er IKKE jer der skal leve med en enøjet datter, skamferet barn
> eller deslige fordi hunden har følt sig trådt over tærene...
>
> Det skulle lige være en af mine som gjorde det, jeg havde personligt slået
> hunden ihjel inden den kunne nå at slippe mit barn!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
> Da ganske simpelt, mit barn ikke er en trusel, men et højere medlem af
> familien. Som også kan give hundene godbidder og deslige. De får dog først
> mad når hun er lagt i seng, men det bliver ikke noget problem når hun en
> gang bliver gammel nok til at give dem det.
>
> Jeg mener 100% at familien gør det RIGTIGE at finde EN ny familie til
den,
> uden små børn og evt. med en anden hund så der er en at lege med.
>
> Venlig Hilsen Anette og Bordeauxerne.
>
>
> Mette Mejdahl <md_mejdahl@yahoo.dk> skrev i en
> nyhedsmeddelelse:avmv5q$bmd$1@sunsite.dk...
> > Ked af at høre at hunden skal skilles fra sin familie, men hvis det er
> jers
> > beslutning så, lad det være det...
> >
> > MVH. Mette
> >
> > http://medlem.jubii.dk/spinone/
> >
> > Synes lige denne passede her...
> > Hvordan kunne du gøre det? Af Jim Willis 2001
> >
> >
> >
> > Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le.
> Du
> > kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par
> > ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været
"uartig"
> > sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men
> så
> > lod du dig formilde og kløede mig på maven.
> >
> > Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
> > havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
> > nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
> > betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
> kunne
> > blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind
> for
> > at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde
> du),
> > og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme
> hjem
> > sidst på dagen.
> >
> > Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
> karriere
> > og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på
dig,
> > trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for
dårlig
> > dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
> forelsket.
> >
> > Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød
jeg
> > hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
> lystrede
> > hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.
> >
> > Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt
af
> de
> > små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig
af
> > dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem
> noget,
> > og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse
eller
> et
> > hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev
> hurtigt
> > en "kærlighedsslave".
> >
> > Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast
> til
> > min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne,
> > undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og
> > deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have
> > forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i
> > deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen
> > ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.
> >
> > Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
> hund -
> > tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig.
> > Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået
> fra
> > at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have
> > udgifter i forbindelse med mig.
> >
> > Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter
> til
> > en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den
> rigtige
> > beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det
eneste
> > familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom
til
> > internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
> > udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til
> hende".
> > De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte
> > virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var
nødt
> > til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej,
far!
> > Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for,
> > hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar
> og
> > om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel,
undgik
> > mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde
en
> > deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de
> to
> > rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning
måneder
> i
> > forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt
hjem
> > til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"
> >
> > De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle
> > hverdag tillader.
> >
> > De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
> > siden.
> >
> > I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
> forsiden
> > i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele
bare
> > var en ond drøm . eller jeg håbede, at det i det mindste ville være
nogen,
> > som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså,
at
> > jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres
> > egen skæbne - boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage
> til
> > et fjernt hjørne og ventede.
> >
> > Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
> > traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
> > rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
> > skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
> ske,
> > men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var
talte.
> > Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun
> bærer,
> > vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid
vidste,
> > hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben
mens
> > en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme
> måde,
> > som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak
> hun
> > nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe
> gennem
> > min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige
> øjne
> > og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit
hundesprog,
> > for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det
> var
> > hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke
ville
> > blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare
> mig
> > selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette
jordiske
> > sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at
> > udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det
> var
> > dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på
> dig
> > for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.
> >
> > Slut
> >
> > Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i
> øjnene,
> > da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den
udgør
> > den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert
år
> > dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at
> > udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt
> > forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
> > hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
> > opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
> kæledyr
> > ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores
> > kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem
for
> > dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde
råd
> > og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse
> > aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre
uønskede
> > dyr.
> >
> >
>
>