"Ris@ger" <risager@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3e1b4412$0$196$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
>
http://www.villaggiodeifiori.it/
Ja - omend jeg næsten ikke kunne kende den ud fra denne sides billeder og
beskrivelser.
Vi var der for 4 år siden, og det var ikke den bedste oplevese i dén ferie.
Det positive man kan sige om pladsen er, at den er let at finde. Den ligge
lige ved landevejen - eller Via del Fiori - på vej ind i Sanremo når man
kommer fra vest (Ventimiglia). Men dette kan så osse opfattes som et minus,
for den landevej er ret så trafikeret, og det betyder osse en del støj -
især fordi vejen er et par meter over niveau i forhold til pladsen.
Sanremo er en smuk og dejlig by - men pladsen ligger ikke i almindelige
gåafstand til den dejlige by. Læg mærke til deres beskrivelse af hvor mange
minutters kørsel der er til det ene og det andet - men de skriver ikke noget
om afstanden til den by, man er kommet for at besøge. Der er ganske vist kun
4-5 minutters gang op til busstoppestedet, så man kan køre ind til byen på
den måde.
Pladsen ser rigtig smuk ud på billederne. Det ser ud som om den ligger lige
ned til stranden. Den ligger ganske vist ned til Middelhavet, men der er
ingen strand. Den er anlagt på en banke af opfyldningsmateriale, og
vandkanten er store kampesten.
De to pools er vistnok fotograferet særdeles favoriserende - med en god
vidvinkel - for jeg husker dem bestemt ikke som værende af den størrelse,
som de ser ud til at være her. Men værst af alt - det var rasende dyrt at få
en dukkert i poolen. Jeg husker ikke prisen - men husker at vi efter en
enkelt gang at have været i, besluttede at vi kunne bruge pengene meget
bedre på andre ting inde i byen.
Jo pladsen havde da nogle buske og træer, men denne reklameside får den til
at fremstå som en botanisk have - den må være vokset op i de mellemliggende
4 år. Pladsen var særdeles velordnet (hvilket selvfølgelig er sjældent i
Italien), men overalt var den dækket af små kvadratiske fliser - også de
enkelte campingstande. OK - det betyder selvfølgelig at man ikke behøver at
slæbe det evindelige sydeuropæiske støv med ind i telt eller campingvogn,
men jeg personligt synes at det er særdeles ucharmerende at ligge på en
plads, hvor man skal slå pløkker ned mellem fliserne og i øvrigt bevæge sig
rundt som på en parkeringsplads.
Alle disse ting kan man måske leve med - men det værste af alt var et MEGET
uvenligt personale, som havde mere travlt med at håndhæve de mange
restriktioner og forbud på pladsen end at få serviceret kunderne.
Så min konklusion kan du måske gætte: Jeg vil ikke tage dertil igen.
Men ret skal være ret - der kan være sket meget på fire år. Måske er det nyt
personale, måske er det ene eller andet ændret osv osv. Men hvis det er
noget med at skulle booke sig ind for adskillige dage, vil jeg se mig om
efter noget andet. Hvis det er noget med at tilbringe en nat eller to når
man alligevel er på farten - ja så tag da ind omkring og se den - og fortæl
mig om jeg er for grov i min dom.
mvh ole