"Henrik Hansen" <hansehen@mail.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3e181720$0$71660$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Vi har en border Collie 11 uger som er begyndt at bide i forskellige ting.
> Hun stjæler sokker, sko o.l. og farer igenenm huset med dem.
> Hun er ligeledes begyndt at kradse og gnave i nogle paneler i køkkenet
hvor
> hun sover. Dette sker når vi har forladt hende og hun har fundet og spist
> det tørfoder som var i flaske samt gemt på gulvet og kurven.
>
> Nogle steder har jeg læst at man ikke skal irettesætte hunden når den
bider
> i noget forbudt, men rose den når den bider i de gode ting. Hvordan
indlæres
> et bideforbud.
>
> Skal man lade hende bide i kurven??
>
> MVH
>
> Fam. Hansen
> og Borderen Mille
>
>
Som mor til en snart 2 år gammel schæfer, har jeg været alt det ovenstående
igennem. Hverken sko, strømper eller andet tøj kunne få lov til at være i
fred. Og hans kurv, ja det var et helt andet kunststykke. Han fik efter et
par måneder en stor flettet kurv, som han kunne vokse i. Den blev lige så
pænt tygget hele vejen rundt, og jeg kunne hver dag finde nye pinde alle
mulige steder. I dag er kurven kun halvt så stor i højden, men han får ikke
en ny på trods af, at bideriet er stoppet. Med et stort tæppe er den gamle
fi nok
Medmindre det generer dig vildt at Milles kurv er bidt i, ville jeg ikke
irrettesætte hende, når hun bider i sin kurv. Vi gør jo meget ud af som
mennesker, at hundene skal gå over i DERES kurv. Det er hundens egen kurv,
og så må den for min skyld gøre ved den, hvad den vil. Når der ikke er mere
kurv, må den nøjes med et tæppe. Jeg ved godt, at hunden ikke kan se
sammenhængen, men det er da uskadeligt at hunden bider i sin kurv, hvis den
så kan holde sig fra andet.
Nå tilbage til hvorfor Mille bider i ting. Der kan være flere grunde, og de
er alle aldersbestemt. Når hun ikke er ældre, end hun er, har jeg kraftig
tendens til at tro, at det bare er almindelig legesyghed. Jeg tror ikke, hun
keder sig, da det lyder til, at I aktiverer hende meget. Man må dog bare
acceptere, at hun er hvalp, og hvalpe gør langt hen ad vejen sådanne ting.
Derfor bør I som også nævnt tidligere fortælle og vise hende, hvad hun må
tage, og hvad der er forbudt. Det burde hjælpe, men stadig kommer der et
tidspunkt, hvor tænderne for alvor begynder at klø, og så kan den dårlige
adfærd vende tilbage. Så er lysten til at klø tænderne altså større end at
lystre sin herre, og så er det for alvor, at vores tålmodighed står på en
prøve.
Hvis bideriet fortsætter helt til hun er næsten 1 år, som det var tilfældet
hos Cujo, så skal man overveje, hvad det er vi som ejere gør galt, for det
er sjældent hunden, der er problemet. Cujo blev aktiveret rigtig meget, men
lige lidt hjalp det. Et øjeblik han var alene, og specielt hvis han var
alene hjemme, splittede han alt af.
Som jeg tidligere har skrevet herinde, hjalp hundepsykolog ikke ret meget,
men det stoppede dog den dag, hvor han fik lov til at sove i vores seng om
natten. Problemet var åbenbart en form for seperationsangst eller
kontaktsøgen.
Det er ikke nemt at have 30 kg schæfer i en 160 bred seng, når man i
forvejen ligger 2 der, men det er heller ikke sjovt at skulle lægge nyt gulv
hver uge.
Gå ikke i panik. Mille er ikke anderledes end andre hvalpe, og hvis I har
lidt tålmodighed og fortæller hende, hvad hun må og ikke må rigtig mange
gange, så skal hun nok lære det, men hun skal også have den rette alder. Vi
kan jo heller ikke lære et spædbarn at gå på WC før det er klar?
Forresten, hvis du har på fornemmelsen, at det kan være en form for
seperationsangst, bør du nok allerede nu overveje at tage hende med så ofte
som muligt. Jeg har det da i dag lidt dårligt med, at Cujo i så lang tid har
været ked af det, men igen hvad kunne jeg havde gjort? Dengang kendte jeg
ikke til denne gruppe til at hjælpe mig
Med venlig hilsen
Cujos mor.
P.S. Jeg ved godt, at det nok ikke bliver populært blandt alle herinde, men
et råd kan jo også være at finde en kasse til hende, som I kan lukke af evt.
en transportkasse. Så vil både I og hunden få en postiv oplevelse hver gang
I kommer hjem. Ingen sure miner, da intet er ødelagt.