Bent K Larsen wrote in <at08q6$2d4l$1@news.cybercity.dk>:
> Jeg er desværre kommet i den uheldige situation at min overbo er begyndt
> at larme totalt overdrevet ved at vedkommende banker/hopper i gulvet. Det
> har stået på i ca. 2 mdr. indtil nu - og nu har jeg fået nok.
> Jeg har klaget til vores ejendomskontor og de skulle efter sigende have
> sendt en klage til overboen - dog uden resultat.
[...]
Jeg kan fortælle dig om mine erfaringer.
Jeg havde på et tidspunkt problemer med en underbo der spillede høj musik.
Det startede typisk i løbet af fredag aften, og stoppede kort før jeg stod
op. Lørdag aften startede det igen. Jeg havde ofte porcelæn der klirrede i
takt med bassen.
Jeg prøvede gentagne gange (for forskellige tidspunkter af natten) at bede
pænt om at skrue ned. Det kunne de ikke tage sig af. En nat kom jeg ned med
min legekontrakt, og viste sort på hvidt, at de selv havde skrevet under på
ikke at støje efter kl. 23. (Eller var det kl. 22? I hvert fald før
midnat.) De mente at en ung fyr som mig skulle være ligeglad, ellers kunne
jeg flytte ind i en beskyttet bolig sammen med nogle pensionister.
Jeg opgav den "direkte vej", og prøvede med loven. Jeg fandt ud af, at hvis
en dør eller et vindue står åben, eller bare "på klem", så kan man melde
det til politiet. Det var vist "gadeuorden" det blev kaldt. Men hvis bare
døre og vinduer var lukkede, så kunne loven ikke hjælpe.
Deres altandør stod åben ved næste fest. Jeg gik ned på gaden og ringede til
politiet derfra. Jeg fik at vide at man allerede i telefonen kunne bekræfte
at musikken var for høj. De ville tage en snak med dem. Ud på morgenen
havde der ikke været pause i musikken, i hvert fald ikke nok til en snak
med politiet. Jeg ringede til dem for at spørge hvordan det gik, men fik
egentlig bare at vide, at de ikke havde tid. De havde nemlig samme problem
et andet sted i byen. (?)
Hvis de ikke ville tage sig af det, kunne de vel have sagt det første gang
jeg ringede, i stedet for at sige, at jeg bare kunne ringe næste gang.
Anyway...
Det eneste jeg kunne gøre var altså at klage til boligforeningen. De tog mig
tilsyneladende ikke seriøst, og mente at han da var en flink ung mand.
Senere fik jeg at vide at det vist ikke var tilfældigt at han havde samme
efternavn som ejeren af boligselskabet.
Løsningen blev at flytte.
Konklusion? Prøv at bede pænt. Hjælper det ikke, er der nok ikke andet der
gør. Og giv gerne hurtigere op end mig. I en periode havde jeg altid mærker
på højre hånd i weekenderne, af at banke på hans dør.
--
Mvh.
Niels Andersen
(la nels. anersyn.)