Stump kalligraferede, i news:3df06375$0$689$ba624c82@nntp03.dk.telia.net
> "Andrew" <andvalen@post.tele.dk> wrote in message
> news:asnveo$dui$1@sunsite.dk...
>> Freud og hans "Kulturens Byrde" er indtil videre bedste bud, men det
>> kunne være fedt med nogle flere vinkler, og mon ikke jeg har overset
>> nogle...
>
>
> Hm...
Ja, hmmmm. Freud er ikke det mest oplagte - i hvert fald ikke Kulturens
Byrde. Ok man kan måske hævde en vis anti-civilitatorisk tendens i filmen,
men det er jo anti- en bestemt udgave af civilisationen, nemlig den
forbrugeristiske kapitalisme. Den kendte Freud slet ikke ...
> Den læsning vi blev præsenteret for, på baggrund af bogen, gik vist
> på, at kvindemennesket som (God knows why) får et forhold til værkets
> mandlige protagonist repræsenterer det feminine, åbne...snakkende.
> Mens hovedpersonen i begyndelsen er meget maskulin, lukket og
> ikke-talende.
>
> Jeg husker ikke så meget, men måske kan du på baggrund af en smule
> selv undersøge filmen i forhold til, om der sker noget lignende.
Det er der i filmen også. I det hele taget er den jo (i sagens natur) fyld
med den slags dualiteter/dikotomier/dualismer/dialektikker (whatever).
Mand-kvinde, Handling-tænkning, magt-afmagt etc etc.
> I bogen får hovedpersonen ved et slagsmål slået kinden i stykker i
> den ene side, så hans mund bliver "åbnet", og da han i slutningen af
> bogen skyder sig, bliver hans mund åbnet i den anden side også... i
> bogen er han endvidere lukket inde på en passende anstalt til sidst,
> og da har han så dette meget brede "smil", fordi mundvigene i begge
> sider er blevet forlænget fysisk.
Sjovt, den vinkel lagde jeg ikke mærke til (har kun set filmen)
En mere gymnasievenlig vinkel: Det er svært at integrere de mang
modsatrettede krav man bliver stillet over for af omverdenen. Meget af det
vore liv bruges på er ret meningsløst og mange mennesker er kynikere. Hvis
man vil opnå en smule autenticitet eller mening må man bryde facader ned
(jf. fx. Pink Floyd "The Wall") og lære at relatere sig til andre mennesker
uden om overfladen. Problemet er at alle ved det er sådan, og defor bliver
selv relationer til andre og forsøg på autenticitet kommercialiserede og
stivnede i bestemte ritualer (selvhjælpsgrupperne fx.). Man skal bekende sit
indre, men kun hvis det ikke er normbrydende (den sexlystne kemopatient).
Den helt "rigige"imho at bruge ift. en analyse vil være Foucault og hans
begreber om panoptikon og dobbelt subjektivering. Specielt ift. hvordan
anarki (slåskamp-klubben) degenererer og bliver små-fascistisk
(kamptropperne). - Man kan ikke blive fri for omklamringen af det man kæmper
imod.
Praktisk vil det være en idé at se på et hovedtema og så dykke dybere ned i
en enkelt detalje, fx. en biperson.
> Hvordan de her "fights" så egentlig hænger sammen med læsningen kan
> jeg ikke huske, men da det jo er under et af slagsmålene, at han får
> slået mundvigen op, kan jeg forestille mig, at de blev læst som en
> del af hovedpersonens proces henimod åbenhed, tale...
Det er jo også kun en partiel læsning. Jeg ser fights'ene først og fremmest
som subversive (ift. samfundsordenen) og pansernedbrydende (forsøget på
autenticitet).
> Det er ikke meget jeg husker, men også i filmen er der klart nogle
> ting på spil i forholdet mellem de to køn, og de to sider af ham.
Sexualiteten og dens forkvakling er rigeligt til en opgave i sig selv.
David