Jeg har prøvet at lide af panikangst, men det ligger omkring 25 år tilbage. Der
var på et tidspunkt en række ting der ligesom rottede sig sammen imod mig, og
resultatet var at jeg psykisk gik ned med flaget. Jeg kom ikke rigtig ovenpå
igen, men som din kæreste (fra den tidligere tråd om emnet) var jeg god til at
skjule det. Ingen kunne se på mig at jeg gik og havde det dårligt, og at det var
en kamp og et skuespil uden lige blot at få hverdagen til at løbe rundt. Jeg led
af konstant tungsind og fik hyppigere og hyppigere de mest forfærdelige
angstanfald hvis jeg kom i situationer hvor jeg følte mig presset. Det kunne
f.eks. være på arbejde eller i tæt trafik. Jeg fik et par gange angstdæmpende
medicin hos lægen, og jeg prøvede også en såkaldt 'hypnotisør og psykolog', men
ingen af delene havde nogen afgørende effekt. Efter ca. trekvart år på den måde
følte jeg at jeg ikke kunne klare det længere, og en fredag, hvor jeg havde det
særlig dårligt, traf jeg en afgørende beslutning: Om mandagen ville jeg gå til
lægen og bede om at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. Denne beslutning
ville få mit liv til at slå en koldbøtte (mente jeg), da jeg var sikker på at
jeg ville miste mit job, mit nye hus ville ryge på tvang, konen ville sikkert
skride, jeg ville miste alle mine venner, og desuden var det jo slet ikke
sikkert at jeg nogensinde ville blive rask. Så det var en meget alvorlig
beslutning. Jeg husker ikke hvordan weekenden gik, men da jeg vågnede mandag
morgen og skulle føre beslutningen ud i livet var al mit tungsind væk. Solen
skinnede og fuglene sang, og det var som at være født på ny. Jeg kan huske at
jeg lå i min seng og ventede på at det mentale mørke skulle sænke sig over mig
igen, men det skete ikke. Det var det første 'hul' (lyse øjeblik) jeg havde haft
siden det hele startede, og det gav mig optimisme og nyt mod. Så længe der bare
var sådanne lyse huller ind imellem ville jeg kunne acceptere min tilstand og
leve med den. Jeg aflyste naturligvis aftalen ved lægen. I tiden derefter havde
jeg af og til små tilbagefald, men de blev sjældnere og sjældnere. Efter ca. 5
år turde jeg smide de sidste af mine meget dyrebare angstdæmpende piller væk.
Det var den korte version af en ellers meget lang historie.
Hvorfor kom jeg nu ud af det på den måde? Det var næsten som at snuble ud af
bagdøren. Ja, jeg tror at det at jeg simpelthen 'gav slip' og besluttede at
lægge min skæbne i andres hænder fik min twistede hjerne til at slappe af på en
eller anden måde. Anden forklaring har jeg ikke.
Og hvad har jeg så lært af det? Jeg tror at sådan en tilstand kan udløses af
flere faktorer. Set i bakspejlet er jeg overbevist om at jeg på det tidspunkt
det hele startede gik rundt med en depression. Et depressivt menneske er ofte
ikke selv klar over at den er gal, fordi symptomerne som regel kommer meget
langsomt. Man holder simpelthen op med at være glad, og tænker mere og mere
dystre tanker. Man kan sagtens spille skuespil overfor sine omgivelser, så ingen
opdager noget. Jeg har senere - når jeg har følt at jeg var på vej imod mod
afgrunden igen - fået antidepressiver, og det mener jeg er det rigtige - for
mig. Desuden tror jeg at mennesker, der er meget følsomme overfor kritk, andres
sindsstemninger osv. er mere disponerede for den slags end folk der er arrogante
og egoistiske. Dengang ville jeg strække mig til det yderste for at tækkes så
mange som muligt, men jeg har siden lært at sige fra. Sagt lidt firkantet: Jeg
er som jeg er, og hvis ikke de andre kan lide det, så er det ligemeget. Det
sidste er en meget lang process, der tager mange år, men jeg føler mig psykisk
stærkere i dag end nogensinde, og er således kommet styrket ud af helvedet. Og
hvis jeg kan, så kan din kæreste også.
Hvis depression er en del af problemet, så vil jeg gerne pege på et præparat der
hedder Calmigen, og som kan fås i håndkøb hos Matas. Det er en form for
lykkepiller baseret på naturmedicin, og de var ret omtalt i pressen da de kom
frem p.g.a. den dokumenterede gode effekt. Jeg har selv prøvet dem, og jeg synes
de virker langt mere overbevisende end den autoriserede medicin, jeg et par
gange har fået hos lægen (husker ikke hvilket præparat). Men som alle andre
depressiver virker de kun på endogen (indefra kommende) depression. Man kan ikke
kurere en naturlig nedtrykthed forårsaget af udefrakommende faktorer, som sorg,
truende tvangsauktion eller lignende. Du skev i den tidligere tråd at han er
meget social, men måske er det en slags skuespil for at dække over usikkerhed?
Det er vigtigt at han lærer at være sig selv, og det skader ham i hvert fald
ikke hvis han kan lære at blive lidt egoistisk (til en vis grænse).
Det var en længere historie. Håber at noget af den kan bruges.
M.v.h.
Andreas
ulla wrote:
> Hej alle
>
> Jeg kunne godt tænke mig at vide om der virkelig ikke er nogen der lider af
> panikangst eller tør de bare ikke stå frem. 80% af danmarks befolkning lider
> af det, så der må også være nogen her. Jeg er interesseret i at høre om
> hvordan I har det og hvad I har gjort for at komme ud af det, så kom nu frem
> af busken.
>
> ulla
|