Er sakset fra følgende adresse:
http://cf.dk/spruthus/jb.02-01-17.htm
Det er godt nok en fyr fra FCKFC der har skrevet det, men han har jo så evig
ret.
Status over muiskken 2001:
I det hele taget har det været endnu et supertrægt år for dansk musik. Ud
over ovennævnte plade med Love Shop har der simpelthen ikke været nogen
plader, der har været så gode at de simpelthen bliver en del af i hvert fald
mit liv, af min hverdag - eller som jeg bare gider lytte til igen og igen.
Hvor er de unge bands med noget at sige? Hvorfor er der ingen danskere, der
kan komme ud af ingenting og rearrangere ens psyke som Kent eller Håkan
Hellström har gjort fra den anden side af Øresund?
Er det fordi den kyniske pladebranche ikke vil satse på noget, der ikke
slikker folk op og ned ad ryggen, eller er det fordi der simpelthen ikke er
folk her, der har noget at sige - en rigeligt bred generalisering, det ved
jeg, men jeg længes efter noget der holder. Love Shop, javel, men så har jeg
ellers ikke fundet noget der virkelig har boret sig ind i hjertet siden
Psyched Up Janis brændte klart, men også kort. Kun noget, som har givet
tanken, at "Hmmmm, det er da egentlig hæderligt", og så heller ikke meget
mere.
Det står virkelig skidt til, når Marie Frank og Swan Lee er nationens
fremtidshåb, og når Thomas Helmig er den danske popmusiks højeste eminence -
eller poppens konge, som Gaffa kaldte ham. Alene fordi han igen har spyttet
en klæg gang metervare på gaden, hvor han denne gang har indset at R&B
sælger som varmt brød, og derfor prøver at skrue sovekammerstemmen lidt
ekstra på, men svigter sit i forvejen sølle forlæg med nogle flere pinlige
tekster som en syvendeklasses skoledreng ville have skammet sig over at have
skrevet på omslaget af sit stilehæfte dengang i sjette. "Got an e-mail/from
a female". Årh skrid dog endelig.
Og tag Safri Duo med. Joken er slidt op nu. Ja, vi har set at I kan spille
på tromme, og at I er dygtige til det. Det gør jer stadig ikke til andet
end - trommeslagere. Og drop dog jeres kvalmende image med at stå og holde
stikkerne sammen, så der kommer lyn. I er ikke gudeskikkelser, men
trommeslagere. Behøver det gentages igen? Og dette er ikke det Sistinske
Kapel, men noget der kunne passe ind i Eldorado anno 1984. Samme år hvor
George Kranz havde et hit med 'Trommeltanz', der er en opsummering af hele
jeres produktion. Han forsvandt straks igen, hvilket er et klart eksempel
til efterfølgelse. Om I lægger trommer ovenpå, så er det I laver ikke andet
end en gang totalt intetsigende sodavandstrance.
Farvel, og lad dog endelig Erann Drori følge med. Og Søren Sko. For fanden
hvor er det bare betegnende for den danske musikscene, at det bedste bud på
stjerner er nogle hestehaleklædte, superglatte croonere med store røde tal
på idékontoen. "Søren, du kunne måske overveje at synge en James
Taylor-sang!" Har han nogensinde gjort andet? "Og Erann, kopier lige Bob
Marleys 'Could You Be Loved'. Den er jo ikke så overpisset i forvejen, at
det gør noget!" Ja, og lign lige en tandpastareklame samtidig.
Jeg ville være lige så barsk mod EyeQ, men de er meget lækre, især Louise og
Sofie, så de slipper lettere. Men ved gud, hvor er det i al sin effektivitet
sjæleløst. Hvis man erkender, at man ikke har gnist af kunstneriske
ambitioner med at lave musik, så er det vel bare med at komme i gang - lad
os alle hoppe på pengekarusellen. Men det bliver først for alvor kreperligt,
når der skal sættes tid af i kultursektionernes musiksider for at drøfte
noget, der er ca. så kunstnerisk gyldigt som Hellmanns Mayonnaise og har
dobbelt så mange tomme kalorier.
Brug-og-smid-væk er og bliver en vigtig faktor i musiklivet, og det skal
blive ved med at være tilfældet. I de sidste mange årtier har der været mere
eller mindre fordækte firmaer, der har sprøjtet sange og popnavne ud. Og i
et utal af tilfælde har det givet fantastisk kunst. Bare se på Motowns
hitfabrik i tresserne, eller Phil Spectors pigegrupper. Men for det første
var musikken dér endeproduktet og ikke blot en del af et totalt ligegyldigt
baggrundstapet i et tv-program. For det andet var det originalt, og der var
en vision bag, der gør at de sange stadig holder bedre end nogensinde.
Det er vel også derfor, at de bliver karbonkopieret til et program som TV2's
(der var de igen) Venner for altid. Udover at de så bliver maltrakteret af
at Kuku Agami insisterer på at komme ind hvert fjerde sekund for at afbryde.
Det lyder forfærdeligt. Men for fanden hvor det sælger, når det ikke
foreligger i en gammel udgave med nogle ukendte gamle amerikanere, men
derimod bliver sunget af en køn pige fra Nordjylland og spillet af en flok
aldrende studiemusikere med solbriller på i studiet, der tror de ser noget
så seje ud - og der kommer reklamer for det i tv, så man ikke behøver lede
så længe når man anskaffer sig pladen i Kvickly.
Der kan far og mor så købe Zindy og Kuku til sig selv, og til ungerne kan de
snappe DJ Encore, Jeanett Debb eller Christian; en af dem som har fået et
navn fordi de hver aften har fået spilletid ved langgaberen Big Brother.
Programmet, hvor Christian scorede sig en pladekontrakt på at være kendt
simpelthen for at være i tv, og på daglig basis at hulke sig igennem 'Hotel
California'. Fuck talenterne i dansk musik, hvem har brug for dem? Her er en
fyr med en kæk britpopfrisure à la hvad Blurs bassist havde i 1993, der kan
synge ældgamle sange nogenlunde rent. Og folk har set ham pisse. Vi sætter
ham i gang med at indspille en eller anden svenskers bagkatalog, så går alt
af sig selv.
Forleden dag var en kvinde i TV-Avisens studie for at fortælle om dansk
musiks vidunderlige fremstød på verdensplan. Hun sagde, at dansk musik var
stærkere end aldrig før, og at vi måske på længere sigt kunne matche
svenskerne. Til det første: i så fald gud nåde og trøste os for et land,
hvor grand prix-sejre og Safri Duos trommeri er højdepunktet af artistisk
formåen. Til det andet, det med svenskerne: det er der ikke kinamands chance
for at resten af verden vil lade ske. De er ikke idioter; bare se hvor
hurtigt vores omverden fandt ud af at Aqua, der stadig efter opløsningen
betragtes som guder herhjemme, er noget lort.
Værst af alt er selvfølgelig den Onde selv, Lars Lilholt. Hvornår er det
slut med at høre den bonderøv? Hvornår forsvinder han? Har han ikke Helvede
at styre? Skal de bare passe sig selv dernede? Er der ingen, der kan se hans
klove? Eller er folk bare ligeglade?
Nå, jeg burde vist også gå ind i en længere polemik omkring slatne
sen-grungebands som Lifehouse, Staind og Creed, om ynkelige sportsmetalbands
som Linkin Park og Crazytown ("Se os! Vi har tatoveringer og en guitarist!
Så er der ingen der lægger mærke at vi er de nye Backstreet Boys!"), om
Ötzis 'Hey Baby', om det ikke snart er på tide at slukke Chers respirator -
og om at Madonna ødelægger en fremragende opsamling ved at smide en stinker
som 'Don't Cry for Me Argentina' ind. Men i en tid hvor det største hit går:
"Når alting stejler så er det bedst at have en hest" og får Shubidua til at
lyde som Slayer, så kan jeg ikke skjule angsten for hvad der skal ske med
Danmark som musikland.
For guds skyld, hold øjnene åbne i 2002, og kig ud over landegrænsen. God
fornøjelse.