---

Anmeldelse i Berlingske ved Gitte Nielsen 23/02/00

Tidens løsen er hverken kristendom eller zenbuddhisme, men kostomlægning.
Ordet dukker op konstant. Lægerne bruger det, diætister og
ernæringseksperter ligeså, private slankelærere og ikke mindst damebladene,
der ikke længere kan udkomme uden mindst et par sider med fedtfattige
opskrifter. Slankekure er forbudt, men kostomlægning, det er løsningen.
Løsningen var det også for den århusianske autodidakte slankeekspert Anne
Larsen, som i dag har fået næsten kultstatus hos overvægtige danskere (læs:
kvinder). I de sidste par måneder har hun således trukket kvinder af huse på
sin foredragsturné rundt i landet. Desuden er hun fast tilknytte bladet Alt
for damerne, hvor hun har to sider til rådighed hver uge. Da Anne Larsen, i
dag 46, i 1992 blev skilt for anden gang, var hun alenemor til lille
Frederikke og teenagedatteren Louise. Herefter fulgte nogle barske år, hvor
hun ud over at veje 30 kilo for meget med deraf følgende helbredsproblemer
også blev fyret fra sit job, og måtte flytte fra bolig til bolig på grund af
økonomisk ruin. Men så vendte bøtten. Hun faldt over amerikanske Susan
Powters bog »Aldrig mere Slankekur«. På fire måneder tabte Anne Larsen 20
kilo ved konsekvent at drive fedtet ud af kosten. Fedtkanter blev skåret
væk, æggeblommer blev kasseret, og en lommeregner klarede udregningen af
fedtenergiprocenter, når der blev købt ind. »Endelig noget der optog mig,«
skriver Anne Larsen i sin bog. Med kostomlægningen fulgte øget selvrespekt
og ønsket om at ændre tilværelsen i det hele taget. Vejen til hjertet blev
grundlagt, og slankeprojektet kom i lige så høj grad som kilo til at handle
om mere mod på tilværelsen, selvrespekt og mere livslyst. Samtidig røg de
sidste 10 af de 30 kilo af. Anne Larsen var nemlig begyndt konsekvent at
dyrke motion, power walk, og havde dermed fået brudt endnu et dårligt
mønster. Hendes ryg kan ikke klare løb, og som hun selv skriver under
afsnittet om barndommen i Skjern, »mine gener kunne ikke opvise anlæg for
lyst til fysisk aktivitet.« Anne Larsens bog har hentet sin stil fra de
amerikanske selvudviklingsprofeter. Derfor dukker udtryk som »Kostomlægning
er et valg for livet - og valget er dit« op med så jævne mellemrum, at det
bliver trættende, og »problemer« findes naturligvis ikke,
kun »udfordringer«. Bogen er dog trods alt dansk og nede på jorden, og så er
den velskrevet. Skummetmælkens fortræffeligheder beskrives f.eks, så man
bliver helt tør langt ned i gabet. De mange råd om kost, motion, råvarers
fedtenergiprocenter, vægtskema osv. skulle ifølge bogen være nogenlunde
clearet med den øverste ekspertise. Og selv om der ikke er opskrifter i
bogen, er der masser af tips og råd at hente om det fedtfattige liv. Men -
og her kommer vi til det problematiske - Anne Larsens postulater er på mange
måder selvmodsigende. På ene side skriver hun, at man ikke bliver
lykkeligere af at blive tyndere, men på den næste beskriver hun faktisk sig
selv som »nærmest lykkelig« i dag, fordi kostomlægningen har medført en øget
selvindsigt. Dermed ligestiller hun jo alligevel det at være normalvægtig
med lykke og orden i sagerne, og er dermed med til at cementere myten om de
dovne og sløsede overvægtige. Det sidste er næppe hendes hensigt, fordi hun
selv er en varm fortaler for gruppen. Det virker også en kende
selvmodsigende i det ene kapitel at advare imod, at man vejer sig i tide og
utide for i det næste at foreslå en vægt, som også kan måle kroppens
fedtprocent. (Pris: Ca. 1.500 kr.).

Anne Larsen: »Vejen til hjertet. Kostomlægning, selvindsigt og motion«.
Forlaget Hovedland. 25 kr. 356 sider.

---

"Peter Westh" <pwesth@hum.ku.dk> skrev i en meddelelse

>Det virker også en kende
> selvmodsigende i det ene kapitel at advare imod, at man vejer sig i tide
og
> utide for i det næste at foreslå en vægt, som også kan måle kroppens
> fedtprocent.

God anmeldelse - og tak for reseache arbejdet til Peter - det bekræfter vel
det vi lettere triumferende og med selt gemt skadefro har beskrevet i den
tidligere debat her i gruppen, nemlig at hun er en smule fedt neurotisk -
hun siger det åbenbart selv - her er noget hun kunne gå op i - spørgsmålet
er så bare, om det ikke er farligt netop at gøre det når det handler om
kropsvægt. Da jeg var barn var jeg _meget_ overvægtig og alle slankekure og
"kostomlægningerne" gjorde det bare endnu være - gang på gang blev jeg
bekræftet i at jeg ikke kunne klare at tabe mig, og så blev jeg federe...
det var først da jeg fandt noget helt andet at være god til, at jeg fik
selvtillid til at tabe mig - for det er det det kræver i mine øjne. I den
klasse jeg gik i folkeskolen var man YT hvis man ikke var god til sport, og
det var jeg så ikke.... men at skabe indhold i tilværelsen ved at tabes sig,
spise mere, kostomlægge - det er for mig tre udgaver af den samme
spiseforstyrelse.... og derfor mener jeg, at AL stadig er spiseforstyrret -
denne gang er hun det bare på en "forsvarlig" måde....hvis I forstår.

Fede hilsner

Kåre

---

Peter Westh <pwesth@hum.ku.dk> wrote in article
<QdVa6.55525$W81.596697@twister.sunsite.dk>...
> økonomisk ruin. Men så vendte bøtten. Hun faldt over amerikanske Susan
> Powters bog »Aldrig mere Slankekur«.

Findes der mon en bog der hedder "Aldrig mere Anne Larsen" ?

Der var også artikel i Politiken i går, "synden sidder i fedtet"
--
Søren
lindholt@person.dk
http://www.lindholt.person.dk
"Feeling good, feeling good, all the money in the world is spent on feeling
good", J.B. Lenoir

---

Så hellere en letpåklædt "Anne larsens datter i billeder" moderen kan vi
godt undvære både at se og høre på..

hehe

cRaNe

> Findes der mon en bog der hedder "Aldrig mere Anne Larsen" ?
>
> Der var også artikel i Politiken i går, "synden sidder i fedtet"
> --
> Søren
> lindholt@person.dk
> http://www.lindholt.person.dk
> "Feeling good, feeling good, all the money in the world is spent on
feeling
> good", J.B. Lenoir
>