Blot en lille succes-historie fra det virkelige liv :
Sidste jul fik jeg en røge-ovn. Et 1½ meter højt rør med brændeskuffe i
bunden mv. Det er blevet til et par varmtrøgede ørreder, som forøvrigt
smager RIGTIGT godt - specielt når de er lune endnu.
Mit store projekt var nu, at jeg ville lave hjemmelavet røget bacon. Jeg
troede at det var nemt - men ak....
Samtlige 3 biblioteksbøger om emnet blev slæbt med hjem og gennemlæst, og
resultatet var følgende :
Kødet (som absolut skal være MEGET friskt), lægges i flere kilo salt så det
er helt tildækket. Her ligger det så i køleskabet i 15 dage. (Allerede her
stod min kone af - det var for ulækkert!)
Hvis man efter 15 dage stadig har lyst til at spise kødet, så skal det
ellers hænge til tørre et meget koldt og fluefrit sted i 7 dage. Okay - nu
er vi oppe på over 3 uger, og kødet er stadig råt (okay: saltet).
Så kommer turen i røge-ovnen, hvor det skal have 2x15 timer ved MAX 28
graders røg. Det viste sig egentligt nemmere end forventet, idet frosten
udenfor kølede ovnen tilstrækkelig meget ned mens den var tændt.
Slutteligt blev stykkerne hængt på en krog i kælderen, hvor de nu har hængt
i 14 dage. Nu kunne jeg ikke vente mere.
Frem med kniven, og så liiiige et lille hjørne. Det så godt ud - det var
ikke levende, og det lugtede faktisk fantastisk i hele kælderen.
Og GUD hvor det smagte godt!!!!
Jeg kan næsten ikke nænne at smide det på panden. Det smager bare af bacon -
ægte bacon. Fast og tør. Lige som en røget skinke.
Jeg kan kun sige : Prøv det! Det er al besværet og ventetiden værd, og er
absolut ikke sidste gang jeg forsøger det. Og så er det faktisk ikke så
svært som jeg troede....
Stefan
PS : Røgovnen koster iøvrigt ikke en bondegård. 400 kr tror jeg hos den
lokale fiskegrejsbutik.
|