"Jonas Meyer Rasmussen" <meyerGoTTaReMoVE_Dis@diku.dk> writes:
> "Per Abrahamsen" <abraham@dina.kvl.dk> wrote in message
> news:rjpu5rcmpx.fsf@ssv2.dina.kvl.dk...
>> Nej, det handler om abstraktion. Hvis to værdier hører naturligt
>> sammen, er det også naturligt at give dem et fælles navn.
>
> Jeg tror ikke jeg er enig, jeg syntes ikke det er svært at
> forestille sig et tilfælde hvor man skal returnere to/flere værdier,
> der ikke har noget tilknytning til hinanden ellers.
Selvfølgelig ikke, men det tilfælde jeg taler om er hvor de hører
naturligt sammen.
> Der vil det være en fordel, da man slipper for at lave en klasse som
> man selv skal finde på et sigende navn til.
I det tilfælde foreslår jeg stadig at man bruger referenceparametre.
> Så firkantet er verdenen jo heller ikke. Selvom vi arbejder med et
> sprog hvor performance er sat kringlet syntaks, så behøver man ikke
> fravælge ting der kan gøre livet lettere..
På lidt længere sigt bliver livet lettere af at bruge de konventioner
der hører til det sprog man programmerer i, i stedet for de
konventioner der hører til det sprog man helst ville programmere i.
> Det at returnere toupler har da absolut ikke noget at gøre med at
> programmere i en anden stil.
Jo, når nu den konventionelle løsning er at bruge
> funktionsprogrammering er _meget_ mere en toupler.
Og stil dækker over meget mere end blot paradigme. Det kan også være
hvor man sætter sine slutparanteser. Hvis man bruger Lisp stil I C++
kan det se sådan her ud:
int fak (int x)
{ int result = x;
for (int i = 2; i < x; i++)
{ result *= i; }
return result; }
Det gør ikke koden til funktionsprogrammering, bare svær at læse fordi
man ikke bruger de konventioner der hører til sproget.
Det samme gælder i øvrigt de folk der sætter slutparanteser i Lisp som
om der var tale om C eller Pascal:
(
defun fak (x)
(
cond (
(< x 2)
1
)
(
t
(* x (fak (- x 1)))
)
)
)
Brrr... det er faktisk værre en C/C++ kodeeksemplet ovenfor.
> Hvad så med data der skal modificeres i funktionen? de må være ikke-const
> referencer, men hvordan skiller vi
> dem fra de referencer som er output?
God pointe. Data der skal modificeres er både input og output. C++
har ikke en konvention der adskille dem fra rene output, som
f.eks. Ada der har både in, out og "inout" parametre.