Hej igen
Lidt mere fra samme link:
Bladlusene er på vej – hold øje med de unge planter
Med sol og varme kommer bladlusene, men måske så sent i år, at nyttedyrene har fået tid til at opformere sig. F.eks. lægger guldøjer op til 20 æg på etårige planter i foråret, så deres larver er klar til at æde bladlus, når de kommer. Hver larve æder 200–500 bladlus.
De fleste bladluseangreb bliver bekæmpet af diverse nyttedyr i løbet af en uges tid, og på veletablerede store planter, er det ofte både umuligt og normalt også unødvendigt at gøre noget. Det er f.eks. ingen grund til at fjerne bladlus på et stort blommetræ, hvor der sikkert lige nu er større eller mindre angreb af de melede bladlus. Derimod er der god grund til at holde øje med små blommetræer, hvor et bladluseangreb kan ødelægge de små nye skud, som skal vokse sig store og danne træets grenstruktur.
Det samme gælder for havens øvrige planter. Hold øje med de små og nye planter og gør en indsats her. De fleste gange kan bladlus spules af med vandslangen eller blot mases med fingrene. Eller man kan bruge insektsæbe. Når der er tale om større træer og buske kan man kun håbe på, at haven har masser af nyttedyr. Bladluseangreb kan godt få en busk og et træ til at se mindre pænt ud, men det truer jo ikke plantens eksistens, og efter et stykke tid har nyttedyrene opformeret sig nok til at klare problemet. Den langsigtede løsning er at gøre en indsats for at skabe en større mangfoldighed i haven, så man med tiden får endnu flere nyttedyr.
– Karna
Hilsen steno