I disse dage er gaderne fyldte af glade og hujende studenter, der kører rundt i lastbiler og andet, beklædt med bøgegrene og dannebrogsflag.
Jeg vinker glad tilbage eller dytter rask i hornet, når jeg ser dem....tænker tilbage til min egen studentertid for 26 år siden, hvor vi kørte rundt til kammeraternes hjem og fik velkomstdrinks, øl, pølsehorn, frikadeller, jordbær og andre lækkerier.
Man blev mere og mere mæt og fuld for hvert sted, man kom hen. Og stemmen var 3 oktaver lavere, fordi man havde råbt og skreget hele dagen...Ak, det var tider
Den længe ventede frihed havde endelig indfundet sig...oh hvilken fryd!
Jeg troede at jeg vidste og forstod så meget dengang...men det finder man jo hurtigt ud af, at man ikke gør!
Jeg har ondt af de unge i dag, - de har ikke mulighed for at tage sig de samme friheder, som min generation kunne. Presset omkring karakterer og videruddannelse er betydeligt større i dag, - det synes jeg er synd for de unge.
Der gik 4 år, inden jeg vidste, hvad jeg havde lyst til at læse efter studentereksamen. Og det viste sig at være en temmelig brødløs uddannelse, så jeg måtte tage én til, men det skete først mange år efter. Jeg var meget lang tid om at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv, og jeg er virkelig lykkelig for, at jeg ikke har følt det pres, som de unge må opleve i dag. Det jeg beskæftiger mig med i dag, udspringer af de erafringer, jeg har gjort mig i mit liv på godt og ondt gennem årene. Jeg synes ikke det ser ud til, at de unge i dag får "råd" til at lade livet udfolde sig på samme måde.
Er der nogle af jer, der har børn, som er blevet studenter i år? Eller hvad gør I jer af tanker om nutidens unge og de forventninger om videreuddannelse, som hviler på deres skuldre?