Gipsens historie
I dag er gips en naturlig del af moderne byggeri de fleste steder i verden. Men historien om brug af gips går ca. 5.000 år tilbage til det gamle Ægypten, hvor man opdagede gipsens særlige egenskaber. Gipsen blev blandet med mergel og anvendt som mørtel i pyramiderne.
I 1775 fandt franskmanden Lavoisier den kemiske formel på gips: CaSO4,2H2O. Da man opdagede, at gips består af calciumsulfat og krystallinsk vand, var vejen banet for industriel forarbejdning af gips. I 1888 opfandt amerikaneren Sackett en maskine til fremstilling af gipsplader, og i 1901 byggede man i USA verdens første gipspladefabrik.
Naturens rågips
Gips forekommer i vid udstrækning i naturen. Den gips, der anvendes til forædling i Nordeuropa, fragtes med skib og lastbil fra brud i lande som Spanien, Frankrig og Italien. Globalt har man kendskab til reserver på mere end 2.400 millioner tons. Gipsen dannes i naturen gennem udfældning, når havvand, der naturligt indeholder 0,13% opløst gips, fordamper. Rågipsen brydes som stenblokke i åbne brud for derefter at blive fragtet til fabrikken, hvor den forarbejdes industrielt. De første trin er tørring, knusning og findeling til pulver. Herefter opvarmes gipspulveret til ca. 165° C, hvorved 75% af det kemisk bundne vand uddrives. Tilbage er det såkaldte stukgips, som forædles yderligere og forarbejdes til plader ved, at gipsmassen formes mellem to kartonlag. I den videre forarbejdning udnyttes gipspladernes store fleksibilitet og formbarhed til at skabe et væld af produkter.