Copyright er ikke et dansk udtryk. I Danmark benytter man "ophavsret" og denne ophavsret har man automatisk. Man behøver altså ikke at foretage sig noget for at hindre andre i at bruge billederne. Hvis andre benytter dine billeder er det ulovligt uanset om du skriver det ene eller det andet. Det fremgår af "Bekendtgørelse af lov om ophavsret":
§ 1, stk. 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.
§ 2, stk. 1. Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur‑ eller kunstart eller i anden teknik.