vær lige opmærksom på denne passus i ophavsretslovgivningen Lovbekendtgørelse nr. 618 af 27. juni 2001 :
I henhold til Lovbekendtgørelse nr. 618 af 27. juni 2001 er det nu blevet tilladt at fremstille enkelte digitale eksemplarer til personlig brug inden for husstanden.
Dette indebærer, at der gives adgang til kopiering af tekst, musik og billeder mv. i digital form til personlig brug for eksempel med henblik på optagelse af radio- og tv-udsendelser til tidsforskudt brug, kopiering af en musik-cd til bilen, til sommerhuset eller til en walkman, kopiering til en opsamlings-cd og kopiering til en pc med henblik på elektronisk afvikling inden for husstanden.
Med hensyn til hvor mange kopier udtrykket "enkelte digitale eksemplarer" dækker over, har man fra lovgivers side valgt ikke at angive et bestemt antal eksemplarer. Det må bero på en konkret bedømmelse af værkets karakter, herunder graden af værkets sårbarhed over for kopiering.
En særlig iagttagelse af sårbarhedskriteriet, for så vidt angår de digitale værker, bør efter lovgivers opfattelse lede til, at der i de enkelte konkrete tilfælde på det digitale område må være tale om et meget begrænset antal eksemplarer.
Med udtrykket "husstand" skal det præciseres, at de digitale kopier kun må anvendes inden for en fysisk persons privatsfære. Dvs. til brug for fremstilleren eller dennes husstand, hvilket betyder, at de fremstillede eksemplarer ikke fysisk må spredes uden for husstandssfæren, ligesom eksemplarer heller ikke må videresendes til venner og bekendte via e-mail og lignende.
Det skal bemærkes, at der ved eksemplarfremstilling til privat brug kun må benyttes medhjælp af personer, som tilhører den pågældende husstand. Hvad der nærmere skal anses for omfattet af begrebet "husstand" må afgøres ved en konkret bedømmelse, hvor der blandt andet børe lægges vægt på, om der er tale om bofællesskaber med fælles husholdning og andre momenter, der måtte pege på en i dagligdagen personligt forbundet personkreds. Når det drejer sig om kollegier, sociale institutioner og lignende, er det afgørende, at kopieringen ikke foretages til brug for institutionen som sådan.
Det vil det ikke være tilladt at fremstille digitale eksemplarer, der bruges uden for den enkelte husstand, for eksempel kopiering til bekendte, skolekammerater mv. Det vil heller ikke være tilladt for køberen af for eksempel et digitalt leveret musikværk at videresende musikværket via e-mail til venner og bekendte.
Kopiering til personlig brug omfatter endvidere ikke kopiering som led i arbejde eller undervisning.
Bestemmelsen gælder både for fysiske personer og erhvervsvirksomheder, institutioner mv. Der gøres endelig opmærksom på, at eksemplarfremstillingen kun må finde sted på grundlag af et lovligt eksemplar eller en lovlig tilgængeliggørelse af værket, jf. Ophavsretslovens § 11, stk. 3.
Sanktioner:
I henhold til ophavsretslovens § 76 er både piratkopiering og salg af piratkopier strafbart. Endvidere er den person, som fremstiller piratkopier eller sælger sådanne piratkopier, erstatningsansvarlig over for rettighedshaverne.
Strafansvar:
I henhold til ophavsretslovens § 76, stk. 1 straffes den person, der med forsæt eller ved grov uagtsomhed, krænker en rettighedshavers rettigheder. Straffen udgør bøde eller hæfte. I sager om piratkopiering, som har et betydeligt kommercielt omfang - typisk ved fremstilling og distribution af et stort antal piratkopier - kan straffen i henhold til ophavsretslovens § 76, stk. 2 udgøre fængsel i indtil 1 år.
Erstatningsansvar:
I henhold til ophavsretslovens § 83 er den person, som krænker en rettighedshavers rettigheder, forpligtet til at betale erstatning til rettighedshaveren for det tab, som krænkelserne har påført rettighedshaveren. Erstatningskravet omfatter i henhold til ophavsretslovens § 83 et rimeligt vederlag og erstatning for de yderligere tab, piratkopieringen har påført rettighedshaveren samt godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Hertil kommer, at piraten er forpligtet til at betale rettighedshaverens omkostninger i forbindelse med sagen. Såfremt, at De ønsker at se loven samt forarbejderne, kan De benytte nedenstående link, der dirigerer Dem direkte til Folketingets hjemmeside.