At skrabe peberrod er skam klassisk, læs bare her
En ubesmykket vise om hr. Kunzes Kompagni
Hvad der skete, da de ankom, og ”dengang de drog afsted”.
Det meldtes ved en flot stafet, at Kunzes Kompagni
Med piber og med trommer var på vej til Springforbi
”Er maden ej på pletten”, så mælede stafetten
Med hånden til kasketten – ”hænges værten klokken ti”.
Og værten så på uret hen – og blegned’ om sin kind,
Så stak han næsens kornblomst gennem køkkendøren ind:
”Lad nogle skrabe peberrod, lad andre skrælle løg,
Selv fylder jeg en schweizerost med tårer,
Thi, fluks som Fanden flyver, får vi krigsfolk på besøj
Og krigsfolk rider raskest når det vårer”.
Den hørtes helt til Skodsborg by, den klang af slev og si,
Men alt var klokken ti parat til Kunzes Kompagni.
Til sødet øl i potter blev stege med karotter,
Kartofler og skalotter sat til livs i Springforbi.
Men dengang der i sul og brad og saltemad gik svind,
Da hented’ korporalen kroens køkkenpiger ind.
Een lugted’ lidt af peberrod, en anden lidt af løg,
Men køkkendufte dybt soldaten dårer.
Han spørger ej om liljer om konvaller og levkøj,
Men kysser hvem det falder, når det vårer.
Så fested’ man med fuld foragt for tone takt og pli.
(Enhver soldat var fordomsfri i Kunzes Kompagni).
Man knalded’ krus og kopper, og himmelhøjt fløj propper,
Ja, ligervis som lopper – når de sprang ved Springforbi.
Så jog man amorinerne i pigernes paulun –
Og blanded’ deres tabte fjer med dynens bløde dun.
Og de, der skrabte peberrod, og de, der skrælled’ løg
De lo og drak og trak de blanke kårder.
Thi tårer ved et rivejærn de fældes kun for spøg –
Og skræmmer ingen krigsmand, når det vårer.
Til Dresden drog soldaterne – med ak, i Springforbi
Forvandt kun værten følgerne af Kunzes Kompagni.
Hvor tit end pigen skolder, de gamle kasseroller:
En krigsmand – mellem boller – altid spejler sig deri.
Og medens værten stille lægger ske og gaffel frem,
Det græder bag en køkkendør, som altid står på klem:
Thi nogle skraber peberrod, og resten skræller løg,
Og suppen den er salt af deres tårer ...
Men, stæren bygger rede af de sengefjer der fløj,
Og takker Kunzes krigsfolk – når det vårer.
Tekst: Hans Hartvig Seedorf Pedersen
Musik: Niels Clemmensen
Men når min kokkepige har fri, skræller jeg den af dovenskab