Jeg har haft to firmaer til at kigge løseligt på min sag. Det ene ville fylde 13 kontrolventiler i mit lille hus på 141 kvm. Både suge og blæse i soveværelse og i køkken. Suge to steder og blæse to steder i stuen. Det forstår jeg ikke et ord af, for det kan da ikke give meget ventilation at sætte to ventiler med et par meters mellemrum oppe under loftet. DET ER UMIDDELBART REN OVERKILL.
Så skrev jeg til Genvex, der satte en lokal mand på opgaven. Jeg mailede lidt med ham om løsninger og priser. Dog ikke så konkret som tegninger og den slags. Bare lidt ping-pong med priser og antydninger af løsninger. Det var temmelig dyrt på trods af, at det var med flexdæmpere og halvfærdige løsninger. Indtags- og afkasthætter var der ikke ikke tænkt på. ”Jeg havde vel nogen aftrækshætter, der kom i overskud?”. Isolering var heller ikke med i prisen. Kondensafløb var ikke med. DET ER MEGET NORMALT. MEN FLEXLYDDÆMPNING ER IKKE AT FORETRÆKKE. DET ER NOGET FUSK-NOGET MAN BRUGER NÅR PLADSEN ER TRANG OG EN ORDENTLIG KANALFØRING IKKE KAN LADE SIG GØRE. HÆTTER BURDE MAN HAVE TILBUDT, EVT SOM EN SÆRPRIS. ISOLERING KØBER DU SELV BILLIGST. NORMALT LÆGGES RØRENE I VIDEST MULIGE OMFANG NED I EKSISTERENDE ISOLERING. KONDENSAFLØB ER INDIVIDUEL FOR OPGAVE TIL OPGAVE.
Det er derfor, jeg overvejer at klare projektet selv. Jeg har lavet tegninger og liste over stumperne.
Prisen for Energy II med aut. bypass er for mit vedkommende ca. kr. 26.000,00 + moms. Stumperne løber op i ca. kr. 18.500,00. (huset som nævnt på 141 kvm). SE PM
Virker de priser OK? (se mine planer og bestykninger nedenfor).
Har overvejet en varmeflade, men er det mon nødvendigt? Koster kr. 2.600,00 + moms (og den kan vel uden problemer eftermonteres?). KAN EFTERMONTERES. LYDER I ØVRIGT DYRT HVIS DET ER EL.
Energy II er ganske vist med Ø 200 nippler, men den er en anelse overdimensioneret til mit hus, så jeg vælger at reducere til Ø 160 hovedkanal med det samme. Det kommer sig også af, at det elektrofilter (ELFI 400K) som skal på er med Ø 160 nippler. Ellers kunne jeg jo godt have kørt det første stykke af hver hovedkanal med Ø 200, men med de luftmængder, der bliver tale om, vil Ø 160 vist være udmærket? ELEKTROFILTER LYDER SOM OVERKILL. FOR AT BEVARE LAVESTE SEL BØR DU DESIGNE EFTER EKSTRAORDINÆRE LAVE KANALHASTIGHEDER. MEN DET AFHÆNGER LIDT AF DESIGNET, HVAD DER ER SMARTEST.
Jeg kunne også vælge en Energy I, men prisforskellen er næsten ikke-eksisterende, og en II’er under lav belastning giver vel en bedre virkningsgrad end en I’er, der bestiller noget mere?
TO’EREN ER AT FORETRÆKKE.
Indtag/afkast har jeg tænkt mig godt kunne være Ø 200, medmindre det er dumt eller unødvendigt, da det jo selvfølgelig ikke rimer med resten af kanalsættet. Hætterne er også lidt dyrere i Ø 200, og de er ikke billige i forvejen. (kr. 6.200,00 + moms). HÆTTER ER OFTE SYNDEREN I ANLÆG DER YDER FOR LIDT. Ø200 ER EN GOD IDE.
Indtag/afkast er i øvrigt planlagt at gå 0,5 – 1 m ud fra aggregatet og derefter lodret op i taghætterne (25 grader taghældning). Jeg har tænkt mig at bruge ITI/ITA fra Øland, og de kan vist udmærket være monteret nærmest parvis – altså ret tæt sammen – da ITA kaster lodret mens ITI trækker vandret ind. FORNUFTIGT
Jeg har valgt 6 stk. indblæsningsventiler samt 3 stk. udsugning. Alle indblæsning er 100 mm og alle udsugning 125 mm. Tanken var, at det måtte rime meget godt at sætte udsugningen et nummer op i størrelse, når der var det forhold i antal mellem sug og blæs. LYDER FORNUFTIGT
Kontrolventilerne er planlagt som Systemair TFF/EFF. Dog en enkelt vægmonteret ventil som Øland CTVK (bredmundet frø…). TFF’EN OG CTVK’EN ER LIDT FORSKELLIGE I TRYKKARAKTERISTIK. VÆR OBS. KSO, KSU ELLER URH MED RAMME ER AT FORETRÆKKE TIL UDSUGNINGEN. DET ER LIDT MERE SOLIDT.
Indblæsningsventilerne har jeg tænkt mig at montere f.eks. 1,2 m fra ydervæggen de fleste steder, og således at der blæses ind asymmetrisk mod vinduet og radiatorkonvektionen. Er det OK og er 1,2 m fra væggen i orden? Der må være noget med kastelængde og farten skal vel gerne være rendt af luftstrømmen inden den rammer væggen – kunne jeg forestille mig. IKKE BLÆSE MOD VINDUET. VED PLACERING OVER RADIATORER – BLÆS IND I RUMMET. VED REN GULVVARME, BLÆS FIRE-VEJS MIDT I RUMMET
Udsugning har jeg placeret mere efter en fornemmelse for, hvor den sidder fornuftigt. Jeg ser ofte, at udsugningen på badeværelset er placeret i brusenichen, men jeg har valgt at rykke den lidt længere ind i rummet i forhold til døren, for at få lidt mere omrøring i hele luftvolumen i badeværelset. Brusenichen er nemlig lige ved døren. UDSUG PLACERES FORNUFTIGT I BRUSENICHE. DEN I KØKKENET PLACERES NOGENLUNDE I MIDT. LIDT AFHÆNGIG AF DESIGN.
Jeg vil høvle kanten af alle dørtrin, så der kommer en sprække under døren. Tror det bliver pænere end at fjerne dørtrin helt. Der er lidt niveauforskelle i forhold til klinke- og trægulve. REGN LIDT PÅ FRIAREALERNE. PAS PÅ IKKE AT FÅ FOR HØJE HASTIGHEDER I ”SPRÆKKERNE”
På trods af ELFI 400K slutfilter vil jeg overveje et bedre indtagsfilter end det standardmonterede G4. Bl.a. for at veksleren ikke bliver for beskidt, for det kan et G4 vel knapt nok sikre? G4 ER DER IKKE NOGET DER HEDDER. DET STANDARDMONTEREDE ER ENTEN G85 ELLER F45 (EU 3 ELLER EU 4), IFALD FILTERMATERIALET ER AF NOGENLUNDE LØDIG KARAKTER. BEGGE YDER HÆDERLIG BESKYTTELSE AF KANALER OG AGGREGAT. EU4 SELVFØLGELIG BEDST. ELFI’EN ER EFTER MIN MENING OVERKILL OG MONTAGE AF ET F65 ELLER HELT VILDT F85 GIVER SÅ RIGELIG BESKYTTELSE AF SELV DEN MEST PLAGEDE ALLERGIKER.
Mon det kan betale sig at montere en ekstern filterkasse og så bare pille G4 ud? Genvex kan leveres til montage med F7, men det er jo også et spørgsmål om prisen på filtre, for så skal de vel leveres af Genvex? OFTEST KAN DER HEKSES NOGET ANDET.
I forhold til selve rørføringen har jeg et par helt banale spørgsmål:
Jeg grener jo ud med Ø 100 og 125 fra Ø 160 hovedstreng, der ligger på langs afhuset på en 95 mm spærfod. Afgreningerne skal ret hurtigt helt ned ved siden af spærfoden, og bruger man til det formål en 30 graders bøjning? (Det har jeg foreløbig planlagt). 45 grader er selvfølgelig et godt tal, men jeg er i tvivl, om der er plads til den. DET KAN MAN TEGNE OG REGNE SIG UD AF.
Skal jeg sætte nogle 100 mm vinkler på siden af spærfoden til at fæste strengene på og ”tage vægten” af dem væk fra loftsbeklædningen? Det er lofter af almindelige profilbrædder. Det kræver jo, at jeg i alle tilfælde kører strengene ud langs spærfoden. BRUG EVT FA BÆRINGER (VB I ØLAND-SPROG)
Mon der skal indreguleringsspjæld på noget sted? Det skal vel helst undgås, men det er vel et spørgsmål om, hvorvidt der er indbygget balance i kanalsættet, og det er jo det ømme punkt i mit selvprojekterede anlæg. UMIDDELBART KAN SÅDAN NOGET LADE SIG BALANCERE FORNUFTIGT
Nogen der kender nogen, der er gode til at indregulere i Århus-området?? DER ER IKKE SÅ VILDT MEGET AT MÅLE PÅ, MEN VI FINDER NOK EN TIL DIG.
HUSK MASSER AF LYDDÆMPERE!