Dette brød har altid vakt stor begejstring ved diverse sammenkomster hos os. Det er meget velegnet til en buffet, som en lille forret eller som en let frokostret med salat til.
Skinkestang:
1 pk. frossen butterdej, der er halvt optøet (er nemmere at arbjde med mens de ikke er helt optøede)
250 g. champignon
100 g. kogt røget skinke eller færdigkøbte skinketern
175 g. flødeost naturel
2 tsk. alm. sennep (altså IKKE Dijon)
1 tsk. sød fransk sennep
½ tsk salt
1 bundt klippet purløg
Champignonerne skæres i skiver og tørristes på en varm pande og afkøles.
Der må ikke være væde tilbage i dem...
Skinketern, blandes med flødeost, sennep, salt og purløg. De kolde champignoner tilsættes.
Butterdejspladerne lægges på bordet så de lige overlapper hinanden og udrulles til ca. 25 x 35 cm.
Der må ikke være hul i dejen, for så flyder fyldet ud...
Læg fyldet på langs i midten af den udrullede plade. Skær siderne af dejen på skrå, så der dannes strimler.
Fold enderne ind og læg strimlerne skiftevis over hinanden (højre/venstre), så brødet fremkommer "flettet".
Synes du, at det virker for besværligt, folder du bare dejen ind over hinanden, så der dannes et brød. Det er vigtigt, at der ikke er åbent ind til fyldet.
Pensl med æg og bag i forvarmet ovn ved 200 G i ca. 30-35 minutter.
Dét er guf!