"Ole" <olem@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3beed9fc$0$217$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Jeg kom i snak med en anden kristen her i aften, og jeg kom til at tænke
på,
> at Gud havde sparet mig for meget som herlighedsteologi, og det som lægger
> op til det. Men også at jeg ikke skulle være så hurtig til at dømme andre
> for det de gjorde, da jeg jo ikke selv er perfekt.
>
> Vi har nødig for ydmyghed, og at vi må vandre stille med Herren
>
> Gud er god, og han ønsker at vi lever på vejen, "ikke enhver som siger
Herre
> Herre", de vil gerne gøre gerninger, og det er jo dem der står for det,
Gud
> siger noget andet, det er Guds gerninger det drejer sig om, "vi er Guds
> udvalgte", det dur heller ikke, er det ikke Gud som gør værket, så er det
> ikke til sølv og guld.
>
> Vi må leve stille og ydmygt, så vi ser hvor vi går.
Fuldstændig enig.
Jeg kan ikke selv snuppe, at Evangeliets Frelselsesbudskab som prædiker Guds
Nåde og intet andet, pludselig bliver gjort til et løfte om materiel rigdom
og succes i denne verden. Gøres Bibelen egentlig ikke således til et endnu
smart amerikansk "få personlig succes og bliv rig hurtigt"-kursus?
Angående "Guds udvalgte", så er det et begreb der stadig bruges, fordi de
fleste af NT's skrifter jo er skrevet i en tid, hvor kristne blev forfulgt
og undertrykt. Derfor havde man et temmelig paranoidt præget syn på sin
omverden, som man mente lå i Satans vold.
At denne holdning så af fundamentalister ukritisk læses direkte ud af NT
uden at man betænker den historiske kontekst, er jo desværre ikke noget, vi
som kristne er ene om. Det er jo især dèn mekanisme der skaber problemerne
med fundamentalistsike muslimer, der også mener at kunne henføre en forfulgt
Islams situation og løsningsmodellen Jihad, til nutiden...
Man kan vel også sige at det - historisk set -var Jøderne, der med
Sinajpagten "opfandt" ideen om "Det udvalgte folk", og at denne ide således
har bredt sig til Kristendommen og Islam, der begge optræder som en slags
"Gøgeunger", fordi man ikke virkelig vil anerkende forgængerne, men netop
hævder at man - i modsætning til forgængerne - netop er "Det Udvalgte Folk".
Ligesom Moses forlod Egypten er Jesus så at sige udvandret fra Jødedommen og
Muhammed taler om en helt tredje vej...
I Kristendommen udvandrede Luther, Calvin og et par andre reformatorer fra
Katolicismen. Og fra Protestantismen udvandrer stadig nye frikirkelige
samfund...Og hele ideen er i forlængelse af Moses. Man udvandrer fra noget
man opfatter som korrupt og/eller undertrykkende, et "Ægypten" eller
"Babylon" i den ene eller anden overførte nutidige forstand, og danner en
opposition, hvor man netop sammenligner sig med Jøderne i een af de to
nævnte situatioer.
Derfor bliver der nærmest tale om en slags kult, idet menighedens
selvforståelse kommer til at bygge på denne udvandringside.
Problemet bliver så, at ligesom revolutioner, der æder sig selv op,
forsvinder disse menigheders legitimitet ganske langsomt - over et par
generationer - efterhånden som Gud ikke har indfundet sig på Sinaj eller
Jesus endnu ikke er vendt tilbage. Og hvad sker der så? Tja, der kan jo
passende dannes en udvandring fra udvandrer gruppen...
Og sådan fortsætter det.
Det er som forgreningerne på et enormt og stadig voksende træ, hvor
Jødedommen vel udgør stammen.
Men eet eller andet sted kan man spørge sig selv om ikke hele projektet
drukner i en slags "babylonsk sprogforvirring", når man ender med at have et
utal af forskellige menigheder, og disse endda kan have dybt fjendtlige
forhold til hinanden. Det strider i hvert fald imod den smukke ide om
Kirkens overordnede enhed.
Er det konsekvent godt med disse konstante udvandringer, eller ville det
være endnu bedre om folk lærte at have lidt mere disciplin og tålmodighed
med deres menigheder? Jeg er selv i tvivl. Man kan ikke tvinge folk til at
være deres menighed eller Kirke 100% loyale, da vi gudskelov har
religionsfrihed, og fornyelse kan være godt, men man kan vel appellere til
at folk tænker sig om, før de hopper med i vilde og vovede
"udvandringsprojekter" og ikke falder for den evigt latente
udvandringspsykologi...Den er jo i sig selv en slags herlighedsteologi, når
man hævder at være mere frelst end sin næste eller mener at man har "mere
Helligånd" end dem man forlod...
Ydmyghed er nok den allervigtigste kristne dyd overhovedet.
Ydmyghed over for Gud og andre mennesker.
--
Mvh
Anders Peter Johnsen