"Ole" <olem@post6.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3beb5062$0$2058$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Jeg har lidt svært med at sluge den der med den frie vilje, jeg kom ikke
til
> tro på min frie vilje, men at Gud rørte ved mit hjerte, jeg er ikke blevet
> bevaret ved min frie vilje, men Gud har rørt ved mit hjerte, ikke pga mig
> selv, men pga at Gud er en som bevarer.
>
> Israel, og os, vi glemmer tit Gud i vores forståelse af bibelen, og det er
> der det hele står eller falder, om vi har set Gud, hv/ -ordan/em han er.
Jeg har det selv svært ved at skulle tro på enten forudbestemmelse eller fri
vilje, da det ene principielt udelukker det andet.
Det er jo også eet af verdens ældste og største filosofiske problemer.
Eet eller andet sted synes jeg også, det er ironisk med denne snak om at
"modtage Jesus". Det er vist det, Niels er inde på.
Tanken kan nemlig vendes, ligesom du gør det: Er det ikke Jesus, der
modtager os?
Det virker som om at vi skulle være i stand til at gøre Jesus større eller
mindre alt afhængig af om vi tror på ham, hvilket jo nærmest er
storhedsvanvid.
Det svarer lidt til at man benægter "Newtons love", fordi man enten ikke kan
lide Newton eller aldrig har hørt om ham. Men tyngdekrafteen er den samme,
uanset om man vil "acceptere" det eller ej.
Jeg er temmelig sikker på at Jesus ofrede Sig for hele menneskeheden, hvad
enten de tror eller ej.
Men okay, kan man sige, det er så skrevet ud fra en temmelig troende
synsvinkel, idet jeg som udgangspunkt forudsætter at Jesus er så stor, som
Evangeliet om Ham fortæller.
Hvad vil det sige at "modtage Jesus"? At tro på Evangeliet? For problemet er
jo at sætningen lugter af en slags hallucination, der bygger på
Johannesåbenbaringens Jesusord: "Jeg står for døren og banker."
Og det er der, de fleste ikke-troende står af, når "ny"-kristne, altså
"omvendte" kristne begynder at tale om at "modtage" eller "møde" Jesus, hvor
man stiller spørgsmål ved deres lidt for kreative fantasi. Der har jo ikke
konkret stået en høj, tynd og langhåret fyr med sandaler og ringet på ens
gadedør, vel? De har da forhåbentlig heller ikke set Ham gå omkring nede i
indkøbscentretl?
Tilbage til emnet: Er det Jesus der "vælger" os, eller omvendt?
Problemet er jo, at der næppe ville være den store ide i at missionere, hvis
man bare sagde: "Okay, Gud skal nok finde dem, Han har forudbestemt Sig for
at frelse. Jeg har som menneske ingen indflydelse."
Dèn er nok for tilbagelænet.
På den anden side kan man overreagere ved at tro at nærmest hele Verdens
frelse er afhængig af een selv, og så havner man - i heldigste tilfælde -
som gal sektsleder.
Det største problem jeg ser ved "omvendelse" er at man som menneske selv
tager æren for at have taget en påstået "bevidst" beslutning mht til tro.
Man "praler" af at være "frelst" eller "omvendt."
Men så er der jo to problemer: Det ene er den manglende erkendelse af at
Nåden er noget der kommer oppefra og udefra, altså fra Gud. Det andet er at
det her drejer sig om tro. Det vil sige, at omvendelsen faktisk ikke er
noget man selv har indflydelse på, da det er noget der IMHO foregår i eens
underbevidsthed. Enten så tror man og tænker: "Hm, der er noget om dèt",
eller også tænker man "Nej, det er for langt ude."
Man kan ikke som sådan VÆLGE at tro.
Man kan vælge at TAGE KONSEKVENSERNE af sin tro, men det er ikke det samme.
Man fristes, uden for mange sammenligninger i øvrigt, til at tænke på
homosexualitet. Således findes der rundt omkring nok mange "skabskristne",
som simpelt hen har svært ved at stå ved at de faktisk tror på Gud.
Sådan kan jeg selv have det nu og da, når jeg ikke diskuterer her i gruppen.
Jeg tror det er samme problematiske psykoligiske problem: De tør ikke være
"religiøse" eller "mærkelige". De er bange for at miste venner og familie.
Men de kan måske sige til andre at de er "søgende". Men religion er, eller
har i hvert fald været, tabu.
Og jeg tror at det er denne mekanisme, som diverse vækkelsesbevægelser lever
af.
Når folk højlydt bryder sammen og lader sig omvende ved diverse
vækkelsesmåder, så må man jo også lige overveje, hvorfor de overhovedet er
gået til pågældende vækkelsesmøde, hvis de var fuldstændig uinteresserede. I
analogien med homosexualitet skulle det vel så svare til at gå på bøssebar
"uden at være interesseret". Man opsøger jo selv miljøet.
Derfor er det således også IMHO utroligt nem retorik, når prædikanten hævder
at det er et tegn på at Helligånden pudselig har manifesteret sig, at folk
lader sig omvende på stribe. Det er jo det, de er kommet for. Og det er
lettere at være een i mængden af ligesindede.
Eller når man pludselig synes at se store tegn i form af vækkelser: Tag bare
"Promise-keepers" i USA eller dèn vækkelse Christina for nyligt påpegede i
foregår dagens Danmark. Det er IMHO samme mekanisme. Det er en udløsning
eller "trigger effect" af folks skjulte og personlige sjæleliv.
--
Mvh
Anders Peter Johnsen