---

Jeg vil fremover poste et kapittel af gangen, jeg har selv faaet meget
ud af at læse det.


FØRSTE KAPITEL.
Et fremmeligt Barn.

»Som Dug af Morgenrødens Skød.« Slm. 110, 3.
Hvem skulde vel have tænkt, at den lille Dreng, som den 19. juni 1834
fødtes i Landsbyen Kelvedon i Essex, skulde blive en of Englands største
Præ-dikanter.
Hans Forfædre var et Par hundrede Aar tidligere flygtet fra Holland for
at undgaa den katolske hertugs Forfølgelser. Men ogsaa i England blev de
forfulgte for deres Tros Skyld. En af dem blev flere gange kastet i
Fængsel, fordi han havde overværet frie kristelige Forsamlinger. Men C h
a r l e s H a d d o n S p u r g e o n - han, hvis Levnetsløb vi i
det følgende skal gøre Bekendtskab med sagde en gang, da der var Tale om
hans Forfædre, at han hellere vilde nedstamme fra en Slægt, som havde
lidt for sin Tros Skyld, end have alle Kejseres Blod i sine Aarer.
Det var et besynderligt gammelt Hus, den lille Charles blev født i men
selv har han ingen Minder fra sit første Barndomshjem; thi han yar kun
10 Maaneder gammel, da hans Fader som var Prædikant i Frikirken, med sin
Familie flyttede til Colchester. Og ikke mange Maaneder efter b1ev den
lille Dreng, 1½ Aar gammel, ført fra sit Hjem til Bedsteforældrene i
Stambourne for at blive hos dem i næsten 6 Aar.
Bedstefader, Bedstemoder og Tante Anne blev omtrent hans eneste
Omgangsfæller i disse Aar. Kun sjældent traf han sammen med andre Børn;
saa egentlig Leg blev der ikke meget af.
Bedstefaderen havde oprindelig været Haandværker, studerede derpaa i 2
Aar og blev saa ansat ved Frikirkens Kapel i Stambourne, og her blev han
i 54 Aar. Ved det Kapel havde de kun 4 Prædikanter i Løbet af 200 Aar.
Og denne sidste kunde henimod Slutningen af sit lange Liv (88 Aar) sige:
"Jeg har ikke haft een ubehagelig Time sammen med min Menighed." Han
var bekendt som en dygtig Prædikant. Men mere end det: hvor han kom og
forkyndte Evangeliet, fandt altid nogle Sjæle Frelse.
Det var saaledes et godt Hjem, Gud havde beredt for den lille Charles;
og Omgangen med Bedstefaderen satte tidligt sit Stempel paa ham. For
ikke at forstyrre lærte han snart at sidde roligt og se paa Billederne i
et Missionsblad. Men det varede ikke længe, før han fik lært at læse, og
han kunde da 'sluge' den ene Bog efter den anden. Bunyans
'Pilgrims-Vandringen' og lignende Bøger var det, han satte til Livs. Der
var i Huset et Rum, hvis Vindu var tilmuret, fordi der den Gang skulde
betales Skat af hvert Vindu. Her var et stort Bibliotek, hvor han
hentede sig den ene Bog efter den anden; nogle af dem var saa store, at
han knap nok kunde slæbe dem. Han læste dem sædvanlig siddende paa
Gulvet foran Kaminen; thi Lys var en sparsom Ting i de Dage.
Om Søndagen var han med i Kirke og blev ikke søvnig som andre Børn; thi
dersom han ikke hørte efter, var hans Tanker altid optagne af, hvad han
saa' i den mærkelige, gammeldags Bygning. Idet han voksede op i disse
Omgivelser, var det ikke underligt, at han blev anderledes end andre
Børn. Undertiden skjulte han sig og sad i Timevis og drømte om
Fremtiden, som dog endnu var en lukket Bog for ham.
Da til sidst den Tid kom, da han atter skulde tilbage til sine Forældre,
var det en stor Sorg baade for ham og for Bedstefaderen. En Trøst var
det ham at blive gjort opmærksom paa, at de dog havde Maanen fælles i
Stambourne og Colchester. Det betragtede han mangen Gang og glædede sig
ved dér at møde sin Bedstefaders øjne. Senere fik han Forstand paa et
mere aandligt Samfund; og at det skete saa tidligt, skyldes sikkert for
en Del den Paavirkning, han fik i Sin første Barndom.
Fra denne Tid fortælles der om hans første Missionsforetagende. En Mand
ved Navn Roads var Medlem al Frikirken, men var forfalden til Drik.
Bedstefaderen talte ofte om, hvor bedrøvet han var over ham. En Dag
sagde Charles:
'Jeg vil slaa gamle Roads ihjel; det vil jeg.'
Man foreholdt ham, at saadan noget gik det ikke an at gøre. Men han blev
ved i den alvorligste Tone at sige, at han vilde slaa ham ihjel, men han
skulde nok lade være at gøre noget galt.
Bedstefaderen havde næsten glemt dette, da Charles en Dag kom ind til
ham og sagde: 'Jeg har slaaet gamle Roads ihjel; nu skal han aldrig mere
gøre Bedstefar bedrøvet'
'Men hvad har du dog gjort?' spurgte denne forskrækket.
'Jeg har ikke gjort nogen Fortræd, Bedstefar; jeg har kun været i
Herrens Gerning,' svarede Barnet; og mere var det umuligt at faa ud af
ham.
Senere kom Roads selv med en skamfuld Mine og gav Forklaringen:

'Jeg sad i Værtshuset med min Pibe og et Krus øl, da Drengen dér kom ind
og tænke sig, at en gammel Mand som jeg skulle sættes i Rette af saadan
et Barn. Han peger paa mig med Fingeren - saadan! - og saa siger han:
'Hvad bestiller du her, Elias, at du sidder sammen med de ugudelige? Og
du er Medlem af Kirken og gør din Vejleders Hjerte bedrøvet Jeg skammer
mig over dig. Jeg vilde ikke gøre min Vejleders Hjerte bedrøvet, er jeg
vis paa.' Og saa gaar bare sin Vej, Drengen. Jeg blev naturligvis vred;
men jeg vidste jo, det var sandt altsammen, saa jeg satte Piben fra mig
og lod øllet staa; og saa styrtede jeg af Sted ud til et Sted, hvor jeg
var ene, og kastede mig ned for Herren og bekendte min Synd og bad om
Tilgivelse. Og jeg tror, Herren i sin Naade har tilgivet mig; men nu er
jeg kommet for ogsaa at bede Dem om Tilgivelse og sige, at jeg aldrig
mere skal bedrøve Dem.'
Roads blev en sand Kristen.

Nu kom Charles i helt andre Omgivelser. I sit ny Hjem fandt han en hel
Flok yngre Søskende, som han straks med stor Iver tog sig af, skønt han
endnu ikke var 8 Aar selv. Han bad med dem, prædikede og sang for dem;
deres Bøger var i en Forfatning, som han ikke var vant til, saa han fik
travlt med at lægge Omslag om dem, numerere dem og ordne dem i et lille
Bibliotek. Og for sine Søskendes Skyld skrev han flere smaa Bøger til
Fremme af deres religiøse Liv.
Det var ikke underligt, at de smaa Søskende havde Respekt for en stor
Broder, der var saa udviklet; han blev deres Leder i alting og næsten en
anden Fader. Deres rigtige Fader saa' de ikke meget til, da han ofte var
paa Rejser; han var i øvrigt en Mand med baade aandelig og legemlig
Kraft; han blev 91 aar gammel og overlevede Sønnen Charles i 10 Aar.
Ogsaa i Kirken optraadte Charles til at begynde med meget selvstændigt.
Bedstefaderen havde nemlig indskærpet ham altid at gøre, hvad han mente
var ret, ligegyldigt hvad Følgerne deraf blev. Og nu havde man i
Stambourne den Skik, naar man sang, altid at gentage den sidste Linje.
Det maatte ogsaa gennemføres i Colchester, enten Menigheden gjorde det
eller ej; man kunde da efter hvert Vers høre Drengens Stemme gentage den
sidste Linje; og først efter megen Irettesættelse lod han sig overbevise
om, at her var det Faderen og ikke Bedstefaderen, der styrede.
Den første Skole, han kom i, var hos en Dame; men her havde han snart
lært, hvad der kunde læres. Medens han gik her, paadrog han sig sin
første og sidste Gæld. Han manglede en Griffel og turde ikke bede
Forældrene om Penge dertil; heller ikke turde han møde paa Skolen uden
den. Saa fandt han paa at tage den paa Kredit i en lille Butik nær ved
Skolen i Haab om senere at faa Penge. Hans Fader fik det dog at vide og
talte meget alvorligt til ham derom, idet han forestillede ham, at den,
der skyldte Penge og ikke kunde betale var ikke bedre end en Tyv. Naar
han nu skyldte 2 øre, kunde det en anden Gang blive 1000 Kroner, og saa
kom han i Fængsel og gjorde sine Forældre Sorg og Skam.
Denne Tale gjorde et dybt Indtryk paa Charles, saa hnn besluttede aldrig
mere at gøre Gæld. Grædende gik han til Butikken for at betale, og da
han gik ned ad Gaden, troede han, at alle kunde se paa ham, hvilken
Forbryder han var. 'Siden den Tid,' sagde han senere. 'har jeg hadet
Gæld, lige sa stærkt som Luther hadede Pavedømmet.'
Paa denne Tid led hans yngre Broder James af svage Ben, saa han ofte
faldt og blev snavset. Faderen truede med Straf dersom det hændte tiere;
og tilsyneladende virkede Truselen helbredende. Det viste sig dog
senere, at James var faldet mange Gange siden; men Charles havde saa
omhyggeligt børstet og vadsket hans Klæder, at det ikke blev opdaget.
Nogle Aar gik han derefter i en anden Skole, hvor han kunde lære noget
mere. Medens han gik der, var han en Sommer i Besøg hos sin Bedstefader.
Her kom en Prædikant og holdt Møder for Hedningemissionen; han tog flere
Gange Charles med ud i Haven, talte med ham om Jesus og bad med ham; og
før sin Bortrejse udtalte han den Profeti om ham, at han en Gang vilde
komme til at prædike for mange Mennesker.
Charles kunde snart heller ikke lære mer i den anden Skole. Saa blev han
og James sendt til Kollegiet (den højere Skole) i Maidstone. Han var da
14 Aar gammel. Her var hans Onkel Lærer i Arithmetik; men han blev en
Gang meget fornærmet paa Charles, fordi denne i hele Klassens Paahør
gjorde ham opmærksom paa, at han havde regnet forkert. Fra den Tid af
lod Onkelen ham læse paa egen Haand; og da han skulde foretage nogle
Udregninger for et Assuranceselskab i London, lod han Charles gøre det.
De Tabeller, han lavede, bruges nok endnu paa Selskabets Kontor.
Religionen var dog det, der optog ham mest. Hjemme havde hans Fader
flere Aar tidligere truffet ham staaende oppe paa Høloftet og prædike;
nedenunder, i Stalden, sad James som Degn i en Krybbe; og paa Gulvet sad
Søstrene som Menigheden. De forskellige Lærebegreber havde han tidligt
sine bestemte Meninger om. Og disse fik han flere Gange Lejlighed til at
fremsætte overfor højkirkelige Præster, som underviste ved Skolen i
Maidstone.
Herfra kom han dog snart til en Skole i New-market, hvor han tillige
skulde undervise de smaa Børn. Her var større religiøs Frihed. En gammel
Kokkepige ved Skolen talte han meget med om Kristendom; og hun kunde
holde lange teologiske Forelæsninger for ham. De søgte samme Kirke og
drøftede bagefter Prædikenen. Mary King, saaledes var hendes Navn, var
dog nogenlunde tilfreds med, hvad hun hørte. Det eneste hun kunde gøre,
sagde hun, var at skrabe i de stakkels Prædikener, ligesom en Høne
skraber i en Dynge Skam; dersom hun saa ikke fandt noget Korn, gav det
hende i det mindste lidt Varme. En Gang var det dog gaaet hende rigtigt
godt, fortalte hun den unge Lærer; hun havde nemlig sagt 'Nej' til alt,
hvad Prædikanten sagde; og saaledes var det lykkedes hende at vende hans
Tale om til rent Evangelium.
Samtalerne med denne gamle Dame havde saa stor Betydning for hans
aandelige Udvikling, at han aldrig glemte hende; senere, da hun ikke
mere kunde arbejde, sendte han hende en ugentlig Understøttelse. Hun
havde gjort mere til at klare hans religiøse begreber, end 6 teologiske
Professorer vilde have kunnet, sagde han.
Medens han var i Newmarket, kom den aandelige Krise i hans Liv, som
intet Menneske kunde hjælpe ham over, men den levende Gud alene.
Derom skal vi nu høre.