/ Forside / Interesser / Helbred / Sorg & Krise / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Sorg & Krise
#NavnPoint
Birgitta 1660
Nordsted1 970
dova 930
ans 781
mangorossa 720
creamygirl 610
vaxen 560
Teil 550
pipzi 510
10  clou 510
depression/angst
Fra : Pentan


Dato : 18-10-01 00:01

Hej i gruppen
Jeg tog et alvorligt stort skridt forrige fredag, da jeg endeligt fik mod
til at ringe til min læge...

For omkring to år siden begyndte jeg at få det mærkeligt. Og det blev bare
værre og værre. Jeg, der altid har været meget udadvendt og åben, parat til
at møde nye ting og udfordringer med åbent ansigt, finde ud af, hvad det
handlede om og derefter kæmpe kampen...
Jeg var nu blevet indelukket, kunne ingenting, kunne ikke se morgendagen som
en ny og solskinsvendt dag, men istedet som en stor sort tåge, der ville
omklamre mig og hale mig ned i det mørke, som jeg var i, og derefter hale
mig endnu længere ned i dybet.
Jeg begyndte at afskære mig selv fra alle andre, ville ikke være sammen med
nogen - havde ikke engang et ønske om at være sammen med min familie. Mit
job var en byrde, der kom jo andre mennesker i det daglige. Og der var
konflikter på jobbet - nogle jeg med sindsro tidligere ville have kunnet
klare - men ikke da. Så jeg sagde mit job op. Med det resultat, at så kunne
jeg da rigtigt sidde hjemme og tumle med de modbydelige tanker.
Når postbudet kom, kunne jeg høre det, da vi havde grus i indkørslen. Jeg
skyndte mig ud for at se om vores hoveddør var låst, og gemte mig så i
huset, så postmanden ikke skulle se mig. Jeg var aldrig nede og handle ind,
det gjorde min mand, da jeg ikke kunne forlade huset. Jeg sad i sofaen under
dynen og gemte mig. Da min bedste veninde blev 30, meldte jeg afbud på
forhånd - jeg kunne simpelthen ikke. Jeg kunne ikke klare at skulle til
fest, hvor der ville være mange andre mennesker. Min mand tog afsted, og det
viste sig, at hun skulle giftes med sin udkårne den dag. Jeg glemmer det
aldrig. Aldrig nogen sinde glemmer jeg den telefonsamtale, hvor min mand
ringer og siger, at han ikke ved, hvor lang tid selskabet vil tage, fordi at
det har udviklet sig til et bryllup.
Jeg havde det skidt over det - rigtigt skidt. Jeg ville meget gerne have
været med, men jeg turde ikke.

Så kom en bedre periode. Jeg skriver bedre, fordi den var ikke rigtig god,
ikke som jeg havde det før i tiden, men alligevel god. Vi fik en dejlig
pige, det var en meget hård fødsel, men så har jeg jo også prøvet det. Den
første var jo så nem.
Nu skal I ikke blive i tvivl om, at jeg elsker mine børn meget meget højt,
men formålet var jo at skrive om mine følelser her og nu - og dermed også
lidt forhistorie - så derfor dropper jeg det familiere, og fortsætter
tråden.

Efter jeg fik min datter, fik jeg kort før min barselsorlov var slut et
tilbud fra en arbejdsgiver, som jeg valgte at sige ja tak til. Derefter
fulgte arbejde efter arbejde, jeg kunne vælge og vrage.
Jeg sagde ja tak til et job i den gamle koncern. Derfra, hvor jeg i sin tid
valgte at sige op. Det var dejligt at være tilbage, og jeg blev modtaget med
kyshånd.
Nu har jeg været der i knap et år havde det egentligt pragtfuldt.
Og så vender tankerne tilbage. De dumme tanker. Du er ikke god nok. Du er
ikke en god mor. Du er ikke en god nok elsker til din mand. Du er ikke
tilstrækkelig. Hvad tænker naboerne ikke? Til næste forældremøde vil du kun
få et tre timers foredrag om hvor dårlig en mor du er!
En torsdag efter middagstid husker jeg, at XX af vores sælgere, ringede til
mig og han bemærkede, at jeg ikke var mig selv. Da jeg var på vej hjem den
dag, fik jeg det bekræftet. Jeg overvejede alvorligt at køre frontalt ind i
en lastbil.

Næste morgen ringede jeg til lægerne. Kunne godt nok ikke få fat på ham jeg
ønskede, men fik fat i een, der ville tale med mig - aldrig er jeg kommet
ind til en læge så hurtigt.
Bare at gå derned var en overvindelse i sig selv, men det vidste han
åbenbart, han stod og ventede på mig, da det blev min tur. Det glemmer jeg
aldrig. Der er SÅ stor forståelse hos lægerne, når det gælder det psykiske.
Nej, det glemmer jeg aldrig.
Når man har taget modet til sig og taget kontakt til en læge så er man
rigtig godt på vej. Og det er nok den bedste "historie" jeg kan giver Jer i
gruppen.
Jeg vidste jeg var i en problemfase, faktisk var der en veninde, der havde
sagt mig det før´- men jeg lyttede ikke.
Jeg var sikker på at jeg selv ville kunne klare alt
Men det er jeg nødsaget til at acceptere, at jeg ikke kan - pga min sygdom.



 
 
Martin Edlich (18-10-2001)
Kommentar
Fra : Martin Edlich


Dato : 18-10-01 00:20

In article <3bce0c59$0$1913$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>,
"Pentan" <pentan@mail.dk> wrote:

> Jeg tog et alvorligt stort skridt forrige fredag, da jeg endeligt fik mod
> til at ringe til min læge...

Først og fremmest vil jeg ønske dig tillykke med at du har taget
skridtet til at søge hjælp, dernæst kan jeg ikke undgå at undre mig over
hvor din mand er i hele denne historie.
Har han bare ladet stå til og ikke konfronteret dig med problemerne?
Det må da være umuligt at skjule sådan et problem for sin mand, eller?

--
MVH
Martin Edlich, MF
http://www.edlich.dk/historien/

Pentan (19-10-2001)
Kommentar
Fra : Pentan


Dato : 19-10-01 00:42

Kære Martin
Mange tak for dit brev.
> Først og fremmest vil jeg ønske dig tillykke med at du har taget
> skridtet til at søge hjælp, <klip>
Jeg takker for din lykønskning, og kan fortælle, at jeg selv er næsten
euforisk over, at have taget modet til mig.

> dernæst kan jeg ikke undgå at undre mig over
> hvor din mand er i hele denne historie.
> Har han bare ladet stå til og ikke konfronteret dig med problemerne?
> Det må da være umuligt at skjule sådan et problem for sin mand, eller?
Nej, selvfølgelig kan man ikke skjule det overfor sin mand. Ej heller for
resten af familien. Min mor har selv været igennem "turen" flere gange, og
hun havde også en "mistanke, som hun kalder det - eller måske for mange
problemer selv til at kunne gøre noget for mig.
Men uanset hvad andre mennesker siger, f.eks. sagde min veninde jo, at hun
syntes, at jeg skulle gå til lægen, så nytter det intet, når jeg jo først og
fremmest ikke ville acceptere, at det var det, jeg havde behov for. Dernæst
blev problemet så, at jeg ikke turde gå derned.
Jeg har talt om det med min mand, men han reagerede, som jeg tror, mange
mænd gør... Bakker baglæns i bak-gear. Han ved ikke, hvad det er for noget -
og ved det nok ikke 100% stadigvæk.
Jeg tænker, at det har noget at gøre med, at "folk" ikke vil blande sig, og
at psykisk sygdom stadigvæk er et tabu til en vis grad. I hvert fald er det
ikke noget man snakker om i min mands familie, omvendt i min familie er det
næsten hverdagskost.
Som eksempel kan jeg fortælle, at min mands forældre var ude og rejse, og i
mellemtiden var jeg ved lægen, hvor jeg fik tildelt medicin og psykiatrisk
hjælp. Da hans mor ringer til os, da de er kommet hjem, så siger min mand
blot, at her går det fint.
Ærligt talt så slog det mig lidt ned, jeg tænkte, at hvis jeg var faldet og
havde brækket armen, så havde han sagt det til sin mor. Men at jeg er
psykisk syg, det er ikke blevet nævnt med et ord.
Så jeg konkluderer at det er tabu-område i familien.

Som en lille succeshistorie kan jeg så fortælle, at jeg sagde det på
arbejdet. Min læge havde godt nok spurgt mig, om jeg skulle sygemeldes, men
jeg har i forvejen svært ved at komme ud blandt mennesker, så jeg valgte
ikke at blive det. Da jeg mødte om morgnen gik jeg min sædvanlige runde på
virksomheden og talte med folkene. Da jeg kom hen til min bedste ven af en
lagermedarbejder fortalte jeg, hvordan det hang sammen, og han forstod 100%,
da han havde været gift med en, der havde de samme problemer.
Senere sidder jeg så i telefonen til sælgeren, som jeg skrev om sidst, og
jeg fortæller ham, hvad der er sket. Det viser sig, at hans mor har været
ude for akkurat det samme, og gennem vores samtale føler jeg virkeligt, at
han forstår mig. Han giver mig nogle velmente råd og et stort "klap" på
skuldrene, som man nu kan gøre det i en telefon.
Denne samtale overhører min chef, som også fejler noget - det er ikke
psykisk. Men eftersom jeg, da jeg i sin tid blev ansat, spurgte ham om, hvad
han fejlede, så følte jeg også, at han skulle have det at vide. Jeg kunne
også mærke, at han var nysgerrig, men han spurgte ikke om noget.
Jeg havde besluttet mig for, at når direktøren kom tilbage til virksomheden,
så ville jeg fortælle det til dem begge på samme tid. Det er ikke så let at
tale om, så det ville være det bedste, om jeg kunne tale med dem begge på
een gang.
Og det gjorde jeg så...
Jeg ved ikke rigtigt om de forstod, hvad det handlede om, men de tager det
meget alvorligt og samtidigt med sindsro. Min direktør kom og bad om en
uddybning, han vil gerne forstå, men som jeg sagde til ham til sidst, så er
det nok ikke noget man kan forstå, før man har været i det.
Men det korte af det lange er, at jeg har haft stor glæde af at turde dele
det med mennesker på min arbejdsplads. Nogle forstår, fordi de har oplevet
det gennem familiemedlemmer, andre gør ikke, men de tager hensyn og
respekterer, at jeg ikke lige altid er som jeg plejer at være. Og så er der
selvfølgelig sat tid af til mine psykiatritimer. Det betyder alt sammen
meget, jeg forventer ikke, at alle kan forstå, det kunne jeg ikke selv, da
min mor havde det skidt - så hvorfor skulle andre kunne...
Men det hjælper, at de prøver... De prøver i det mindste at forsøge at sætte
sig i mit sted, og ikke mindst tager de hensyn.
Nej, det er ikke så skide nemt at være ramt af noget psykisk lort, men
omverdnen kan gøre en usigelig forskel blot ved at lytte og vise, at måske
forstår vi ikke, men vi vil gerne se dig rask igen, så vi gør, hvad vi bedst
kan.






Martin Edlich (20-10-2001)
Kommentar
Fra : Martin Edlich


Dato : 20-10-01 21:35

In article <3bcf6727$0$769$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>,
"Pentan" <pentan@mail.dk> wrote:

> Mange tak for dit brev.

Velbekommen.

> > Først og fremmest vil jeg ønske dig tillykke med at du har taget
> > skridtet til at søge hjælp, <klip>
> Jeg takker for din lykønskning, og kan fortælle, at jeg selv er næsten
> euforisk over, at have taget modet til mig.

Det var da rart, en sejr kan man altid bruge. Tog det lang tid fra at du
begyndte at overveje at søge hjælp, til du fik det gjort?

> > dernæst kan jeg ikke undgå at undre mig over
> > hvor din mand er i hele denne historie.
> > Har han bare ladet stå til og ikke konfronteret dig med problemerne?
> > Det må da være umuligt at skjule sådan et problem for sin mand, eller?
> Nej, selvfølgelig kan man ikke skjule det overfor sin mand. Ej heller for
> resten af familien. Min mor har selv været igennem "turen" flere gange, og
> hun havde også en "mistanke, som hun kalder det - eller måske for mange
> problemer selv til at kunne gøre noget for mig.

Hvis din mor selv har været turen igennm flere gange, har hun nok haft
mere end en mistanke. At hun selv har været turen igennem flere gange,
kan også nemt betyde at hun ikke har haft overskuddet til at hjælpe dig.

> Men uanset hvad andre mennesker siger, f.eks. sagde min veninde jo, at hun
> syntes, at jeg skulle gå til lægen, så nytter det intet, når jeg jo først og
> fremmest ikke ville acceptere, at det var det, jeg havde behov for. Dernæst
> blev problemet så, at jeg ikke turde gå derned.
> Jeg har talt om det med min mand, men han reagerede, som jeg tror, mange
> mænd gør... Bakker baglæns i bak-gear. Han ved ikke, hvad det er for noget -
> og ved det nok ikke 100% stadigvæk.

Umiddelbart vil jeg mene at du er nødt til at få din mand til at
interessere sig noget mere for dit problem. Det ville nok være en god
ide at blande ham ind i behandlingen.

> Jeg tænker, at det har noget at gøre med, at "folk" ikke vil blande sig, og
> at psykisk sygdom stadigvæk er et tabu til en vis grad. I hvert fald er det
> ikke noget man snakker om i min mands familie, omvendt i min familie er det
> næsten hverdagskost.

Psykiske sygdomme er desværre ofte tabu. Ingen vinder noget ved at
skjule et problem, så det er noget skidt at det er sådan med din mands
familie.

> Som eksempel kan jeg fortælle, at min mands forældre var ude og rejse, og i
> mellemtiden var jeg ved lægen, hvor jeg fik tildelt medicin og psykiatrisk
> hjælp. Da hans mor ringer til os, da de er kommet hjem, så siger min mand
> blot, at her går det fint.
> Ærligt talt så slog det mig lidt ned, jeg tænkte, at hvis jeg var faldet og
> havde brækket armen, så havde han sagt det til sin mor. Men at jeg er
> psykisk syg, det er ikke blevet nævnt med et ord.
> Så jeg konkluderer at det er tabu-område i familien.

Det kunne også være at han ikke havde lyst til at fortælle om det i
telefonen. Fortæl din mand at det ikke er pest du har - det smitter
altså ikke.
Og for guds skyld, fortæl din mand, hvis noget han gør sårer dig. Det
gælder sådan set også selvom der ikke er problemer i et ægteskab.
Problemer forsvinder ikke ved at blive fortiet.

> Som en lille succeshistorie kan jeg så fortælle, at jeg sagde det på
> arbejdet. Min læge havde godt nok spurgt mig, om jeg skulle sygemeldes, men

<snip>

Det er fornemt at dine omgivelser viser så stor forståelse for din
sygdom. Så vidt jeg kan forstå, så er der andre i din situation, der
ville ønske at de havde været lige så heldige.

Håber virkelig at dit liv vil blive bedre.

--
MVH
Martin Edlich, MF
http://www.edlich.dk/historien/

Alexander Køpke (19-10-2001)
Kommentar
Fra : Alexander Køpke


Dato : 19-10-01 00:07

Hej

Her er vejen til at få det bedre.

Læs her: http://www.net-prophet.net/godshome/godshome.htm

Hvis du/I har spørgsmål: mail!

mvh

alexander




Martin Edlich (19-10-2001)
Kommentar
Fra : Martin Edlich


Dato : 19-10-01 00:24

In article <jhJz7.3297$YP6.334695@news000.worldonline.dk>,
"Alexander Køpke" <alexander@tanke.dk> wrote:

> Her er vejen til at få det bedre.

Sikke noget pis at fyre af.

--
MVH
Martin Edlich
http://www.edlich.dk/historien/

Alexander Køpke (19-10-2001)
Kommentar
Fra : Alexander Køpke


Dato : 19-10-01 00:59


> > Her er vejen til at få det bedre.
>
> Sikke noget pis at fyre af.

Du ved ikke, hvad du snakker om. Sov godt, hvis du kan!



Martin Edlich (19-10-2001)
Kommentar
Fra : Martin Edlich


Dato : 19-10-01 01:46

In article <I1Kz7.3313$YP6.337213@news000.worldonline.dk>,
"Alexander Køpke" <alexander@tanke.dk> wrote:

> > Sikke noget pis at fyre af.
>
> Du ved ikke, hvad du snakker om.

Det gør du åbenbart heller ikke.

> Sov godt, hvis du kan!

Jeg sover aldeles glimragende, og i lige måde.

--
MVH
Martin Edlich
http://www.edlich.dk/historien/

Alexander Køpke (20-10-2001)
Kommentar
Fra : Alexander Køpke


Dato : 20-10-01 18:44

> > > Sikke noget pis at fyre af.
> >
> > Du ved ikke, hvad du snakker om.
>
> Det gør du åbenbart heller ikke.

Du hallucinerer! Du kan ikke vide, om jeg ved, hvad jeg snakker om!
Jeg er derimod temmelig sikker på, at du kun lige har kastet et blik på
siden, eller har du?, og straks forkastet det. Og det skulle så danne
grundlag for din argumentation?

Kom igen!

> > Sov godt, hvis du kan!
>
> Jeg sover aldeles glimragende, og i lige måde.

Godt! Det er da rart at høre 80)

Med venlig hilsen

Alexander



Martin Edlich (20-10-2001)
Kommentar
Fra : Martin Edlich


Dato : 20-10-01 19:47

In article <jKiA7.5564$5v1.420170@news010.worldonline.dk>,
"Alexander Køpke" <alexander@tanke.dk> wrote:

> > Det gør du åbenbart heller ikke.
>
> Du hallucinerer! Du kan ikke vide, om jeg ved, hvad jeg snakker om!

Og i lige måde.

--
MVH
Martin Edlich, MF
http://www.edlich.dk/historien/

Alexander Køpke (21-10-2001)
Kommentar
Fra : Alexander Køpke


Dato : 21-10-01 01:42


"Martin Edlich" <newsspam3@mail.edlich.dk> skrev i en meddelelse
news:newsspam3-E093BA.20470620102001@test.edlich.dk...
> In article <jKiA7.5564$5v1.420170@news010.worldonline.dk>,
> "Alexander Køpke" <alexander@tanke.dk> wrote:
>
> > > Det gør du åbenbart heller ikke.
> >
> > Du hallucinerer! Du kan ikke vide, om jeg ved, hvad jeg snakker om!
>
> Og i lige måde.

Jeg er villig til at diskutere emnet!

Venter spændt

Alexander




Martin Edlich (21-10-2001)
Kommentar
Fra : Martin Edlich


Dato : 21-10-01 02:36

In article <XRoA7.5896$5v1.440345@news010.worldonline.dk>,
"Alexander Køpke" <alexander@tanke.dk> wrote:

> > Og i lige måde.
>
> Jeg er villig til at diskutere emnet!

Det må du finde et andet sted at gøre, prøv at læs
<http://www.usenet.dk/grupper.pl?get=dk.helbred.sorg%2Bkrise>

> Venter spændt

DISCLAIMER:  Nothing here is guaranteed to be true.  These are merely
our brain dead bozo absurd outrageous foolish misguided unreliable
satirical fraudulent bogus Opinions.  Damages are strictly limited to
exactly what you paid for them. 

Siger vel det meste om indholdet på det site.

--
MVH
Martin Edlich, MF
http://www.edlich.dk/historien/

Alexander Køpke (21-10-2001)
Kommentar
Fra : Alexander Køpke


Dato : 21-10-01 12:32


> Det må du finde et andet sted at gøre, prøv at læs
> <http://www.usenet.dk/grupper.pl?get=dk.helbred.sorg%2Bkrise>

Og der står bl.a.

"2. Beskrivelse:
Hjaelp til selvhjaelp til mennesker i sorg og krise"

Det er lige præcis det UCP går ud på. Efter min mening er UCP en af de
bedste måder, man kan gennemarbejde sorg/krise på og komme ud på den anden
side i god behold.

"Samtidig er det formålet hjælpe pårørende til sorg- og kriseramte til at
hjælpe den ramte gennem sorgen/krisen i stedet for at undvige smerten."

Efter min mening er UCP en af de bedste måder at hjælpe på. Man kan enten
lave UCP selv, eller man kan få en til at hjælpe sig igennem "smerten".
Og da det er gratis, er det heller ikke et reklame fremstød.

Hvis du mener, at jeg skal finde et andet sted at gøre det, så må du uddybe
det.

> DISCLAIMER: Nothing here is guaranteed to be true. These are merely
> our brain dead bozo absurd outrageous foolish misguided unreliable
> satirical fraudulent bogus Opinions. Damages are strictly limited to
> exactly what you paid for them.
>
> Siger vel det meste om indholdet på det site.

Ja, det gør det faktisk. Der står, at der ikke gives nogen garanti for, at
det på siden er sandt. Men andre ord: måske er det sandt, måske ikke. Man
skal altså selv finde ud af, om det er sandt for en selv. Det gøres ved at
læse, forstå indholdet og afprøve den metode, der er beskrevet i en rimelig
periode. Gør man det, så kan man afgive sine argumenter; hvad de så end
måtte være. Ikke før!
Så står der, at det blot er meninger, som beskrives. Hvad er din mening
foriøvrigt?
Og til sidst står der, at de skader, man får, kun består af det, som man
giver af penge. Og da det er gratis så... ja bedøm selv.

Læs indholdet og giv din mening i stedet for at citere noget og så komme med
små intetsigende kommentarer!

Før du har læst indholdet og afprøvet det, så har du faktisk ikke noget
fornuftigt at sige om det.

Med venlig hilsen

Alexander



Martin Edlich (21-10-2001)
Kommentar
Fra : Martin Edlich


Dato : 21-10-01 14:59

In article <OnyA7.6718$YP6.476278@news000.worldonline.dk>,
"Alexander Køpke" <alexander@tanke.dk> wrote:

> "2. Beskrivelse:
> Hjaelp til selvhjaelp til mennesker i sorg og krise"
>
> Det er lige præcis det UCP går ud på.

Så er det du skal gøre i dette forum, at beskrive hvordan det har
hjulpet dig, hvad det går ud på og hvordan du mener det kan hjælpe
spørgeren.

> Før du har læst indholdet og afprøvet det, så har du faktisk ikke noget
> fornuftigt at sige om det.

Jeg har på intet tidspunkt udtalt mig om metoden UCP, men metoden "her
er løsningen, se på denne hjemmeside".

--
MVH
Martin Edlich, MF
http://www.edlich.dk/historien/

Alexander Køpke (22-10-2001)
Kommentar
Fra : Alexander Køpke


Dato : 22-10-01 06:15

> > "2. Beskrivelse:
> > Hjaelp til selvhjaelp til mennesker i sorg og krise"
> >
> > Det er lige præcis det UCP går ud på.
>
> Så er det du skal gøre i dette forum, at beskrive hvordan det har
> hjulpet dig, hvad det går ud på og hvordan du mener det kan hjælpe
> spørgeren.

Jeg har allerede skrevet, at det er vejen til at få det bedre, hvilket
selvfølgelig betyder, at jeg ved at anvende UCP har fået det bedre.

Udtrykket "vejen til at få det bedre" er sikkert vagt i de flestes ører, men
det er faktisk det, metoden gør.

Desuden mener jeg, at man kan få al den viden, man vil om metoden ved at
besøge linket, hvilket også er grunden til, at jeg viste linket.
At jeg skal beskrive det hele en gang til, når det er gjort, synes jeg ikke,
der er grund til.
Selve opdageren har beskæftiget sig 20 år med UCP, og jeg selv er kun lige
startet med det.

Dog er siden på engelsk, hvorfor jeg i nærmere fremtid vil tage din
opfordring op og give beskrivelse af metoden på dansk.

> Jeg har på intet tidspunkt udtalt mig om metoden UCP, men metoden "her
> er løsningen, se på denne hjemmeside".

Tja, det var ikke den opfattelse, jeg fik. Jeg skrev, "Her er vejen til at
få det bedre".
Det virker måske absolut, så jeg ændrer det til, "Her er en vej til at få
det bedre".

Men det ændrer intet ved, at du skrev, at det var "noget pis at fyre af".
Jeg håber, at du er i stand til at indse, at hvis du ikke kender metoden
UCP, så kan du faktisk ikke bedømme om, det er "noget pis at fyre af".

Hvis det virkelig var selve se-her-er-løsningen-på-denne-hjemmeside-metoden,
du var imod, så skulle du have skrevet det til at begynde med. Noget i stil
med, "vær venlig at beskriv metoden".

Men tak for henvendelse!!

Med venlig hilsen

Alexander




Bjarne Wichmann Pete~ (19-10-2001)
Kommentar
Fra : Bjarne Wichmann Pete~


Dato : 19-10-01 08:48

Alexander Køpke wrote:

> Her er vejen til at få det bedre.

Vejen til at få det bedre er at opsøge professionel hjælp, ikke
kvaksalvere...

> Læs her: http://www.net-prophet.net/godshome/godshome.htm

.... usmagelighed af første grad.... og her snakker jeg ikke kun om sidens
design...

Bjarne

Alexander Køpke (20-10-2001)
Kommentar
Fra : Alexander Køpke


Dato : 20-10-01 18:41


"Bjarne Wichmann Petersen" <mekanix@nospam.dk> skrev i en meddelelse
news:3bcfda03$0$1953$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Alexander Køpke wrote:
>
> > Her er vejen til at få det bedre.
>
> Vejen til at få det bedre er at opsøge professionel hjælp, ikke
> kvaksalvere...

Folk jo ikke søge hjælp andre steder fra, hvis den professionelle "hjælp"
faktisk hjalp, hvad den ifølge min og mange andres mening og ikke gør.


> > Læs her: http://www.net-prophet.net/godshome/godshome.htm
>
> ... usmagelighed af første grad.... og her snakker jeg ikke kun om sidens
> design...

Budskabet er vigtigere end designet.

Har du læst og forstået budskabet? Har du?

Svaret er: NEJ!

Du har ikke engang testet det, for det tager altså mere end nogle få timer!

Lav UCP og få det bedre!

Med venlig hilsen

Alexander



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177552
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408849
Brugere : 218887

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste