Hej alle
Måtte bare lige af med det, så here goes...
Altså, vi er jo opdrættere - og har jo også en naturlig grænse for, hvor
mange katte vi kan have i vores lejlighed. Og når vi nu gerne vil blive ved
med at opdrætte, så kan man jo ikke beholde alle sine katte til deres dages
ende, for så har man til sidst ikke plads til dem, som skal "føre slægten
videre", om man så kan sige.
Vi har i forvejen to kastrater - Dizzy, som er lidt over 9 år gammel, og
Cino på 6 år, som vi beholdt som hankat, og derefter ville finde et rigtig
godt hjem til. Cino var dog bare ikke lige af den opfattelse, at han ville
bo andre steder end her - så efter 1 uges ophold hos et rigtig sødt ungt
par, hvor han hylede huset ned, flyttede han hjem igen for at blive. Jeg
ønsker ikke at eksperimentere med kattene, så de skal ikke flytte ind og ud
i en uendelighed til de finder stedet - et forsøg var i hans tilfælde nok.
Nå, med Cino i baghovedet besluttede vi sidste forår at beholde endnu en
hankat til avl, som det så var meningen, at vi skulle finde et godt hjem til
når han var blevet kastreret - og han skulle kastreres lige så snart det
første lille sprøjt kom! Mansen er bare en dejlig kat - kælen ud over alle
grænser (morens kælegris!) - stille og rolig uden anlæg for at være "rigtig"
hankat som sådan - så vi var sådan set forberedte på, at det nok ville gå
med ham som det havde gjort med Cino, altså at han aldrig ville kunne falde
til et andet sted...
Mansen er et par gange blevet "lånt" ud til parringer til folk vi kender - i
øjeblikket har vi en meget gravid hunkat + ballade i flokken, da vores
ældste hunkat stadig ikke vil acceptere vores sidst ankomne killing - så da
jeg blev kontaktet af nogle venner, som også har burmesere, angående en
parring, sagde jeg nej til at have hunkatten på besøg her (som man ellers
plejer at foretrække), men tilbød, at de kunne låne ham hjem i stedet, da de
har et stort hus og sagtens kunne lukke de to turtelduer væk fra deres anden
kat, der er en 3-årig kastrat han (Mir, hedder han).
Formålet med parringen var faktisk udelukkende at få nogle killinger med
super temperament, hvoraf de gerne selv ville beholde en hankilling til
selskab for Mir, som for ikke så lang tid siden mistede sin bror pga.
sygdom, og som siden har drevet sin mor (Honey) til vanvid, da han gerne vil
lege brydning og slåskamp, hvilket hun absolut ikke gider!
Men altså, Mansen kom på landet til Honey, som han da også lykkedes at
parre - men så ville skæbnen, at Mansen er lidt lettere til bens end deres
to øvrige katte, og så skulle man jo pludselig passe på når man åbnede døre
mv. - derfor kom Mansen også til at løbe med ind til Mir et par dage efter
sin ankomst... Straks så de i ånden at nu startede den store slåskamp -
Mansen er jo hankat, omend ikke meget, og Mir er tidligere hankat og får
pludselig besøg af en fremmed i sit hus *panik* - men der skete intet!
Mansen ignorerede Mir fuldstændig, og Mir sagde bare "gnækkelyde", ligesom
når de får øje på en fugl gennem vinduet. Nå, de skyndte sig selvfølgelig at
få fat i Mansen og bære ham i sikkerhed.
Dagen efter lavede han samme stunt igen - og denne gang kom de tæt på
hinanden, og begyndte bare (mod al forventning) at lege sammen! Siden da var
alle kattene sammen. Mir var ovenud lykkelig for sin ny legekammerat, og
Honey nød at kunne ligge i fred mens de to varylere legede fangeleg mv.
Og så kom vi igår og skulle hente Mansen hjem igen efter en uges ophold på
landet... Og ved I hvad, jeg nænnede det bare ikke! Mansen var flyttet ind -
lå i arm med både Mir og Honey på varmepladen i soveværelset og spankulerede
i øvrigt rundt med høj haleføring - og værdige dårligt hans "x-mor og far"
et blik, endsige et ordentlig kæletur - og jeg der havde forventet et
kælehungrende dyr, der kastede sig i armene på mig og "sagde": Tag mig væk
fra dette hæslige sted!
Så da jeg i et par timer eller 3 havde diskuteret grundigt med mig selv og
Bent (og Dorte og Henrik, som hans nye "forældre" hedder) besluttede vi os
for at drage hjem med en tom transportkasse, og både lettelse og sorg i
sindet over at det var gået som det var. Vi havde jo besluttet os til at
finde ham et nyt hjem på et tidspunkt, hvis det overhovedet kunne lade sig
gøre, men da han bare var faldet til hos Mir og Honey allerede nu (og vi jo
ikke ved, om han ville begynde at strinte i morgen eller om et år), så er
det bare en supergod løsning.
Men for pokker hvor jeg savner ham og vores morgenkæleture især! *snøft*
Camilla
--
Camischa's burmesere
http://www.burmese.dk