Nu har jeg jo læst lidt om stærke hvalpe, svage hvalpe osv. og
forskellige måder man kan kende dem på.
Jeg har lagt mærke til, at som min hvalp vokser (han er knap 7 uger),
gider han ikke mere blive båret. Når jeg besøger dem synes han det er
helt fint at komme op, så han lige kan hilse, slikke og kradse, det er
også lidt interessant at kravle op i nakken på mig for at sidde og kigge
bagud eller bide i min fletning. Men hvis han bæres rundt i brysthøjde
og nusses (for at isolere ham lidt fra de andre 8 barbarer som hænger i
mine snørebånd), så gør han tegn til, at nu vil han hellere ned.
Andre hvalpe, for eksempel en lille glad tæve, sidder helt stille og
bliver nusset. Det kan så være underkastelse og accept eller nydelse,
det er svært at bedømme.
Når de er på jorden er de alle fuldstændig kulrede og hopper op af en,
kravler op på skødet hvis der er plads, hvilket der sjældent er,
eftersom deres mor som regel forsøger at få en for sig selv.
Er dette tilfældig adfærd, eller har jeg fået en selvstændig hund? For
så må vi hellere få hans søster med, da min kæreste glæder sig til at få
KÆLE dyr!
Det er naturligvis nemmere at knytte ham til sig, når han bliver alene.
Min bror havde en border terrier som var helt sin egen - nusseri var
noget han undgik på det kraftigste, al kontakt skulle være fangeleg
eller trække tov. Eller tricks belønnet med kiks. Kom når man kaldte -
hvis han gad og når han var klar med det han lige var i gang med. Han
var med andre ord ret kedelig! :)
:Pia