Hej Alex
Jeg er gammel 'sct. berhard-ejer' fra fødslen til jeg måtte aflive min egen
for 2 år siden. Sct. Berharden er en pragtfuld hund, men MEGET anderledes
end jagthunde. Den er meget selvstændig og egenrådig, men man kommer ingen
vegne med hårde opdragelsesmetoder - mange af dem vejer mere end en selv
Derimod kan man faktisk lærer dem en masse sjove ting med de såkaldte
bløde metoder - min kunne rulle, vinke, high five, Zig-zag (det er sjovt med
så stor en hund) halse og hviske og så selvfølgelig gå pænt i snor, komme på
indkald m.m. Ja, I har lige ramt min 'ynglingsrace' - så I får lige en hel
masse:
Jeg har fundet noget generelt om den gruppe af race, som sct. bernharden
tilhører i Irene Jarnveds rigtig gode bog (den kunne I investerer i):
"Helhjertet hundetræning". Sct. Bernharden tilhører gruppen af hyrde- og
vagthunde (hyrdehunde er her IKKE racer som border collien, der samler og
flytter dyreflokke, det er derimod hunderace, som eks. er opvokset sammen
med f´årene, præget på fårene, så den opfatter dem som sin flok og derfor
beskytter dem). Rundt omkring har jeg tilføjet egne kommentarer i ().
Arbejdsbaggrund
Hundene i denne gruppe beskytter får, husdyr og boområder mod rovdyr og
tyve. De arbejder fortrinsvis selvstændigt og har som regel et meget skarpt
vogterinstinkt.
Egenskaber
Det er modige og selvsikre hunde, der også er meget signalsikre. De er meget
selvstændige og har et stort vogterinstinkt på grænsen til at være skarpe.
Der er ofte store kønsforskelle. De har en meget god hukommelse. De leger
ofte brydelege og sætter sig på ofret. Især boxer og rottweiler knurrer
(taler) en del.
De fleste har en stor vildtinteresse og deres byttebevidsthed er meget stor.
De er avlet til at arbejde meget selvstændigt og vogte på egen hånd, så
deres samarbejdslyst til træning er generelt ret begrænset. Deres
stressniveau er ikke højt, og de kan som regel ikke lokkes til at hente
bolden mere end tre gange.
Deres vogteregenskaber og selvsikkerhed er markante, og derfor bør de f.eks.
ikke gå i en hundegård, hvor de har mulighed for at opretholde dette
instinkt, som meget let går over i aggression.
De er venlige over for familien, men ofte mistænksomme og reserveret over
for fremmede (gælder ikke i så høj grad for sct. berharden - min erfaring
er, at det er søde og rare sammen med andre mennesker, men man skal være
bevidst om det og sørge for at hunden præges tidligt på mennesker og
socialisere meget sammen med mennesker, når I får den hjem). Den samme
modvilje har de over for fremmede hunde. Aggression mellem hanner er helt
normalt, og aggressive tæve er ikke noget særsyn. (Sct. bernhard-hanner
bliver meget ofte hanhundeaggressive, mens hun-hundene er nemmere, men igen
prægning og socialisering af hvalpe, når man meget langt med.)
De har ikke så stor tendens til gøen, heller ikke, når de vogter. De kan
ligge og se 'dovne' ud, men deres opmærksomhed er stor, og de kan tænde i
løbet af meget kort tid. De fleste advarer ikke, før de bider.
Denne gruppe er sent modne både kønsligt og mentalt. Kønsmodningen indtræder
ofte først ved ca. 1 års alderen og den mentale modning omkring 3 års
alderen. (dette passer på præcis på Bernharden
Tænk på ved træning
· Leg aldrig kampelege. Det skærper risikoen for aggression og sætter dem i
stand til at lære ejerens svage sider at kende.
· Husk at holde afstand til andre hunde, når I træner - hundene har en stor
kropszone.
· De skal have en rolige, venlig, men konsekvent (konsekvens forstået som at
man gør tingene ens hver gang, og ikke, at vi skal styre hunden i alle de
handlinger den fortager sig eller at man er hård mod den - sådan opfattes
ordet konsekvens oftest) opvækst med grænser. Det er mindsker den medfødte
den medfødte skarphed.
· Omkanaliser deres store vogterlyst til f.eks. at gå spor eller træne
samarbejde.
· Denne grupper kræver en meget tidlige miljø- og socialtræning mod fremmede
mennesker og hu