---

Hej alle sammen

Jeg håber at der er nogle som kan hjælpe mig da min kone igennem 18 år har
fået konstateret Alzheimer, og hun kender mig ikke mere, og jeg føler at vi
glider fra hinanden, hun har haft sygdommen i 4 år nu,og jeg føler at min
verden faller i grus, så hvis der er nogle som kan hjælpe mig vil jeg bliver
meget glad,For lige nu tænker jeg på at tage mit eget liv da jeg ikke har
mere at leve for SÅ HJÆLP MIG HVIS DER ER NOGLE DER STÅR I SAMME PROBLEM.

Med venlig hilsen
den ulyklig

--
Søren H. Sørensen
Ryslinge

---

In article <3b921a18$0$2765$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>,
"Søren Sørensen" <sorenh@c.dk> wrote:

> Jeg håber at der er nogle som kan hjælpe mig da min kone igennem 18 år har
> fået konstateret Alzheimer, og hun kender mig ikke mere, og jeg føler at vi
> glider fra hinanden, hun har haft sygdommen i 4 år nu,og jeg føler at min
> verden faller i grus, så hvis der er nogle som kan hjælpe mig vil jeg bliver
> meget glad,For lige nu tænker jeg på at tage mit eget liv da jeg ikke har
> mere at leve for SÅ HJÆLP MIG HVIS DER ER NOGLE DER STÅR I SAMME PROBLEM.

Jeg står (heldigvis) ikke i samme situation, men jeg ved af erfaring, at
smerten over at miste nogen man elsker, bliver til at leve med på et
tidspunkt.

Prøv at tænk tilbage i tiden til dengang din kone stadigvæk var frisk.
Forestil dig så at du havde stillet hende spørgsmålet "Hvad ville du
synes om at jeg begik selvmord, hvis jeg mistede dig?"
Hvad tror du hendes svar ville være?

Har din kone forresten stadigvæk nogen klare øjeblikke?

--
MVH
Martin Edlich, MF
http://www.edlich.dk/historien/

---

Kære Søren!

Jeg sender dig mine bedste tanker, selv om jeg ikke personlige erfaringer med Alzheimer, men dog være tæt på et ægtepar som kender det alt for godt.

Det er virkelig barsk at have en ægtefælle, som man ikke mere kan dele stort og små med, og det ikke at kunne blive genkendt gør ondt.

Jeg vil gerne fortælle dig, at der jo findes en forening, hvor de i altfald i mit område laver mange ting for pårørende, og jeg ved at det er af stor betydning at møde andre i samme situation.

Så kik på http://www.alzheimer.dk/ - og håber du her kan finde den støtte som du så klart har brug for.

De bedste tanker
Alice
http://sorthvid.subnet.dk/
"Søren Sørensen" <sorenh@c.dk> skrev i en meddelelse news:3b921a18$0$2765$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hej alle sammen
>
> Jeg håber at der er nogle som kan hjælpe mig da min kone igennem 18 år har
> fået konstateret Alzheimer, og hun kender mig ikke mere, og jeg føler at vi
> glider fra hinanden, hun har haft sygdommen i 4 år nu,og jeg føler at min
> verden faller i grus, så hvis der er nogle som kan hjælpe mig vil jeg bliver
> meget glad,For lige nu tænker jeg på at tage mit eget liv da jeg ikke har
> mere at leve for SÅ HJÆLP MIG HVIS DER ER NOGLE DER STÅR I SAMME PROBLEM.
>
> Med venlig hilsen
> den ulyklig
>
> --
> Søren H. Sørensen
> Ryslinge
>
>

---

Hej Søren

Jeg er ked af det på dine vegne. Det må ikke være nemt, når I har valgt at
dele hele livet sammen. Nu skal du dog høre mit råd til dig, håber det i
hvertfald kan sætte lidt positive tanker igang hos dig, trods alt.

Søren, som du siger din kone kan næsten ikke kende dig mere. Hvis jeg var
dig ville jeg benytte et af de øjeblikke hun er klar, til at få talt ud om
de ting I mangler at få talt ud om, det vil først og fremmest lette dit
hjerte i den grad. Det er DIG det drejer sig om nu, for det er dig der skal
leve videre og huske tilbage på de gode tider I har haft sammen. Derfor er
det vigtigt at du får klarhed over de ting du er usikker på inden det er for
sent. Det skal være sådan, at du gør hvad der er bedst for dig, så du kan
leve videre...uden en masse spørgsmål du ikke nåede at få svar på.

Min lille historie der fortæller hvad jeg mener.

Jeg er vokset op hos min farmor. Hun mødte efter min farfar døde, en mand
hvis kone have sygdommen i 10 år. Min farmor mødte ham og hende to år før
hun døde. Min farmor og ham talte sammen om de ting, der gik ham på, for han
havde det lige så hårdt, som du har det og kunne ikke få mere kontakt med
hende. Det hjalp ham meget at have en at tale med.

Min farmor og ham blev så forelsket og han havde i starten dårlig
samvittighed, men blev dog klar over, at livet må gå videre og det gjorde
det. De havde nogle rigtig gode år sammen og det var hvad de fortjente...


Konklusion:
Søren, det er måske lidt forvirrende, men det jeg prøver at sige er:

Du har en hård tid for tiden og jeg føler med dig. Din kone er ved at glide
fra dig og du føler ikke at du har noget at leve for, men det mener jeg
bestemt du har.

Du er en mand DER LEVER og det skal du blive ved med, selv om det er svært.
Hvis du vil, så skal det nok gå. Det er et spørsmål om, mener jeg, at du får
talt ud med din kone hvis det er muligt. Fortæl hende at du elsker hende og
hvad du er ked af, at du har gjort mod hende, hvis du altså har noget du er
ked af. Fortæl hende hvis der er noget du er vred over, hvis der er noget du
er vred over. Det at tale ud om tingene, vil først og fremmest lette dit
hjerte, da du så ikke har det at tænke på. Det er en svær process, men vil
gavne dig, er jeg ikke i tvivl om. Hvis din kone derimod ikke er klar nok,
til at du kan tale med hende, så køb en bog og skriv dine tanker ned, det er
vigtigt at komme ud med dem. Find en person du kan tale med...en der kan
forstå dig. Hvis du har børn, få talt med dem, det vil også lette dit
hjerte.

Jeg ved godt, at det jeg skriver måske er lidt forvirrende. Det jeg prøver
at sige er:

Livet må gå videre og det må dit også. Få lagt tingene på bordet og find en
person du kan tale med...det er det vigtigste...for nu er det dig det drejer
sig om...husk det!!!!

Knus Sanne

P.S.
Held og lykke...håber du kan bruge det til noget ellers håber jeg en anden
kan formidle budskabet, så du forstår hvor vigtigt det er, at DU LEVER og at
det skal du blive ved med, selv om det er svært for tiden.

Jeg vil også sige, at der er nogle her, der ved, hvor du kan henvende dig,
hvis du ikke kan finde en at tale med.

Du er også velkommen til at skrive til mig:
S_Thorndahl@post.cybercity.dk


"Søren Sørensen" <sorenh@c.dk> skrev i en meddelelse
news:3b921a18$0$2765$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Hej alle sammen
>
> Jeg håber at der er nogle som kan hjælpe mig da min kone igennem 18 år har
> fået konstateret Alzheimer, og hun kender mig ikke mere, og jeg føler at
vi
> glider fra hinanden, hun har haft sygdommen i 4 år nu,og jeg føler at min
> verden faller i grus, så hvis der er nogle som kan hjælpe mig vil jeg
bliver
> meget glad,For lige nu tænker jeg på at tage mit eget liv da jeg ikke har
> mere at leve for SÅ HJÆLP MIG HVIS DER ER NOGLE DER STÅR I SAMME PROBLEM.
>
> Med venlig hilsen
> den ulyklig
>
> --
> Søren H. Sørensen
> Ryslinge
>
>

---

Kære Søren

Du skriver:

> Jeg håber at der er nogle som kan hjælpe mig da min kone igennem 18 år hafået
> konstateret Alzheimer, og hun kender mig ikke mere, og jeg føler at vi
> glider fra hinanden, hun har haft sygdommen i 4 år nu,og jeg føler at min
> verden faller i grus, så hvis der er nogle som kan hjælpe mig vil jeg bliver
> meget glad,For lige nu tænker jeg på at tage mit eget liv da jeg ikke har
> mere at leve for SÅ HJÆLP MIG HVIS DER ER NOGLE DER STÅR I SAMME
> PROBLEM.

Det gør mig meget ondt at høre at din kone har fået Alzheimer; det er modigt at
dig at skrive om din sorg og fortvivlelse på nettet og det er flot at du står
frem.

Jeg er selv 37 år gammel og er lektor på Aalborg Universitet; min mor på 63 fik
konstateret demens for under et år siden. Jeg er enebarn, og min far bor i
England - så det meste er endt med at blive mit ansvar.

Der er formodentlig ikke tale om Alzheimers sygdom i min mors tilfælde - men
symptomerne ligner og det går lige så hurtigt ned ad bakke. I dag bor min mor
på plejehjem. Det er nu kommet så vidt at hun ikke ved at hendes egen mor er
død (for 11 år siden - et dødsfald der dengang tog meget hårdt på min mor.) Alt
dette er sket mens min kæreste og jeg ventede vores første barn - en dejlig
pige, der nu er tre en halv måned gammel. Det forløbne år har været meget
mærkeligt.

Demens er en forfærdelig sygdom, og den er værst for de nærmeste; vi mister
langsomt én vi holder af og den fælles historie vi har med den demente
forsvinder. Alle minderne er trods minder vi deler med nogen. Den syge mærker
kun lidt for hun/han har ingen sygdomserkendelse. Vi andre bliver viklet ind i
en ubehagelig blanding af praktiske gøremål som skal laves og en voksende sorg.

Jeg har selv haft (og har stadig) svært ved at finde andre pårørende at tale
med og der er tidspunkter hvor jeg føler mig desperat og isoleret. Jeg har
mødt nogle par hvor den ene ægtefælle er blevet dement; jeg har derimod haft
svært ved at finde andre der er i en situation som min. Ét ved jeg: Det nytter
ikke at tage sit eget liv. Men det ved du nok også selv.

Det jeg har gjort i første omgang har været at melde mig ind i
Alzheimerforeningen og rekvirere deres materialer. De har WWW-adresse
http://www.alzheimer.dk ; der står mange ting på deres websider som er værd at
læse. Jeg kan se at du bor på Fyn; også her findes der er antal støttegrupper
for pårørende til demente. Du kan se adresserne på hjemmesiden.

Har du haft mulighed for at se filmen "En sang for Martin"? Det er en meget fin
film instrueret af Bille August. Den handler om et midaldrende svensk ægtepar
hvor manden får konstateret Alzheimers sygdom. Selve det at se filmen og at
opdage at mine oplevelser som pårørende til en dement lignede dem andre har,
gav mig noget.

Jeg håber at du kunne bruge noget af det jeg har skrevet til noget.

Du er meget velkommen til at sende mig mail hvis der er noget du vil spørge om
eller fortælle mig. Brug enten adressen nedenunder eller den adresse, jeg har
sendt denne besked fra.

venlig hilsen

Hans

--
Hans Hüttel | e-mail: hans@cs.auc.dk
Institut for datalogi | WWW: http://www.cs.auc.dk/~hans
Aalborg Universitet |