En hel del af det jeg meddeler i nyhedsgrupperne i øjeblikket om
Dommedag er mere eller mindre bearbejdede forlydender, jeg har fra det
amerikanske, syd-koreanske, tyske og danske efterretningsvæsen, der
har forsamlet sig på Aflandshage Mind Control Center på Syd-Amager,
syd for København.
Jeg prøver jo på at si vrøvlet fra, herunder de rygter, et eller flere
af de nævnte efterretningsvæsener af den ene eller anden grund kunne
ønske sig kommunikeret videre fra den usikre kilde, jeg formentlig
indtil videre anses som.
Det står fast, at man på Dommedag ønsker sig en torturscene i Seoul,
Syd-Korea med undertegnede som hovedperson. I den sammenhæng har man
så i dag ”røbet”, at det kirurg-team, der vil være ferme til at
kastrere mig ca. 5 gange uden bedøvelse i løbet af 24 timer består af
5 danske kvindelige kirurger. Jeg aner ikke, om det kan være sandt.
Det kan lige så godt være en af de talrige finter, man bruger en hel
del tid på at chikanere mig med.
Men det får mig til at sige følgende: jeg er en person, endda en
politisk bevidt politisk aktør. Jeg er ikke en ligegyldig krigsfange,
der har svært ved at læse og skrive, og som kriminelle
regeringsfunktionærer kan og ønsker at behandle, som om det var en sæk
kartofler.
Og jeg har ingen planer om at acceptere ligningen: Vi torturerer, og
du kan så få lov at skrive om det. Naturligvis ulønnet, og med
relativt få læsere. Eventuelt hver dag, hvis du synes.
Hvis det er sandt, at et dansk kirurgisk team deltager i at udføre
svære og ganske overflødige og gentagne torturhandlinger mod min
person, kunne jeg ikke drømme om at udelade denne skændige
landsforræderiske handling fra det katalog af revolutionære replikker,
det er ønskeligt, naturligt og rigtigt at omsætte til revolutionær
praksis efter Dommedag.
Denne sandhed, at vi ikke kan acceptere ligningen ”vi militære
torturerer, og I civile skriver” gælder naturligvis også for mine
mishandlede kolleger worldwide og for hele det af det militære
elektromagnetiske tyranni overfaldne globale civilsamfund.
Steen Hjortsø
|